fbpx

En høj sensitiv personlighed

Gæsteindlæg

En personlig beretning fra Dorthe som kæmpede med panikangst

Som 24-årig udviklede jeg panikangst som følge af et enkeltstående epileptisk anfald. Det skete en lørdag eftermiddag inde midt i Kvickly og efterfølgende havde jeg rigtig svært ved at gå i butikker

– jeg var bange for at det skulle gentage sig og blev derfor meget hurtigt angst for angsten. Det skulle dog vise sig at anfaldet blot var en udløser for noget der lå gemt langt væk i det ubevidste. Men først måtte jeg lige ryste gulvtæpperne og feje alt det ud derfra, som mine forældre havde skovlet derind, ifm. af min opvækst.
Min historie er som følgende…

Jeg har, så længe jeg kan huske, følt mig anderledes og misforstået. Jeg har kæmpet for at passe ind i den kasse der kaldes for ”normal”, og som følge deraf, begået psykisk, fysisk, mental og ikke mindst, spirituel, vold på mig selv. Mit liv har, i særdeleshed de seneste 16 år, været et langt og trættende skuespil.

Det har været livsvigtigt for mig at undgå at blive set på som værende mærkelig og anderledes, til trods for at det er sådan jeg føler mig. Men hvis det ER sådan jeg føler og hvis det ER sådan jeg oplever at andre ser på mig, hvorfor så ikke gå hele vejen og se hvad der sker? Mest af alt ønsker jeg jo blot at være ærlig, både overfor mig selv og andre. Der er mange ting at miste ved at skille sig ud, men jeg er pludselig blevet gjort intenst opmærksom på, at der kommer et tidspunkt hvor oprigtigheden bliver vigtigere end noget andet, uanset bekostning. Dette tidspunkt er nu kommet, for mig, og disse ord er til alle jer, som på en eller anden måde har angsten tæt inde på livet.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lige slå fast, at ingen andre end mig selv, er ansvarlig for mit livs udvikling. Det er jeg fuldt ud bevidst om, men jeg er også meget overbevist om, at der har været en mening med alt det jeg har været igennem. Mine forældre har, kva deres væremåde, opdragelse samt egen opvækst, sendt mig i en retning, som jeg er sikker på var aftalt med dem, før min fødsel. Jeg tror nemlig på, at vi selv vælger vores forældre. Jeg tror på, at vi gør dette, af mange årsager, men nok mest fordi netop disse to sjæle besidder nøglen til det som barnet er kommet til jorden for at lære – de ved lige præcis hvilke knapper de skal trykke på for at sende barnet i den mest udviklende retning. Det er meget sjældent at vi opmærksomme på, at det er det der sker og det er endnu mere sjældent at vi synes det er særligt fedt, mens det står på. Ofte giver vi vores forældre og vores barndoms oplevelser skylden for det rod vi, som voksne, kan finde os selv stående midt i. Det er også det nemmeste. Så slipper vi for selv at tage ansvar.

Der var stor ulykkelighed, nervøsitet, vrede, magtesløshed, sorg, frygt og sygdom i mit barndomshjem. Det fornemmede jeg tydeligt, alt for tydeligt. Det meste af det var direkte åbenlyst, fysisk og meget skræmmende, mens resten forblev usagt, og noget jeg kun opfangede mellem linierne – jeg lærte hurtigt at læse kropssprog og udviklede med raketfart mine medfødte analytiske evner, som sidenhen har været mig til stor nytte. Der var desværre en voldsom afstandstagen fra alt hvad der havde med følelser at gøre – det var klogest hvis man undlod at vise dem, med mindre de bestod af glæde eller overskud. Jeg følte mig på ingen måde elsket eller værdsat. Det er muligt, at virkeligheden var helt anderledes, men det var sådan jeg følte og det var sådan jeg oplevede det.

