7 kreative genveje til at acceptere angst
Bliv ven med din angst… Omfavn angsten… acceptér og anerkend angsten… Sætningerne lyder nærmest som et mantra i disse år og hvordan er det lige det kommer ind i billedet, når angsten har bidt sig fast og angsten gennemsyrer hver en celle i din sjæl og krop?
Angst er en grundfølelse som du har med dig, når du skal kæmpe eller fjerne dig for at overleve en fare eller trussel på dit liv. Når angst fungerer som den skal er den nem at acceptere, den giver dig power og den holder dig vågen, og får dig til at præstere under pres. Når angst er i ubalance, gør den det modsatte. I stedet for at angsten hjælper dig, overmander den dig. Og fordi tilstanden er så ulidelig at blive i, er du parat til at gøre hvad som helst – og jeg mener, hvad som helst for at slippe for den. Så, hvordan er det lige du vender millioner af års evolutionær angst, som er i dig, fra at ville gi’ højre arm for at slippe for følelsen – til “at omfavne” og “blive ven” med den?
Det har jeg spurgt mig selv om mange gange
Rigtig mange gange. Når jeg er i balance og angst reagerer fornuftigt er jeg helt med på, hvad det handler om. Når jeg er angst og adrenalinen først pumper i blodet er der ikke nogen jordisk chance for, at jeg vil være “venner med angsten”. Mine erfaringer får mig til at konkludere to ting:
- Når jeg er i balance og angst blot er en reminder, kan jeg arbejde med at acceptere og rumme følelsen. Jeg er ikke angst – jeg mærker blot angst.
- Når jeg er grebet af angst og hele tilværelsen vælter på et sekund (angstniveau ligger her på 7-10) spiller mine evolutionære kort sit spil og jeg må blot følge med og vente på, at jeg får bragt mig selv til ro og angsten falder… – jeg kan ikke acceptere angsten på dette stadie. Her har jeg en stærk oplevelse af at være angst – her er angst ikke noget, jeg føler mig adskilt fra.
Vær kreativ, når du slipper angst
Jeg har mødt kreative ildsjæle, som har stået fuldstændig af på tanken om det at føle angst. Lige så kreative de har været udadtil, lige så fastlåste har de været i deres tankegang om, hvad der sker “inde i hovedet”. Det har overrasket mig, men også fået mig til at tænke.
Det handler jo om at frigive dig selv. Og for at frigive dig selv, må du indimellem ty til kreative metoder. Akkurat som den kreative gør med sine projekter. Afprøver, udforsker og gør ting der er “ud af boksen”.
7 kreative genveje til at acceptere angst
Jeg vil gerne dele nogle af mine egne kreative genveje til det at acceptere angst. Det handler ikke om, at du skal give op, slippe tøjlerne fuldstændigt og bare overlade dig selv til angstens skæbne. Tværtimod! Det handler om at være kreativ og sprænge rammerne for hvad du tror du kan, hvad du må og så gøre det! Det er dit liv det handler om – skab det som du vil – du kan godt, du må godt – og jeg vil elske at høre, at du gør det!
Her kommer de 7 genveje:
- Det er okay, hvis dine valg ikke stemmer overens med tidligere forventninger – både fra dig selv og andre. Det handler om, at dit valg er “dig” og når du accepterer dine indre behov og ønsker – så slippes angsten.
- Acceptér angsten for uvisheden ved at skabe kompromis mellem “sort/hvid”-tankegangen, med et “hvorfor ikke”? Har du erfaring med, at det kunne være en dårlig ide – hvad er sandsynligheden for at det bliver en dårlig NY erfaring? Test det.
- Spørg dig selv om den angstprovokerende situation er noget, du inderst inde vil eller om det i virkeligheden er for at være som du eller andre forventer, du bør være? Vær ærlig! Accepten af, at du har andre behov er langt mindre smertefuld end angsten forårsaget af, at at du overhører dit indre “ja” eller “nej”.
- Læg mærke til hvor forskelligt, vi mennesker lever. Hvor forskellige vores tilgang til “hvordan man bør være” er. Giv dig selv lov til at skabe dine egne rammer. Acceptér, at du er som du er og vil leve dit liv – lige præcis på dén måde du ønsker.
- Acceptér, at andre ikke altid forstår dine valg. Dét der giver mening med livet er at stå op for dig selv og de valg, du tager. Uanset, hvad andre tænker.
- Hvis du er typen, der ikke kan lade være med at sammenligne dig med andre så send en tanke på alle de skæve berømtheder som alligevel har formået at rykke verden. Så er du ikke helt alene om at være unik! Acceptér og sæt pris på din unikke personlighed!
