Angst symptomer
Hvornår ved jeg at det jeg mærker i min krop er angst?
Er det angstsymptomer hvis jeg er genert?
Den generte følelse føles som om jeg er hæmmet. Jeg bliver genert hvis jeg føler mig blottet og set på områder i mit liv hvor jeg føler der skulle have været lukkede skodder.
Jeg kan føle mig genert hvis jeg skal udsætte mig for følelsesmæssige eksponeringer som kommer bag på mig.
Generthed er en måde hvorpå jeg passer på mig selv. Generthed føles forkrampende og pinligt.
Min krop reagerer ved at jeg krummer tæerne, knytter næverne, spænder i musklerne og rødmer. Min hals snørrer sig sammen og mister stemmen pga. spændinger i halsen.
Tankerne går på, at jeg ikke er god nok, at jeg dummer mig, at jeg burde, skulle og kunne jeg ikke også bare være lidt mere sej og cool? En slags skam over at være den jeg er og skulle gennemgå handlinger og situationer mens jeg skjuler mig selv.
At være angst er ikke det samme som at være genert. Men social angst kan godt forveksles med ekstrem generthed, fordi symptomerne minder meget om hinanden. Social angst er når jeg føler en ekstrem trang til at enten flygte, kæmpe eller “play dead” i samvær med andre.
Som genert var jeg ikke bange for at være sammen med andre, men jeg var ikke bekvemt med situationen og følte ofte ubehag. Den sociale angst fik mig til at undgå situationer der blot “mindede” mig om det jeg var i da jeg følte angsten. Deraf social fobi – social undgåelse.
Nervøs?
Nogle gange har grænsen mellem stærk nervøsitet og angst været flydende og jeg har haft svært ved at skelne om det var det ene eller det andet jeg stod i. Angst eller nervøs?
Vi bliver alle nervøse, og det er igen et naturligt forsvar vi har til at passe på os selv. Uden nervøsitet ville vi have svært ved at vurdere risiko og fare, og vi bruger nervøsiteten og det ubehag det giver til at trække os tilbage og vurdere situationen før vi igen fortsætter. Nervøsitet giver os forøget adrenalin i kroppen der gør at vi yder vores bedste i pressede situationer. Vi løber hurtigere, vi tænker hurtigere og vores sanser bliver skarpere.
Angst og nervøsitet ligger tæt op af hinanden. Men der er forskel. Angst er når nervøsiteten kipper over og klappen går ned, når tankerne farer rundt i hovedet og du ikke længere kan tænke. Når nervøsiteten bliver så stærk at kroppen ikke længere arbejder men stivner og ryster i stedet for at blive hurtig og stærk.
Angst og nervøsitet adskiller sig ved at nervøsiteten løfter dig (også selvom det måske ikke føles helt rart), angsten derimod lammer og ødelægger dine muligheder for at klare dig i den givne situation samt en stærk trang til at flygte fra situationen/eller stivne.
Når du føler dig nervøs er du ofte godt klar over hvorfor. Der kan være situationer som gør dig usikker og som fortæller dig at du ikke er på hjemmebane. Angsten er ofte irrationel og årsagen er som regel svær at genkende og placere.
Bange?
Er du bange – eller er du angst? Hvis du er bange er der sikkert også en årsag til det. Selvom der ikke findes spøgelser så kan du godt føle dig bange fordi følelsen er rettet på noget du ved du med garanti vil opleve som værende skræmmende hvis du mødte det i virkeligheden.
Angst er når du er knuget og angst for at noget frygteligt vil ske, men du er diffus omkring hvad det er, hvornår det er, eller hvorfor det er. Fx. at være angst for at noget vil ske i fremtiden uanset alle odds taler imod.
Angst eller bange for edderkopper? Begge ord bliver brugt, og det kan godt være svært at skelne om det er det ene eller det andet. De voksne kan også være bange – er ikke det samme som De voksne kan også være angste. At være bange er mere håndgribeligt og rettet mod en ting, situation eller noget man kan handle på.
