Hvordan kan man som forælder hjælpe sin angste teenager? Få 5 ideer til konkret hjælp til din angste teenager og undgå at gøre det som kan forværre eller fastholde din teenager i angst.
Store følelser hører med til det at være teenager. Hjernen er under massiv udvikling, hvilket gør det sværere for de unge at tænke rationelt og styre sine impulser. Deres følelser opleves både større og stærkere end før.
Samtidig med, at hjernen er i eksplosiv udvikling, er det i ungdomsårene vi skal udvikle vores identitet. Vi skal finde ud af, hvem vi skal være og hvordan vi skal forholde os til omverdenen. Vi begynder at tvivle på meget af det vi tidligere stolede fuldt og fast på. Vi skal ud af reden og løsrive os fra vores forældre.
Det er et stort skridt for det unge menneske.🤎
De pendler mellem, at skubbe forældre væk og holde fast i dem.
De vil så gerne have frihed og kunne gøre hvad de vil, men mangler tit selvtilliden til det.
Det at føle sig usikker, nervøs, bange og angst, er derfor nærmest uundgåeligt i ungdomsårene.
Nogle gange bliver det dog for meget. Angsten kommer til at fylde og styre din teenagers handlinger i alt for stor grad. Det er her du, som forælder, skal træde til og hjælpe din teenager, så godt man nu engang kan.
Det er nemlig ikke en let opgave at være forælder til en teenager med angst.
Men hvordan hjælper du din angste teenager?
Selv om man som forælder, kun vil det bedste for sine børn, kan man faktisk komme til at forstærke angsten når man prøver at hjælpe sit barn. Det jeg skriver her, er generaliseret og mest for at skabe en slags forståelse for, hvad der virker og hvad der ikke virker.
Det er heller ikke sikkert, at du og din angste teenager har udfordringer med de problematikker, jeg nævner. Men måske er der nogle af budskaberne der vækker en ny forståelse i dig, som du kan bruge som en slags vejledende guide?
Læs om dem her:
-
Undgå at undgå angsten
Der er ikke noget vi forældre ønsker mere, end at vi med en tryllestav kan fjerne al smerte, sorg og ubehag fra vores børn. Og ikke mindst, ønsker vi at fjerne psykiske lidelser som f.eks. angst med et snuptag!
Men… problemet er bare, at når vi prøver at hjælpe den angste teenager til at føle mindre angst, kan det få den modsatte effekt.
Ved at fjerne det som den unge er bange for, eller ved at hjælpe den unge med at undgå situationer som kan fremkalde angst – fratager man samtidig den unge muligheden for selv at opdage, at det faktisk ikke var så farligt at gå til den der fødselsdag eller være med til skoleudflugten. At han eller hun faktisk kan – selv om det er ubehageligt.
Smerte, sorg, vrede og angst er vigtige følelser vi bruger, når vi navigerer os igennem svære områder i livet for at passe på os selv. Og overleve. Den unge har brug for at øve sig i, at mestre og håndtere sin angst. Ved egen kraft. Det kan vi som forældre ikke gøre for dem. De unge skal opdage, at man sagtens kan føle en masse angst, og at det er ubehageligt, men ikke farligt!
Det er ikke følelsen af angst som er problemet – men alt det vi gør for at undgå angsten …
Alt det vi gør for at undgå angsten – vil øge angsten, på lang sigt.
Eksempel på undgåelses adfærd hos teenagere med angst
Her kommer lidt eksempel på, hvilken type undgåelses adfærd som typisk viser sig hos unge med angst
- din teenager vil ikke i skole – og undgår at gå i skole når angsten er værst
- din teenager vil ikke tage med til festen – og melder afbud
- din teenager er bange for alt nyt – og undgår situationer hvor man oplever nye ting
- din teenager vil helst ikke møde nye mennesker – og undgår den slags arrangementer
Din unge teenager skal derfor opmuntres til at gøre alt det som skal gøres for at vi skal få et godt liv – selv om man har en følelse af angst. Det er ”blot” en følelse. Følelser kommer og går. Den er i sig selv ikke noget vi skal være bange for. Men hvis vi begynder at lade vores handlinger styres af angsten – så kan vi få problemer!
