fbpx

Medicinens paradoks

Virker antidepressiver mod angst? Gør beroligende medicin? Hvorfor er det, at du både kan hade angstmedicin og så alligevel til tider være dybt afhængig af den? Og er der alternativer? Er du forvirret?

Det har jeg ihvertfald været. Og jeg har gjort mig mange erfaringer og tanker om det.

Det hele startede for mig tilbage i 90’erne …

Det var med knækket værdighed jeg gik til lægen i ’97 og fik en recept på mine allerførste antidepressiver – eller lykkepiller, som de jo så flot blev kaldt.

Efter to måneder, hvor mine myldertanker havde taget over og jeg startede med at græde så snart jeg vågnede, skyldfølelse dagen lang og tanker om, at verden nok ville være et bedre sted uden mig, gik det op for mig, at jeg ikke længere selv var i stand til at vende skuden.

Jeg havde samtaler med en psykoterapeut men intet virkede.

Jeg var imod piller. Jeg var antipillefreak. Jeg var ved at uddanne mig til psykomotorisk terapeut og alt, hvad jeg drømte var at være økologisk, bo i naturen og blive i ét med den.

Så nu havde jeg overgivet mig og erkendt, at syntetiske stoffer måtte indtage min krop og min sjæl, koste hvad det ville. Jeg ville leve!

Jeg fik en lav dosis Cipramil og allerede en uge efter begyndte min familie at kommentere, at lyset var begyndt at vende tilbage i mine øjne.

10 samtaler på Klinkken for Selvmordsforebyggelse gjorde, at jeg sammen med pillerne fik det godt. Jeg fik det fantastisk. Jeg livede op, myldertankerne forsvandt og også angsten.

Jeg tog cyklen en dag og cyklede ind til byen, hvor jeg glemte alt om socialangst og tog en stående og impulsiv jobsamtale i en helsekost jeg aldrig før havde følt mig “god nok” til at arbejde i.

Pludselig var jeg igang med livet igen.

Pillerne spiste jeg i to år.

Antidepressiver, hjalp mig til at holde fast i mig selv, få livet tilbage, og give mig en meningsfyldt hverdag.

Beroligende piller

Jeg var nærmest kun lige trappet ud af min medicin, da livet slog en ordentlig koldbøtte.

I løbet af et eneste år oplevede jeg eksamensræs, en kæreste, der på vores 9-års dag slog op, konstatering af en stor discusprolaps i ryggen, tre flytninger, 2 rygoperationer, tab af tidligere svigerfamilie (var for angst til at turde se dem desværre), mine egne forældre der flyttede til USA, tab af uddannelse og arbejdsplads (pga. rygproblemer) og opstart af ny uddannelse og ny kæreste.

Er du stadig med? For jeg blev helt stakåndet af bare selv at skrive det. Det var mange ting. Men sådan er livet nogle gange, og det kan vi ikke altid gardere os imod.

Angsten væltede ind over mig på ny.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere mit liv, kriser og angst. Jeg flød bare med og lod mig kaste rundt. Passivt og som en, der bare tager imod, igen og igen.

Jeg gik til lægen og fik beroligende piller. Dem havde jeg prøvet før. Når jeg tog dem, gik der en time og så kunne jeg ikke mærke angst. Jeg kunne planlægge mit liv nogenlunde efter, hvad jeg ville. Med dem i baglommen var jeg “angstfri” – i hvertfald kunne jeg leve et liv som om jeg ikke havde angst og uden at gå glip af noget. Næsten.

Pillerne gjorde, at jeg fik et liv igen. Jeg fik sociale kontakter, jeg færddiggjorde min uddannelse og jeg datede og endte også med at møde min nuværende mand.

Jeg kunne gå til møder, jeg kunne mødes til middage, gå på cafe og ensomheden blev reduceret. Det var ganske vist.

Men angsten forsvandt ikke. Ensomheden og følelsen af at være forkert voksede og selvom jeg sagde, jeg var uafhængig af pillerne, så kunne jeg ikke leve uden.

Jeg svigtede mig selv og min følelse af at være okay når jeg havde angst. Det var som om, at så længe jeg ikke accepterede at jeg følte angst, så ville den blive ved med at vælte op.

