Er angst noget du er eller noget du føler?
11. januar 2021
|I BLOG, VÆRKTØJER OG TEKNIKKER TIL AT SLIPPE ANGST, ACT (ACCEPTANCE AND COMMITMENT THERAPY)
|AF SLIPANGSTEN
Når vi taler om vores følelser, siger vi tit at vi er vores følelse. Vi er kede af det eller vi er glade eller vi er angst. Men hvad sker der, når vi ser lidt anderledes på vores følelser, som om det er noget vi har og ikke er? Ved at se på følelsen af angst som noget man har og ikke er – så tager du et lille skridt væk fra angsten. Du skaber på den måde en lille afstand mellem dig og angsten. Det er faktisk et første afgørende skridt mod, at mindske angstens indflydelse over dig. Få 3 tips til hvordan du kan gøre det hér.
Når du bliver ét med angsten
Når du står der, midt i angsten, og kan mærke hvordan den river og slider i dig, kan man nogle gange være lidt som i en angst-boble, eller måske som om man var fanget i en osteklokke.
Angsten er din primære ledsager og alt du ser og føler er guidet af angsten. Din adfærd bliver dermed også styret af angsten. Du er med andre ord helt og aldeles opslugt af din angst. Du er ét med angsten.
Hvorfor kan man blive så opslugt af sin angst?
Først og fremmest skal det siges, at man selvfølgelig er opslugt at en følelse som er så stærk som angsten!
Hvorfor? Fordi din hjerne prøver at passe på dig. Hvis din hjerne tror det er noget som er farligt, vil den gøre alt for at sikre, at du fokuserer på at komme væk fra det farlige.
Forestil dig at du træder på et glasskår som æder sig langt op i din fod. Hvor vil så dit fokus være? Ja…lige præcis…på foden..! Dit fokus vil nu udelukkende ligge på at hurtigst muligt få det glasskår ud af din fod. Din hjerne sikrer her, at dit fokus er der hvor det skal være – på skaden, sådan at du kan gøre det som skal gøres for at overleve.
Man kan sige, at det også er det som sker når vi oplever angst. Din hjerne fortæller dig, at noget er farligt og det er her dit fokus skal være. På det farlige.
Hvad er problemet med at være ét med angsten?
Hvad sker det når alt dit fokus rettes mod angsten og det vi oplever som farligt?
Ja, tit bliver angsten så bare endnu stærkere og fører med sig en række andre negative konsekvenser.
Angsten kan komme at stille sig i vejen på mange måder.
Måske begynder du tilpasse flere og flere ting i din hverdag efter din følelse af angst.
Måske begynder du undgå at gøre ting, som ellers vil være gode for dig, fordi du er bange for at blive angst
Måske begynder du at undgå at opleve ting, fordi du er bange for at føle angst
Måske bliver store dele af dit liv tilrettelagt efter angsten – og ikke efter den du gerne vil være og det liv du gerne vil leve.
Det er problemet ved at være ét med angsten.
Angst er en følelse og en tilstand
Vi bliver derfor nødt til at kigge på hvad angsten egentlig er – og ikke er. Angsten er ikke dig. Du er SÅ meget mere end dig angst. Angst er ”blot” en følelse.
Det skal ikke forstås sådan, at det på nogen måde er er ”let” følelse. Nej. Den kan både være stærk, voldsom og meget ubehagelig. Men stadig en følelse du har – og ikke er.
Vi mennesker har mange forskellige følelser. Man taler nogle gange om at vi mennesker har grundfølelser. Det er følelser alle mennesker har og som vi alle oplever i forskellige situationer. Angst er en af vores grundfølelser. Den kan vi ikke fjerne som sådan. Alle mennesker skal kunne blive bange og nervøse. Tænk, hvis vi ikke var bange for høje højder eller for den sultne løve ude på savannen?
Angst er på en måde et livsvilkår. Vi skal lære at håndtere den, så den ikke stiller sig i vejen for at du kan leve dit liv på den måde du ønsker.
Du er ikke din følelse
Både følelser og tanker er flygtige af natur. De kommer og går.
Du føler angst. Du mærker angst. Du erindrer angst. Du tænker på angst. Du har alle mulige forhold til angst.
Men du er dig. Du er ikke angsten.
