Jeg - et dyr jeg mangler at møde

Jeg – et dyr, jeg mangler at møde

Tæmmer vi dyret i os selv for meget, mister vi evnen til at overleve. Når vores indre dyr opdager dét, bliver det angst.

Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om hvad angst er og hvad det er, angsten vil fortælle.

Jo flere erfaringer jeg får med at slippe angsten, jo mere ved jeg også hvad virker. Og jo større bliver billedet af, hvad det rummer og hvad angstens budskab er.

Jo mere angst jeg slipper, des tydeligere står dette frem: Mødet med mit indre dyr.

Dyret inden i mig som årtusinders evolution har formet og slebet så jeg i dag står her som mennesket Lise med alt, hvad det indebærer på godt og ondt.

Med mit indre, vilde dyr – grovslebet på nogle hjørner og i nogle situationer stadig lidt angst.

Det starter altid med et ‘Hvorfor?’

Når angsten ruller sig ud i kroppen og sindet taler angsten ikke, det presser mig væk fra livet og gør det uden ord og forklaring. Noget, mit civiliserede jeg hverken kan forholde sig til eller acceptere.

Og det er et mysterium at løse dens gådefulde sprog, som består af hjertebanken, rysten, rødmen og myldretanker, der skriger ‘løb’ – ‘gem dig’ – ‘flygt’ i uendelige gentagelser.

Mit ‘Hvorfor?’ blev aldrig helt svaret og jeg har derfor søgt og ledt inden i mig og i alt, hvad jeg har foretaget mig, for at finde svar og forklaring på dette fænomen der føltes så intenst at selve livet mistede sin mening, når det stod på.

Først kom alle øvelserne

Jeg har øvet mig. Igen og igen. Jeg har afprøvet teorier og undersøgt mine tanker dag ud og dag ind. Jeg har eksponeret og jeg har udfordret mig selv i de mest vilde situationer.

Jeg har været ulidelig at være i nærheden af og mine historier om alle de ville ‘rides’ jeg var på må have været gabende kedelige, for alle dem hvis forståelse af angst aldrig har været til stede.

Men for mig var dramaerne virkelige, og jeg måtte ud med mine kampe for at komme videre og lære nyt.

Men uden alle øvelserne og al arbejdet med mig selv ville jeg ikke have lært evnen ‘at slippe angsten’. Og uden øvelserne ville jeg ikke nå ind i de indre lag som rummer sider af mig selv jeg ikke kendte til eller havde gemt væk, fordi de var for skræmmende.

Men det er først i denne fase at jeg opdager det store billedes kontur tage form og mødet med min indre vilde side, dukker op.

Dyret i mig.

Jeg – et dyr, jeg mangler at møde

For alle øvelserne, alle de omstrukturerede tanker, bearbejdelserne af mine oplevelser og mine tolkninger på dem, værktøjerne og viden om angst ville slet ikke give mening med mindre jeg stak spaden et stik dybere og åbnede øjnene for det tæmmede dyr, som skambidt står i hjørnet og ingen steder har fået lov at rende. Endnu.

Jeg har stadig arbejde at gøre.

Og netop på grund af al mit forarbejde, kan jeg nærme mig mit indre dyr. Og hviske ord i dets ører, se det i øjnene – og berolige det.

I øjnene ser jeg dets historie og når jeg rummer den forstår jeg, udover hvad mit eget liv har tilført, også evolutionernes påvirkning, som langsomt har presset den op i hjørnet, tæmmet den og givet mundkurv på.

Gjort den angst.

Hvad mit indre vilde dyr må leve med

Mit indre vilde dyr er vokset op i en civiliseret kultur. I vores samfund er vi ikke længere dyr. Vi er mennesker og vi er dannede og kommunikerer med hinanden på konstruktiv vis for at undgå at vores vildskab skal tage overhånd. Det har vi nemlig opdaget sikrer os et længere og nemmere liv.

Det er mit held, at jeg er vokset op i et land uden krig og hungersnød. Det kan jeg takke vores kultur for, vores land og samfund for. Jeg er faktisk taknemmelig for det.