Jeg havde det svært, ja faktisk havde jeg det virkelig svært, med at være mig, mest fordi jeg havde oplevelsen af, at det ”mig” jeg var, ikke var godt nok. Allerede som helt lille forsøgte jeg at være sød og god så jeg ikke var til besvær, men det havde sine konsekvenser og det er dem jeg stadig lever med i dag. Den største fejl som jeg begik, var at forholde mig tavs. Under hele min opvækst, fortalte jeg ingen om hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ingen om hvor bange jeg var, hvor ked af det jeg var, hvor ensom jeg følte mig, eller hvor frygtsomt det føltes at være en del af min familie. Jeg fortalte ikke om hvor stort et chok det havde været for mig, som 9 årig, at miste min elskede morfar (og jeg ville også helst undgå at prikke til min mors sorg i den forbindelse) Uvished, skyldfølelse og skam i forbindelse med mine forældres skilsmisse – i månederne op til min morfars død – talte jeg heller ikke med nogen om, og værst af alt – ingen talte med mig om det. Vi flyttede en del rundt i landet og jeg var udsat for mobning på hver eneste skole jeg gik på. Men jeg sagde stadig ingenting. Ingen fik at vide at jeg, i stedet for at gå i skole, gik ind i den nærtliggende skov og satte mig op af et træ, indtil omkring det tidspunkt hvor jeg ville få fri og det var heller ingen der vidste noget om alle mine søvnløse nætter hvor jeg desperat forsøgte at finde på nye undskyldninger for ikke at tage i skole, ledte efter forståelse og udveje, kradsede mig selv til blods og generelt havde svært ved at være i min egen krop. Jeg var dybt ulykkelig og følte mig enormt magtesløs, men værst af alt var jo nok, at jeg holdt mine kort helt tæt til kroppen, hvad angik selvmordstanker. Tavshed er ikke altid guld! Jeg tror at mine omgivelser, og særligt min mor, ville have haft lettere ved at håndtere og forstå mig, hvis jeg havde været åben omkring mine problemer. Men det havde mine forældre jo lært mig at man ikke gjorde – problemer skulle ties ihjel. Nu ved jeg bedre.

Min generelle tendens til at holde tingene for mig selv og løse mine problemer på egen hånd, har været og er stadig, en stor del af min personlighed. Det er en blanding af stædighed og stolthed, plus en vished om, at selv om jeg gav udtryk for et behov for hjælp, selv om jeg bad om den, så ville jeg ikke få den, og selv om jeg så fik den, ville jeg næppe være i stand til at modtage den. Det er underligt som vi er sat sammen, ikke?!

De mønstre som jeg har taget til mig, som værende mine, har spændt ben for min udvikling og jeg har måttet bryde en masse af dem, for at komme til bunds i hvad årene med panikangst havde til hensigt at lære mig. Min tendens til at holde tæt om hvem jeg er og hvad der foregår i mit liv, gør blot angsten værre. Min mistillid til andre mennesker skaber også en stor barrierer i forhold til at opsøge hjælp, ja selv fra en professionel. Af samme årsag, tror jeg, at jeg ved første hånds indtryk, nemt kommer til at virke utilnærmelig – det er dog blot en form for selvbeskyttelse mod min store følsomhed og sensitivitet.

Alt hvad der er sket for mig, med mig, udenfor mig og indeni mig, er jeg overbevist om er sket, fordi jeg skulle finde min vej tilbage til kærligheden. Vigtigst af alt, kærligheden til mig selv – jeg har skullet lære at elske mig selv for den jeg er, med alle de facetter som jeg nu engang består af, og den bedste måde at lære det på, er ved at få indblik i hvad kærlighed IKKE er. Frygt er ikke kærlighed. De kan ikke sameksistere, men de er alligevel en del af hinanden – de er to sider af den samme mønt. Jeg tror det handler om at vælge hvilken side af mønten der skal vende opad og så fokusere på den, dog uden at benægte eksistensen af den modsatte.

Hvis der er noget jeg har lært i denne proces så er det at jeg indeholder en hel masse skyggesider. Jeg er både lys og mørke, jeg er både offer og martyr og jeg er både stærk og sårbar plus en hel masse andet. Derudover er jeg også meget bevidst om, at jeg er en sjæl med en menneskelig oplevelse og IKKE et menneske med en sjælelig oplevelse – det er særligt denne vished som jeg har bokset med og fået blå mærker af. Jeg ER nemlig meget spirituel, meget mere end jeg offentlig tør stå ved. Jeg har haft åndelige oplevelser fra barnsben. De skræmte mig fra vid og sans. Jeg havde ofte mareridt, var meget nervøs og bange og jeg kunne blive helt panisk ved tanken om at der stod nogen i mørket udenfor mit vindue – gardinerne skulle af samme årsag altid være trukket for. Fra mit 18.år blev de uforklarlige hændelser, indre som ydre, mere intense. Jeg har oplevet ting som jeg ikke har turdet tale højt om og jeg har været kastet ud i, eller skal vi sige – på et ubevidst plan selv valgt at gennemgå – en hel masse sjælsrystende ting, for at finde ud af hvem jeg er, hvad jeg er her for og hvad jeg vil med mit liv. Som redskab til at finde svarene på alle mine spørgsmål udviklede jeg panikangst og lad mig lige indskyde, at det er en særdeles effektiv ego-nedbryder, ja faktisk den bedste der findes, hvis du altså spørger mig. Den kan få et menneske helt i knæ. Den kan lige præcis det som den er beregnet til – den kan åbne vores hjerter, gøre os ydmyg og udvikle vores medfølelse og forståelse overfor os selv og andre. Den kan desværre også tage livet af os, hvis vi giver den lov.