3 tip til at distancere dig fra følelsen af angst
Angsten skal håndteres. Et første skridt på den vej er at kigge på angsten lidt anderledes. At kigge på angsten som om det var en afstand mellem dig og angsten. Vi kan kalde det at distancere sigfra følelsen af angst. Pointen med at distancere sig fra sin angst er, at mindske angstens indflydelse på dig.
Her kommer 3 tip til hvordan du kan øve dig i at distancere dig fra angsten.
- Se om du kan lægge mærke til din følelse af angst. Læg mærke til hvor i kroppen du kan føle angsten. Maven? Brystkassen? Halsen? Forestil dig at du tager et lille skridt væk fra angsten og blot lægger mærke til den.
- Prøv nu at lægge mærke til dine tanker. Hvad siger din hjerne til dig lige nu?
- Se om du kan sætte ord på dine tanker og følelser. Sig til f.eks. til dig selv:
”Jeg lægger mærke til at jeg har en følelse af ….”
”Jeg lægger mærke til at min hjerne siger at …”
Lyder det nemt? Måske, måske ikke, men det er noget du kan træne dig i. Prøv og se hvad det sker.
Husk på… det er kun et første skridt til at kunne håndtere sin angst. Men det er et meget vigtigt skridt.
Hvorfor er det vigtigt at skabe distance mellem dig og din angst?
Det er det fordi du på den måde udvikler evnen til at opdage når din hjerne skaber unødvendige problemer for dig. Hvis ikke du opdager det, er det svært at gøre noget ved det.
En afstand mellem dig og dine tanker og følelser gør det muligt, at reagere på dem på en mere hjælpsom måde. På en måde som bringer dig tættere på den person du gerne vil være. Tættere på de ting du gerne vil gøre og opleve.
Hvem er du ellers?
Når du i mange år har identificeret dig med angsten kan det være en enorm lettelse når du opdager, at du ikke er lig med angst. At du, inde bag angsten, har en kerne der stadig er intakt. Kernen som indeholder alt hvad der skal til for, at du bliver dig selv igen. Når ellers, du baner vejen for det.
Hvad er der inde i din kerne?
Hvem vil du gerne være? Hvad vil du stå for som menneske?
Og hvad vil du gerne opleve fylde mere i dit liv?
Hvad brænder du for – og hvad giver dit liv mening?
Hvad skal der til for at det meningsfulde fylder mere i dit liv – også selvom, du stadig føler angst?
Hvem er du, når du trækker angsten fra?
Lær at slippe din angst med ‘defusion’
Defusion betyder at distancere sig fra sine tanker og følelser. Det er en af nøglemetoderne til at slippe angsten, inden for den angstbehandlingsmetode der kaldes for ACT (acceptance and commitment therapy).
ACT er en af de nyere kognitive adfærdsterapeutiske metoder som har vist sig meget effektiv ved behandling af angst, stress, depression, afhængighed, borderline og flere andre personlighedsforstyrrelser.
ACT er en unik og kreativ metode som bruges både til terapi og coaching.
🤍
Vil du vide mere om defusion og ACT? Se: ACT made simple (2. udgave) af Russ Harris
Bogen kan købes her:
Opdateret: 11. januar 2021
Opdateret: 21. april 2017
Udgivet 14. aug 2013
Kære Malene,
Det er nogle spændende tanker du har og du er virkelig god til at beskrive dine processer. Det er meget lærerigt for alle andre fordi det ofte er de grundlæggende forandringer der gør en forskel uanset om angsten dukker op som social angst, generaliseret angst eller hvad det nu er.
Du spørger hvad jeg tænker og jeg har altid en kommentar til den der spørger om angst 🙂
Jeg tænker at vi som børn, når vi oplever at verden reagerer vildt og ukontrolleret, som for eksempel vi mister et familiemedlem eller bliver udsat for andre traumer, vil prøve at skabe ro og ligevægt igen. Som barn har vi som regel ikke skylden eller magten til at ændre på vores verden og de ting vi bliver udsat for og danner skyldfølelsen for at give os en følelse af kontrol.
Jeg tænker lidt at når du oplever en tvangstanke om at din mor er ude på at slå dig ihjel at der ligger undertrykte følelser og spiller dig et puds. En frygt for at miste hende som du har mistet din far kan måske være så smertelig og traumatisk at dine tanker for at kunne håndtere smerten må lade dig være den der dør så du ikke skal mærke smerten og en eventuel skyld?