Angst er lammende og diffust.
Er du Stresset?
Er du stresset eller angst? Hvordan mærker du hvad der er hvad? Hvori ligger forskellen?
For mit eget vedkommende, har jeg indimellem været i tvivl hvor grænsen gik. Stress føler jeg når mine ressourcer er mindre end de krav og forventninger der stilles til mig. Jeg mærker at jeg først får en stress tilstand som er gavnlig, den får mig til at yde mere, mærke mere, tænke klarere og bliver mere udholdende.
Men denne stress kan gå over i at de fysiske symptomer bliver for tydelige og begynder at hæmme mig og besværliggøre mine præstationer. Denne stresstilstand kan næsten føles som angst. Men der er en forskel.
For mig ligger forskellen der hvor at stressen har tydelige årsager, og ved at nedsætte disse niveauer til et mere overkommeligt niveau falder stresssymptomerne tilsvarende. Det kan være svært når stress er en kronisk tilstand, hvilket godt kan følge med som en konsekvens af angst. Men selvom jeg lytter til min krop og mine stresssymptomer så er det ikke sikkert min angst forsvinder.
Angsten kan stadig ligge og lure – godt nok i mindre risiko for at bryde ud i et angstanfald, men angsten ligger stadig hos amygdala (del af hjernen der husker og lagrer ubehagelige situationer) og derfor er der en forskel.
For at angsten kan minimeres skal amygdala overbevises til at forstå at der ikke længere er fare. Dette kan gøres ved eksponeringer, gentagelser af den angstfyldte situation på en måde så der istedet for nederlag afstedkommer succes og dermed nye fortolkninger af situationen. Amygdala falder også til ro når du får fokus tilbage til nuet og slipper tankerne om fremtiden.
Hvordan mærker du angst symptomerne og hvordan skelner du? Kommentér gerne herunder!
Hej Lise
Jeg er en pige på 14, jeg mistede min far her for under en måned siden til alkoholisme.
Jeg har været rigtigt ked af det, men nu hvor det kommer længere væk fra at det er sket og man vender tilbage til hverdagen så tror jeg at jeg måske er begyndt at få noget angst.
Hvis jeg ikke er sammen med nogle jeg kender godt på den måde at vi snakker sammen hele tiden så føler jeg mig tryk. Men ligeså snart at der ikke er nogen så begynder jeg og svede, få hjertebanken, rysten, mundtørhed, tænderklapren, vejrtrækningsproblemer. Jeg får det SÅ ubehageligt og jeg bliver virkelig ked af det.
Kan det være angst?
KH. Julie
Kæreste Julie,
Det gør mig virkelig ondt at læse, at du har mistet din far og i så tidlig en alder. Jeg sender dig min dybeste medfølelse.
Der er ikke noget at sige til, at du har været rigtig ked af det – og faktisk heller ikke noget at sige til, hvis du oplever lidt angst nu. Angst kan nemlig godt dukke op, hvis du har oplevet et dødsfald eller igennem længere tid har været under hårdt pres/stress. Angsten kan være en midlertidig efter-reaktion på alt det, du har været igennem.
Den angst du oplever lige nu, kan godt gå over af sig selv igen. Men hvis det bliver ved synes jeg, du skal få hjælp til at håndtere den.
Mit bedste råd til dig er at tage en snak med din mor, hvor du fortæller hende at du er begyndt at kæmpe med noget angst og at du måske har brug for hjælp og værktøjer til at håndtere angsten. Du kan evt. vise hende denne side, hvor hun finder nogle links hun (og måske også du) kan bruge: https://slipangsten.dk/angste-born-signaler/.
Din sorg tager tid at bearbejde og hvis der samtidig sker mange andre ting i dit liv, hvilket der som oftest gør når man er 14 år, kan det være svært at bearbejde sorgen. Så måske det kan være, at du skal ha lidt hjælp til det også?
