fbpx

Medicin eller angsthåndtering?

Når jeg ser tilbage på mit liv og den rolle angst har spillet i det, står det mig mere og mere tydeligt hvordan det hele hænger sammen, hvorfor jeg udviklede angst, hvordan jeg fastholdt angsten, og hvad der gjorde at jeg trin for trin kunne slippe medicinen og sidenhen angsten.

Jeg overraskes stadigvæk indimellem over at jeg skulle igennem så meget før jeg fandt ud af hvordan man angsthåndterer, og hvilket helvede det har været ikke at vide, hvad jeg i dag ved. Men der var så mange år hvor jeg ikke kendte nogen der kunne fortælle mig det, og ingen af de psykologer eller læger jeg gik hos vidste hvordan de skulle hjælpe mig – og ingen af dem delte ud af deres egen erfaring, hvis de altså havde det.

Og når man ikke ved hvad angst er for en størrelse, hvad det grunder i og hvad filen man skal gøre for at slippe for denne frygtelige følelse og tilstand, som hurtigt kan gribe om sig og invalidere en ellers “normal” tilværelse, er det for mange, inklusiv mig selv, en lettelse når lægen underskriver en recept og man efter 7 uger (måske) begynder at få ro på tankemylder, sitrende muskler, hjertebanken, og denne uundgåelige tanke om at ville undgå angsten for enhver pris. 

Medicin eller angsthåndtering?

Jeg har prøvet meget forskelligt medicin. Lige fra antidepressiver til benzodiazepiner og betablokker, urtedråber og urtemedicin…  Noget har virket og noget har ikke virket. Noget virkede første gang men ikke anden gang. Tonsvis af bivirkninger, som jeg kunne skrive et helt indlæg om.

Jeg oplevede modstridende følelser i mig ved at tage medicinen. Jeg følte at jeg ved at tage medicin bekræftede mig selv om at der var noget galt med mig og at det var mig som var forkert. Men inderst inde var der noget i mig som modsagde tanken – at det simpelthen ikke kunne være rigtigt. Min angst var ikke kommet ud af den blå luft. Jeg vidste den var der af en grund. Jeg var som jeg skulle være, jeg skulle bare lære hvordan jeg kunne håndtere det – at være mig.

Men ved at tage medicinen kunne jeg fuldføre mit arbejde og gennemføre uddannelser. Og jeg så derfor ikke andre udveje da alternativet bød på ensomhed, isolation, droppe ud af uddannelse og skippe arbejdet. Jeg ville ikke lade det ske. Og af de 2 onder valgte jeg dét der dengang ville bringe mig længst. Medicinen.

The missing link – det manglende trin

Når jeg tog medicin var jeg altid bevidst om at pillerne på en eller anden måde lagde låg på min angst, og at jeg ikke lærte det jeg havde brug for at lære. Det blev derfor min store mission at lære at bygge bro til dét der skulle blive meningen med mit liv.

Jeg vidste med mig selv at jeg havde et gabende hul i min måde at håndtere flere afgørende aspekter i mit liv, og hvis jeg skulle gøre mig håb om ikke at videregive angsten til mine børn, så måtte jeg før eller siden slippe medicinen og lære det jeg manglede at lære.

Det jeg skulle lære var lidt som et manglende trin på en stige man skal kravle op af – for at nå et eller anden værdifult.

Her er en lille analogi der beskriver hvad jeg mener:

Jeg vil op på taget af et hus. Når jeg er oppe på taget er jeg i mål, det er dét jeg vil opnå. Jeg trækker en stige hen til huset og begynder at klatre op. Men på vej op af stigen opdager jeg at der mangler nogle trin. Jeg kan ikke komme op til de næste trin og derved komme i mål. Hvad gør jeg nu? Her er 4 måder at håndtere det på:

