Angst og depression
Kan man have angst og depression på samme tid? Hvad er forskellen og afføder det ene det andet? Og hvad kan du gøre?
Hvad er forskellen på at være angst og at have en depression?
De fleste mennesker kender til at have en dårlig dag, en dårlig uge eller have en nedtrykt periode. Store tab, store ændringer, kriser, dødsfald, skilsmisse, flytning og andre livsbegivenheder kan bidrage til at man føler sig depressiv i perioder. At have en depression er når du i en lang periode føler dig trist, ulykkelig, opgivende, følelsesforladt og tom og intet bliver bedre, samt opfylder andre krav for at have en depression. Når du om morgenen bliver i din seng og ikke magter at stå op og tage tøj på, gå i bad, lave mad og gå på arbejde. Lægen vil kunne vurdere ud fra dine beskrivelser og symptomer om du har en let, middel eller svær depression. Der er også andre former for depression (læs evt. mere om deprssion på www.depressionsforeningen.dk). Ifølge Psykiatrifonden er der ca. 200.000 der har en depression lige nu og her.
At have en depression behøver ikke betyde at du føler angst. Og at være angst behøver ikke at betyde at du føler dig deprimeret.
Men derfor kan det godt være at du har det på samme tid. Altså både er deprimeret og angst. Og faktisk kan du, hvis du kæmper med den ene lidelse have en risiko for at udvikle den anden lidelse pga. den første lidelse. Angst kan opstå som følge af længere tids depression, hvis du fx. altid har været intelligent og haft en skarp hjerne og måske igennem hele depressionen ikke har haft overskud til at læse en bog, endsige huske det du har læst. Når din selvopfattelse ændres og du ikke længere kan forstå eller genkende dig selv kan selvværdet få et knæk. Dine tanker kan måske kredse om negative selvbebrejdelser og skyldfølelse og gøre at din tillid til dig selv falder, og du begynder at ændre din adfærd så du undgår at udsætte dig for det du ikke længere magter. Hvis du så også er meget kontrollerende og føler du skal præstere bliver kroppen stresset og så opstår angst nemt som følge af depression.
Omvendt kan depression også opstå af længerevarende stress og angst. Fordi selvværdet også her kan lide et knæk og isolere dig fra omverdenen. Manglende kommunikation og hjælp kan ændre dine livsbetingelser og måske er du sygemeldt og mister dit netværk.
Du kan også godt være angst og opleve depressive perioder, uden at det er en rigtig depression.
Hvad gør du?
- Søg hjælp. Gå til lægen, hvis du er i tvivl om du er derprimeret og gå til lægen hvis du er i tvivl om du har angst. Lægen kan ved at spørge dig om dine tanker, følelser og symptomer vurdere om der er tale om depression og angst. Han kan videresende dig til en psykolog eller psykiater og evt. hjælpe dig på vej med medicin. Mange læger glemmer at henvise til en psykolog når de udskriver medicin, men der er størst chance for at slippe angsten på lang sigt, hvis du modtager terapeutisk behandling samtidig med medicinen. Rigtig mange slipper deres angst – og især hvis du beder om hjælp hurtigt, vil du have gode chancer. Og depression kan behandles med rette medicin og terapi. Så søg hjælp!
- Fortæl det til din familie og dine venner. Del dig med dem så du får plads og accept til at komme igennem dine problemer. Vær åben og ærlig og pas på dig selv samtidig.
- Undersøg og lær om angst og depression. Gå på internettet, søg og deltag i forums hvor der diskuteres og deles erfaringer om hvordan det er at leve med angst og depression. Deltag, spørg, spørg og spørg. Du lærer rigtig meget af at spørge, og din viden skal du bruge til at slå irrationelle tanker og følelser til side og lære nye alternative måder at anskue og tackle din hverdag på.
Har du brug for at tale med en lige nu og her?
Du har mulighed for at ringe til
AngstTelefonen 70 27 92 94 og snakke med en der selv har haft angst Mandag til torsdag kl. 19 – 22 og søndag kl. 16 – 19
Depressionlinien på tel. 33 1 247 74 DepressionsLinien er åben alle dage – undtagen lørdag – fra klokken 19 til 21
Gode råd er også gratis
Her på siden finder du en hel masse gode råd og information om angst.