Men ellers vil jeg anbefale dig at snakke med dine venner om hvordan du har det, sætte ord på det du føler og det du mærker i kroppen, så du ikke går alt for meget med det alene. Måske, du kan snakke med en af dine lærere også, og få ham/hende inddraget i hvordan du har det, så også de kan støtte og hjælpe dig igennem. Det kan også være, at du kunne tænke dig at møde andre 14-årige, som har mistet en forælder, og snakke med dem om, hvordan du har det? Jeg ved, der findes sorggrupper for børn/unge rundt omkring i landet.
Det er sådan med angst, at jo hurtigere du søger hjælp og får hjælp til at håndtere den – jo nemmere slipper den igen så de symptomer, du mærker nu, forsvinder. Så vent ikke for længe med at få snakket med din mor, venner og evt. lærer.
Jeg håber, du kan bruge mine ord til noget?
Alt mit bedste til dig.
Kærligst, Lise
Hej! – Jeg er 32år og skal være far lige om lidt (om 2 uger hvis rollingen holder tidsplanen)
Jeg har de sidste par år haft problemer med halsen (En følelse af fremmedlegeme i halsen, samt slim) Jeg har været til læge, specialist, ja sågar fået opereret min skillevæg (da denne var skæv, og det var det eneste medicinske lægerne kunne finde frem til). dog uden effekt eller forklaring.
De sidste par måneder har mine fysiske symptomer intensiveret. Dette startede med at jeg fandt en hævelse på min hals, på samme side som jeg har min fremmedlegeme følelse (min Globus fornemmelse). Og jeg blev henvist til en ultralydskanning. Dette fik filmen til at knække, og jeg frygtede det værste og blev meget angstfyldt.
Det viste sig ikke at være noget. Men nu (ca. 2 måneder senere) har jeg stadig fysiske symptomer, alle meget klassiske angstsymptomer.
Der hvor jeg føler det ikke harmonere er, at jeg nogle gange kan opleve en intensivering af de fysiske symptomer, uden at jeg er i gang med noget angsfyldt (som om symptomerne fremprovokeres af symptomerne (og ikke omvendt) Eksempel talte jeg i telefon med min kone om noget ganske normalt, og fik pludselig et stød ned langs armen, som fik mine fingre til at summe. Et så voldsomt angreb, at jeg måtte til lægen fordi jeg troede jeg havde et slagtilfælde (Lægen fandt dog inden tegn på sygdom eller skader)
Jeg føler desuden heller ikke forøget puls når jeg følger mig nervøs eller fysisk dårlig (men får hjertebanken, som i følelsen af, at mit hjerte banker hårdere). Og jeg får heller ikke tankemylder når jeg skal sove (jeg spiser dog baldrianpiller, da de hjælper gevaldigt, så det kan sagtens være grunden til tankemylderet ikke er der ved sengetid.
Mit spørgsmål er nok:
Alle mine fysiske symptomet (Summen i fingre, Koncentrationsbesvær, småsvimmel, Tør mund, kvalme, følelsen af fremmedlegem i hals) stemmer overens med angst, men kan jeg være angst, alene over mine fysiske symptomer på angst?
Kære Jesper,
Tak for din kommentar. Og skønt at høre, at du snart skal være far. Hvor bliver det spændende 🙂
Mht. dit spørgsmål. Jeg forstår dit spørgsmål på den måde at du ønsker at vide om du kan føle angst alene ved, at du mærker fysiske symptomer. Ud fra det, kan jeg klart svare ja.
Et eksempel jeg kan nævne fra mig selv er at hvis jeg laver mange armbøjninger så jeg mærker spænding i mine arme, kan det trigge min angst.
Dét, der sker er følgende:
1. Jeg laver armbøjninger
2. Musklerne spændes i arme og hænder (måske ryster de endda lidt)
3. Jeg får en tanke om at mine arme og hænder ryster
4. Jeg får en automatisk negativ tanke om at andre vil bemærke mine rystende hænder
5. Jeg får en aut. neg. tanke om at andre vil opfatte det negativt og diskvalificere mig pga det
6. Jeg får en aut. neg. tanke om at blive afvist og grint af
7. Efterhånden som tankerne udvikler sig til at blive merer og mere negative og ender med en katastofetanke, mærker jeg øget uro og angstsymptomer.
