Du kender dem sikkert… symptomerne: Hjertebanken, svedige håndflader, suget i maven, rystende hænder, koldsved, hyperventilering, tankemylder… tanker der går på at flygte, komme væk. Men hvad er det egentlig – og hvordan slipper du af med dem?
Her kommer jeg ind på hvad angst er, hvilke symptomer angsten giver dig og hvad du kan gøre.
Men først, kort og godt:
Hvad er angst symptomer?
Angstsymptomer er det du mærker i din krop og i dit sind, når du oplever angst. Angstsymptomerne dukker op fordi din hjerne forbereder dig på at overleve noget, den tror er en trussel for dit liv. Symptomer som du kan mærke i din krop kan fx være hjertebanken, rystende hænder, tunnelsyn, osv.. Ubehagelige fornemmelser – men der er heldigvis meget, du kan gøre…
Mere om angstsymptomerne
Angst er en følelse af voldsomt fysisk ubehag som i sin natur er designet til at få dig til at reagere på et splitsekund, så du bevæger dig ud af en farlig situation for at overleve.
Så snart din hjerne registrerer den mindste antydning på, at dit liv er i fare, vil angsten aktiveres. Du kan være i fare. Men hjernen kan også fejlfortolke situationen og tro du er i fare, selvom du ikke er i fare (irrationel angst).
Måden hvorpå hjernen reagerer er ved at igangsætte et voldsomt ubehag af en hel række af fysiske processer i din krop. Det er de symptomer du formentlig mærker og det, vi kalder for angst symptomer.
Angst opleves forskelligt fra person til person. Grundlæggende er det de samme angst symptomer vi oplever men de kan opstå i vidt forskellige sammenhænge og føles mere eller mindre voldsomme.
Fx er der stor forskel på at opleve angst på niveau 4 (på en skala fra 1-10, hvor 1 er svag angst, og 10 er voldsom angst) og opleve angst, der har en styrke der svarer til 9 på angstskalaen.
Dine tanker påvirkes også af angsten. Du bekymrer dig overdrevet meget og kan få en urealistisk opfattelse af problemer. Du kan føle dig rastløs eller oplever en følelse af at være ‘edgy’, hovedpine, svedeture, kvalme, behovet for at gå på toilettet ofte, træthed, problemer med at falde i søvn, rysten, og tendens til nemt at blive forskrækket.
Her kommer nogle flere angst symptomer. Kan du nikke genkendende til dem?
Kender du disse (typiske) angst symptomer?
- Hjertebanken
- Sveden
- Rysten
- Mundtørhed
- Tænderklapren
- Åndenød/vejrtrækningsproblemer
- Kvælningsfornemmelse
- Svimmelhed
- Uvirkelighedsfølelse/fjern
- Snurren i hænder, læber og hud
- Ondt/knugen i maven
- Tanker om at komme væk, flygte fra situationen
- Tankemylder
- Forvirrethed
- Manglende hukommelse
- Andre? Måske har du nogen, der ikke er nævnt her…
Angst over længere tid kan medføre disse symptomer
- Muskelspændinger
- Rastløshed
- Koncentrationsbesvær
- Psykiske anspændtsfølelse
- Tendens til at fare sammen
- Irritabilitet
- Søvnproblemer
Derfor føles angst symptomerne så ubehagelige
Noget af det mest ubehagelige ved angst er de mange symptomer og det ubehag, angst symptomerne medfører.
Det er essensen af, hvorfor angst føles så forbandet forfærdeligt.
Angst er programmeret til at din hjerne sætter dig i en tilstand, hvor du pga. angst symptomerne får en vældig trang til at overleve – ved enten at kæmpe eller flygte.
Når hjernen vil have dig til at opleve disse symptomer er det et forsøg på at få dig til at stoppe op og rette op på de ubalancer, din krop har været igennem længere tid.
Selvom hjernen ‘misfortolker’ forholdene og sender angst ud i din krop i situationer, der ikke længere er farlige, så er det stadig et tegn på at den tror, du er i ‘fare’. Hjernen lytter til dine tanker, følelser og adfærd:
Måske fortæller du dig selv at du er i fare med dine tanker?
Måske har du en adfærd, der er med til at støtte op om angsten?
Eller måske er der så meget stress i din hverdag?
Måske er det din krop, der ‘husker’ og sammenkobler gamle erindringer og erfaringer på en (for dig i dag) uhensigtsmæssig måde?
Uanset hvad der er i spil hos dig i den gældende situation så er der flere ting, du kan gøre for at håndtere angsten på en mere hensigtsmæssig måde – og dermed slippe for angstsymptomerne.
Sådan håndterer og slipper du dine angst symptomer
Selvom angstsymptomerne føles voldsomme og meget ubehagelige, er der rigtig mange ting du kan gøre for at slippe dem igen.
Her er nogle bud på områder, du kan gå igang med her og nu
- Læs og lær så meget du kan om angst og det man kalder for en angst respons
- Få terapi hos en terapeut som arbejder kognitivt, enten med ACT, Metakognitiv Terapi eller Kognitiv Adfærds Terapi. Slip angsten tilbyder nu også terapi – online eller i Hørsholm. Se mere her.
- Sørg at få dyrket motion !!
- Læs og lær om hvordan du optimerer din søvn
- Spis sundt og skær ned på koffein, alkohol og sukker…
Angst symptomerne er ikke farlige
Selvom angst symptomerne kan føles virkelig voldsomme er de ikke farlige. De føles bare sådan. Angstsymptomerne er blot en fysisk reaktion som har til formål, at få dig til at trække dig fra en situation. Så snart du kommer ud af situationen eller kommer tilbage til nuet i dine tanker, vil din krop slappe af igen. Angst kan ikke vedblive – din krop vil søge at skabe balance og ro indimellem.
Små hurtige fif til at få symptomerne ned, kan være:
- Husk dig selv på, at angst ikke er farligt – blot virkelig dødubehageligt
- Giv ikke op
- Prøv at trække vejret i en papirspose. Det kan lindre hyperventileret vejrtrækningssymptomer som snurren og ‘dødhed’ i fingre, læber og arme
- Gå (lange) ture for at få din krop i balance igen
- Fortæl om angsten til én eller nogen, du føler dig tryg ved
Hvordan kan du vide, at det du mærker er angst?
Læs mere om angst symptomer i dette indlæg, hvor jeg beskriver forskellen mellem angst og nervøsitet: Hvordan kan jeg vide at det, jeg mærker i min krop, er angst?
Få mine 3 bedste til at stoppe den snurrende fornemmelse
Læs om de 3 øvelser, du kan bruge når angstsymptomerne handler om: de snurrende fornemmelser du kan få i fingre, hænder, arme, læber og kinder, eller hvis du bliver svimmel.
Læs mere om de forskellige angsttyper
Indlægget her er blevet læst 55854 gange!