Jamen, siger hun til mig – det skal du ikke være nervøs eller bange for – jeg gør dig ikke noget, jeg er så fredelig som en lille mus! Ah, tænker jeg, det var da dejligt! Nu, hvor jeg ved jeg ikke vil blive ædt kan jeg godt slappe af og læne mig tilbage – og nyde en skøn stund med et dejligt menneske.
Men hov, lige som jeg læner mig tilbage, velvidende om, at hun jo ikke bider eller flår hovedet af mig, så kan jeg mærke det. Som syre, der løber ud i mine arme og ben og ætser i min mave. Hold så op! Jeg ved jo godt hun ikke er farlig – slap så af!
Men maven spænder mere og mere op. Og jeg som troede, jeg skulle ha en hyggestund og nyde det jeg elsker så ufattelig meget – at være sammen med mennesker og lytte til deres historie, kan nu se frem til mavespændinger, halsen der snørrer sig sammen, rystende hænder og et hjerte der slår hurtigt og hårdt. Tanker der myldrer rundt og til sidst – opgive og erkender, at endnu engang er jeg blevet indfanget i angstens lammende tyranni.
Hvad er det der sker? Hvorfor tror min hjerne ikke på det hun siger – når min forstand gør?
Nogle gange er det fordi, at JEG inderst inde, helt inde i min rygrad, stadig er bange for et eller andet. Måske er jeg bange for at blive afvist, måske er jeg bange for at blive gjort til skamme, hånet eller ydmyget. Måske noget helt andet.
Men nogen gange kan det også være at jeg faktisk er afklaret og føler mig oprigtig tryg og ved med mig selv, helt inderst inde, at jeg er i de bedste hænder og jeg sammen med min ven kan i gå igennem ild og vand. Men hvad kan det så være?
Stimulusækvivalens – når kroppen husker angst
Der er noget ved mennesket som gør, at selv de mindste bitte diskrete sansninger eller stimuli i nutiden kan blive opfattet af hjernen og medføre tilsvarende følelsesmæssige reaktioner som alderssvarende hører en hel anden tid til.
Med andre ord – din hjerne kan opfatte en ganske små ting i nutiden, fx. en lyd, en duft, en trækvind, måden lyset kommer ind af vinduet på eller lignende, og efterfølgende sammenligne med en ældre oplevelse som din hjerne associerer med fra fortiden og give dig selv samme følelse som du følte dengang.
Det vil sige, at det du måske mærker som angst og som du ikke forstår hvorfor dukker op nu, kan være en duft fra kaffen du drikker, en knirkende lyd fra sofaen i det du sætter dig, eller din ven som løfter øjenbrynet på lige præcis dén måde, som du oplevede en stærkt ubehagelig ting ved i fortiden. Din hjerne kvitterer med de følelser du dengang oplevede, og vupti – så er du inde i angstcirklen, hvor du mærker angsten og de symptomer du kender så godt, men som ikke længere har relevans.
Nogle kalder dette for: Stimuliækvivalens!
Hvordan kan du tackle angst som følge af stimulusækvivalens?
Fordi dine følelser i denne sammenhæng hører fortiden til, og fordi du i nutiden har god grund til at give slip og nyde situationen, giver det god mening at gøre disse ting:
- Anerkend at dét du føler – er dét du føler
- Undertryk ikke din angst, men accepter det du mærker
- Søg indsigt i om det er i nutid eller fortid dine følelser hører hjemme
- Er det i nutid – kan du handle på det – ændre din situation
- Er det fortid, så kan du med fordel undersøge dine reaktioner og spørge dig selv om der er grund til at du føler det du føler? Find beviser der taler for og imod.
- Afsøg gerne, hvad andre i samme situation oplever og om der er grund til, at din hjerne opfatter givne situation som farlig.
Indlægget her er blevet læst 10964 gange!