Det kan også være det, du oplever. Givetvis med andre automatiske, negative tanker som dukker op når du oplever fysiskse fornemmelser i kroppen. Disse tanker kan kickstarte din angst.
Hvis du kan nikke genkendende til det jeg skriver, vil jeg varmt anbefale dig at begynde at arbejde med dine tanker så de ikke bidrager til at trigge angsten. Øvelserne og metoderne, du bla. får brug for, er dem, der kaldes for ‘kognitive metoder’.
Giver det mening for dig, det jeg skriver?
Dbh. Lise
Hej Lise.
Jeg er 12 år.
Jeg føler der er noget bag mig, ved siden af mig, en der kigger ind til mit værelse. Det har virkelig påvirkede mig og min søvn. Jeg er så bange få at rejse mig og gå på toilet. Fx idag har jeg på ingen måder sovet, jeg prøver på at tænke på noget andet men det kan jeg ikke. Det sker hver nat. Jeg prøver og ligge mig til at sove ved 21:00 tiden men så ender det med at jeg slet ikke sover. Det er nærmest et nyt emne hver dag, ved du om jeg har angst?
Hej Rania,
Tak for din besked 🙂 Umiddelbart kan jeg ikke læse, ud fra det du skriver, at det du oplever er angst. Når du har angst oplever du nemlig en hel del angstsymptomer, som fx hjertebanken, rysten, sug i maven og tanker, der kredser sig om noget meget ubehageligt.
Men for at være på den sikre side vil jeg anbefale dig at fortælle dine forældre om det du oplever – og at i tager til lægen og får en snak med ham eller hende om, hvad det er du kæmper med. Sådan at du kan få den helt rigtige hjælp, så du kan få din nattesøvn tilbage igen.
Måske er det der skal til nogle samtaler hos en psykolog som kan hjælpe dig med at håndtere det du oplever, så du snart får det godt igen.
Jo før jo bedre 🙂
Alt det bedste til dig.
Lise
Hej Lise,
Nu ved jeg ikke om du stadig svarer på kommentarer, da jeg kan se dette er af ældre dato. Men jeg går og bøvler med nogle ret ubehagelige og voldsomme symptomer, som jeg begynder og tro er angst.
Jeg er en kvinde på 33, som siden august 2019 har gået med nogle anfald, som jeg tog til lægen med. Jeg er blevet undersøgt for alt muligt. Hjertet, lungerne, binyrer/hormoner osv. (dog ingen scanninger) Men lægen siger jeg er sund og rask. Hun mener det er klassiske stress symptomer. Men jeg føler mig ikke stresset. Måske det er mit problem.
Men i hvert fald går jeg ofte rundt med en følelse af en klump i halsen/brystet, som om min hals snørrer sig sammen, og jeg føler det besværligt at trække vejret. Jeg får også engang imellem nogle anfald, som jeg til at starte med troede var hjerteanfald, og kom til lægevagten 2 gange med. Jeg tror samlet jeg har været ved egen læge 8 – 10 gange med det her. Mine symptomer udover dem jeg har skrevet er; trykken for brystet, trykken op i halsen og i hovedet, især når jeg ligger ned. En følelse af at mit hoved er fyldt med blod og skal til at springe – trykkende fornemmelse. Det er sådan “mine hverdags-symptomer” som er der næsten dagligt on/off. Jeg har dog haft en god periode fra juleferien og nu her indtil for 3-4 uger siden – der kom alle symptomer igen.