- Har du overvejet om din angst handler om dig – eller handler det i virkeligheden om at den sammenhæng du befinder dig i? Er dine relationer sunde for dig? Er du i et sundt arbejdsmiljø? Din angst kan lige så godt være dig, kombineret med de mennesker og miljø du omgås med og i. Acceptér, at selvom du gerne vil være en del af det, ikke nødvendigvis trives i det – og vælg nye græsgange.
GO BE YOU!
Indlægget her er blevet læst 6910 gange!
Hej Lise,
Efter nærmest år, er jeg her igen med en kommentar.
Lige præcis nu, idag, i dette minut, prøver jeg virkeligt meget at acceptere angsten der lige nu er meget nærværende. Som du skriver føles det nærmest umuligt at acceptere situationen når angsten drøner derudaf. Mest af alt har jeg lyst til at stikke af fra det. Det er som om hjernen kører alt for hurtigt og samtidig ikke kan tænke klart. For en måneds tid siden fik jeg et ordentligt dyk i angsten. Jeg var igennem længere tid gået ned i medicin men pludselig ramlede det hele sammen og angsten brød ud i lys lue. Det har været ganske forfærdeligt og selvom jeg gik lidt op i medicin igen, bryder angsten stadig ud indimellem. Jeg tror meget at når jeg fx stresser på arbejdet, kommer angsten. Faktisk er det som om, at når jeg får nok ude i den virkelige verden, i hverdagen, så dukker angsten op og det er som om jeg selv på en måde, kommer til at flygte ind i angstverdenen og tankerne. Det lyder mærkeligt det ved jeg godt, men jeg tænker at det måske er i stil med det du skrev i indlægget om fordelene ved at holde fast i angsten, i adfærden der fastholder angsten. For mig hænger det måske sammen at hvis jeg ikke holder fast i mine grænser, stresser alt for meget, siger ja til alt og ignorerer mine følelsesmæssige og kropslige signaler, at jeg søger tilbage ind i angsten, ind i de lidt rigeligt fantasifulde tanker, ind i følelsen af at verden er mærkelig, uvirkelig på en måde. Det er svært lige at forklare sådan her kort men det er møgubehageligt. Jeg går hos en psykolog nu, som jeg træner mindfulness med, noget som jeg ved er effektivt mod angst. Ved også du er glad for det. Jeg har også oplevet det gode ved det. Men det er svært. Har prøvet idag hvor mine tanker kører af med mig og angsten sidder helt ud i knoglerne. Frygten for at hjernen kan kører så meget af med mig at jeg helt mister fatningen, jeg ved godt det ikke sker men angsten for det får blot følelsen til at blive mere intenst. Der er så mange tanker som jeg føler er meget anderledes og en smule vanvittige. Min psykolog siger at mine tanker er ganske normale, jeg bliver bare angst for dem og kommer til at granske dem og holde fast i dem. Men når jeg tænker vilde tanker som at jeg intet kan holde ud, at verden er spøjs, at jeg tænker mærkeligt og bliver jeg nogensinde normal. Ved godt at det er overdrevne tanker, at jeg ER normal. Tanker og følelser løber bare af med mig. Nå men prøver at bruge mindfulness til at rumme det hele og det hjælper også lidt men det er som om jeg er så overvældet i de her dage, at jeg nærmest ikke kan tænke helt almindeligt. Det kan jeg godt, men følelsen er at jeg er på grænsen til sammenbrud. Kan det virkelig opstå hvis man stresser ud over egne evner, når man har angst? Mon du kender til følelsen af total overvældelse?
Jeg ved godt du efterspurgte vores måder at acceptere på, men jeg er stadig i processen med ar lære at kunne acceptere og rumme;)
Gode hilsener
Malene Louise
Kære Malene Louise,
Godt at høre fra dig 🙂
Det er naturstridigt at acceptere angsten når først den har slået sig ned i et angstanfald – eller hvis angsten er særlig høj. Vi er jo programmeret til at angsten giver os trangen til at fjerne os fra “noget” vi antager er farligt. Vi kan acceptere at vi oplever angst, og vi kan også lære at acceptere den i mindre bidder. Når vi gør det inden den udvikler sig fortager den sig så den ikke udvikler sig. Som at tage den i opløbet og forebygge på den måde.
Men når først vi er kapret kan vi ikke bare sige “nå” – hele vores krop er fyldt med hormoner der vil have os væk fra situationen og vi er derfor udfordret med vores evolutionære arv og skal berolige os selv med vores stærke logiske hjerne der kan trænes i at vende tilbage til “nuet” så du slipper tankerne der bevæger sig ude i fremtiden om “hvad nu hvis…”.
