Gæsteindlæg
Hvem er jeg?
Mit navn er Jeppe Pasgaard og jeg er en ung mand på 21 år. Jeg har siden 6. klasse (2006) lidt meget af angst i forskellige perioder. For en mere detaljeret gennemgang af min historie er i meget velkomne til at tage et kig på min blog: Mig om Angst.
Da jeg gik i 6. klasse og ikke var mere end 13 år gammel, var det meget begrænset hvad jeg reelt kunne gøre selv. I dag ville jeg kunne kontakte en psykolog, men som 13 årig er det op til ens forældre, hvad der skal gøres. På grund af den lave alder var det svært at stille noget op når jeg tredje dag i træk var løbet hjem fra skole klokken 10.00 om formiddagen, uden hverken taske eller jakke.
Det er som 13 årig både svært at formulere sine følelser, men jeg fornemmede ligeså store udfordringer i om mine forældre kunne forstå dem. Jeg vil derfor flytte handlingen over til mine senere oplevelser med angst, da jeg efterhånden blev bedre og bedre til at forstå, når tingene går skævt.
Gymnasiet
Som 18 årig var jeg 3.g’er på HTX, og startede året som de fleste andre. Men i løbet af efteråret begyndte tingene at gå ud af en skidt tangent. Den dag i dag er jeg ikke sikker på præcis, hvad der udløste det, men jeg begyndte at blive meget utryg ved at være i skole. I løbet af 3.g blev der mere selvstændighed, flere prøver og fagene blev sværere.
Min angst har altid siddet som en stor “følelsesklump” lige midt i maven, og kan udover selve angsten gøre mig nærmest fysisk syg (dårlig mave, kronisk hovedpine). Jeg havde derfor et par sygedage, som alle mennesker jo har en gang i mellem. Men efter den tid det burde tage at blive rask, var jeg stadig lige syg.
Mine forældre begyndte at presse mig lidt i skole og endda tilbyde at jeg gerne måtte tage hjem, hvis jeg skulle få det dårligt. Min utryghed havde vokset sig meget større, specielt nu hvor jeg ikke havde været i kontakt med den i en uges tid. Så uanset hvad mine forældre gjorde, var det at tage i skole helt udelukket.
Efterhånden som dagene gik, pressede mine forældre mig mere og mere, da almindelig omgangsyge/influenza ikke burde tage flere uger at komme over. Desværre steg min angst i takt med at de pressede mere og mere, for hvis der er en ting, der altid har kunnet “trigge” min angst, så er det hvis jeg føler mig tvunget til noget.
Udover mine forældre var der jo også det problem, at jeg kom længere og længere bagud med lektierne. Så udover min enorme utryghed skulle jeg også finde overskud til at indhente det tabte, hvilket kun blev flere og flere lektier, jo længere tid jeg blev hjemme. Min forældre mente at det efterhånden var på tide at jeg tog i skole, mens det eneste der kørte i mit hoved var det stik modsatte. I min tilspidsende situation aftalte jeg at tage afsted, for at de ikke længere skulle presse mig.
Problemet var bare at jeg på ingen måde kunne tage afsted. Min frygt for skolen var blevet enorm, så det eneste jeg havde at gøre var at lyve. Så jeg blev hjemme, men fortalte mine forældre at jeg tog afsted – det dummeste jeg nogensinde har gjort.
Lyv, lyv, lyv
Hvis der er én ting jeg gør når jeg har angst, så er det at spekulere. Jeg isolerer mig ofte når jeg har det skidt så jeg mister kontakten til den virkelige verden, og hele verden bliver derfor min forstilling/forståelse af den. Men når man har angst har man en meget skæv forståelse af verden.
Jeg har igennem et enormt pres fået opbygget en forestilling om min skole, som er uvirkeligt skræmmende. Endda så skræmmende at jeg ikke turde tage i skole, så jeg begynder at lyve for hele min omgangskreds. Til mine forældre fortæller jeg, at jeg tager i skole og for at få det til at virke overbevisende går jeg ud af døren hver morgen. Begge mine forældre møder tidligt, så jeg er alene hjemme om morgenen, men min angst gør mig nærmest sociopatisk – så for at mine sko og min jakke ikke hænger det samme sted, gør jeg mig hver dag klar til at tage i skole.
Jeg gik i klasse med en af mine bedste venner fra folkeskolen, som naturligvis spurgte ind til mig og hvad jeg fejlede. Så jeg var nødt til også at lyve for min klasse, og påstå at jeg stadig var syg, og for at gøre det hele bedre havde jeg også en kæreste jeg måtte lyve for. Jeg har med andre ord opbygget mig selv et spindelvæv af løgne som ingen mennesker kan hitte rede i. Som prikken over i’et steg min fraværsprocent også betragteligt, så jeg stod til at blive smidt ud af min skole.
Den angst jeg havde for min skole var totalt glemt, da den blegnede i forhold til alle de løgne. Angsten for, hvis nogen skulle tage mig i at lyve. Hele mit eksistensgrundlag var en stor løgn – jeg lå derhjemme på sofaen og havde det forfærdeligt, alt imens jeg skulle digte hele mit liv til højre og venstre. Efter at have levet sådan i omkring 2 måneder, endte det som man kunne have forudsagt.
Det kulminerede i et totalt sammenbrud. Jeg måtte stoppe på min skole og brugte 3 måneder på at genvinde kræfter og jeg begyndte fast til psykolog over de næste 2 år.
