– er det svært at fortælle andre om det
Det synes jeg ihvertfald. Og jeg har virkelig haft en mærkelig angst, som jeg har svært ved at være åben om. Indlægget her, har jeg skrevet for at synliggøre og aftabuisere angst, og i samme ombæring træde et skridt dybere i processen om at slippe min mærkelige angst, en angst, som var min første angst, og åbenbart også en af de sidste og sværeste at slippe.
Det er helt almindeligt at vi alle, i visse situationer, føler os nervøse. De fleste af os kender også følelsen af angst når vi er lige ved at blive udsat for en ulykke, oplever en ulykke eller står overfor en voldsom udfordring i vores liv.
Det er blevet hverdagskost for de fleste at fortælle når der er knas i forholdet eller når man på en eller anden måde døjer med nogle ting man går til psykolog med. Det er også blevet nemmere (bemærk, “nemmere”) at fortælle om stress og ja, måske også at man har haft en depression.
Jeg ved ikke om hvordan du oplever det, men i min verden, er det også blevet “nemmere” at fortælle om angst. Det er ihvertfald et ord, som de fleste kender efterhånden og har en fornemmelse af at “det nok ikke er noget rart noget at døje med”. Så ja, nemmere.
Og så alligevel ikke…
Det er stadig lidt svært at fortælle om angst
Jeg har efterhånden fortalt de fleste omkring mig at jeg har kæmpet meget med angst i mit liv. Jeg har også fortalt, at jeg har sluppet størstedelen, og fordi jeg har haft det i så mange år, stadigvæk må angsthåndtere når angsten indimellem dukker op. De fleste ved det. Men når jeg møder nye mennesker i mit liv, er det som om det stadig er svært for mig at fortælle om angsten.
Her er nogle af de tanker, som gør sig gældende hos mig, når jeg står overfor en person, som jeg har brug for at åbne mig op overfor med hensyn til angst. Det er tanker, som er skabt ud fra flere forskellige aspekter, som vores samfund er bygget op af, min egen historie, mine oplevelser og mine erfaringer.
Når jeg fortæller dig om min angst:
- betyder det så at jeg fremstår svagere end dig?
- er det så acceptabelt at jeg nævner det i denne sammenhæng? (indimellem er min angst fuldstændig ude af kontekst – især i forbindelse med arbejde, møder og i netværk…)
- bliver jeg stemplet på forhånd og måske for altid?
- synes du så at jeg er helt gak-gak?
- og du ikke forstår hvad min angst går ud på, hvordan fortæller jeg det så på en måde, som tydeliggør mit problem – uden at jeg behøver at fortælle dig min livshistorie?
- hvordan fastholder jeg grænser og ansvar, så at du ikke tror du behøver at fixe angsten og “redde” mig?
Tankerne, som dukker op i mig, afspejler min egen usikkerhed på om jeg i situationen risikerer at blive afvist eller sat “udenfor gruppen”. En naturlig reaktion, som jeg er sikker på vil fylde mindre og mindre som tiden går, og min erfaring indprintes i mig, følelsen af at uanset hvilken gruppe jeg er i, om jeg er “indenfor” eller “udenfor” – er ok. Jeg er god nok, uanset hvad og hvem jeg er.
Sværere er det at fortælle om den “mærkelige” angst, den som slet ingen forstår
Okay, så det er i forvejen ikke helt nemt at fortælle om angst. Men endnu sværere bliver det altså når man skal fortælle om en angst, som er virkelig “mærkelig” og uforståelig for andre (og måske også én selv).
En “mærkelig” angst kan fx være som denne:
I mange år oplevede jeg øjeblikkelig angst når jeg mødte én (eller flere) jeg kendte, og som jeg ikke havde haft kontakt til i et stykke tid. Uanset om det var bekendte, venner eller familie så fik jeg angst. Angsten føltes som at få en mavepumper og et slag i ansigtet. Det udløste direkte angstreaktioner, som overtog hele min krop og hjerne i en slags overlevelses-mode. Det skete som regel i splitsekundet, jeg opdagede personen komme imod mig.
Angsten fortog sig altid efter et stykke tid, men det gjorde det virkelig svært for mig at gå ned igennem strøget, at mødes med folk på en cafe, handle ind i bestemte butikker, tage et kursus, gå i skole, gense gamle venner og familiemedlemmer osv osv. Og det var sådan set ligegyldigt, hvor meget jeg end holdte af eller elskede de personer, som jeg mødte på vejen eller skulle mødes med, angsten kom prompte og kaprede de første 10-15 minutter med angst, og en afsindig trang til at flygte og komme væk i en fart. Efter at have oplevet det nogle gange kom den kendte angst for at blive angst. Og så kom undgåelsen. Forståeligt nok, ikke?
Men jeg skammede mig, rigtig meget. Jeg var flov helt ud i tåspidserne over min entré eller min måske lidt underlige opførsel, men som jo i virkeligheden var præget af, at jeg midt i gensynsglæden og velkomsten, følte jeg var i sindsyg fare og måtte bruge alle mine ressourcer på at undertrykke min krops insisteren og trang til at flygte og overleve – vel og mærke uden at det kunne ses.
