fbpx

Kan mindfulness overhovedet bruges til noget?

Hvad får du ud af at træne og udøve mindfulness? Er det overhovedet værd at bruge din kostbare tid på mindfulness? Læs her, hvordan jeg bruger mindfulness til at slippe angsten – og vurdér selv!

Jeg har selv brugt mindfulness i flere år til stress- og angsthåndtering.

Første gang jeg hørte om mindfulness var jeg meget skeptisk. Jeg brød mig ikke om at skulle sidde stille og meditere. Jeg havde, for at sige det mildt, for meget stress i kroppen, for meget kortisol ud over det hele, og for at være helt ærlig tænkte jeg at det sikkert bare var ‘endnu et smart påfund’, som måske kunne hjælpe nogen – bare ikke mig.

Jeg havde jo prøvet så meget, der ikke virkede. Og selvom videnskabelige undersøgelser viser at der er stor evidens for at mindfulness virker på stress og angst – ja, så skulle jeg mærke det på egen krop og sind, før jeg følte mig overbevist.

Der gik faktisk nogle år før jeg var modnet nok til at tage mindfulness til mig. Men da var jeg også så klar, at jeg tog det hele ind – hudløst. Og da opdagede jeg virkningen (ikke lige med det samme), men da der var gået 1½-2 måneder. Jeg var ikke i tvivl. Mindfulness virker!

Siden har jeg deltaget i flere mindfulness kurser, og især et 3 måneders MBSR Kursus (mindfulnessbaseret stress reducerende), på Mariendal i Århus, gav mig den tid og øvelse, der skulle til for at få mindfulness godt ind under huden.

Hvordan virker mindfulness på angsten?

Mindfulness er så abstrakt og svær at forstå – men jeg vil alligevel forsøge mig med at forklare det (kort) for dig.

Når jeg bruger mindfulness, bruger jeg det på 2 måder:

  1. træner mindfulness gennem meditationer og praktiske øvelser
  2. udøver mindfulness i forbindelse med angst

Træningen foregår i første omgang gennem 1-2 måneders intensive øvelser, hvor jeg øver mig (dagligt) i at træne mindfulness. Det gør jeg ved at øve mig, helt konkret, ved at være bevidst nærværende, i de ting jeg laver og ved at træne med meditationer og visualiseringer.

Når jeg træner bevidst nævær, træner jeg min evne til at vende mine tanker tilbage til det nú, jeg befinder mig i, lige nu og her. Jeg vender fokus tilbage til nuet igen og igen og igen.

Når jeg træner, skaber jeg plads til at være mig – lige nu og her. Når jeg har fokus på nuet slipper jeg tankerne, der beskæftiger sig med fremtiden som ‘hvad nu hvis…’ og ‘om lidt går det galt…’-tanker.

I nuet, kan angsten ikke være til stede.

Når jeg udøver mindfulness i forbindelse med angst forebygger jeg, eller håndterer jeg, allerede opstået angst ved at fokusere på nuet med alle de værktøjer, jeg har trænet med i mindfulness.

Det gør at jeg kan slippe angsten, hvis den opstår. Nogen gange kan jeg gøre det på et splitsekund andre gange, skal der mere til. Men effekten er enorm når jeg oplever angsten fordufte bare fordi jeg har skærpet min evne til at vende mit fokus tilbage til nuet for at genoptage dét, jeg er i færd med.

Sådan bruger jeg mindfulness i dag

I dag er mindfulness en integreret del af mit liv og hverdag. Mindfulness er en del af min erfaring og er værktøjer, som jeg har liggende på rygraden. Mindfulness har jeg altid med mig uanset i hvilken situation, jeg befinder mig i.

Jeg træner ikke længere hver dag. Men ind imellem kan jeg mærke, at jeg har brug for at skærpe min evne til bevidst nærvær – og så træner jeg mindfulness lidt igen.

For mig er mindfulness ikke en konstant søgning efter det fuldkomne. For mig er mindfulness blevet en slags livsguide, som vejleder mig i mange valg og svære situationer. Og mindfulness er for mig en af de mange stærke værktøjer som jeg altid er bevidst om, når jeg håndterer angst.

For mindfulness virker

Mindfulness gør, at jeg:

  • kan vende angst inden, den udvikler sig
  • forebygger ny angst i at opstå ved at være nærværende i mit liv
  • evner at vende uhensigtsmæssige tanker tilbage fra fremtiden og slippe dem til fordel for det, jeg er beskæftiget med
  • har fået langt mere livskvalitet, fordi jeg har fået øje på og smag for flere nuancer i min dagligdag
  • føler større taknemmelighed for det liv, jeg lever
  • accepterer svære ting jeg før ikke troede, jeg ville kunne leve med
  • har fundet et ‘helle’ – et sted, jeg kan søge hen og være fri for angsten

Læs mere om hvordan du bruger mindfulness til at slippe angsten i bogen: “Bliv den sejeste Angstfighter!”

Indlægget her er blevet læst 3457 gange!

Søg
Seneste indlæg
Seneste indlæg
Kategorier
Tags
Om Slip angsten

Privacy Preference Center