Nogle gange nægtede min læge mig flere. Han sagde, at de var farlige og fastholdte mig i angst. Jeg tog ikke ret mange – men kunne ikke leve uden.

Jeg ville ikke høre. Jeg var ligeglad med om de gjorde det ene eller det andet. Hvad var alternativet? Jeg havde ingen penge, og lægen kunne ikke udskrive flere psykologtimer. Mistede jeg mine piller, var jeg overbevist om, at jeg mistede livet. Et helt voksent liv med angst havde sat sig sine spor.

Så pyt med at svigte mig selv, pyt med afhængighed, pyt med, hvad lægen tænkte og dømte mig for med sin løftede pegefinger. Jeg ville leve. Jeg ville også ha det sjovt. Jeg ville også være med. Ha et liv!

Så beroligende piller gav mig muligheder. De åbnede mine døre. De fik mig ud af huset og ud i lyset.

For en stund.

Når antidepressiver og beroligende piller ikke virker

Som jeg skrev før, så forsvandt angsten ikke. Og lægen havde også ret, de fastholdte mig i angsten.

Men jeg forstod det ikke dengang. Jeg kendte ikke mig selv – jeg kendte ikke angsten. Jeg blev ved med at skyde den væk fra mig og afvise alle dens signaler og alarmer.

Og jeg blev ensom. Angst og ensom. Angst, ensom og deprimeret.

Så jeg gik til lægen igen. Så fik jeg ny medicin. Nye antidepressiver. Nu tog jeg både beroligende piller og antidepressiver.

Antidepressiverne virkede ikke på min angst. Og heller ikke på min depressive sider som var forårsaget af konsekvenserne ved at undertrykke mig selv og derfor ikke en decideret depression.

Jeg fik ikke nogen psykologhjælp, terapi eller what so ever. Jeg åd bare piller og prøvede at leve mit liv på bedste vis.

De beroligende piller virkede heller ikke altid. Nogen gange var jeg så presset, at virkeningen udeblev og jeg havde på grund af dem kastet mig ud i en hæsblæsende situation som jeg, når pillen ikke virkede, fik svære angstanfald ud af.

For slet ikke at snakke om alle bivirkningerne, hvilket er jo et helt indlæg for sig selv…

Pillerne var bare ikke løsningen for mig. Men igen, hvad var alternativerne? Skulle jeg begynde at drikke, eller dope mig på anden måde? Eller skulle jeg bare sætte mig hen i hjørnet og vente på jeg blev 80 år, hvor det ville være helt normalt at ryste som et espeløv?

Jeg prøvede urtemedicin, urtedråber, hypnoterapi, hypnose, you name it. Alt gik som varm luft lige forbi mig uden at ændre en disse.

Når lægerne får rollen som gud

Når jeg sad hos lægen og skulle forsvare mit behov for at få fornyet min recept var jeg den mindste person i verden.

Overfor mig sad gud, ham der kunne give mig liv, eller tage mit liv. Og med et knips kunne han vende min situation. Jeg vidste aldrig når jeg åbnede døren, trådte ind og gav hånd, hvordan jeg ville gå ud af den igen.

Det har som regel været med stor lettelse jeg gik ud af døren. Det har også nogle gange været med smækket dør og et “Du kan rende mig – jeg skifter læge”!

Jeg har måtte lytte til lommepsykologi som fx “Du er stadig ung, når du bliver ældre bliver det helt anderledes” eller “Du skal bare se dæmonerne i øjnene så fjerner du angsten”. Og hver gang har jeg siddet med en knugen i maven og drømt om den dag jeg flyver afsted i mit liv og vender læger, banker og alle dem som har undervurderet mig, ryggen og slipper …  Slipper ydmygelsen, vreden og afmagten. Flyver ud i friheden og folder mine stærke vinger ud som alt det stærke jeg indebærer og ved også er mig.

Jeg bliver så vred når jeg tænker på alle de gange jeg har måtte lade mit liv i andres hænder og de har taget beslutninger som for mig fik fatale konsekvenser. Vred på mig selv fordi jeg ikke selv havde styringen og ressourcerne til tage styringen i mit eget liv. Vred, fordi det skete igen og igen og igen. Sådan er det bare. Ingen andre mennesker er i stand til at tage de vigtigste beslutninger i dit liv. Kun du er i stand til det.

