Som ung, da jeg mærkede angsten gribe sig ind i mit liv og hurtigt overtog alle tanker og handlinger, var mit eneste fokus at få den forbandede angst smidt væk, fjerne den og få den ud af mit liv. Hver gang jeg gik til psykolog drømte jeg om det liv jeg ville få, når de 10 gange var overstået. Jeg tænkte – måske ville det være ovre til weekenden? – og måske ville jeg klare fødselsdagen, hvis bare… jeg. kunne. få. den. angst. væk. NU.
Nederlag på nederlag fulgte selvberejdelserne mig, og weekend efter weekend gik og jeg var lige plaget af angst. Psykolog efter psykolog blev afprøvet, og lige meget hjalp det. Måske var jeg dum? Var det ikke meningen at 10 gange skulle kunne fjerne angsten? Hvorfor sad jeg så stadig lammet af skræk, med hjertet bankende og syre der susede gennem min mave og fik hele min krop til at ryste?
Hver aften spugte jeg mig selv bebrejdende: “Har du ikke sluppet angsten endnu”?
Klip en hæl og klip en tå… hun har ej den rette sko på
Jeg havde en stærk vilje og en heroisk evne til at lade mig smutte ned ned i alverdens kasser og normer, som jeg ønskede at være en del af. Jeg var en kameleon og kunne forvandle mig til (næsten) lige præcis det jeg troede andre forventede af mig. Familien, vennerne, skolen, og hele Århus, ja Danmark – verden… alle havde da forventinger til hvordan jeg skulle tænke, føle og agere. Sådan var min tro på verden og det prøvede jeg så at efterleve.
Verden og forventningerne til mig var naturligvis ikke som jeg troede, og jeg formåede naturligvis heller ikke at leve op til dem. Men noget jeg blev rigtig god til var at presse mig selv, forestille mig forventningerne og prioritere dem alle – på nær mine egne.
Og når alverdens prioriteringer kommer først, dør man selv indeni – langsomt eller hurtigt, alt efter hvordan man griber det an.
Jeg tog den hurtige vej. Som Askepot klippede jeg en hæl og klippede en tå, og kuperede min sjæl for at føle mig værdsat, respekteret og elsket. Jeg havde susende travlt hver gang jeg sås med andre, hvad tænkte de om mig, var jeg sød nok, sagde jeg det rigtige, bevægede jeg mig som jeg skulle, interesserede jeg mig for det rigtige? Var jeg tynd nok? Og kom der flere til selskabet, så blev der endnu flere jeg skulle please, og sørge for at tilpasse mig.
Jeg blev verdensmester i at læse andres tanker, følelser og intentioner. Jeg vidste ikke en skid, men dengang var jeg 100% sikker på – at lige netop jeg vidste det. Og ja, det er da rigtigt, at jeg kan fornemme et stemningsskift og en følelse på 100 km’s afstand (næsten) men jeg har erkendt at jeg ikke aner hvad du og andre tænker, eller på nogen som helst måde kan kontrollere hvad i tænker, føler og agerer. Ever. Så det kunne jeg naturligvis heller ikke dengang.
Men det resulterede i at hver dag blev et navigationsløb for at “regne den ud” og vurdere hvad jeg skulle lave om den dag for at tilpasse mig.
Med den konsekvens at jeg:
- mistede følingen med mig selv
- undertrykte de af mine følelser og tanker der ikke passede ind
- undertrykte mine grænser og overskred dem
- misvedligeholdt mine interesser
- undgik mennesker fordi det blev for hårdt i længden
- undgik mig selv
- levede et dobbeltliv – den jeg prøvede at være, og den jeg var inderst inde
Drømmen om det angstfrie liv
I angstens tåger drømte jeg om at vende tilbage til min tilværelse, som det var før angsten. Jeg drømte om at udleve alle de ting, som jeg pga. angsten, havde smidt overbords. Jeg drømte om at genoptage rollen, som den der kunne alt, var alt og samtidig var afholdt af alle uden undtagelse. Jeg drømte stadig om at kunne det samme – bare uden angsten.
Hvad jeg ikke forstod, var at netop fordi jeg stadig ville alt, og troede jeg skulle kunne alt – blev ved med at være i angstens kløer. De gamle leveregler var stadig aktive.