Kilder:
Depressionsforeningen
Psykiatrifonden
Indlægget her er blevet læst 12536 gange!
Hej mit navn er Mikkel. jeg er 17 snart 18.
Jeg er ramt af det jeg tror man vil kalde depression. Hele mit liv er jeg blevet mobbet og har ikke kunne snakke med nogen om det og her for nogle uger siden begyndte det bare a blive som om jeg sad fast nede i et kæmpe hul. Har haft migræne i stedet for normal hovedpine og kan ikke komme ud af sengen da jeg mangler et overskud til det.Og de hobbyer jeg havde før er ikke det fjerneste interessante for mig lige for tiden. Håber der er en fornuftig løsning.
Kære Mikkel,
Det lyder som om du er inde i en hård periode. Og jeg bliver oprigtig ked af at læse at du har været udsat for så langvarig mobning. Det er der ingen her i livet der fortjene – heller ikke dig.
Det kan godt være at det du mærker er en depression. At have været udsat for mobning det meste af dit liv uden at have nogen at dele det med, sætter sig i sindet og tynger. Mobning kan være årsag og katalysator for en hel masse som fx angst og depression, og jeg føler mig stærkt overbevist om at det er vigtigt for dig, at få en at snakke med. Om hvordan det har været at være dig, hvad du har gået igennem, få det bearbejdet og hvad det er du står med i dag.
Jeg ved at du som 18-årig kan få tilskud til psykolog, hvis du bliver henvist gennem en læge. Jeg vil derfor varmt anbefale dig at få fat i din læge, få en snak med ham/hende (også selvom det måske kan være rigtig svært). Jeg tror på at en psykolg vil kunne hjælpe dig med at håndtere dine depressive følelser og tanker. Lægen vil også kunne vurdere om du har en depression og om der evt. skal anden behandling til.
Jo hurtigere du får en at snakke med, jo hurtigere vil du begynde at mærke det hele lette igen, og finde styrken og livslysten tilbage. Ingen kan stå alene med smerte gennem længere tid uden at det giver konsekvenser. Og du skal heller ikke være alene med det du har oplevet.
Med ønsket om snarlig bedring.
De allerbedste hilsener,
Lise
Hej Lise.
Jeg hedder Maria og er 18 år.
Jeg har haft en lidt hård start på teenage årerene, da jeg har lidt af en spiseforstyrrelse, depression og borderline. Men i føler det hele er kommet godt i kontrol.
Dog her over en længere periode, har jeg oplevet at være meget bange. Og det er en konstant følelse af at være bange. Det sådan trykken for brystet. Og jeg er begyndt ret hyppigt at opleve sådan nogle anfald, hvor jeg ryster, bliver dårlig, får hjertebanken og græder. Da jeg ikke er praktiserende læge selv, kan jeg selvfølgelig ikke diagnosticere mig selv med angst. Men jeg er så småt begyndt at tænke på, om det måske er grunden til at jeg har det sådan her. Om jeg måske har angst?
Dog tør jeg ikke at kontakte min privatpraktiserende læge, da for det første bringer dårlige minder, og fordi jeg simpelhent er så nervøs/bange. Jeg tør ikke at snakke om, og er bange for hvad der sker, hvis jeg gør.
Hvad skal jeg gøre? 🙁
Kære Maria,
Hvor er det flot at du er nået så langt med dig selv. Det tyder på en indre styrke og indsigt, som du godt kan være stolt af!
Med de ting du beskriver, kan det godt lyde som om det du mærker er angst.
Jeg tror det er vigtigt, at du får åbnet op og får snakket med en eller nogen omkring det du mærker (som givetvis er angst). Jeg tænker, at du måske kan starte med en god ven eller en i din familie, som du føler dig tryg ved? Og så tænker jeg, at du måske kan tage fat i nogle af dem, som har hjulpet dig igennem din spiseforstyrrelse, depression eller borderline?
Hvis det er dét at tale om det, altså at sætte ord på det, der er svært for dig, kan du måske prøve at chatte med en, der har forstand på angst, og som kan hjælpe dig igang med at få sat ord på det der er svært, som en begyndelse? Hos Angstforeningen har de en chat, både én for voksne og én for unge op til 18 år: http://angstforeningen.dk/index.php?page=chat
Hen af vejen, håber jeg, at du får taget kontakt til en psykolog, der arbejder med kognitive metoder, så du kan få hjælp til at håndtere angsten.
