Citat: Sebastian, knap 5 år. Ordene var simple, henover havregrynene i morges. Men alligevel gav de mig noget at tænke på, og ordene giver mig så meget mening. Hvorfor, det er så vigtigt at lytte til sit hjerte…
Noget af det første jeg husker omkring angst er mit hjerte der banker. Jeg kan mærke det pumpe hårdt imod mit bryst mens jeg begiver mig ned mod min veninde, som sidder og venter på mig på bænken. Mit fokus bevæger sig, fra hende ned til mit bryst, hvor hjertet nu pisker afsted.
Herefter forvirringen over min reaktion som jeg ikke kan gennemskue – sød veninde, hyggelig eftermiddag – hvorfor så denne hjertebanken? Syre, der breder sig ud i mavehulen, og giver mig den velkendte “ondt i maven” følelse. Løber med blodet ud i arme og ben og spænder op og gør min gang stiv og i utakt.
Hjertet var min starter – det var her jeg blev bevidst om, at nu går det igang – nu mister jeg mig selv og bliver i ét med et åndedrag jeg aldrig kan fange, rystende ben, koldsved og frygt for at blive opdaget, set, grint og hånet af… hvad er du bange for? Det jo bare din veninde – hun bider ikke!
Med hjertets slag lå jeg om aftenen og prøvede på at sove. Hjertet, der hamrede ned mod madrassen. Jeg vendte mig om for at ligge på den anden side. Det var bedre. Men kroppen ville ikke falde ned. Jeg forstod det ikke – mit bankende hjerte.
Mit liv.
Hvorfor skulle det banke så hårdt?
Jeg forstod det ikke. Med min uvidenhed blev jeg bange for mit hjerte. Jeg blev bange for lyden, for slagene og for det den pumpede ud i min krop. Det blev min fjende. Tegnet på, at angsten kom.
Men hjertet er jo mit liv. Mit liv, der banker og bliver ved med at fortælle mig, at jeg har er i live. Et varmt, blodrødt stærkt liv, som aldrig går i stå – før det er helt slut. Og det bliver det jo en dag.
Men er det mit bankende hjerte, der forråder mig i svage øjeblikke? Og er det heftigheden i dens vitalitet jeg skal frygte?
Jeg er ikke bange for at dø. Det har jeg aldrig været. Jeg tror ikke på et liv efter døden andet end, at jeg er et dyr, der bliver til en del af naturen og genopstår i en anden form.
Jeg har førhen foragtet døden og spillet kispus med den. Det gjorde jeg i håbet om, at min irrationelle angst ville overgåes af noget der var virkeligt, forståeligt og som jeg kunne fortælle andre om.
Dele min historie med dem – og for et øjeblik blive set og hørt for den angst jeg gik igennem, hver dag.
Jeg blev mor et halvt år efter min far døde. Af en eller anden grund, har verden flippet mig om på en anden side. En side, hvor jeg pludselig forstår, at liv og død er virkeligt. Alt dét der ligger imellem er virkeligt. Dét vi kalder liv.
Angsten er ikke virkelig. Den føltes bare sådan.
Hjertet, der banker – er livet, der banker!
Jeg frygter ikke længere mit hjerteslag.
Jeg har efterhånden fået så meget terapi og arbejdet så meget med mig selv, at jeg kender mit hjertes slag. Jeg ved godt, hvad det banker for. Jeg forstår godt dens logik.
Jeg ville ønske det var nemmere at forklare den mit nye liv, men som livet, er mit hjerte en levende organisme som skal lære over tid, øvelse og erkendelse.
Jeg oplevede for nyligt at skulle præsentere mig selv for en gruppe mennesker jeg ikke kendte. Mit hjerte bankede så hårdt, at luften til at tale var svær og mine hænder rystede voldsomt.
Ja, jeg oplever indimellem stadig, at hjertet er vildt og kæmper unødvendig hårdt for mit liv, men i hjertets sprog er det som det skal være. Og jeg gør det alligevel – så længe det giver mig mening.
Når jeg tillader dets vilde ridt lyder det kort efter sådan:
Når mit hjerte banker – så lever jeg. Og det ved jeg nu. At turde leve livet, handler om at tage chancen og gå derud, hvor du har fornægtet dig selv adgang, bare fordi du ikke var:
- god nok
- dygtig nok
- heeelt perfekt
- tynd nok
- stærk nok
- klog nok
- spændende nok
- interessant nok
- og tage livet ind med den som du er. Også selvom du til tider føler dig som en lille lort der har angst.
Lær dit bankende hjerte at kende. Tag dine forholdsregler, og ja, arbejd med dig selv. Kend din fysiologi – også angstens!
Giv dig selv den terapi, der skal til og bliv ved med at søg ind til dét, der giver dig fred, ro, støtte. Glæde.
Søg andre – del med andre – vær ikke alene med din angst.
Dit hjerte skal banke – ellers lever du ikke. Lev så dit hjerte banker!
Og lev dit liv imens! Dit hjerte, der banker er dit liv. Vær ikke bange for dit hjerte. Vær ikke bange for dit liv. Så længe det er muligt – vær grådig og tag del i alt det du formår og orker.
Livet er det lod og vægt, der skal få din balance tippet på plads igen.
Jeg ved godt at samfundet ikke er helt klar endnu. Jeg har brændt nallerne noget så grusomt ved at stå frem i nogle henseender. Men så fik jeg indsigten om det.
Jeg vil ha lov til at have mit bankende hjerte med mig og deltage i livet også på mine præmisser.
Jeg vil ikke nøjes – bare fordi jeg har angst.
Det skal du heller ikke. Livet er dit – også med angst! Du skal nok komme igennem og slippe angsten. Især når du lader dit hjerte banke!
