Har dit barn angst? 18 signaler der kan indikere, at dit barn har angst
Flere og flere børn oplever angst i så svær grad, at det går ud over skole, fritidsaktiviteter, socialt samvær, livsglæde og livskvalitet. Alt tyder på, at jo tidligere dit barn får hjælp, jo nemmere og hurtigere slipper det angsten igen. Men hvilke signaler indikerer egentlig, at dit barn har angst?
Først og fremmest, angst er en naturlig følelse som hjælper os med at overleve fare og trusler. Angsten for os til at handle på et splitsekund og dermed redde livet. Nogle gange opstår angst i kortere perioder i vores liv for at forsvinde igen. Ligesom, du måske også har oplevet perioder, hvor du føler dig mere vred, trist eller positiv end ellers.
Rigtig mange oplever deres angst udvikle sig til en decideret angstlidelse allerede som barn/ung. Faktisk er det sådan at for 1 ud af 10 børn bliver angsten så alvorlig, at den griber forstyrrende ind i barnets udvikling.
Hvornår er angst et problem for dit barn?
Angst kan starte i det små og med tiden udvikle sig til at gå mere og mere ud over dit barns liv og dagligdag. Der, hvor angst bliver problematisk er når det begynder at fylde så meget, at det går ud over dit barns livsglæde og livskvalitet. F.eks. kan angsten gå ud over dit barns skolegang, indlæring, fritidsaktiviteter, socialt samvær med venner og familie og meget, meget mere.
Når dit barns livsglæde og livskvalitet daler pga. angst, er der allerede tale om at angsten fylder for meget og at der er god grund til at enten arbejde med angsten eller søge hjælp til dit barn.
Der findes ingen regler for, hvornår angsten bliver et problem. Noget angst er mindre væsentligt for dit barns velbefindende, end anden angst kan være. Det kommer an på bla. disse faktorer:
- Graden af angst (hvor svær, angsten er)
- Hvor vedholdende, angsten er
- Om angsten passer til dit barns alder
- Hvor meget, angsten går ud over dit barns livsglæde og livskvalitet
Hvad bliver dit barn angst for?
Dit barn kan udvikle angst om stort set alting. Her er nogle af angsttyperne beskrevet kort:
Seperationsangst
Seperationsangst er når barnet udviser frygt, når det skal sige farvel til sine forældre men også efter adskillelsen. Barnet kan forsøge at undgå at tage afsked eller prøve at fastholde sine forældre for at undgå adskillelse. Det kan give sig til udtryk ved at barnet undgår at sove hos andre eller værger diverse skoleovernatninger og lignende.
Socialangst
Et barn med social angst kan være yderst optaget af, hvad andre tænker og synes om sig. Barnet kan føle sig så utryg ved andres bedømmelse og kritik at det undgår fødselsdage, skolegang, fritidsaktiviteter, familiefødselsdage, indkøb, telefonsnak og andre sociale situationer hvor det kan risikere at fejle, mens andre ser det.
Enkelfobi
Her er barnet bange for en enkelt, konkret ting. Fobien kan f.eks. være at køre i elevator, at svømme, fugle, ja alt muligt. Barnet vil reagere med stærk angst, stivnen, panik, gråd eller lignende symptomer, hvis det nærmer sig den konkrete ting.
Bekymringsangst
Børn med bekymringsangst (også kaldet generaliseret angst) bruger meget tid og mange ressourcer på at bekymre sig om fremtidige scenarier, de frygter vil ske. Det kan være ulykker, katastrofer, sygdom og dødsfald. Deres angst kan give sig udtryk ved et konstant behov for bekræftelse af og spørgsmål som “hvad nu hvis…”.
Panikangst
Et barn med panikangst vil ofte får voldsomme panikanfald, hvor angsten ryger lynhurtigt op på højeste niveau, som kom det som lyn fra en blå himmel. Panikanfaldene er heftige og kan give meget voldsomme angstsymptomer som både gråd, panik, heftig hjertebanken, rysten m.m.
Nogle har mest en type angst, andre har flere angsttyper.
Hvilke signaler, skal du holde øje med?
Nogle børns angst er nem at se og observere. Andre børns angst er skjult og kan end ikke ses af personer, der er helt tæt på. Nogle børn har både synlig og usynlig angst.