Jeg kan godt huske, dengang jeg selv var 18 og skulle ringe til en psykolog for første gang. Jeg var super bange for, hvad der ville ske, hvis jeg først begyndte at tale om angsten. Jeg troede jeg aldrig ville overleve telefonsamtalen og i det hele taget at gå til psykolog. Og ja, jeg rystede og græd af angst – men jeg overlevede det og fik en tid – og kom afsted. Men jeg er i dag så glad for, at jeg gjorde det og kom afsted. Psykologen var på min side, min “advokat” og alt hvad jeg sagde, blev hørt og respekteret. Og det føler jeg mig overbevist om, at du også vil blive. Hørt og respekteret.
Så selvom det er svært, så tror jeg det bedste er, at du stille og roligt arbejder hen imod at få fat i en psykolog, der kan hjælpe dig. Enten til at afvise at det du mærker er angst, eller som kan hjælpe dig med at slippe den igen.
Mit aller bedste til dig.
Kærligst,
Lise
Jeg håber du
Hej, jeg hedder Vera,
Jeg er 12 år gammel.
Jeg har symptomer på svær desspretion, angst og ocd.
Jeg har fået bækraftet migræne fra min læge.
Jeg har skiftet skole, da jeg blev mobbet. Men nu bliver jeg også mobbet på min nye skole. Jeg tør ikke og sige det til mine forældre, da min mor har stress, og har bivirkninger fra kemo, da hun har haft kraft.
Jeg mistede min oldemor sidste sommer, jeg fik en sværere desspretion end jeg havde i forvejen. Jeg sidder nu stadig fast i denne desspretion, og har ingen og tale med det om.
Hvad kunne I give af råd?
Kære Vera,
Det gør mig rigtig ondt at læse, at du står med alle disse tanker og symptomer helt alene. Det er ikke nemt, når ens mor har stress og kæmper med bivirkninger fra kemo, for udover at det er rigtig hårdt for hende, så er det også rigtig svært at være 12 år og gå så svære ting i gennem, som du gør. Sygdom, mobning og skoleskift. Og så oven i det hele at have mistet din oldemor sidste sommer. Det er netop så svære situationer, som kan udløse de symptomer du nævner, som svær depression, angst, ocd og migræne.
Jeg forstår godt, at du ønsker at skåne din mor for de ting du går igennem. Men jeg tror det er vigtigt, at du får fortalt dem, hvordan du har det. Jeg ved godt din mor har mange ting at tænke på, men jeg tænker, at det er endnu mere vigtigt (også for hende) at du får hjælp til at komme igennem de svære situationer og perioder som i går igennem.
Og det skal dine forældre hjælpe dig med. Måske kan de ikke hjælpe dig alene, men de kan med stor sandsynlighed få hjælp til at hjælpe dig.
Og jeg er sikker på, at det er noget dine forældre ønsker rigtig rigtig meget. At du har det godt.
Mon det er muligt for dig, at i første omgang tale med en veninde om hvordan du har det? Eller måske gå til en af dine lærere på skolen? Jeg tænker at det måske vil hjælpe dig at få nogen med på din side til at hjælpe dig videre med at snakke med dine egne forældre?
Der er bl.a. angstforeningen.dk, som du kan kontakte og tale med dem. Her kan du bare fortælle om din angst og de ting der er svære for dig, og der sidder nogen klar ved telefonen til at tale med dig. Der er også et program der hedder Cool Kids, som er et program der hjælper børn der har angst.
Måske vil du gerne tale med andre der er i samme situation som dig? Enten gennem en selvhjælpsgruppe, hvor du møder nogen, der har samme alder som dig og som kæmper med mange ting som fx angst? Og så tænker jeg, at der sikkert er nogle grupper gennem Kræftens Bekæmpelse, hvor du kan møde andre børn og unge, som har forældre der har kræft. Det kan nemlig være rigtig rigtig svært at være pårørende til et famliemedlem som har kræft. Det er der rigtig mange der får hjælp til.
Men først og fremmest Vera, så synes jeg du skal fortælle det til nogen. Og aller vigtigst at du fortæller det til din far og mor. De skal vide, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig.
Jeg håber du kan bruge det jeg skriver?
Mit aller bedste til dig!
Kærlig hilsen,
Lise