Når jeg får et anfald er det som om mit hjerte banker hårdt lige pludselig og uprovokeret. Jeg får blege kolde fingre, nogle gange snurre det i hænderne/læberne. Jeg hiver mere efter vejret, jeg får ondt midt på brystet. Jeg får følelsen af panik og bliver bange, jeg får lyst til at søge hjælp. Jeg føler mig også lidt kvalm og svimmel, og bliver tør i munden. Det er som om jeg får et ordentligt skud adrenalin i kroppen. Lidt som et stort chok. Jeg tror i det øjeblik at jeg skal dø. Det er så frygteligt.
Jeg kan også få lign. anfald om natten imens jeg sover eller når jeg er lige ved at falde i søvn. Så jeg vågner med et chok og jeg kan høre jeg hiver efter vejret.
Jeg er stadig ret bekymret for at der er noget galt med mig fysisk, som bare ikke er opdaget endnu.
Kære Sille,
Mange tak for din besked. Jeg tror en hel masse vil kunne nikke genkendende til det du oplever, inklusiv mig selv.
Som udgangspunkt vil jeg sige, at jeg jo desværre ikke kan gå ind og vurdere om det du oplever er angst eller om der ligger noget uopdaget bagved. Det er din læge der skal vurdere dette, hvilket jeg kan forstå han allerede har været inde og gøre. Har du også luftet tanken for din læge, om det du oplever kan være angst? Din læge bør kende til angst og de angstsymtpomer det giver.
Når det så er sagt, synes jeg det du beskriver lyder som angst, angstsymptomer og angstanfald. Det meste angst er stressrelateret, også selvom du ikke lige nu føler dig stresset. Stress kan opstå af de klassiske årsager som for mange opgaver, presset hverdag, langvarig sygdom osv., men stress kan også opstå pga. et indre højt pres, for høje forventninger, selvkritik, lavt selvværd m.m. Prøv evt. at læse mine indlæg her:
De usynlige grunde til at du får angst
Stress og angst – hvad gør du
Angst symptomer
Stressreducering
Helbredsangst.
Prøv f.eks. også at læse disse indlæg og se om mine indlæg om angst og angstanfald og symptomer vækker genklang hos dig:
Hvad gemmer angsten i virkeligheden over?
5 ting du kan gøre når du får et angstanfald
Mine 3 bedste tips til at stoppe den snurrende fornemmelse
Angstanfald om natten – hvad gør du?
Jeg tænker det vil være en god ide at sætte dig ind i hvad angst er og så få en snak med din læge om det kunne være angst og evt. et forløb hos en psykolog. Se evt. også:
Angstbehandling – hvad, hvornår, hvilken og af hvem?
Du kan også prøve at tjekke mit online kursus “Slip bekymringerne” ud – evt. til at starte på inden terapi – eller evt. som supplement til terapi.
Jeg håber at mine ord får dig lidt videre på vej til at få det bedre.
De bedste hilsener,
Lise
Kære Sille
Har netop læst dit indlæg og er selvfølgelig ked af det på dine vegne i forhold til hvordan du har det. Håber at det måske kan hjælpe lidt på dine bekymringer at vide at jeg har det på præcis samme måde, og har igennem lang tid været helt sikker på at jeg fejlede noget alvorligt, især fordi at mange symptomer på angst opleves enormt fysisk, hvilket jeg har haft svært ved at forstå som angst, da angst for mig har været forbundet med en psykisk lidelse, men jeg er blevet meget klogere og klar over at angsten har rigtig mange ansigter lige fra sovende fornemmelser i huden, voldsomme jag i kroppen etc etc.. jeg har været igennem et hav af undersøgeler MR scanning af hovedet, blodprøver for alt osv og alt er som det skal være, så har accepteret at angsten kan komme til udtryk på alle mulige måder, hvilket har givet tryghed og hjulpet på at jeg ikke får følelsen af at skulle dø hver gang angsten kommer til udtryk. Syntes bestemt at du skal tale med din læge om behandling af angst. Ønsker det bedste for dig. Bh Tine
Hej Lise,
Tak for en god og brugbar hjemmeside.