Men der er nogle forhold jeg ikke fungerer under. Forhold, hvor jeg tæmmer mit indre dyr så meget, at det mister evnen til at kæmpe for overlevelsen og derfor bliver angst.

Det er forhold som formentlig har givet mening tidligere og forhold som på sin vis stadig giver mening, men som altså har den slagside at det fjerner mig fra mig selv og det indre vilde dyr, som for mit vedkommende, altid vil spejde efter enhver horisont, der lugter af frihed.

Eksempler:

  • Det er fx når jeg afleverer min søn på 10 mdr. til fremmede (men godkendte mennesker) fordi jeg selv skal arbejde og tjene nok til at få penge på min bankkonto. Penge, som jeg kan gå hen og give videre til en anden, som så giver mig ‘noget’ igen.
  • Det er, når jeg pakker den færdiglavede ko ud af folien og tænker over hvor genmodificeret kødet i virkeligheden er. Hvor mange hormoner, farvestoffer, stivelse, jeg tilfører mit indre vilde dyr fordi den skal passe ind i supermarkedets juridiske lovbestemmelser, så jeg undgår at blive syg af fordærvet mad (og supermarkedet derfor ikke skal betale mig en erstatning og få et dårligt ry, der får dem til at lukke butikken, som så…).
  • Det er, når jeg undertrykker mine følelser fordi jeg befinder mig midt på gaden, hvor alle andre kan se det (at jeg har følelser). Nuvel, mit indre, vilde dyr ønsker ikke at være nederst i hierakiet, men udtrykker dem dog alligevel for at lette stress og ophobede føleser.
  • Det er, når jeg skraber pelsen af mig, klipper mit hår og filer mine negle for at være mere attraktiv og se mere soigneret og civiliseret ud. Mit indre vilde dyr føler sig nøgen og ydmyget.
  • Eller, når jeg hæmmer mig i min seksualitet fordi århundreders kristendom nedfælder skam og skyld over det indre, vilde dyrs seksuelle behov.
  • Eller de mange år hvor jeg prøvede at presse mig ned i arbejdsmarkedets kasser og pinte mit indre, vilde dyr som følte sig fanget af mødetider, deadlines, undertrykte følelser og industrialiseringens amputering af alt, hvad der er ‘vildt og utæmmet’.
  • Det var da jeg førhen spiste små, hvide piller for at dæmpe mit indre vilde dyrs angst fordi det ikke kunne ånde og leve i den tilværelse, jeg til tider tilbyder den.
  • Og tusindvis af andre handlinger, vaner, normer og krav, jeg indpasser mit indre, vilde dyr under. Ikke nødvendigvis store ting, men alle ting der til sammen og i sidste ende og for hver gang jeg udlever det, fjerner mig lidt mere fra mig selv og mit indre vilde dyr.
  • Og ikke mindst – paradokset ved at foretage valg som fjerner mig fra mig selv og mit indre vilde dyr fordi jeg imødekommer mit største tryghedsgen ved at være og gøre, som alle de andre i flokken…

Mit indre vilde dyr vil ud og kæmpe for føden, bruge sine kræfter og leve og ånde, som det er skabt til. Jeg tilbyder mit indre, vilde dyr nemme løsninger som den ikke behøver. Jeg pakker den ind i vat og sørger for at den er varm, tryg og mæt. Mad fra disken, varmen fra stuen og så helst ikke ‘gø’ eller andet, der lugter af dyr og uciviliserede tendenser.

Men det er en balancegang for ikke at amputere min indre styrke og evne til at kæmpe for overlevelsen. Tæmmer jeg dyret for meget, mister det færdighederne og evnerne til at kæmpe.

Og når mit indre dyr oplever det har mistet evnen til at kæmpe for sit liv – bliver det angst, så snart det møder en udfordring.

Hvordan møder jeg mit indre, vilde dyr?