-
Giv ikke bekymringerne så meget opmærksomhed
Bekymringer er tanker. En tanke er flygtig af natur. De kommer og går. Det er selvfølgelig forskelligt, hvor lang tid en tanke ”bliver hængende” i vores hoveder. Men, hvis vi ikke giver den nogen speciel betydning og dermed ikke nogen speciel opmærksomhed, forsvinder den efter nogle få sekunder.
En bekymring lever kun af én ting – opmærksomhed. Jo mere opmærksomhed den får, desto mere vil den komme til at fylde. Hvis den fylder meget, vil den også virke både rigtig og vigtig. Når bekymringen opleves som vigtigt og rigtigt, kan angsten kan vokse sig meget stærk.
En vigtig opgave for dig som forælder er derfor:
Hjælp din teenager til at ikke give bekymringerne opmærksomhed!
Hvad gør vi når vi giver bekymringer opmærksomhed?
- vi taler om bekymringerne
- vi analyserer bekymringerne
- vi tror vi kan løse problemer ved at bekymre os – så giver vi dem opmærksomhed
Et helt konkret tip er:
Opfordre din teenager til at udskyde bekymringerne til et senere tidspunkt på dagen. OG…giv opmærksomeden til det man har gang i her og nu. Bekymringerne må gerne være der, et sted i ens hoved. Men ret i stedet opmærksomheden på det som skal gøres her og nu.
-
Opmuntre din teenager til at leve livet som om angsten ikke var der
Angsten kan ikke fjernes – men den kan håndteres.💪
Ud over at give angsten mindre opmærksomhed, kan vi også forholde os lidt anderledes til den.
Hjælp din teenager med at forstå, at angsten er en følelse som ikke er farlig. Vi kan ikke fjerne følelser. Det er noget som kommer og går, ligesom tankerne.
Bedste kur mod en sådan ubehagelig følelse, er, ikke at se den som noget farligt som skal væk – før man kan gøre det som nu skal gøres (f.eks gå til en fest). Mit råd er derfor:
Opmuntre din teenager til at gå til festen alligevel – at gøre det som skal gøres – selv om de føler angst.
-
Giv slip på resultaterne
Din teenager har brug for din hjælp. Din støtte er uvurderlig. Og jo mere du har styr på ansvar, grænser, rammer og struktur, jo nemmere er det for din teenager at spille op mod dig og få en klar og rolig fornemmelse af, at du er der for ham eller hende.
Vigtigheden af, at du kender til hvad angst er, og hvordan angst kan spille en rolle for jeres familie og dagligdag er essentiel. Men der er en vigtig ting du skal vide og huske på:
Din teenagers angst – er ikke din angst. Din teenager arbejder med sig selv på sin helt egen måde. Og det er okay.
De resultater du måske håbede ville indfinde sig indenfor en bestemt tid, sker måske ikke. Det er også okay.
Giv slip på resultaterne og ha’ tillid til, at din teenager godt selv kan. Din tillid har stor betydning for din teenagers selvværd og selvtillid til selv at kunne slippe.
-
Vis tillid
Din teenager er ikke ude på at manipulere dig. Når han eller hun siger, at hun er bange for at gå i skole – er det ikke fordi hun er doven og hellere vil ligge hjemme og lumre. Det er heller ikke dovenskab, der gør, at han eller hun aldrig deltager i fester og sammenkomster. Eller hvad det nu er, din teenager fortæller dig som han/hun er bange for.
Det er til gengæld heller ikke forventeligt, at du skal forstå, hvordan man kan være bange for ufarlige ting. Men det er essentielt for din teenager, at du viser tillid til, at når han eller hun har udvist tilliden til at fortælle om noget så irrationelt og tabubelagt, som angst er, så er der nok også noget om det.
Din mistillid kan forværre angsten. Til gengæld kan din tillid øge din teenagers følelse af, at blive set og anerkendt dér, hvor han eller hun er lige nu.
Til sidst, men ikke mindst
Søg hjælp så du og din teenager får den rette hjælp. Kontakt en terapeut, der kan hjælpe din teenager med at håndtere sin angst, og søg selv hjælp.
Kognitive metoder er de metoder, der indtil videre har bedst resultat med at reducere angst. Det kan f.eks. være ACT, Metakognitiv Terapi eller Kognitiv Adfærdsterapi.
Indlægget her er blevet læst 32476 gange!