Hvad er ACT?
ACT er en forkortelse for Acceptance and Commitment Therapy. Det er en af de nyere kognitive metoder (som man også kalder den 3. bølge af kognitive metoder).
ACT er udviklet af professor Steven C. Hayes i midten af firserne og sammen med sine kollegaer Kelly Wilson og Kirk Strosal, har de videreudviklet på metoden løbende. Det er en evidensbaseret metode som baseres på forskning indenfor det adfærdsanalytiske område med fokus på det menneskelige sprog. Teorien herom kaldes RFT (Relational Frame Theory). Det er en ret kompleks teori – så den tager vi en anden gang 😂
Hvad handler ACT ( Acceptance and Commitment Therapy) så om?
Værdier
Selv om ACT kaldes for en kognitiv metode, fokuserer man meget på adfærd – det vi gør. Det handler om at tage handling. Men ikke hvilken som helst handling. Her taler vi om at handle ud fra dine værdier. At gøre ting som er i overensstemmelse med den person, du gerne vil være.
I et coaching- eller terapiforløb, kigger vi derfor på:
– Hvad vil du stå for i livet?
– Hvad er vigtigt for dig?
– Hvad får dit hjerte til at synge?
– Hvordan vil du behandle dine venner, familie, partner?
– Hvordan vil du behandle dig selv og din krop?
– Hvordan vil du være i forhold til dit arbejde?
ACT handler derfor om at komme i kontakt med det som virkelig betyder noget for dig. Det indebærer bl.a at hjælpe dig med at lade dine handlinger være styret af dine værdier i den korte tid, vi har her på jorden.
Mindfulness
Hvordan kan man handle på sine værdier, når man oplever stor angst, stress eller tristhed? Eller når man er meget bitter og vred?
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort at være den person man gerne vil være, når man oplever store kraftige følelser som f eks angst eller tristhed.
I ACT arbejder man derfor med at blive mere fleksibel i forhold til sine tanker og følelser. Målet er at lære en række færdigheder, så du bliver bedre rustet til ikke at lade de destruktive tanker og følelser få så stor indflydelse på dig og dine handlinger. Det er her mindfulness kommer ind i billedet.
Man kan sige, at mindfulness består af en række psykologiske færdigheder, som gør det muligt at lade sine tanker og følelser komme og gå – uden at involvere sig i dem. Uden at lade sig rive med eller kostes rundt af negative og destruktive tanker og følelser.
Mindfulness handler om bevidst at rette sit fokus på det, som sker her og nu med:
– Åbenhed
– Nysgerrighed
– Venlighed
– Fleksibilitet
At være mindfull indebærer, at man kan mestre en hel række færdigheder. Det er disse færdigheder, man træner i et coaching- eller terapiforløb i ACT.
Det vil hjælpe dig til at få en helt ny og langt mere effektiv måde at håndtere alle de svære tanker og følelser – så de ikke længere får så stor indflydelse på dig. Det vil samtidig gøre dig mere fri til at være den person, du inderst inde gerne vil være 🤎
Indlægget her er blevet læst 454 gange!