Jeg troede på gud som barn. Da jeg blev angst i teenage årene gav jeg slip på forestillingen om, at nogen andre end mig selv skulle tage føringen. Jeg har underlagt mig for angsten igennem så mange år gør, at jeg i dag på ingen måde, kan leve med, at andre tager så vigtige beslutninger for mit liv og frihed.

Det er et paradoks at hade medicin og blive nødt til at spise det for at føle at du kan overleve. At hade medicin og blive nødt til at spise det og forsvare det overfor lægen at det er nødvendigt. Et paradoks fordi det ikke altid hjælper men nogen gange gør. Fordi bivirkningerne er forfærdelige at leve med og alligevel er fuldstændig ligemeget når først du sammenligner det med at være lammet af angst. Et paradoks fordi lægerne gerne vil hjælpe men der kun er en der kan hjælpe – dig selv.

Er der et alternativ til medicin?

Jeg er ude af antidepressiver og vil gerne forblive fri, så længe jeg klarer mig uden en reel depression. Får jeg en tung depression, vil jeg ikke holde mig fri for at tage imod den hjælp der skal til. Jeg forebygger hver dag for ikke at få en depression. Livet går sin gang og jeg har aldrig fået stillet en garanti for hvad fremtiden vil bringe.

Det er nu over tre år siden jeg indtog min sidste beroligende pille. Pillerne hjalp mig dengang fordi jeg ikke havde andre alternativer. Jeg kendte ikke mig selv, jeg kendte ikke til at håndtere angst, jeg vidste ikke dengang, hvad jeg ved i dag, at angsten er min alarmklokke og min indre grænse et stykke længere hen af vejen. At spise piller, der undertrykker denne side af mig selv vil være en stor smerte og fornægtelse af en vigtig drift som jeg har lært at acceptere og bruge konstruktivt.

Hver dag øver jeg mig i at håndtere mit liv på en måde, der stemmer overens med mine indre ressourcer og indre behov i sammenhæng med mine omgivelser.

At vidrebringe min viden og min erfaring har vendt en negativ spiral for mig til at give mit liv mening og jeg oplever en dyb tilfredsstillelse af at være mig i mit liv og gøre de ting jeg vælger at gøre.

Hver dag er en udfordring og når jeg skriver om, hvad der er muligt at gøre for at leve et tilfredsstillende liv med angst, så er det samtidig en øvelse for mig i at huske på det vigtige.

Jeg er ikke ekspert i medicin, psykologi, psykiatri og heller ikke i hvad du har brug for. Men jeg tænker, at det er dét der er humlen i det.

Bliv ekspert på, hvad der er godt for dig.

Øv dig i at stole på dig selv og det du mærker. Vejene til et liv uden angst handler gudskelov ikke kun om medicin.

Et liv uden angst handler om at blive stærk og at lære af dét livet giver dig. Det handler om terapi som hjælp, søvn, kost, motion, udfordringer, sejre, at finde glædene og styrkerne og øve dig i at håndtere angsten igen og igen. Til den sidder.

Ræk ud og søg andre, der har det ligesom dig. Kæmp sammen, og del jeres sejre med hinanden! Du er ikke alene.

Det her handler ikke om om medicinering for angst er rigtigt eller forkert.

Det er handler også om, at lægerne bliver informeret med, hvordan medicinen virker og hvordan det ikke virker. At lægerne lytter til dig og respekterer dig, hvor du end er og hvor du gerne vil hen i dit liv.

Det handler om, at du og jeg, der har angst inde på livet videreleverer vores erfaringer så læger og psykiatere (og man kan jo håbe – medicinalindustrien) forstår, hvad det er de behandler og gør det på bedste vis.

Nogle oplever en quick løsning på angst. Jeg ved det er muligt. Men, hvis du som jeg ikke har erfaret det endnu så go for the long term, – brug din sunde fornuft og hold fast i, at du ikke er syg eller forkert. Brug evt. medicin som en kortvarig hjælp indimellem, når angsten bliver for tung at danse med.

Du har brug for hjælp og støtte til at håndtere din angst. Kæmp for dig og det du har brug for – og bliv ved!

Indlægget her er blevet læst 7765 gange!

Author: Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kurset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Privacy Preference Center