fbpx

Tør du sige du er angst?

Tør du stille dig frem i en forsamling, og sige – lige nu er jeg død angst?

Jeg tør ikke. Jeg prøver hver gang at give efter og lade mig falde ned i mine venners og bekendtes arme. For jeg ved de er der for mig. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Det er for mig stadigvæk tabuet der spiller ind. Jeg er blevet meget bedre til det. Men jeg har så lang vej at gå endnu.

I anledning af at jeg i dag har læst en artikel af Jacob Møller-Jensen i Berlingske: “At være lykkelig i de lykkeliges land”  vil jeg tage ham på ordet og som en person der kæmper med angst kommer på banen og diskuterer tabuet om de psykiske lidelser.

Angst og tabu

Er det min angst der spænder ben udelukkende eller er det også et samfundsmæssigt problem? Er angst stadig et tabu?

Endnu har jeg ikke oplevet at nogen har afvist mig, grint af mig eller vendt mig ryggen hvis jeg nævnte jeg havde angst. Jeg har oplevet respekt, medfølelse og omsorg.

Slip AngstenAlligevel får jeg stadig svedperler på panden og hjertebanken ved tanken om at jeg skal forklare om min angst i en forsamling hvor angst ikke er på dagsordenen. På kursuser, til forældremøder i børnehaven, eller andre steder hvor min udmelding vil vække opsigt fra den daglige rutine.

Vores samfund er styret af videnskabelige beviser og forklaringer på hvordan tingene hænger sammen, og når jeg er i en presset situation kan det være en lang forklaring at skulle beskrive vejen fra min krybdyrshjerne, amygdala, coritsol i blodet og frem til min histories sammensatte elementer der i tilspidsede situationer udgør irrationelle tanker og angst for selv de mest fredelige og banale situationer, uden at folk falder i søvn, eller er løbet væk fordi de fortrød og ikke orkede hele forklaringen.

Det er der simpelthen ikke tid til. Folk vil ha svar, forklaring og indsigt med enstavelsesord, og jeg formår simpelthen ikke at forklare i små vendinger hvad det er.

Accept

Hvis jeg nu brækkede et ben: Hvordan er det nu sket? Jeg faldt da jeg stod på skøjter. Nåeh ja. Nå, men hvordan går det ellers?
Jeg kan ikke finde en sætning der på en gang forklarer hvorfor jeg er angst og hvordan det er sket. Det eneste jeg kan er at forklare det som jeg bedst kan og håbe på accept fra folk om at det er sådan det er for mig, og at der er en naturlig årsag.

Men er det accepten jeg mangler når jeg fortæller om min angst? Kan jeg selv acceptere at jeg er angst? Hvis jeg nu antog at jeg selv accepterede min angst – ville jeg så bekymre mig om hvordan andre reagerede? Ville andre mærke min egen accept og dermed acceptere det de hører? Kan jeg vende det hele ved at vende mig selv? Er jeg som individ 100% egen ansvarlig for at tabuet bliver nedlagt eller er det også et samfunds tabu jeg er oppe imod?

At vende et tabu

Hvad skal der til for at vende et tabu? Og hvordan opstår et tabu? Mine tanker er at manglende viden, information, forståelse og indsigt er første trin i at skabe et tabu. Jeg håber at jeg med Slip Angsten kan være med til at skabe indsigt og forståelse for hvad det er angst går ud på og hvad man som angstramt og pårørende kan forholde sig til det.

Og hvad er det så for et tabu der opstår? Kan følgende udsagn være med til at skabe et tabu?

  • Hvis bare vi ikke snakker om det så går det nok over
  • Jo mere der fokuseres på det jo værre bliver det
  • Det giver ingen mening, – ergo det er noget pjat
  • Tag dig sammen, og kom videre
  • Du tænker for meget

Hvis vi skal vende et tabu må vi lave ovenstående udsagn om til:

  • Hvis blot der bliver snakket om det giver det en chance for at komme igennem angsten
  • Det er sandt at tanker om angst kan medføre forøget angst hos nogle, men generelt er angst et symptom på at noget er i ubalance og ikke før der kommer fokus på hvad ubalancen består i kan vi rette op på den
  • Angst kommer af en grund, angst giver altid mening, men den kan være svær at afdække fordi det blot er symptom på mange problematikker
  • Angst kommer ofte af at den der lider af det har taget sig alt for meget sammen – at give slip vil nok give mere mening
  • Det er sandt at der er mange tanker om angst, men angsten er jo ofte skabt af tankerne og er en del af lidelsen. Accept vil vække plads og ro til at komme videre

Er vi klar til at smide tabuet?

Er vi i samfundet klar til at høre sandheden? Er vi klar til at smide antidepressiverne og de beroligende piller og stå frem og lytte til den smerte vi hver især går og lukker nede? Er det smerten der er vores tabu og nærværet der er vores tabu – fremfor at det i sig selv er angsten der er vores tabu?

Kan vi skelne? Kan vi lytte og acceptere samtidig med at vi selv står i ufred og manglende accept på vores livs smerte og skuffelser? Er det i virkeligheden det der gør det så svært at få de psykiske lidelser ud i lyset?

Jeg vil ikke komme med nogle svar, for jeg er ikke sikker på at jeg kan rumme hele samfundet og det der ligger til baggrund. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg som person vil kæmpe for – uanset hvad jeg møder ude i samfundet, hos venner og bekendte, familie og – ja alle steder, at stå ved det jeg er og det jeg føler.

  • At angsten er der af en årsag
  • At jeg er angst
  • At det er okay at jeg er angst
  • At jeg kæmper for at slippe angsten
  • At jeg vil blive ved med at sætte fokus på det til jeg ikke orker mere
  • At det er i mine tanker for det er det der også er min angst og min lidelse
  • At jeg vil kæmpe for at få et godt liv med og uden angst

Er angst stadig tabubelagt? Hvordan oplever du det og hvordan aftabuiserer du angst i din hverdag? Din mening er vigtig – og bliver lyttet til. Kommentér nedenfor!

Indlægget her er blevet læst 6874 gange!

Privacy Preference Center