Grundlæggende, bør du holde øje med om dit barn er påvirket i sine daglige aktiviteter. Har dit barn f.eks. søvnproblemer, koncentrationsbesvær, sociale problemer, ondt i maven, hovedpine eller kvalme? Disse symptomer behøver ikke at være tegn på angst, men er en af de signaler, du som forælder skal tage bestik af i din overordnede vurdering af, om dit barn har angst.
Dit barn kan også have personlige træk der hælder til ængstelig adfærd, uden at det føles som et problem for dit barn.
Nogle gange er der perioder hvor dit barn har et lille udsving, det behøver ikke at betyde noget, så signalerne, du finder herunder, kan være tegn på angst, men også tegn på midlertidig udsving. Her er det dig som forælder der skal mærke efter om dit barns tarv er påvirket i en grad, at der er brug for hjælp. Er du i tvivl så kontakt en angstbehandler, du kan spørge til råds.
Børn med angst kan:
- være ekstremt velopdragne i skolen og sammen med andre (men ikke nødvendigvis hjemme).
- stille mange unødvendige spørgsmål og kræve konstant beroligelse.
- komme ud af balance hvis de laver fejl, eller hvis der sker forandringer i rutinen.
- Være enspændere, og kun have lyst til at være sammen med få mennesker, de er trygge ved (som kan være ældre eller yngre end dem selv).
- sjældent svare på spørgsmål og sjældent sige noget af sig selv.
- blive syge, når de skal præstere noget i skolen.
- iIkke ønske at deltage i sociale aktiviteter, som f.eks. andre børns fødselsdage.
- klynge sig til forælderen i situationer uden for hjemmet.
- være bekymret for, at ”dårlige ting” skal ske.
- være bekymret for at gå i skole efter ferier eller måske hver mandag.
- undgå uvante situationer, blive syg, ikke møde op til eller udholde situationer, der er stressende.
- komme ud af balance, hvis en nær ven ikke er i skole.
- ofte stille ”hvad nu hvis” spørgsmål.
- være perfektionistiske, bruge overdrevent lang tid på lektier, fordi de skal laves perfekt.
- have svært ved at sove, tage lang tid om at falde i søvn eller vågne i løbet af natten og have brug for trøst fra forældrene (evt. sove i forældrenes soveværelse).
- jævnligt have hovedpine eller mavepine.
- være diskuterende, især i forsøget på at undgå en frygtet situation.
- være pessimistiske og have let ved at komme i tanke om ting, der kan gå galt i enhver situation.
Kilde: CEBU, Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Hjælp dit angste barn (links)
Børn med angst
CEBU
Forældretelefonen
Fagtelefonen
Børnetelefonen
Headspace
Angsttelefonen
Mindhelper
Andre Links
Hvad er Cool Kids & Chilled? Anngstbehandling til børn og unge
Videnskab.dk: Sådan støtter du bedst dit angste barn
Psykinfomidt: Information om angst hos børn og unge
Angstforeningen: Børn og unge kan også have angst
Angstforeningen: Vær ikke bange for angsten
Skoleborn.dk: Hjælp de angste skolebørn
Dr.dk: Sådan hjælper du dit barn ud af angsten
Kilder:
TV2 ØST: Hvordan ved jeg mit barn har angst?
CEBU
Opdateret den: 26. sep 2019
Udgivet den: 13. jul 2012
Indlægget her er blevet læst 11153 gange!
Hej Mathilde.
Vil gerne supplere Lises gode svar. Angst er en medfødt og naturlig del af det, at være et menneske. Nogle gange er der bare nogle omstændigheder, der gør, at angsten “misforstår” dets egentlige formål, nemlig at beskytte. Så bliver den urealistisk og diffus. Og hvordan forklarer man noget urealistisk og diffust- og så for børn. ALLE børn kender til angst (uro, sitren, nervøsitet eller pludselige høje lyde, eller BØH – og det gib, det gir´ i en) Eller det at være forladt og utryg. Børn har brug for billeder/metaforer. Jeg ville snakke med børnene om de ovenstående ting, de alle kender (naturligt) og sætte billeder og navn på disse følelser. Herefter vil jeg så sige noget i retning af: “Og sådan er der nogen der har det, ikke bare i et øjeblik, men næsten altid – og så er man blevet bange for at blive bange, selv om der ikke er noget at være bange for – såén rigtigt – lige nu. Osv…… Håber det gir´ dig et eller andet. HVor er det smukt og godt, at du ønsker at gøre noget. HURRA for dig!!. Kh. Ella
At tale med børn om børn med angst
Hej Lise
jeg håber meget på at du kan være behjælpelig med af få svar på nogle sprøgsmål, min datter på 8 år har en klassekammerat som siden dec har lidt af angst affald, og har ikke været i stand til at komme i skole, det vil sige at hun har haft få men meget korte dage i skolen siden dec. men det har alligevel taget mig som forælder næsten 5 måneder at forstå alvoren af klassekameratens fravær,
derfor disse spøgsmål ?
