Først kom angstanfaldet, så kom chokket og tilbagetrækningen… og så kom angsten for angsten
Noget af det jeg oplever i disse år hvor angsten begynder at være sjældnere hos mig er, at angsten for angsten stadig ligger og ulmer.
Går den nogensinde væk – og hvor lang tid vil der gå før angst er en midlertidig oplevelse og ikke en erindring der hele tiden aktiveres som stadig værende en mulighed?’
Hvad er angsten for angsten?
Sådan som jeg oplever angsten for angsten så er det en af de væsentlige grundstene i hele angstcirklen.
Da jeg var lille var jeg ikke angst for angsten. Jeg vidste ikke hvad angst var. Jeg var måske genert og hæmmet i mange sammenhænge, men jeg undgik ikke at udsætte mig selv for situationer hvor jeg ville føle sådan.
Da jeg fik de første angstanfald vidste jeg heller ikke at det var angst jeg mærkede, men blot total tab af kontrol og en krop der var uden for al vilje og min forståelse af hvorfor den reagerede sådan var fuldstændig ikke-eksisterende. Angstanfaldene var helt nyt for mig og fordi jeg ikke forstod hvad det var, begyndte jeg at ressonnere i mine tanker, hvad der var årsagen.
Var grunden til at jeg rystede, hjertet bankede og maven gjorde så usigelig ondt, at jeg var sammen med dén og dén person? Var det stedet der gjorde det? Var det skolen? Var det kantinen eller hvad var det? Jeg prøvede at tænke mig til en sammenhæng og en årsag så jeg kunne undgå at opleve det igen ved at undgå den situation – eller menneske.
Men jeg fandt ikke nogen sammenhæng. For hvorfor skulle jeg få det sådan med den person når det kun var nogen gange og det måske var min gode ven jeg var sammen med? Det blev så diffust og derfor kom undgåelsesadfærden helt tilfældigt og meget hurtigt. Min krop nægtede at deltage i situationer der mindede om noget jeg havde oplevet angst i sammenhæng med før. Og hvis jeg alligevel gennemtrumfede den til at deltage så pressede jeg den til at præstere at gøre det så ingen andre kunne se hvad det var jeg oplevede.
Tankerne om angsten
Mine tanker huskede og min krop huskede. Angsten. Hvordan kroppen krøllede sammen, hvor anspændt og handlingslammet jeg følte mig. Hjertet der kæmpede for at få blod nok ud i kroppen i et splitsekund var som på vej ud af min mave og benene der rystede som stod jeg med døden som trussel.
Mit liv blev en undgåelseslabyrint af snirkler og snørkler og dårlige undskyldninger. Mærkelige valg som jeg ikke kunne forklare men til hver en tid ville kæmpe til min død for at gennemføre.
Jeg sneg mig gennem livet fordi angsten for angsten var begyndt at blive lige så stor som selve angsten føltes.
Jeg gik til den ene psykolog til den anden og fik ryddet op i mit liv. Men ingen nævnte ordet angst. Først da det blev mere anerkendt i starten af mine 30’er, kom jeg på fobiskole og lærte hvordan mine tanker vedligeholdt angsten. Angsten for angsten handler om mine tanker og forståelse af mit liv. Men jeg lærte også at håndtere mit liv, med eksponeringer og øvelser som gav mig en forståelse af at angsten ikke var placeret hos mine venner, bestemte bydele og alt muligt andet undgåelsesguf jeg havde tilranet mig.
Angst er en del af mit register nu
Jeg vikler mig ud af mine udgåelsesmønstre og prøver at komme tilbage på rette spor. Jeg er kommet rigtig langt. Som at starte på et nyt kapitel og slutte senere, så ender jeg altid med at skulle samle alt op jeg har tabt og noget af det sidste store jeg kæmper med her i udfasningen er – angsten for angsten. Tankerne der skal overbevises (Angstskemaer) (amygdala) der skal øves og lære …
Jeg troede engang – og i mange år, at lige pludselig en dag var angsten bare udraderet af mit liv. Men jeg tror at fordi jeg har haft det så længe er det at komme ud på den anden side en anden, end hvis man kun har oplevet det i en kortere periode. Jeg ved i hvertfald at der er så meget der skal udfordres og ændres at det er som en lang efterfase af tilretninger, korrektioner og sammenhænge der skal på plads.
Ikke som da jeg første gang skulle til psykolog – håbede at jeg kunne få det fixet inden jeg skulle i byen ugen efter. De mange gange jeg har tænkt det inden et nyt forløb har jeg ikke længere. Angsten er ikke kommet for at blive, men den er en del af mit register og nu også en stor del af min historie.