Jeg kan stadig opleve mig selv i at ville noget, som jeg troede jeg burde kunne eller skulle kunne, få angst og ikke forstå hvorfor. Når jeg så har spurgt mig selv om det inderst inde er noget jeg ønsker og hvad jeg vil få ud af at gå det igennem, har jeg indimellem konkluderet at drømmen om at ville det hele har været på spil igen.
Som et eksempel har jeg ofte stået i en situation, arbejdsmæssigt, hvor jeg kan høre og læse at andre gør spændende ting. Der er nogen der holder foredrag, der er nogen der tager i arbejdscamp, der er nogle som afholder workshops – og det jeg hæfter mig ved er at de siger – det er vejen frem når du er selvstændig.
Jeg hopper i med begge ben, og jeg kan overbevise mig selv om – “ja – det er da også noget jeg skal – jeg må bare eksponere mig til det og lære det. Jeg kan lære alt, jeg skal lære alt”.
Men. Jeg skal bare være mig selv. Med mine unikke begrænsninger – som er som de er. Det er okay. Så opfinder jeg bare en måde at arbejde på, der passer til mine præmisser.
For når jeg lever efter andres præmisser – og presser mig selv ned i hvad der er føles rigtigt for andre, men ikke for mig, – så er det angsten kommer. Der er ikke spor forskel fra dengang jeg var ung – det er akkurat samme process.
Opbyggelsen af det autentiske liv
Jeg drømmer ikke længere om det angstfrie liv. Jeg har sluppet angsten. Jeg fokuserer ikke på om jeg har angst eller ej, jeg oplever angsten og forstår at der er noget jeg skal være opmærksom på. Angsten fortæller mig om jeg lever ud fra den jeg er – eller om jeg stadig prøver på at please og efterleve andres forventninger og normer.
At slippe angsten handler for mig om at lære mig selv at kende. Den Lise, jeg tidligere trampede på, skuffet og arrig over ikke at være, som jeg ville ha jeg skulle være, har jeg stille og roligt fundet frem igen.
Først råbte jeg efter mig. Jeg kom ikke frem.
Så analyserede jeg mig for at finde mig. Jeg kom ikke frem.
Så hunsede og skældte jeg mig ud for at gemme mig. Jeg kom ikke frem.
Så forsøgte jeg at snyde og lokke mig frem. Jeg gemte mig endnu mere.
Så gav jeg op.
Så begyndte jeg at savne mig. Jeg tittede ud.
Så blev jeg glad da jeg genkendte mig. Jeg blev hængende.
Så begyndte jeg at tale pænt til mig. Jeg lyttede.
Så så jeg mig selv i øjenene. Jeg så klart.
Så så jeg værdierne i mig. Jeg kom mere frem.
Så respekterede jeg mine følelser, tanker og handlinger. Jeg var næsten ude.
Så gav jeg mig selv hånden og gav slip på resten. Mit hjerte banker igen. Jeg er ude.
Undgåelsesadfærd eller almindelig begrænsning?
Jeg er ofte mødt ind i denne – både hos mig selv og andre (mest mig selv): “Hvis ikke du kan dét, er det så ikke fordi du undgår? Undgåelse fastholder dig jo i angst!”
Lige præcis dette har faktisk fasthold mig i min overbevisning – “medmindre jeg kan alt – er jeg ikke angstfri”!
Jeg har sluppet så meget af min angst, og opbygget så stærkt et fundament i mit liv pga. arbejdet med angsten. Jeg er nået langt længere end jeg nogensinde havde turde drømme om.
Derfor tør jeg nu vælge mine begrænsninger. Jeg accepterer at jeg er hende der ikke kan dét og dét. Jeg vælger at jeg er hende der må sige nej til nogle sammenkomster og fødselsdage, hende der siger nej til at holde et foredrag, netværksmøder og live workshops.
For ved du hvad? Sådan er det også for folk der ikke kæmper med angst. Og så er der så meget andet jeg kan.
Og ved du hvad? Når jeg giver mig selv lov til at være hende der har begrænsninger, så slipper jeg angsten og vokser et andet sted, et sted hvor det giver mig mening, hvor jeg har lyst til at kæmpe, og hvor jeg – uanset hvor meget angst jeg skal igennem, ikke vil lade den chance gå forbi mig.
Det er ikke undgåelsesadfærd – det er et bevidst valg om hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
Jeg går med angsten, – jeg lever med angsten.
Jeg er et menneske som du og alle andre.
Vi har alle angst – spørgsmålet er hvordan vi håndterer den.
Indlægget her er blevet læst 2158 gange!