Jeg er 27 og mor til 3 drenge + en bonus søn. Jeg blev sygemeldt med stress og angst for ca. halvandet år siden. Forinden det var jeg blevet skilt efter 5 år i et dårligt ægteskab, hvor jeg blev forladt da jeg var 5 mdr. henne med nr. 3. Jeg flyttede og fik en læreplads i en nyopstartet virksomhed som kaldte mig for nøgleperson efter 2 mdr.
Jeg var på arbejde 40 timer i ugen, og enlig mor til 3. jeg kunne kun lige nå at hente de små i børnehaven inden kl. 17 hvis jeg løb fra arbejde kl. 16.
For halvandet år siden mødte jeg så min nuværende kæreste, og så kollapsede jeg på arbejde.jeg kunne ikke ramme min mund med gaflen, jeg rystede, havde synsforstyrrelser, kunne ikke fokusere eller koncentrere mig. Desuden har jeg siden haft følelsen af en konstant mavepumper dog i højere eller mindre grad, men den er sjældent helt væk. Jeg plejer at sige at følelsen er ligesom hvis du står og ser dit barn gå ud foran en bil på vejen,. den følelse der rammer lige når du ser det. Den følelse er i min mave fra jeg slår øjnene op til jeg falder i søvn. Den varier dog i styrke. Der er også andre symptomer som rysten, koncentrationsbesvær, glemsomhed mm.
Pt. er jeg i et jobafklarings forløb hvor jeg skal træne op til at gå på arbejde. jeg er på 15 timer ugentligt nu. Jeg har svært ved at komme længere op i tid. Jeg falder hurtigt tilbage til at få det værre, især i min nuværende praktik på en cafe, hvor der er ret travlt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme videre og få min uddannelse, som jo er på 37 timer ugentligt. Jeg har været til psykolog som mente at der var noget generaliseret angst indenover men det var ikke muligt at spore det til mine tanker / hvad jeg tænker når jeg får det skidt eller har den der følelse i maven. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg tænker, og jeg kan ikke sætte finger på at det præcis er den er tanke, der gør mig dårlig. Dermed kom vi ikke rigtig videre i forløbet.
Min kæreste er meget god til at være en voksen i hjemmet og tager meget ansvar også for mine drenge. Men jeg kan selvfølgelig ikke bare slappe af når jeg ikke er i praktik, så er jeg jo også mor i en stor familie.
Det jeg er sygemeldt med kalder kommunen for en belastningsreaktion. De mener ikke man kan være syg så længe med det. Jeg er også selv ved at være nervøs for om jeg nogensinde bliver “normal” igen og kan klare det samme som før. det er jeg jo nødt til hvis jeg skal gøre min uddannelse færdig 🙁
Hilsen Line
Kære Line,
Tak for din kommentar.
Hvis ikke du skulle opleve at gå ned med stress og angst efter den fart og det pres du har været igennem, så ville du jo slet ikke være et menneske. Ingen vil kunne udleve den fart du har haft på og gennem så lang periode, uden at krop og sind vil reagere med enten stresskolaps eller angst.
Så jeg er helt med dig, og jeg forstår dine reaktioner og din angst 100%.
Jeg tænker at stressreducering må være nøgleordet for dig. At sænke stressniveauet og få din krop helt ned i sync mellem krop, følelser, tanker og handling. Tiden det tager kommer helt an på, hvem du er, hvad din situation er og omstændighederne.
Det gør mig trist at høre at kommunen har en holdning til, at du ikke kan være syg så længe med det. Hvor ved de det fra? De vil gerne have dig ned i en af deres kasser for så kan de bedre forholde sig til deres egne opgaver – og det, de er på arbejde for.
Men du skal ikke lytte til, hvad andre mener er rigtgigt eller forkert. Du er der hvor du er og du skal bruge den tid, du skal bruge. Du skal nok blive dig selv igen, men det kræver at du er får de rette forhold og den rette hjælp, der passer til lige netop dig.
