– er ikke altid dyre eller særlig komplicerede
Jeg bliver ofte spurgt om hvad man kan gøre for at forebygge angst. Når jeg bliver spurgt står jeg ofte overfor et menneske som har angst selv og som har brug for hjælp. Angst optræder i lige så mange varianter som der er mennesker til og årsagerne til angsten kommer i ubalance og hvad der skal til for at få angsten i balance igen, er lige så individuel.
Universielle råd til at slippe angst
Men selvom vi er dybt forskellige og vores historier og oplevelser er forskellige så er der nogle ting som jeg tænker rammer stort set alle der døjer med angst. Dermed ikke sagt at rådene kan stå alene, men de er med til at forebygge angst og reducere angst og er noget næsten alle mennesker kan hjælpe sig selv med.
Nogen gange får jeg følelsen af at rådene er for “lette” og for basale til at det giver mening for den jeg står overfor. Men jeg giver dem fordi jeg ved de har stor effekt og fordi det kan give en hånd lige nu og her, før jeg sætter mig ind i personens situation, reaktioner og handlemuligheder.
Grobund for et menneske med angsten i balance
Når jeg arbejder med min egen angst har jeg en kæmpe palette at tage udgangspunkt i. Fordi jeg har arbejdet med mig selv i så mange år har jeg oparbejdet en usædvanlig indsigt og er i stand til at sætte ord på stort set alle tanker, følelser og processer der foregår i mig. Det giver mig et godt afsæt i at videregive hvor jeg er, hvad jeg har brug for og hvor jeg er på vej hen. Men nogen gange smutter det for mig. Og stort set hver gang, kan jeg, når jeg kommer igennem – se tilbage og ressonere at det der i første omgang går galt igen og igen, er de samme ting jeg har glemt og overhørt.
Forandringer i livet skaber uro
Jeg har været igennem en uge, hvor jeg har lidt ganske meget af søvnmangel. Det har jeg fordi jeg har haft sat for mange skibe i søen til at jeg kunne overskue at navigere hver og en i havn. Herefter har jeg taget nogle beslutninger som var taget ud fra et ønske om at være noget andet end jeg inderst inde er og til sidst har måttet erkende at jeg var på forkert kurs og måtte foretage en ko-vending. En ko-vending som indebar at sige nej tak til arrangementer, netværksgrupper og samtidig sige ja tak til andre spændende initiativer og udviklingsveje som var mere mig.
Forandringer skaber angst for nogle
Alt sammen er ganske normalt og naturligt og noget de fleste mennesker går igennem mange gange i deres liv, hvis ellers de da ønsker at finde sig selv og har mod på at tage nye chancer. Men giver det andre mennesker angst? Giver det dem angstanfald og panikanfald hvor de kæmper en indre kamp om de skal flygte ud af døren eller kæmpe mod en usynlig modstander?
Næppe. Mange vil opleve en sådan tid som stressfuld, måske ubehagelig og så vil de trække sig tilbage, finde sig selv og få overblik og overskud igen. Min stopklods manglede. Jeg blev bare ved med at fylde på i begær efter at opleve, afprøve og suge til mig. Lige indtil jeg en dag stod midt i mængden af venlige mennesker (til en workshop) og undertrykkede et panikanfald og holdt det nede i flere timer mens det varede. Herefter lod jeg proppen gå.
Gode råd er ikke altid dyre
og de er heller ikke særlig komplicerede. Men det gør dem ikke nemmere at efterleve. Men prøv alligevel. For det der fik mig tilbage på sporet igen var følgende: At jeg fik min søvn, at jeg fik gået nogle gode gåture, at jeg fik snakket med gode mennesker om hvor jeg var, at jeg var ærlig overfor mig selv og andre og smed masken, at jeg fik sund, solid kost og droppede at straffe mig selv med de ekstra kilo, at jeg oplevede støtte og accept af de beslutninger jeg fandt frem til, at jeg nedsatte ambitionerne til mit naturlige niveau, at jeg afskar arrangementer som kun støttede en forkert kurs jeg var på vej ud af, at jeg sagde ja til arrangementer hvor jeg kunne være mig selv, at jeg gav mig selv lov til at slappe af, få ro og hvile.
Med andre ord:
- Få din søvn
- Gå nogle gode ture
- Vær åben overfor mennesker du føler dig tryg ved
- Vær ærlig
- Spis sundt
- Accepter din krop og dit udseende
- Brug tid med mennesker der støtter dig og gør dig tryg
- Prioriter din tid til der udvikler dig og styrker dig og skær alt andet væk
- Giv dig selv lov til at ro og hvile
Har du andre gode råd du vil dele med os?
Indlægget her er blevet læst 7143 gange!