Trommeslager Allan Lauridsen vinker via musikken farvel til angsten, og kommer samtidig med en opsang til behandlingssystemet. Herunder følger hans personlige historie
Jeg har siden 1993 kæmpet med angst, depressioner og hortons hovedpine, og er under hele forløbet blevet behandlet med lykkepillen Cipramil. I 2010 kulminerede så den lange kamp mod “fjenden”, og jeg blev ramt af et decideret sammenbrud, som var tæt på, at koste mig livet.
Jeg havde i starten af perioden stor gavn af medicinen, da mine angst symptomer aftog, og jeg dermed fik lettere ved at håndtere hverdagen. Problemet var bare, at jeg efterfølgende blev overladt til mig selv uden nogen former for opfølgning på mine problematikker.
– Ikke engang i forbindelse med min fars tragiske død i 2001, blev jeg tilbudt psykologhjælp! Jeg har i årevis tryglet den ene læge efter den anden, om en henvisning til psykolog, men har gang på gang løbet panden mod en mur. Jeg skal ikke kunne sige om det var fordi, jeg på overfladen så ud til at klare mig fornuftigt, – eller hvad det var, – men for mig virkede det som om, at sandsynligheden for at få en henvisning, måtte være den samme som, at vinde den store gevinst i lotto. – Det synes jeg ikke, at vi som samfund kan være bekendt!
20 år med lykkepiller, og ikke på noget tidspunkt, et tilbud om angst behandling. En lang og sej kamp mod systemet, for at få den rette hjælp, forståelse & anerkendelse, som udeblev igen og igen.
Først i 2010, da jeg var ved, at miste livet lykkedes det mig endeligt, at finde en forstående læge, som gav mig en henvisning til en dygtig psykolog. Efter cirka 15 samtaler lykkedes det mig, at finde modet til på egen hånd, at trappe ud af lykkepillerne, da der ifølge lægerne, ganske enkelt ikke findes nogen udtrapningsplan!
Først i forbindelse med udtrapningen, begyndte min angst, langsomt men sikkert, at aftage. Derfor er det vigtigt for for mig, at informere om, at langtidsbivirkningerne for mig altså var tiltagende angst og paranoia.
Som uddannet pædagog, og med stor indsigt & interesse i vores håndtering af samfundets svageste, er det blevet mig magtpåliggende, at indgå i samfunds debatten, om hvordan vi behandler disse mennesker. Folk med psykiske lidelser bliver alt for ofte overladt til medicinsk behandling/- og sig selv. – Frem for, at tilbyde den terapeutiske hjælp, som i mange tilfælde er den mest effektive.
Jeg har selv begået en stor fejl ved, at tro på lægernes ord om, at jeg ikke kunne undvære pillen, og jeg burde have taget et større personligt ansvar for, at starte i terapi, men det er jo altid nemt, at være bagklog.
Nu synes jeg bare det er på tide, at vi som har mærket konsekvenserne af manglende behandlingstilbud på egen krop, – og som har modet og styrken, råber op. – Til gavn for de syge og vores samfund, – og i sidste ende til gavn for os alle.
Jeg “råber” op via musikken, som har reddet mit liv, og det gør jeg i november måned med multimediekoncerterne “Ud af angstens skygge”.
Indlægget her er blevet læst 5311 gange!
