Dustin Hoffmann fortæller hvordan et angstanfald, han oplevede som 62-årig, bragte ham ud i en dyb eksistentiel krise, i Berlingske i dag
Han fortæller, at angstanfaldet fik ham til at reflektere over sit liv. Han følte ikke han havde været nogen helt, eller udrettet noget af det som i virkeligheden betød noget for ham. Han havde altid følt sig som en fiasko. Han begyndte at gå i terapi og opdagede hvordan han hele sit liv havde stræbt efter at være i en andens rolle for selv at finde ro som sig selv. Han følte til sidst han levede et parallelt liv i forhold til virkeligheden.
Der er mange der oplever at få et angstanfald i deres liv. Og sikkert også mange som stopper op for en stund og fortrænger den smerteklump kroppen og sindet forvandler sig til mens det står på. Men nogle vælger at stoppe op, reflekterer over det det giver og tager i tilværelsen og forholder sig til konsekvenserne. Nogle vælger også at stå frem med det og fortælle om deres livs erfaringer og deres tanker og giver hermed deres viden videre. Det gør bl.a. Dustin Hoffmann.
Nuet og accepten
I dag, 75 år gammel, lever han i nuet, – og lever ikke for i går eller i morgen, men for at være tilstede i livet – lige nu. Han har netop instrueret en film han altid har drømt om – og med det gøre det som han ønsker af sig selv og livet. Og som han selv siger – den bedste måde han kan hævne sig over dødeligheden.
Når vi er i nuet kan angsten ikke fæste sig. Den giver op og søger at styre tankerne hen på fremtidige farer og lykkes det ikke vil den sørge for at hente beviser og næring i fortidens ulykker og smerte. I nuet er vi til med det vi er lige nu og her. Og vi er til stede og kan vælge at mærke efter i vores krop og vælge at acceptere eller handle på det vi mærker. I nuet er accepten det der giver os mulighed for at være til og trække vejret uanset hvilke udfordringer vi står overfor i vores liv, og vælger vi ikke at acceptere det, giver det os friheden til at handle på det. Og forpligtelsen til at handle på det.
Hævnen over dødeligheden
Dustin Hoffmann nævner “hævnen over dødeligheden”. For hvad er mere sørgmodigt og grufuldt at opleve at man som 40årig altid har skyet sig selv og undgået livet fordi angsten for at fejle har været for stor? Er det at være at være 62 år og opdage det? 85 år og opdage det? Nej – det værste er aldrig at opdage det. Aldrig at stå op og opdage og erkende at vi en dag skal væk herfra. Forlade jorden, vores elskede, solen der står op hver morgen og foråret der troligt kommer igen år efter år.
Hvad er værre end at mærke smerten hver dag fordi angsten har grebet sig fast og kvæler tanker og handlinger? Det er ikke at have dem. Ikke at være til. Ikke at have muligheden for at kæmpe og tro og håbe. Ikke at opleve en lille sejr og et lille lysglimt. Ikke at at opdage at sparke røv til dødeligheden og sige det er lige meget – for ved du hvad – jeg lever – lige nu.
Jeg vil leve og jeg vil gøre alt for at kæmpe for at leve mit liv som jeg ønsker det også selvom jeg stadig oplever angst. Jeg vil blive ved og ved og ved og ved. Jeg elsker livet. Jeg elsker det og jeg elsker smerten med. For det jeg truely ved jeg vil have med fra jeg er født til jeg dør – det er livet. Livet er ikke kun at kæmpe for at slippe noget. Livet er at genvinde færdigheder og udfordre. At udforske og afprøve, fejle og lære. At åbne og turde blive såret og lade følelserne komme i kog. At leve er at elske. At elske er at turde. At turde er at give slip. At give slip er at leve.
Hvad får dig til at leve lige nu? Hvad er din hævn over dødeligheden? Kommentér og lad mig høre 🙂
Indlægget her er blevet læst 7289 gange!