Du behøver ikke rumme alting med mindfulness. Mindfulness giver dig ikke mulighed for at rumme mere end du magter og ønsker. Du kan acceptere til en vis grænse, men du kan ikke acceptere alt i din tilværelse. Når du accepterer det du ikke kan ændre giver det dig plads og mulighed til at ændre de ting du ikke accepterer.
Når du accepterer at du ikke kan acceptere alting, sænker du dit indre pres og stressreducerer.
Hvis du udover at være stresset samtidig forventer af dig selv at du skal acceptere alting i livet, så stresser du dig så meget at du risikerer at udvikle angst.
Du har lov til at sige fra. Du har lov til at sige “her til og ikke længere” og du har lov til at sige “det vil jeg ikke acceptere”.
Når du mærker og accepterer en grænse vil du få behovet for at foretage en handling der respekterer din grænse. Her går det ofte galt. Fordi konsekvensen ved at foretage den handling kan være så stor at vi ikke kan overskue den og derfor opgiver og synker ned i angsten i stedet. Angsten giver en pseudo-grænse men den er ikke særlig konstruktiv og den er ikke tydelig. Hverken for dig selv eller andre.
Du spørger mig om sammenbrud kan opstå hvis man stresser ud over egne evner, når man har angst. Jep. Og sammenbrudet kan netop være det der gør at du slipper angsten. Angsten kan være opstået fordi du ikke vil bryde sammen, men hellere vil holde fast på dig selv og ikke knække. Men denne tilstand er meget stressende og hvis du er i denne tilstand i længere tid kan det give alvorlige konsekvenser som fx angst.
Hvis du er meget stresset, kan et lille sammenbrud om dagen holde angsten fra døren. Ikke forstået på den måde, at det er sundt at være så stresset at det bliver nødvendigt. Men sammenbrud kan lette dig for det indre pres gennem tårer, medføre erkendelse og at du rækker ud efter hjælp.
Jeg kender til total overvældelse. Og jeg er ikke bange for mine følelser når det sker. Jeg kan som regel se at der er en grund fordi jeg ikke frygter det jeg ser længere. Total overvældelse kan være overordentlig skræmmende, men jeg har erfaret at det blot er vrede, sorg, glæde og angst for det uvisse der har været hobet op igennem længere tid. Når først det forløses skabes der plads og ro indeni.
Jeg håber du kan bruge mine tanker til noget i din process med at lære at acceptere og rumme – samtidig med at du respekterer dine grænser for ikke at kunne rumme og acceptere alting?
Kh. Lise
Hej igen Lise,
Mange tak for dit svar og god viden om emnet angst, mindfulness m.m.
Idag har angsten ramt med tanker. Det er ikke den helt store overvældende angst hvor krop og sind står i et, men jeg rammes af tanker som er angstfremkaldende og fremkaldt. Jeg har skrevet om alle mine tanker for, som jeg ofte synes er mærkelige og unormale. Jeg ved det godt “hvad er normalt, hvem kan definere det?” Men følelsen af at tanken er anderledes, mærkelig, unormal, er der. Jeg har, som du måske kan huske fra nogle af mine andre indlæg (vil dog ikke bebrejde dig hvis du ikke husker det, du hører og læser jo mange historier og kommentarer), tanker der kredser om personlighed, angst for manipulation, angst for alt det der forandrer mig og fører mig videre. Også selvom det er hen til noget mere positivt og mindre angstpræget. Det betyder at jeg til tider for angst for min behandling, angst for at få det bedre og ikke selv kunne bestemme hvad jeg har lyst til. Jeg ved godt, sådan rent fornftmæssigt, at jeg vil være nærmere det at kunne bestemme selv, hvis jeg var fri af angsten, men det er som om, at jeg har haft angsten så længe at frygten for at give slip på den, uvisheden for hvor jeg vil havne, angsten for om jeg kan passe på mig selv uden angsten som min makker og tanken om at gå imod angsten, som måske taler sandt (ved det er usandsynligt, at alt det angsten siger er farligt, virkeligt er farligt), alt sammen gør mig meget i tvivl og giver mig lyst til at droppe alt og bare passe på min angst(eller mig selv). Jeg ved jeg burde ønske at blive fri for angsten, og det ønsker jeg også, men noget i mig, ønsker ærligt, at lytte til angsten, også selvom jeg får det skidt. Det føles som at gå mod mig selv og sådan er det mske når angsten har godt fat i en. Det er ikke det fysiske ubehag eller de mange tanker jeg ønsker at holde fast i, men min evne, via angsten, til at analysere en situation, bedømme om noget er godt eller skidt for mig, passe på mig selv, ved at gennmtænke tingene og det er det jeg er angst for at slippe hvis jeg slipper angsten. Derfor får jeg fx modstand mod at bruge nogle af de ting jeg arbejder med hos psykologen, fx mindfulness og det at acceptere tankerne uden at dømme og gribe fat i dem. Jeg har mærket det virker, men lige idag kom angsten for det at acceptere tanken og samtidig lade den flyde væk, uden at tage fat på den eller lytte til den. Som fx tanken, hvad hvis jeg udsættes for manipulation gennem det jeg læser, ser eller hører (totalt overdrevet hvis ALT skulle være manipulation, det ved jeg godt). Meningen med accept, er jo så at acceptere den tanke jeg får, altså tanken om manipulation, uden at behøve at forholde mig til den, at lade den glide forbi. Men angsten træder ind og jeg kommer til at tænke “kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke skal lytte til angsten, ikke skal tage mig af den tanke? Hvad så hvis det sker, hvordan kan jeg så beskytte mig selv? Hvordan passer jeg på mig selv, hvis ikke jeg har noget at navigere ud fra?”
