Har du også fået at vide at du skal passe på dig selv, når du vil slippe din angst?
Og har du også taget det til dig og passer nu så godt på dig selv, at du går glip af rigtig mange oplevelser? Vel at mærket uden at din angst bliver mindre af den grund, men nærmere forværres?
Så er det måske fordi, du passer for meget på dig selv!
Her kommer en lille analogi, som forklarer hvordan man kan komme til at passe for meget på sig selv
I 2001 blev jeg opereret to gange inden for et halvt år – for to store diskusprolapser. Jeg havde kæmpet med rygsmerter igennem flere år, og selvom jeg styrketrænede var smerterne til tider invaliderende.
Smerterne var som brændende nervetråde der jog ned i mine ben foran og bagpå og at være i min krop var, selvom jeg kun var midt i 20’erne, udmattende. Bare dét at udføre daglige ting, som at gå ned til bussen, sidde i bussen og gå på arbejde var udmattende. Den mindste bevægelse udløste kaskader af nervesmerter.
Jeg begyndte at spænde op i kroppen for at undgå smerterne.
Når jeg spændte i mine musker for at undgå smerte strammedes musklerne om mine nerver, som løb ned igennem baller og ben, så de store nerver blev klemt. Når de blev klemt, sendte de smerter ned i benene.
Den umiddelbare (men ikke så effektive) løsning
Jeg begyndte at undgå at stå på skøjter, løbe, gå ture, løfte, støvsuge, gå i haven, sidde for længe, ligge for længe, stå for længe … og alle mulige andre ting, der kunne fremprovokere spænding og dermed smerte.
Men, jo mindre jeg rørte mig, jo mere anspændt blev jeg. Jo mere jeg passede på mig selv – jo værre fik jeg det.
Jeg begyndte at frygte andre forbigående folk på gaden fordi en berøring eller overraskelse kunne få mig til at spænde pludseligt op og dermed klemme om nerverne og sende mig ud i et smertehelvede, som jeg for alt ville skjule (på grund af min social angst) – og så kørte møllen: smerte, undgåelse, endnu mere smerte.
Det blev en ond spiral, som jeg i mange år levede med.
Udelukkende, fordi jeg havde lært at:
‘Jeg skulle passe på mig selv’
Den sætning levede jeg efter, lige indtil en dag jeg kom op til en (ny) fysioterapeut, som kiggede på mig og sagde. ‘Stop med at gøre, det du gør – det virker ikke!’ ‘Dine prolapser er okay, du er okay – du behøver ikke længere passe på dig selv’.
Hvad tror du, jeg reagerede?
Jeg var rasende. Hvem troede han, at han var? Hvordan kunne han tillade sig at komme her og fortælle mig, hvad jeg kunne og ikke kunne? Jeg kendte min krop – jeg vidste, vidste! – at jeg var nødt til at passe på mig selv!
Det tog mig lidt tid at sluge kamelen. Den var fyldt med smerte og sorg over alle de tab mine rygsmerter havde kostet mig… Læger der ikke troede på mig og som sagde – ‘tror du ikke bare, det er psykisk?’.
Alle de år jeg havde brugt på at overbevise omverdenen om at mine smerter var reelle og ikke bare noget, jeg fandt på…
Skulle jeg virkelig give slip på alt dette?
Men omvendt: gav det mig noget at pakke min krop ind i vat? Passede jeg på mig selv? Værnede jeg om min livskvalitet og mine interesser og gjorde jeg dét, der styrkede mig og gjorde mig glad?
Overbeskyttede jeg i virkeligheden mig selv – fremfor at passe på mig selv?
Dét, der gjorde mig glad var at leve mit liv. Lege, løbe, cykle og gå i haven – gøre dét jeg elskede og dét, som fik mig i flow og fik mig til at brænde efter at slå dynen til side om morgenen og stå op.
Ville det ikke være at passe på mig selv at sørge for, at det igen blev en del af min hverdag?
Lige så langsomt begyndte jeg at slippe taget. At turde. Sige ja til arrangementer som fx en teambuilding tur på mit arbejde, hvor vi skulle ud i naturen og lave fysisk arbejde, klatre og lignende.
Og da jeg begyndte at give slip på smerten og erstattede det med nye og livsberigende oplevelser begyndte kroppen at forstå, at jeg ikke længere behøvede at beskytte.
Jeg styrkede min krop, gjorde den stærk og solid, så den fik et godt grundlag for at kunne klare de nye udfordringer. Og jeg gik til yoga for at strække den, smiddiggøre og afspænde den.
I dag har jeg indimellem stadig rygsmerter og ja, jeg skal træne og passe på mig selv. Men jeg skal ikke overbeskytte den, fastholde og frygte smerten.
Den kan godt, når jeg giver den de rigtige betingelser.
Sådan er det også med angsten
Har du prøvet at komme hos en psykolog eller kender duén der siger til dig, at du skal give slip på bekymringerne, fordi der ikke er ‘nogen grund’?
Og bliver du, som jeg gjorde, oprørt over at blive konfrontereret med et følsomt emne, du slet ikke føler dig klar til at håndtere?
Så prøv at hav in mente, den oplevelse jeg havde med ryggen. For det er lidt det samme (og ja nu bliver du måske også sur på mig, men den må jeg tage med).
Når du passer på dig selv og giver dig selv det din krop og sjæl har brug for, styrker du den – og giver den brændstof og energi til at leve dit liv.
Når du overbeskytter – fastholder du angsten fordi du aldrig afprøver dine kræfter og ser den styrke, du har opbygget.
Nogen gange kan kampen med angsten ha’ været så lang og smertefuld, at det bliver en kamp i sig selv for at blive set og hørt – og måske endda accepteret.
Er der stadig en grund til at være angst?
Men du kan, når du føler dig klar til det, spørge dig selv, om der stadig er grund til at være angst. Eller om du har styrket dig selv så godt efterhånden, at du kan give slip på smerten og sorgen – og begynde at vælge nye veje?
Det nytter det ikke noget at slippe angsten, hvis ikke også du styrker dig selv samtidigt. Gør dig stærk tankemæssigt, følelsesmæssigt og fysisk.
Løs de konflikter og problemer, der er i dit liv.
Nogle ting kan vi ikke ændre på, og nogle problematikker og dilemmaer vil hænge ved og fastlåse dig i visse situationer.
Sådan er det måske også for dig. Og sådan er det også for nogle, som ikke har angst.
Men selvom det ikke er alting der kan løses, så er det måske alligevel tid til at prøve noget nyt? Som fx at slippe overbeskyttelsen og starte med at passe på dig selv og leve livet lidt mere?
Mon du er ved at være klar til det?
Indlægget her er blevet læst 2896 gange!