hvordan for man på bedste vis skabt en dialog omkring klassekammeraten situation ?
hvordan i tale sætter man over for et barn hvad et angst anfald er ?
Hvordan kan de resterene børn i klassen på bedste vis imødekomme klassekarmeraten tilstedeværelse ?
link go info omkring de ting som er svære at tale om modtages med kys hånd
mvh mathilde
Kære Mathilde,
Tak for dine spørgsmål. Jeg beklager meget at jeg ikke har formået at svare dig før nu.
Det er rigtig dejligt at læse, at du interesserer dig i din datters kammerats angst og sætter dig ind i hvordan du bedst håndterer det.
Det er tideligt at hun oplever angst, men desværre tror jeg der er mange der oplever deres første angst allerede tidligt i barndommen.
Jeg tænker at du måske vil få noget ud af at kigge lidt på denne her hjemmeside også: http://psy.au.dk/forskning/forskningscentre-og-klinikker/angstklinikken/om-angstklinikken/
Jeg vil prøve om jeg kan svare på dine spørgsmål – det er store spørgsmål og som der kunne skrives tykke bøger om. Men her kommer lidt om hvad jeg tænker.
Den bedste dialog tænker jeg du vil opnå ved at sørge for at du får barnets opmærksomhed. Øjenkontakt. Derudover er dialog tovejs, – dvs. du siger noget, og så lader du barnet reflektere og måske svare igen. Prøv, om du kan lytte aktivt. Det vil sige, at du lytter opmærksomt og viser med din krop at du anerkender det barnet siger. Afbryd ikke. Tag dig gerne god tid. Når barnet har svaret, er det din tur.
Det er okay ikke at vide alt. Vær ærlig og sig det som det er. Fortæl det du ved og forklar forskellen på det du forstår og det du ikke forstår.
Giv gerne konkrete eksempler og gerne analogier – altså små fortællinger som barnet måske kan overføre forståelsen til på dets alderssvarende niveau.
Forklar eventuelt hvad det er der gør forskellen på den adfærd som den angstramte har og den som du og i din datter har. Og forklar at det er okay at vi er forskellige og at der også er hjælp at hente.
Når du viser din respekt og anerkendelse for klassekammeraten vil dit barn afspejle det i sig selv og integrere den samme adfærd som dig. Det vil hjælpe dit barn til bedre at kunne tackle situationer som vil opstå i skolen og i venskabet.
At italesætte et angstanfald er virkelig svært for en der har prøvet det, så det må være endnu sværere at sætte ord på det, hvis ikke du selv har oplevet det. Men du kan bruge lidt herfra:
Et angstanfald er når man lige pludselig bliver rigtig rigtig bange. Så bange at hjertet banker og man ryster over hele kroppen. Hjertet slår hurtigt og vejrtrækningen bliver hurtig. Hele kroppen snurrer rundt og man begynder måske at græde.
Jeg tror det er vigtigt at man forholder sig åbent og nysgerrigt i forhold til folk der har angst. Det er okay at spørge, for det giver den der har angst en mulighed for at sætte ord på noget der kan føles meget svært. Det at snakke om angst som noget naturligt (omend det virker meget irrationelt) er med til at nedbryde tabuer og udelukkelser fra gruppen.
Det vil være fint, hvis børnene kunne starte med at spørge ind til hvordan hun har det og om det er okay at snakke om det som en start. Det kan være svært at snakke om i begyndelsen, men min egen erfaring er at jo nemmere folk synes det er at snakke om det, jo nemmere er det også at slippe angsten i samværet med dem.
Jeg håber det var noget som du kunne bruge? Jeg er sikker på at der er rigtig mange som har gode erfaringer at dele med dig, så jeg vil opfordre til at lade tråden gå videre, så vi kan samle en masse gode råd herinde.
Kærlig hilsen,
Lise