Jeg vil jo gerne leve det fantastiske, nemme liv vi, i vores generation, har fået som gave. Men jeg bliver nødt til at sørge for at vedligeholde mit indre vilde dyrs evne til at kæmpe for livet, ved at udfordre det og opretholde dens robusthed.

Jeg bliver nødt til at afdække lidt af det vat jeg og samfundet har pakket det ind i, så det indimellem møder modstand i passende mængder. Modstand og udfordringer, som det kan bruge kræfter på og kæmpe og sejre ved (forhåbentligt).

Jeg kan berolige mit indre, vilde dyr ved at skabe nye muligheder for det samtidig med at jeg er integreret i samfundet og den kultur, vi lever i.

Snerten af angst – eller i snerren fra mit indre, vilde dyr

Jeg får mulighederne ret ofte i form af at jeg kan mærke en snert af angst, der er lige ved at bryde ud. Når jeg mærker den lille snert, er jeg efterhånden blevet så øvet i at spotte hvad der er i spil og genkender at det er dyret i mig, som bliver presset.

Det kan være at jeg ikke har været ærlig omkring mine oprindelige følelser. Måske har jeg overskredet mine grænser – eller en anden har. Jeg forventer måske at jeg opfører mig på en bestemt måde eller måske skal jeg deltage i et arrangement hvor det ikke er høfligt at vise sit indre vilde dyr.

Når jeg genkender det kan jeg som regel håndtere situationen så dyret i mig bliver beroliget og angsten slipper. Jeg håndterer situationen ved at træde ud af de kasser og normer jeg troede jeg var sat i og acceptere, at jeg må gøre tingene på en ny og ‘egen måde’. Det kræver mod, men min erfaring siger mig at det er langt nemmere og klart at foretrække frem for at udvise det usynlige mod det er, at leve med angstens konsekvenser.

Når jeg forholder mig til mit indre dyr, forstår jeg angsten og så forstår jeg også, hvad det er jeg skal gøre. Kunsten er så at få mine valg og handlinger integreret i mit liv, så mit indre dyr bliver mødt, beroliget og tilfredsstillet.

Jeg har kun lige mødt mit indre, vilde dyr men jeg har på fornemmelsen, at det er det vigtigste element på vej til at slippe de sidste rester af angsten.

Læs også del 2: ‘Konkrete eksempler på, hvordan jeg møder mit indre, vilde dyr

Tags:, , , ,

Trackback fra din side.

slipangsten

Indehaver og stifter af Slipangsten.dk. Har arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Har siden jeg var 15 år kæmpet med socialangst. Har igennem et voksenliv tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Har haft store resultater med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness. Uddannet mediegrafiker. Lise Kryger

Kommentarer (7)

  • Avatar

    Annette

    |

    Spændende betragtning med det indre vilde dyr. Og det er en balance med at lade den få lov at komme til udtryk.

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Annette,

      Ja det er en balancegang, og det bliver ikke nemt men jeg er ikke i tvivl om at det skal ha lov til at udtrykke sig mere.

      Dbh. Lise

      Reply

  • Avatar

    christina

    |

    Spændende. Hvad er konkrete eksempler på hvordan du imødegår dyret med din nye viden?

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Christina,

      Dejligt du udfordrer mig 🙂 Mit svar bliver så omfattende at jeg har besluttet mig for at lave det til et helt indlæg – som jeg nok skal linke til så snart det er færdigt. Det bliver mit næste indlæg, så det kommer nok online om 1-2 uger.

      Dbh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Marie

    |

    Hej, da du har enorm erfarig med angst vil jeg høre om du har erfaring med mennesker med angst og depression hele livet og i sit senere liv har pådraget sig en hjerneskade? Jeg er fuldstændig rådvild, både for min fars ve og vel, men også for os omkring ham!

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Marie,

      Det er et godt spørgsmål. Min viden rækker desværre ikke ind i himlen. Men prøv om du kan formulere lidt af det du er rådvild om og send det til mig – evt. på lise@slipangsten.dk. Så skal jeg se om jeg kan hjælpe dig, eller evt. sende dig videre til nogen der kan.

      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

Lav en kommentar