At du fordi du føler skam ved tanken kommer til at gøre billedet/fantasien/forestillingen endnu større og efterfølgende presser den nede hvorefter den popper ud som angst når du mærker frygten for at blive forladt?
Det er dybe følelser du har at gøre med og de kan være så intense og svære at acceptere fordi du er blevet voksen, men hvis nu du så dig selv fra lille Malenes side og så hvordan hun prøvede at få sin verden til at hænge sammen – giver det så mening?
Jeg håber kommentarerne giver mening og at de ikke er helt ude i skoven.
Uanset om de er, så er det en accept af dine følelser og dine tanker der vil kunne gøre en forskel. Det er blot tanker, tanker affødt af en oplevelse du har haft og som prøver at beskytte dig fra at opleve det igen.
Lad mig høre hvad du tænker nu…
Kh. Lise
Hej Lise
Ja det giver god mening det du skriver – nemlig tanker jeg også selv har gjort mig 🙂 Jeg har aldrig før nu tænkt over at gamle følelser og smertefulde oplevelser kan samle sig i en, som et lille eller til tider, ret stort virvar af tanker, idéer, billeder og følelser. Min terapeut brugte idag, billedet på et afløb, som stoppes til med alverdens madrester, kaffekrums, jord fra en urtepot eller hvad det nu kan være. Hver især er disse ting hverken mærkelige, ulækre eller svære at håndtere men når først det sætter sig rigtigt godt fast i afløbet i en stor (undskyld udtrykket) slimet masse, ja så er det straks sværere at skelne det fra hinanden og knap så enkelt at håndtere. Det er et meget godt billede – omend lidt ulækkert 🙂
Selvom jeg altid har interesseret mig meget for mennesket psyke og vores barndoms oplevelser og måder vi er blevet opdraget, så har jeg også haft en periode under min stress/angst tilstand jeg er i nu, hvor jeg har haft behov for at fokusere på mig som individ, fordi det gav mig angst at tænke på, at jeg kun er mig, pga hvad jeg er blevet opdraget med. Senere er angsten for dette afløst af et mere nuanceret syn på det at vokse op. At vi er et individ når vi fødes og ovenpå dette lægges opdragelse og oplevelser, sådan forenklet set (det er i hvert fald mit syn på det) og dermed ved jeg også igen, at vi fortolker de situationer vi kommer i og de oplevelser vi får.
Så tilbage til det du skriver, ja så virker det jo egentligt logisk at tænke, at sværer traumatiske oplevelser for et stort barn, kan være så ufattelige smertefulde at håndtere, at barnet på en eller anden måde, må lukke ned eller skabe en overlevelsesstrategi, som fx. kontrol på den måde barnet nu kan skabe kontrol over noget meget ukontollabelt. Og jeg er sikker på at det er hvad der skete for mig. Jeg husker også, at dengang da jeg mistede disse familiemedlemmer, ja så følte jeg ikke at der var plads til alle mine mange følelser- at jeg ligesom måtte holde dem inde. Ikke fordi min mor var ond, men fordi hun har så svært ved at håndtere svære følelser selv.
Jeg ved ikke helt hvad det er for følelser/tanker jeg prøver at undgå ved at “lave” disse mere dramatiske tanker. En blanding af angst for at miste, følelse af svigt (som måske giver skyldfølelse), skam og sorg. Ret voldsomme følelser, som jeg klart har oplevet og fundet så ubærelige, at jeg for alt i verden gerne vil undgå dem igen. Hvis jeg tænker på et barn, som havde haft mine oplevelser (og min opfattelse af dem), ja så giver det god mening at man kan reagere sådan.
Jeg har virkelig indset at det at presse alle følelserne ned, gør at alle tankerne og angsten kommer. Og det handler om, at forholde mig til følelserne for at komme igennem angsten.
Følelsen af skam, er klart et centralt emne for mig og noget jeg skal arbejde meget med.
Jeg har i så mange år forsøgt at tilpasse mig omgivelserne og det har kun gjort angsten og tankerne sværer at forholde mig til. Så nu er det igang med at forholde mig til mig og mine følelser.
Det er rart med et sted at kunne dele sine tanker omend jeg nogle gange føler at jeg udstiller mig selv. Ikke i forhold til angsten som emne, men mere det med at være derude. Det er en del af min angst men også en stor del af min personlighed, at værne om mit private liv overfor fremmede mennesker. Så det er lidt en dobbelt følelse at skrive, men jeg gør det alligevel for det kan jo netop hjælpe andre og klart mig selv.
