Tør du sige du er angst?
Tør du stille dig frem i en forsamling, og sige – lige nu er jeg død angst?
Jeg tør ikke. Jeg prøver hver gang at give efter og lade mig falde ned i mine venners og bekendtes arme. For jeg ved de er der for mig. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Det er for mig stadigvæk tabuet der spiller ind. Jeg er blevet meget bedre til det. Men jeg har så lang vej at gå endnu.
I anledning af at jeg i dag har læst en artikel af Jacob Møller-Jensen i Berlingske: “At være lykkelig i de lykkeliges land” vil jeg tage ham på ordet og som en person der kæmper med angst kommer på banen og diskuterer tabuet om de psykiske lidelser.
Angst og tabu
Er det min angst der spænder ben udelukkende eller er det også et samfundsmæssigt problem? Er angst stadig et tabu?
Endnu har jeg ikke oplevet at nogen har afvist mig, grint af mig eller vendt mig ryggen hvis jeg nævnte jeg havde angst. Jeg har oplevet respekt, medfølelse og omsorg.
Alligevel får jeg stadig svedperler på panden og hjertebanken ved tanken om at jeg skal forklare om min angst i en forsamling hvor angst ikke er på dagsordenen. På kursuser, til forældremøder i børnehaven, eller andre steder hvor min udmelding vil vække opsigt fra den daglige rutine.
Vores samfund er styret af videnskabelige beviser og forklaringer på hvordan tingene hænger sammen, og når jeg er i en presset situation kan det være en lang forklaring at skulle beskrive vejen fra min krybdyrshjerne, amygdala, coritsol i blodet og frem til min histories sammensatte elementer der i tilspidsede situationer udgør irrationelle tanker og angst for selv de mest fredelige og banale situationer, uden at folk falder i søvn, eller er løbet væk fordi de fortrød og ikke orkede hele forklaringen.
Det er der simpelthen ikke tid til. Folk vil ha svar, forklaring og indsigt med enstavelsesord, og jeg formår simpelthen ikke at forklare i små vendinger hvad det er.
Accept
Hvis jeg nu brækkede et ben: Hvordan er det nu sket? Jeg faldt da jeg stod på skøjter. Nåeh ja. Nå, men hvordan går det ellers?
Jeg kan ikke finde en sætning der på en gang forklarer hvorfor jeg er angst og hvordan det er sket. Det eneste jeg kan er at forklare det som jeg bedst kan og håbe på accept fra folk om at det er sådan det er for mig, og at der er en naturlig årsag.
Men er det accepten jeg mangler når jeg fortæller om min angst? Kan jeg selv acceptere at jeg er angst? Hvis jeg nu antog at jeg selv accepterede min angst – ville jeg så bekymre mig om hvordan andre reagerede? Ville andre mærke min egen accept og dermed acceptere det de hører? Kan jeg vende det hele ved at vende mig selv? Er jeg som individ 100% egen ansvarlig for at tabuet bliver nedlagt eller er det også et samfunds tabu jeg er oppe imod?
At vende et tabu
Hvad skal der til for at vende et tabu? Og hvordan opstår et tabu? Mine tanker er at manglende viden, information, forståelse og indsigt er første trin i at skabe et tabu. Jeg håber at jeg med Slip Angsten kan være med til at skabe indsigt og forståelse for hvad det er angst går ud på og hvad man som angstramt og pårørende kan forholde sig til det.
Og hvad er det så for et tabu der opstår? Kan følgende udsagn være med til at skabe et tabu?
- Hvis bare vi ikke snakker om det så går det nok over
- Jo mere der fokuseres på det jo værre bliver det
- Det giver ingen mening, – ergo det er noget pjat
- Tag dig sammen, og kom videre
- Du tænker for meget
Hvis vi skal vende et tabu må vi lave ovenstående udsagn om til:
- Hvis blot der bliver snakket om det giver det en chance for at komme igennem angsten
- Det er sandt at tanker om angst kan medføre forøget angst hos nogle, men generelt er angst et symptom på at noget er i ubalance og ikke før der kommer fokus på hvad ubalancen består i kan vi rette op på den
- Angst kommer af en grund, angst giver altid mening, men den kan være svær at afdække fordi det blot er symptom på mange problematikker
- Angst kommer ofte af at den der lider af det har taget sig alt for meget sammen – at give slip vil nok give mere mening
- Det er sandt at der er mange tanker om angst, men angsten er jo ofte skabt af tankerne og er en del af lidelsen. Accept vil vække plads og ro til at komme videre
Er vi klar til at smide tabuet?
Er vi i samfundet klar til at høre sandheden? Er vi klar til at smide antidepressiverne og de beroligende piller og stå frem og lytte til den smerte vi hver især går og lukker nede? Er det smerten der er vores tabu og nærværet der er vores tabu – fremfor at det i sig selv er angsten der er vores tabu?
Kan vi skelne? Kan vi lytte og acceptere samtidig med at vi selv står i ufred og manglende accept på vores livs smerte og skuffelser? Er det i virkeligheden det der gør det så svært at få de psykiske lidelser ud i lyset?
Jeg vil ikke komme med nogle svar, for jeg er ikke sikker på at jeg kan rumme hele samfundet og det der ligger til baggrund. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg som person vil kæmpe for – uanset hvad jeg møder ude i samfundet, hos venner og bekendte, familie og – ja alle steder, at stå ved det jeg er og det jeg føler.
- At angsten er der af en årsag
- At jeg er angst
- At det er okay at jeg er angst
- At jeg kæmper for at slippe angsten
- At jeg vil blive ved med at sætte fokus på det til jeg ikke orker mere
- At det er i mine tanker for det er det der også er min angst og min lidelse
- At jeg vil kæmpe for at få et godt liv med og uden angst
Er angst stadig tabubelagt? Hvordan oplever du det og hvordan aftabuiserer du angst i din hverdag? Din mening er vigtig – og bliver lyttet til. Kommentér nedenfor!