  1. Jeg kan vælge at blive stående og acceptere at jeg ikke kommer videre
    I nogle situationer er det okay ikke at nå sit mål. Besværet med at nå målet kan være for svært og for omkostningsfyldt i forhold til hvad der opnåes ved at nå i mål. Det kan give rigtig god mening indimellem at acceptere begrænsninger og bruge krudtet et andet sted hvor det giver mere mening. Problemet kan bare være at det i længden kan være forringende for livskvaliteten og være med til at fastholde mig i troen om at jeg ikke kan ændre på min situation og at intet mål er muligt.
  2. Jeg kan springe og håbe på at jeg ved at gribe ud efter det næste trin med hænderne kan nå videre op på taget
    Det er muligt, og det kan endda være at jeg er så heldig at jeg i springet griber og får fat i det næste trin og kravler op i mål. Jeg vil endda kunne opleve at føle stor selvtillid, glæde og at jeg nu har kvittet angsten, kan alt og at alt er muligt. Og det er det skam også. Det er nemlig også muligt at jeg næste gang ikke griber, men falder og gør det måske gentagne gange. En slags eksponering blot uden plan, og uden graduering og ingen til at samle mig op bagefter. Udfaldet kan blive fornyet og forstærket angst.
  3. Jeg kan indtage tryllemedicin så jeg får superkræfter og ved dens kraft flyver jeg op og kommer i mål – hver gang.
    Ja det kan jeg og hvis det virker på mig – så kan jeg nå op på taget og nyde udsigten. Problemet er så bare, hvad gør jeg den dag jeg ikke længere har trylledrikken? Måske er jeg heldig aldrig nogen sinde at skulle kravle op af en knækket stige igen, og måske er jeg så heldig at jeg mens jeg har trylledrikken er vokset 20 cm så jeg lige netop kan tvinge kroppen op til at nå det næste trin… hvem ved – verden er fuld af muligheder.
  4. Jeg kan hente værktøjskassen og noget træ og sætte et nyt trin i og kravle op.
    For nogen kan det faktisk være sådan at de behøver lidt trylledrik for overhovedet at være i stand til at hente den værktøjskasse, og bruge den mens de arbejder. For sådan er det nemlig med angst, den har forskellig størrelse og udtryk og for nogle dur det bare ikke uden starthjælp. Men det smarte ved denne løsning er, at når først jeg har hentet værktøjskassen, og har sat mit trin i, så har jeg en stige der virker og som jeg kan kravle op i mål med, og som jeg også kan kravle ned af igen. Jeg kan tage den med mig, hvorhen jeg vil og reparere på stigen så længe jeg vil. Og det aller bedste er at værktøjskassen altid vil være min . Til evigt eje. Ingen kan tage den fra mig.

Værktøjskassen til et liv uden angst og daglig medicin

Det har taget mig mange år om at fylde min værktøjskasse. Jeg har arbejdet og øvet mig i rigtig mange år. Jeg har efterhånden den viden jeg førhen manglede og jeg har investeret i mig selv og mit liv for at finde meningen med al angsten.

Jeg er begyndt at acceptere mine begrænsninger. Og jeg er også begyndt at forstå, at der i mit liv er grund til at jeg nogen gange overvurderer mine egne evner og tror jeg kan alt, og på grund af dette oplever angst fordi jeg troede og forventede at jeg kunne springe og nå i mål og det kunne jeg ikke altid.

Jeg ved at selvom jeg tror min værktøjskasse er til at arbejde med – hvor end jeg bevæger mig i verden, så har heller ikke jeg set mit liv til ende – jeg kender ikke min skæbne.

Men hvad jeg ved, lige nu, er at jeg med min værktøjskasse under armen bygger nye trin hver eneste dag. Jeg vil op på tagene og nyde horisonterne, solen og mærke blæsten rive i kinderne.

Vælger jeg at blive ved jorden er det mit eget valg. Ikke angstens. Vælger jeg at springe gør jeg det med en plan og kun gradueret. Resten fixer jeg.

Skulle den dag komme, at jeg får brug for medicin igen. Så er det et valg der er taget ud fra et andet trin, et andet sted i mit liv. Og som jeg skrev tidligere, hvem ved hvad livet byder mig? Hvem ved, hvor jeg er om 5 år?

Men lige nu. Er det sådan det er.

Indlægget her er blevet læst 3113 gange!

Author: slipangsten

Indehaver og stifter af Slipangsten.dk. Har arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Har siden jeg var 15 år kæmpet med socialangst. Har igennem et voksenliv tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Har haft store resultater med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness. Uddannet mediegrafiker. Lise Kryger

Privacy Preference Center