Dejligt at høre, at din mand er der, og at han er god til at tage ansvar. Det er super vigtigt at have en sund ansvarsfordeling, når der er stress i spil. Det gælder så for dig at sørge for at du får den hjælp du skal bruge og de værktøjer, du skal bruge for at sænke dit stressniveau.
Hvis du mangler viden og værktøjer til at håndtere angst og stress, kan dette kursus måske hjælpe dig videre i processen: Slip angsten med stressreducering og mindfulness.
Uanset hvilken hjælp du vælger, skal det nok komme med tid. Husk at lytte til dig selv, din krops signaler og tag dig selv seriøst.
Du er vigtig at tage vare på <3
De bedste hilsener,
Lise
Hej…
Tak for dit indlæg – jeg kan specielt kende de første med generthed og nervøsitet som kammer over i det ekstreme… Men det har aldrig svækket min arbejdsevne..
For nogle år tilbage begyndte jeg tilgengæld, at få voldsomme fysiske symptomer. Jeg startede med at få en følelse af usikkerhed, som om at mine ben ‘svigtede’. Derefter begyndte de fysiske symptomer at ophobe sig – udover det første så blev jeg svimmel, trykken i hovedet og fik kvalme (i værste tilfælde kastede jeg op). Når jeg tog til lægen, så kunne de ikke finde noget. Det er som jeg får det i anfald, når anfaldet begynder så skal jeg ligge mig ned og sove. Hvis jeg ikke sover, så bliver det ved – men når jeg vågner, så er der ingenting.
De her ‘anfald’ kan komme hvornår som helst – på arbejde (har mistet 2xarbejde pga det), skole, i sociale sammenhænge, når jeg er alene – med andre ord, så kan et anfald komme når som helst. Dette har stået på on/off i 4-5 år.. I mellemtiden har jeg haft en depression, som jeg er kommet over.
Ellers er jeg normalt ikke bange for noget – og anfaldene kommer også når jeg har det virkeligt godt og er ‘ovenpå’ psykisk..
Kan det være angst? Og kan jeg komme over det fysiske, som spænder ben for alle aktiviteter i min hverdag?
Mvh Henrik
Kære Henrik,
Mange tak for din kommentar. Umiddelbart synes jeg godt det kan lyde som om det du beskriver, kan være angst. Jeg synes symptomerne lyder meget som dem jeg selv kender og som jeg også har hørt, andre kender til og har. Lige den med at sove kan dog godt undre mig lidt, fordi angst sjældent giver ro og anledning til søvn (stresshormonerne opbygger jo til kamp/flugt). På den anden side, har jeg det selv sådan at jeg kan nulstille stress ved at hvile i 15-20 minutter – men det handler snarere om at jeg afspænder musklerne og det kan fjerne stress og dermed også angst. Måske er det det samme, du oplever?
Jeg synes du skal prøve at nævne angst næste gang, du bliver undersøgt for det. Måske kan det åbne op for ny hjælp til dig, så du kan komme videre med dine aktiviteter igen? Ny hjælp kan være i form af psykologhjælp eller måske et af mine online kurser, der kan hjælpe dig med at håndtere angsten.
Held og lykke med opklaringen 🙂
De bedste hilsener,
Lise
Tak for dine opslag. Tror fakstisk jeg har angst kvælningsfornemmelse Og kan ikke sove. Fik et hjerteanfald for to md siden og nu ser det hele skide sort ud i mit lille hoved
Men endu tak for dine ord
Kære Bjarne,
Angst har det med at dukke op når man har været udsat for et stort kontroltab eller traumatisk oplevelse, som fx et hjerteanfald. Det er klart at hjernen går i overlevelsesmode et stykke tid efter. Jeg håber at angsten falder igen med tiden, og hvis ikke, at du sørger for at række ud og få hjælp til at håndtere angsten og komme stærkt ud på den anden side igen.
Jeg håber også at du her på Slipangsten.dk finder viden og inspiration til at forstå hvad angst er og hvad du kan gøre for at slippe den igen.
Alt det bedste,
Lise