Fik lige en tanke. Hvis man fx får mavepine hver dag på arbejde eller lige frem stress som resultat eller spændinger i hele kroppen fordi der er store gnidninger i familien- ja så ser man på det som et symptom (altså hvis man ved, at det er pga fx arbejdet) og noget man kan rette op på. Når man får angst, er der en tendens til at se på det lidt isoleret, i hvert fald nogle steder, som en sygdom som skal bekæmpes. Det er jeg uenig i, netop fordi min angst ER et eller mange symptomer på et liv levet med svære følelser, høje krav og svære familiekonstallationer. For mig er det ikke “bare” en kemisk sygdom, som skal angribes og for alt i verden væk. Jeg tror, at det at give sig selv lov til at have angst, hvis man har det- vil gøre det nemmere at komme igennem (deri ligger jo også accepten).
Mange hilsener Malene L.
Kære Malene Louise,
Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der åbner mig op og fortæller om hvordan det er at leve et liv med angst. Jeg har i sin tid startet Slipangsten.dk fordi jeg havde brug for at der var et sted hvor folk kunne give sig til kende og viderebringe deres viden og erfaring i samlet flok. Jeg brugte flere år på selv at åbne mig op og med tiden har jeg udfordret det at stå frem med angsten igen og igen fordi det er tabu-udslettende og fordi det er vigtigt at stå ved sine følelser uanset om det er angst eller andet.
At stå frem med mit navn, billede både her og i andre nyhedsmedier har for mig været en stor del af det at acceptere at jeg er okay også selvom jeg kæmper med angst. Jeg har også lov til at tage del i livet og vise mig selv som den jeg er uden at skjule halvdelen af mit liv og lade som om den side af mig ikke eksisterer. For det gør den!
Jeg synes du er spændende at læse om og jeg er sikker på at der er rigtig mange der får noget ud af at læse om dine processer og dine erkendelser og erfaringer. Det er stærkt fordi det giver mening og håb for mange at se at de ikke er alene.
Det med at acceptere sin angst i stedet for at kæmpe for at komme fri af den er med til at skabe et værdifuldt og indholdsrigt liv fremfor hele tiden at fokusere på det man ikke kan og lade sig begrænse. At være med angst er en stor del af det ACT handler om – (acceptance and commitment therapy – det tredie og nyeste ben i den kognitive terapi) og det er jeg stor tilhænger af.
At undertrykke sin angst er at presse sin angst til at poppe op og ud igen og igen. At acceptere sin angst får den ikke til at forsvinde, nødvendigvis, men giver dig muligheden for at ændre og handle derfra hvor du står. Det kan være det element der kan bryde angstcirkelen og skabe nye udviklingsmuligheder og slippe angsten.
Kh. Lise
Hej igen Lise
Nu ser jeg lige dette indlæg, som du har skrevet. Det er en interessant anskuelse af angst. Er man angst eller har man angst? Jeg kender også rigtigt godt til det du skriver, om at have haft angsten som fast følgesvend i så mange år af mit forholdsvis unge liv (snart 31 :)), at det til tider kan være svært ikke at tro, at jeg nærmest er lavet af angst. Og at angsten lige må med på banen når jeg skal tage en beslutning- fordi jeg har vænnet mig til, at bruge angst som min rettesnor. Det giver jo egentlig ganske god mening, at hvis man i længere tid, har angst helt inde på livet, så forsvinder man selv en smule, eller bliver i hvert fald gemt væk og måske har man heller ikke lyttet til sig selv, og derfor ser angsten sig nødsaget til at skride ind, og være den styrende part når man skal beslutte sig om noget. Måske hvis man ofte har overskredet egne grænser og gjort noget man ikke havde lyst til. På den måde, er angsten jo ganske nyttig. Det er bare meget mere hensigtsmæssigt at lære at lytte til sig selv og følger det man har behov for, end at lade angsten tage beslutningerne- fordi det ofte bliver sådan lidt dramatisk og overdrevent. Angsten vil jo være sikker på at man lytter og stopper op. Jeg synes det er nogle gode punkter du opstiller, især at finde sine værdier. Det skrev du også til mig sidste gang, og jeg har fået skrevet mine værdier ned og det er rart at se, at jeg faktisk godt ved hvad mine egne værdier er. Jeg ser ikke angsten som et iboende monster, jeg ser den som en beskytter og en vejleder, som jeg skal indgå et samarbejde med, altså sådan at jeg i højere grad, og forhåbentligt en dag fuldstændigt, vil søge at lytte indad til egne behov og værdier. Men i mit hoved og i min krop startede angsten som det største og mest uhyggelige monster, en ubehagelig karl, som jeg bare for alt i verden ønskede at udrydde. Jeg forstod jo ikke, at der var en ret god årsag til at angsten var der. At jeg fx ikke lyttede til mig selv, passede på mig selv, og at jeg bare har ladet folk behandle mig dårligt uden at få det bearbejdet. Jeg ved godt at mange mener, at angst bare er noget som skal bekæmpes med positive tanker og ændret adfærd. Det er også en del af det! Nogle mener også at angst ingen årsag har eller at det ikke er vigtigt at finde den. Den tilgang har ikke virket for mig, for med min angst har jeg været nødt til at finde ud af hvad der lå/ligger bag, for den godtog ikke “bare” en mere fremadrettet tilgang. Nu skriver jeg om angst som en person nærmest og nogle gange griner jeg lidt af mig selv for at gøre det, men det virker for mig til at skabe en distance så jeg kan se “den” udefra.