Det er skræmmende af og til, når angsten har fat i mig, bare at acceptere tankerne og angsten, fordi det er så anderledes end det jeg har gjort siden jeg første gang mærkede angsten og selvom jeg ved at accept er den bedste måde. Hvordan kan det dog være man kan sidde så fast i et gammelt mønster, en gammel reaktionsmåde, at man krampagtigt ønsker at holde fast i den, selvom den samtidig giver en, en masse ubehag og mangel på livsglæde på visse områder i mit liv? Det er jo almen psykologi om mennesket, det ved jeg godt. Men det gør det ikke nemmere at gøre noget ved. Det er som om mit behov for at bestemme selv, over mig selv, have min frihed til at gøre det på min måde og mit ønske om at vide hvad der er det rigtige for mig, er så stærkt at jeg føler jeg går imod mig selv, i min iver efter at komme af med angsten. Det er svært at forklare. Min psykolog siger, det bare er angsten der prøver at holde mig fra at arbejde med det, fordi den (angsten) ikke ønsker at jeg kommer af med den. Men jeg føler det er mere end bare det, ved bare ikke hvad:)
Mon alt dette giver mening?
Mange hilsener fra Malene Louise
Kære Malene,
Jeg tænker at angsten bliver den styrende part hvis den (angsten) er den eneste der vurderer og hvis vurdering er den eneste der bliver taget alvorligt og lyttet til.
Angst opstår når du er i klemme, når du er presset op i et hjørne og ikke kan komme hverken til den ene eller den anden side og noget farligt (måske en konsekvens) nærmer sig – mens du er i klemme.
Jeg tænker også at rationelle vurderinger, realistiske vurderinger og planlægning som på mest kedelige og fornuftige vis fremmer en vis sikkerhed for at du undgår stress, grænseoverskidelser, og ægte fare vil kunne bane vejen for dig og overtage den plads som angsten bliver overladt til at tage når den er “in charge”.
Når du proaktivt vælger at passe på dig selv, vise dig selv respekt, står op for det du føler og holder fast i dine grænser og indre overbevisninger, vil angsten slippe automatisk fordi den ikke længere er nødvendig for dig. Med andre ord, du generobrer pladsen og gør angsten overflødig.
Noget angst udvikles fordi den passer på dig. Men det gør den kun så længe der ikke er nogen til at passe på dig. Derfor skal du lære at passe på dig selv, så du ikke er afhængig af at angsten foretager de “sikre valg” som i virkeligheden kun gør dig ulykkelig og forhindrer dig i at leve det liv der giver mening for dig.
Jeg forstår sagtens frygten for at slippe angsten hvis du er afhængig af dens begrænsninger. Men hvis de begrænsninger angsten giver dig føles som fængselsmure, tænker jeg det vil kunne give dig noget at overveje hvordan en tryg levevej vil være for dig, således at du tager hånd om dig selv samtidig med at du udfordres i de områder der “tænder dig” og som gør at du føler glæde, engagement og får dig til at gro og vokse.
Giver det mening det jeg skriver?
Kh. Lise
En 8 genvej: Accepter, at angst (og alle andre følelser) er et resultat af dine tanker. Angsten kan styre dig, eller du kan styre den.
Det øjeblik du tør tage ansvar for DINE følelser, er det dig, der styrer dem og ikke omvendt. Der findes flere værktøjer til at gøre det, og det behøver ikke at tage så lang tid, men det sker kun… hvis du tør tage ansvaret 🙂
Tak for bidraget 🙂
Kh. Lise
Hvor spændende læsning
Det glæder mig at du synes Aase 🙂
Kh. Lise