Jeg er som sagt et langt mere spirituelt tænkende, følende og sanseoplevende menneske end jeg er tryg ved at erkende overfor verden og jeg forsøger i stedet at lade som om at jeg er meget jordnær, fornuftig og praktisk. Dermed ikke sagt at jeg fuldstændig har mistet jordforbindelsen, min praktiske sans eller sunde fornuft. Det jeg mener er, at jeg i mit indre er en drømmer, en mystiker og en kreativ sjæl og det er det som jeg nu tillader mig selv at lade komme til udtryk og det er det som gør at angsten opløser sig.

På min rejse ud af angsten er jeg stødt på det der kaldes for HSP – en høj sensitiv personlighed. Det stod mig meget hurtigt klart, at jeg var født med dette særlige personlighedstræk og via en masse information indhentede jeg viden omkring min måde at reagere på overfor andre mennesker. Pludselig forstod jeg bedre hvorfor angsten dukkede op og hvorfor jeg ikke kunne udholde så høj et stressniveau som andre så ud til at kunne. Jeg fik svar på hvorfor jeg oplevede verden så intenst og hvorfor jeg meget hurtigt blev mæt af indtryk. Det faldt alt sammen fint i hak med min oplevelse af angsten – hvornår og hvordan den viste sig og i forhold til om jeg stod ved mig selv eller ej. Det lærte mig vigtigheden af, at sætte sunde grænser, både overfor mig selv, men så sandelig også overfor andre. At være født med et sensitivt nervesystem har både sine fordele og ulemper. Hvis du er opvokset i en funktionel familie vil du kunne trække på en hel masse positive ting i den forbindelse – det sensitive træk giver stor indlevelsesevne og store kreative evner. Hvis du til gengæld er født ind i en dysfunktionel familie og gang på gang oplever stress situationer, vil det slide så meget på din sensitivitet at du til sidst udvikler angst.

Panikangsten har givet mig indsigt i hvem jeg virkelig er og jeg har fundet ud af hvad jeg består af. Jeg har vendt vrangen ud på mig selv og set alle sårene. Jeg har accepteret det slete og tilgivet de involverede og jeg er taknemmelig for det jeg har været igennem. Det har givet mig lysten og muligheden for at hjælpe andre der lider af angst. Ingen bør leve i frygt!
Vi er alle sammen forskellige og den vej jeg er gået er ikke nødvendigvis den rigtige for dig – du har din sandhed og jeg har min og de er begge afgørende for os hver især. Jeg ved bare at det er muligt at blive fri for angsten.

Jeg vil bede dig, fra en angstramt til en anden – søg hjælp, tal med nogen, ligegyldig hvem, giv din smerte til kende, lad al din frygt komme til udtryk og vis, at du er ked af det og bange. Undlad at gøre som jeg gjorde! Jeg er udmærket klar over at du er bange, flov og føler skam. Jeg forstår. Men jeg vil ønske for dig at du tør spørge andre om hjælp og jeg beder til, at du som læser dette, er velsignet med et godt netværk som står klar til at skabe tryghed omkring dig og din situation. Der er en vej ud…
Når der er fred, ro og balance i det indre kan den ydre virkelighed umuligt virke skræmmende.

Kærligst,
Dorthe I. K. Pedersen

Indlægget her er blevet læst 7794 gange!

Author: slipangsten

Indehaver og stifter af Slipangsten.dk. Har arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Har siden jeg var 15 år kæmpet med socialangst. Har igennem et voksenliv tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Har haft store resultater med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness. Uddannet mediegrafiker. Lise Kryger

Privacy Preference Center