I mit forløb med at få det bedre – slippe angsten (som jeg dog ikke tror jeg vil sådan 100 %) har jeg erfaret at når jeg finder ud af hvad alle de angstfyldte tanker eller mere deres følelser bag, bunder i, ja så letter angsten- men det kræver at jeg følger det til dørs. Hvis angsten bunder i en ubearbejdet følelse og jeg opdager dette, går angsten ikke væk, så snart jeg finder ud af at det er det, det handler om. Jeg er nødt til at arbejde med det der ligger til grund. Og ja det er et stort arbejde og ja der er sikkert nemmere måder, men ikke for mig. Dette er den måde der passer allerbedst til mig, også selvom det er benhårdt og nogle gange virkeligt frustrerende.
Men det har allerede hjulpet mig enormt meget. Jeg har haft angst siden 12 års alderen, men aldrig fået bearbejdet årsagen til at det startede – flere dødsfald i den nære familie. Og heller ikke fået set på alle de tanker der stødte til efter der. Dør jeg også af kræft, hvem bestemmer hvem der dør, hvor kommer man hen når man dør, Var det min skyld min far døde (nej selvfølgelig ikke – men sådanne tanker dukker ofte op ved næres dødsfald) og mange andre tanker og behovet for at “forsvare” mig selv, beskytte mig selv for eventuelle kommende katastrofer, af samme art eller andre, som kunne gøre mig så ondt helt ind i sjæl og knogler som det gjorde at miste nær familie da jeg var 12-20. Og det har fulgt mig i alle årene, behovet for at afværge evt. katastrofer, som jeg har anset for at være så ødelæggende for mig, fordi de gjorde så ondt indeni ( følelsen af sorg, forladthed, svigt, magtesløshed, dødelighed). Og jeg har via angsten dannet et “beskyttende” skjold af Hvad-nu-hvis’er og værst tænkelige scenarier- fordi jeg i mit ubevidste har tænkt – at hvis jeg var på forkant- allerede havde tænkt de værste tanker om hvad der kunne hænde, ja så var jeg ligesom beskyttet for at opleve de forfærdelige følelser jeg engang oplevede og som desværre aldrig (før nu, så småt) blev bearbejdet. Det lyder jo temmeligt absurd, for hvad har det i virkeligheden givet mig? Ja, et liv fuld af angst for noget som måske aldrig sker. Men når man som lille oplever noget rigtigt grusomt, som man aldrig får lagt på de rette hylder, så skaber kroppen og ikke mindst hjernen, en flugtvej- en selvbeskyttelse, som ikke er så rar, men egentligt ganske logisk. Sådan er det i mit tilfælde, andre har ganske givet helt andre årsager bag deres angst.
Jeg har fundet ud af rigtigt meget af det, som jeg har gemt indeni og som aldrig blev bearbejdet og det hjælper på mig angst.