Jeg ved i dag at jeg slipper for en del af denne angst ved at fortælle den jeg møder, eller er i selskab med, at det er dét jeg oplever – angst. Men ud over at det i forvejen (jvf. ovennævnte punkter) kan være svært at fortælle i visse situationer, så kan det også være svært at fortælle om, når jeg med min erfaring ved at denne angst er svær for andre at forstå, og nemt kommer til at fremstå som en “mærkelig” ting at være bange for.
Jeg har forsøgt flere gange, men jeg ramler ind i enten min egen manglende forklaring på fænomenet eller andres – “Jamen, jeg gør dig ikke noget – jeg bider ikke, du behøver ikke at være bange for mig”. Og følelsen af at skuffe andre, fordi jeg “burde” føle tillid til at andre vil mig det godt.
Det afhænger også af hvor meget du vil fortælle
Jeg vil ikke have svært at fortælle om min angst hvis jeg har været lige ved at dø, eller har måttet flygte fra en voldtægtsforbryder. Heller ikke, hvis jeg følte angst for at det ville ske. Ej heller, hvis jeg var bange for mus, edderkopper, slanger eller hvis jeg skulle springe bungy-jump. For det kan andre forstå, de har hørt om det før. Måske forstår de det ikke engang, men der bliver nikket – de accepterer. Jeg behøver ikke forklare mig – jeg behøver ikke engang forstå det helt selv.
Men jeg finder det svært at fortælle om den angst jeg endnu ikke helt har styr på, og derfor har svært ved at forklare sammenhængen i – eller logikken. For når jeg ikke forstår det selv, hvordan skal jeg så kunne forklare det, så andre vil kunne forstå?
Især er det svært at fortælle om den “mærkelige” angst, (som fx at blive bange for at møde personer, jeg faktisk holder rigtig meget af), hvis man samtidig ikke ønsker at dele hele sin livshistorie. Og det kan nemt blive tilfældet hvis man prøver at forklare sin angst og ikke endnu har fået fat i den røde tråd. Men hvem har lyst til at blotte sig i sammenhænge hvor det ikke er det der er på dagsordenen? Fx på arbejdet, i skolen, til fødselsdagen etc. etc.
Vi har alle en del af os, som er privat og ganske enkelt ikke rager andre. Og den del af os kan indeholde lige præcis den fakta, der forklarer det uforståelige, det ulogiske og det irrationelle i den angst vi føler og den måde angsten udspiller sig i vores liv. Og lige netop dét gør, at vi har svært ved at fortælle om angsten og andre svært ved at forstå den.
Bryd angst tabuet
Det er svært at nedbryde angstens tabu. Både på grund af angstens kompleksitet og uendelige kombinationsmuligheder, men også på grund af den manglende viden der er – både for os, der kender angsten indefra og for alle dem, som står udenfor og ikke aner hvad det er der foregår.
Det er okay at fortælle om din angst. Det er også i orden at du forbeholder dig retten til ikke at kunne forklare din angst – og især de mærkelige af slagsen. Det er også okay at værne om dit privatliv når du fortæller angsten.
Jeg er af den holdning at det er vigtigt at stå frem med den angst vi føler, på lige fod med en hvilket som helst anden følelse. Det er vigtigt, fordi jo mere almindeligt det bliver at snakke om angst, jo nemmere bliver det at fortælle om det. Jo mere du og jeg fortæller om det, jo større bliver genkendelsen fra dem, som ikke selv mærker angsten på egen krop. Jo mere de genkender, jo nemmere er det for dem at acceptere at du har dine grunde, og for dem at føle tillid til at du fortæller præcis den version af angsten, som er nødvendig for at du komme helskindet igennem situationen.
Og så bliver det nemmere at fortælle om angsten – også den mærkelige – og også i situationer hvor det er ude af kontekst. Hvilket vil betyde at vi kommer ud og tager livet ind, lever med angsten og slipper den fordi den ikke længere er vores fjende men en angst vi håndterer når den dukker op.
Og så mener jeg at det er vigtigt, selvom det er svært at snakke om, at stå ved at der ikke er noget galt med dig. Du er ikke gak gak, du er ikke dum, du er ikke svagere end andre og bliver du stemplet så ryst det af dig – og find andre relationer som er bedre for dig.
Det er min overbevisning, at når du tager ansvar for dig selv og det du føler, at så vil din omverdens respekt for dig vokse. Med denne respekt slipper andres indgriben i at ville fixe og redde dig fra angsten. De kan se at du er en stærk person, som kan selv og vil selv. Og så er du godt på vej til at slippe angsten.
I dag har jeg fortalt dig lidt om min “mærkelige” angst. Jeg har fortalt dig at jeg ikke har helt sluppet den. Jeg tager hånd om den og ved med mig selv at der er nogle ting, der skal falde på plads i mit liv før den slipper sit tag i mig. Jeg ved at jeg i det sidste år har mødt folk jeg kender uden at mærke snerten af angst, men også at den kan dukke op igen i visse sammenhænge.
Det er mit håb og ønske at jeg ved at åbne mig op for dig, at også du en dag vil finde modet til at åbne dig for en anden, så vi sammen kan nedbryde tabuet og gøre det nemmere for os selv.
Angst er slet ikke så mærkelig når alt kommer til alt, bare svær at håndtere når det er så svært at fortælle om den.
