Kan du fornemme sneen mellem dine hænder? Kolde, våde iskrystaller, der gør dine fingre stive og lammer dem – langt ind i knoglerne? Kan du mærke, hvordan du får lyst til at samle sneen til en boldog bare fyre den afsted! Langt væk! Give slip på den – og lade varmen kilde ud i fingrene igen?
Og kender du følelsen af ikke at kunne rokke dig ud af stedet, fordi angsten for at røre det ubehagelige, får dig til at skubbe sneen foran dig, som en lille bold, der før du ved af det, har samlet sig til så stor en sneklump, at du ikke længere kan løfte den – eller aner, hvad du skal stille op for at få den løftet og sendt videre?
Sådan husker jeg angsten, da den var værst
Fyr angsten afsted – giv slip!
Angsten havde det med at kile sig ind under huden og lægge sig helt op af mit inderste og handlingslamme mig, så jeg fik lyst til at stikke hånden ind, rive den ud – og fyre den afsted!
Langt væk!
Så jeg aldrig mere skulle overleve i kulden …
Alt jeg ønskede var at genvinde kontrollen over mine handlinger og lege mig varm i sneen igen.
Ingen playing dead, ingen kamp- eller flugtstrategier og ingen lukkede døre, eller tænk nu, hvis …
Og det var sådan fordi …
Jeg aldrig havde grebet om angsten mens den endnu kun var en lille snert, et stik i brystet, et sug i maven eller en tanke, som “hvad nu hvis…”
Jeg havde det med at skubbe konfrontationerne foran mig, alt, hvad der var svært, alt det, der mindede mig om angst. Rullede det foran mig, mens jeg håbede, at jeg en dag ville være stærk nok, klog nok, smart nok og mindre angst nok til at løfte klumpen og fyre den afsted. Så jeg kunne blive fri.
Det skete bare aldrig.
Problemerne og det svære, som jeg skubbede foran mig (det jeg undgik), blev bare større og større. Det fyldte mere og mere.
Den lilles snebold blev til is, som blev til isvinter, som låste mig fast – i mit eget lille iskolde fængsel.
Stikket i brystet blev til jernbrynjer, der pressede, så jeg ikke fik luft. Suget i maven blev til mavesmerter, der gjorde det svært for mig at holde fokus. Og tankerne gik i spind, og hvirvlede, som kolde isflager rundt og rundt og rundt … og skabte endnu mere angst.
Det har aldrig virket for mig at udskyde eller skubbe problemerne foran.
Ikke en eneste gang!
Dét, der virkede
Jo tidligere jeg tog fat om angsten, erkendte den og håndterede den, jo nemmere har jeg kunne samle den og slippe den igen. Fyre den afsted, i små lette bolde.
Jo hurtigere jeg erkendte mit eget ansvar for at slippe min egen angst, jo nemmere var det for mig at standse op og løfte problemerne, inden de blev for store.
Jeg forstod, at for at nå gennem perioderne med sne måtte jeg lære at arbejde med sneen, ikke undgå den eller skubbe den foran mig.
Så det lærte jeg mig. At være i sneen, og navigere med sneen.
Jeg lærte, hvordan jeg ved at afspænde mine skuldre, fik rystelserne til ro. Og at når jeg med nænsom hånd tog fat om angsten, fik den til at slippe taget i mig, så jeg fik varmen.
Jeg lærte at holde varmen i sneen. So to speak.
Så gjorde det ikke så meget, at jeg indimellem mærkede sneen og frosten. Indeni var jeg varm.
Og sådan er det med angsten
Den er der i perioder, og når du håndterer den med det samme, er den som let irritation, der blot beder om anerkendelse og accept.
Måske en handling og en løsning.
Måske en prioritering eller en grænse, der skal sættes.
Måske – hvad som helst, så længe du ikke lader angstens snebolds-effekt ramme dig og gøre dig sneblind.
Tag fat om angsten, mens den endnu er lille og håndgribelig.
Lær at leg med den, sving den, prøv den, udfordr den og kast den bort, når den ikke længere er sjov eller givende.
Brug angsten for det den kan, men lad den ikke blive så stor, at den bliver svær at løfte og slippe fri af.
Stop op. Tag fat. Slip angsten.
Få hjælp til at håndtere din angst med de stærke værktøjer indenfor viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder og eksponering.
Få hjælpen i dag med bogen:
Slip Angsten: Bliv den sejeste Angstfighter!
Indlægget her er blevet læst 2191 gange!