Author: Lise Kryger
Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kurset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk
Hej igen Lise
– og Mads.
Jeg får rigtigt kommenteret på indlæg idag (og igår) 🙂 Læser dette indlæg igen. Og som du Mads skriver, ja så er det jo et vigtigt emne at tage fat på og jeg kan kun være enig med jer begge. Jeg holder ikke inde med at jeg er angst, faktisk så fortæller jeg det hvis det er relevant eller hvis jeg har brug for det. Det gjorde jeg ikke til at starte med dengang jeg var tolv og fik det første panikanfald og i nogle år frem eller det vil sige, dengang reagerede jeg meget på angsten- også offentligt. Jeg følte det jo i hele min krop, kunne ikke få luft, blev svimmel og fik kvalme. Kan huske episoder hvor jeg stod og åndede i en pose eller strøg ud af supermarkedet fordi jeg blev bange for at besvime eller kaste op. Dengang tænkte jeg ikke, at nu måtte jeg lige tage mig sammen og havde ikke alle de mange underlige tanker, som jeg helt sikkert har fået “samlet” mig da jeg blev ældre og til nu og som nu gør mig angst på en mere kompliceret måde- netop fordi jeg har skulle holde det inde. Som årene nemlig gik blev jeg mere opmærksom på, at jeg var “unormal” i forhold til de andre og at det jo passede utroligt dårligt ind i samfundet, at være sensitiv og angst.
Men jeg fortæller som sagt at jeg har angst og har for længst gjort op med, at det er mærkeligt i andres øjne. Jeg er nu også typen som gerne deler de “grimme” ting uden at skamme mig. Men når det er sagt, så ligger jeg stadig under for tankerne om at jeg “burde” kunne være almindelig osv osv. Som du Mads skriver, ja så er der en tendens til, at fx angst er noget folk frygter sammen med andre psykiske lidelser og mange drøner afsted for at undgå at tage stilling til dem af os, som også er mennesker- bare med angst. Og ja det bliver gjort til noget ualmindeligt, noget man for alt i verden skal fordrive. Men som I også skriver, så er det jo netop denne fordrivelse af angsten, følelser, sensitivitet og meget andet, som gør det hele meget værre. For man kan ikke bare fordrive angsten og hoppe ind i samfundet på nogle præmisser som ikke passer til en. Jeg tror på, at når man undertrykker sine følelser og ikke bliver mødt med åbenhed i forhold til dem, ja så sætter det sig og til sidst bryder det ud som angst fx. Der er interessant at se, hvordan samfundet langsomt, er ved at have brug for at stoppe op, nu efter mange mange år, hvor det har handlet om effektivitet, mental styrke på grænsende til hårdhed og at man er sej når man kan klare alt og aldrig bukker under. Sandheden er jo, at kun få mennesker, kan klare et sådan samfund- og nu begynder folk at hungre efter ro, fordybelse og egenindsigt. Så forhåbentligt om nogle år, vil man anse angst for netop at være et symptom på undertrykte følelser og samfundsmæssig stress og alt for høje krav- bl.a. og se på vigtigheden af, at vi rummer hinandens behov og følelser. Det vil gøre det lettere for mange mennesker, at leve et liv i ro.
Kh Malene
Tak for dine ord og tanker Marie Louise! Det lyder i mine ører rigtig dejligt hvis det er tiden hvor samfundet er begyndt at stoppe op for at lytte og for at slikke sine slidtage sår efter så mange års effektivitet og stress. Jeg kan bare godt have mine bange anelser for om det er nu det er ved at ske eller om erkendelsen skal have flere år om at sive ind i toppen af vores samfund for at det kan sive godt og grundigt ned igennem vores sociale strukturer og arbejdsmiljøer. Suk. Jeg ser for mig Charles Chaplin som står der på hans samlebånd, stresset og ulykkelig et produkt af den tids industrialisering. Jeg så den som barn, og på en eller anden måde synes jeg ikke ændringen fra dengang jeg så den og til nu har været særlig gunstig – tværtimod.
Men man kan da ha lov og håbe, og ikke mindst arbejde for at jeg/vi selv tager ansvar og ændrer vores eget liv så det vi bringer videre til vores børn kan mærkes af forandringens fred og hvile.
KH. Lise
Kære Lise,
Jeg er angst. !
Utroligt dit indlæg ikke er blevet kommenteret før, for du kommer med rigtig mange sandheden og tankevækkende spørgsmål.
Jeg er først lige selv blevet klar over, at min angst til dels er et produkt af tabuet. Samfund, familie, venner og mig selv inkluderet er simpelthen gennemsyret af angst for angsten, angsten for det “unormale”, angsten for det uvisse og for det at være menneske på godt og ondt. Overbevisninger, som jeg må ikke have angst, du må ikke have angst er blot medvirkende til angstens modbydelige cirkel.
Jeg tror aldrig samfundet, med de værdibegriber der hersker i dag finder ud af det, men jeg vil øve mig på at være angst.
Mvh. Mads
Kære Mads,
Tak for din kommentar! Angst er for mange (inkl. mig selv) et symptom på undertrykte følelser. Følelser som kan være svære at få til at passe ind i samfundet og overfladiske relationer. Vrede, sorg, irritation eller angst.
Angst er for mange et diffust begreb som i virkeligheden dækker over en hel række af følelser som ikke får navn, men blot bliver holdt nede og tiet ihjel.
Det glæder mig at du vil øve dig i at være angst. Det gør jeg også, – altså øver mig – især overfor dem hvor bare det at skulle nævne det for er et tabu.
Kh. Lise