Jeg begyndte at læse meget faglitteratur om angst, depression og psykologi i det hele taget. Specielt hjalp det mig at gå til psykolog, da det udover værktøjer til at håndtere angsten også gør en opmærksom på synsvinkler.
Jeg har siden mit gymnasium oplevet angst flere gange, dog aldrig i samme grad (mest fordi jeg selv satte mig mellem to stole og faldt igennem). Jeg har gennem mine egne erfaringer og en god portion læsning sat mig godt ind i både angst og behandlingen.
Angst er utrolig subjektivt og det er behandlingen umiddelbart også. Men da angst i dag nærmest er en folkesygdom er det interessant om der er fællesnævnere i de mange tilfælde. Så kan vi bedre hjælpe hinanden og muligvis fjerne det tabu der kredser om angsten.
Med eller uden angst?
Vi er som mennesker flokdyr, og har en masse ubevidste behov for socialt samvær. I gestaltpsykologien går der en teori på at vi har en balance i vores sind. Når der kommer noget ind skal der også lukkes lidt ud, på godt og ondt.
Jeg er selv utrolig rationelt og praktisk tænkende, så da min psykolog bad mig om at snakke med folk i min omgangskreds om min angst, kunne jeg ikke se hvorfor – de kan jo ikke gøre eller sige noget der hjælper. De forestillinger og spekulationer man går om tumler med, opbygger så mange urolige følelser og tanker, der hober sig op og som skaber ubalance i sindet. Ved at snakke med andre mennesker bliver du ikke hjulpet af dem til at få det bedre, men tværtimod hjælper du dig selv. Andre mennesker kan ikke lette ens sind for én, det er kun en selv.
Det at gå til psykolog kræver meget selvindsigt og selverkendelse, hvis man skal have noget ud af det, og man kan ikke få mere ud af en psykolog end man selv bidrager med. På den måde kan man behandle sig selv, da det ikke er dine medmenneskers bidrag til samtalen der hjælper, men derimod dit eget. Jo mere man åbner op og snakker ærligt om tingene, jo lettere vil man få det i sin tilværelse – på alle fronter, ikke kun med angst.
Det at åbne op, for en psykolog såvel som andre mennesker, kan i sig selv være ret angstprovokerende. Angsten om forestillinger er ret grundlæggende hos de fleste. Man kan ikke vide hvordan man har det med noget, før man rent faktisk har stået i situationen. Det er derfor man forestiller sig hvad der kunne ske, da det kan forberede én på situationen.
Det jeg har brystet mig allermest ved i mit forløb er, at jeg er totalt upålidelig. Når jeg først fornemmer tegn på angst kan jeg slet ikke regne med mit hoved, da alt hvad det producerer er skrækscenarier om de mest harmløse ting. Så jeg satte mig for at føre statistik.
I mit forløb ud af angsten startede jeg i “den lave ende af bassinet”, for at jeg kunne lære noget af hver udfordring. Men som oftest er det svært at undgå uforudsigelige ting der forsøger at drukne én. Så netop fordi jeg blev opmærksom på at mit hoved er upålideligt, førte jeg statistik over alle de episoder, hvor jeg kom ansigt til ansigt med angsten. Sjov nok har 0% af gangene været som jeg forestillede mig, og det er det jeg hæfter mig ved i dag. Det er noget kvalitativt der er til at tage og føle på.
Jeg har tit haft brug for at der er nogen, der ved hvad de snakker om, der fortæller mig at der ikke er noget at være bange for – og så jeg kan forstå det. Det er den statistik nok det tætteste jeg kommer på nogensinde, for den kan ikke betvivles.
Man siger desuden, at forventningens glæde er den største, men der har jeg erfaret, at også forventningens frygt er den største. Det er værd at huske.
Afslutning
Da jeg først fik at vide, at jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med det jeg havde angst for, var det lige før det hele blev endnu værre. Men hele ideen er netop at man skal starte i den lave ende af bassinet. Hvis det bliver uoverkommeligt eller ubehageligt så er der bare blevet lidt for dybt. Så er det ingen skam at tage 2 skridt tilbage, og så gå lidt langsommere frem. Man lærer jo desværre ikke at svømme hvis man kun står stille i den lave ende, men der er jo samtidig heller ingen grund til at skulle ud, der hvor man ikke kan bunde. Dem der kan svømme vil desuden rigtig gerne give en hånd, hvis man ellers tør spørge om hjælp.
Mit bedste råd er at åbne op for nogen. Angst kan primært snakkes, grædes og opleves ihjel. Hvis et familiemedlem er for stor en mundfuld, så kan jeg varmt anbefale en psykolog. Det er en person man ikke kender, og dermed ikke skal stå til regnskab overfor på nogen måde, der sammen med dig betragter din situation med professionelle øjne.
Selvom det er svært, at erkende at man har angst, så er man nødt til at stå ved at det er en del af én. Når det så er gjort, så er vi 1.000.000 andre danskere med angst der vil hjælpe dig – og det vil de 4.000.000 andre der ikke har angst i øvrigt også gerne.
Jeg ville i dag ikke have undværet min angst, da det har givet mig evner til at erkende og reflektere, og opnå stor forståelse for min omverden og medmennesker. Og derudover en erfaring jeg meget gerne deler ud af. Det er mærkeligt at sige, at jeg ikke ville have undværet det helvede. Men det giver forståelse i sidste ende.
Husk, at angst ikke er en sygdom. Det er et kompas der ikke fortæller dig, hvor det peger hen – men det er trods alt et kompas 🙂
Jeppe, 21 år.
Indlægget her er blevet læst 3420 gange!