Det betyder ikke at angsten er væk og det betyder ikke at når jeg undersøger mine tanker og finder de bagvedliggende følelser, at ansgten bare forsvinder. Som fx nu, hvor jeg sidder med en angst, som jeg ved lyder voldsom og måske kan lyde som grænsende til det paranoide (men som jeg kan sige med sikkerhed ikke er paranoidt-men en angst!). Har omtalt det til dig før, dog ikke direkte, for er no lidt flov over selve tanken, trods jeg ellers er meget åben om min angst, men netop fordi den lyder lidt vild- men nu skriver jeg det alligevel ;o)
Der ligger selvfølgelig en længere angsthistorie bag og mange andre tanker omhandlende frygt for at blive afvist, svigtet, forladt, frygten for bare at være lille og magtesløs i virkeligheden. Men for nyligt reagerede jeg (ikke med det samme da det skete) med en angst for at min mor ville slå mig ihjel (fordi hun havde glemt at slukke et fladejern som lå på bordet! I situationen da jeg opdagede at det var tændt, tænkte jeg bare, nå ja hun er lidt distræt…så selve angsttanken kom først nogl dage efter ifbm at hun sagde nogle ting som totalt overskred mine grænser eller som fik mig til at føle, at jeg ikke kunne finde ud af at tage gode beslutninger i forhold til noget vigtigt). Det var meget skræmmende, at få sådan en tanke og selvom jeg vidste at det var en angsttanke og altså ikke virkeligheden (her er forskellen på paranoid og angst) og jeg sagtens kunne tænke, alle grundene til at hun selvfølgelig ikke ønskede at slå mig ihjel og fik dette bekræftet da jeg fortalte hende min angsttanke – ja så er det jo tit sådan med angstmekanismen, at der lægger sig en til tider ulidelig tvivl- hvor hvad nu HVIS…..jeg fik snakket det igennem med min terapeut og vi var enige om, at det helt sikkert handlede om, at hun havde gået over mine grænser og at det er pga min stresstilstand/angst at jeg reagerer med en så kraftig tanke. Så egentligt faldt det hurtigt på plads og jeg kunne tænke over det stille og roligt. Reagerer heller ikke længere så kraftigt når jeg får angsttankerne og det hjælper jo til at det ikke eskalerer alt for meget. Men tanken er lige nu vendt tilbage. Jeg ved den forsvinder igen men lige nu er tvivlen for om tanken kunnne sådan lidt langt ude-agtigt være rigtig. Og så starter spiralen, som gør at jeg prøver at tænke mig ud af det ved at tænke alt igennem og nej det virker ikke 😉 men det er svært at finde tilbage. Det kommer, tror jeg, fordi min mor er på en længere ferie, hun har været væk over en uge og der er en uge til hun kommer hjem. Jeg plejer at snakke med min mor når angsten driller – ikke lange snakke, nogle gange nævner jeg bare, at nu er angsten der, men det er en ventil for at få luft, plus en tryghed- en måde at overleve på. Nu er hun så afsted og vi snakker kun ganske kort indimellem og jeg har kunne mærke at jeg ligesom har skubbet alle tankerne og angsten væk for ikke at blive for bange, men det kan jeg kun en lille rum tid, så flyder det hele op og udløser så angsten, ikke fysisk men i form af tanker, tanker og endnu flere tanker. Og ja så vendte den ubehagelige tanke altså tilbage og hvorfor nu det?? Min terapeut mener det meget vel kan hænge sammen med, den følelse af svigt og forladthed, som jeg har haft indeni siden jeg var ganske unge. Og nu har hun så “forladt” mig, omend kun for en ganske kort periode, men følelsen er der stadig. Det er lidt flovt at skrive, for jeg er jo voksen nu og kan sagtens klare mig selv, men ikke desto mindre kæmper jeg stadig med en følelse af at være forladt og at min mor da umuligt kan elske mig. Selvom jeg ved hun gør det.
Har søgt og søgt på nettet (det gør jeg sltid når angsten er værst) for at se om jeg kunne læse mig til andre angste, som også har haft en tanke om, hvad nu hvis ens mor, far, søster, ven eller lignende vil gøre en ondt ( i mit tilfælde bliver det så dramatisk som at slå ihjel – men det dækker nok over de følelser, som jeg altid desperat har forsøgt at få til at forsvinde – svigt, forladthed, sorg, vrede). Men har dog ikke kunne finde nogen steder hvor folk skriver om sådanne tanker eller hvor noget om at sådanne undertrykte følelser kan resultere i overdreven angst.
Så kære Lise, hvad mener du? Har du mon en kommentar.
Jeg undskylder for min meget lange kommentar, men havde brug for at komme ud med det :O)
Mange hilsener Malene