Kære Jeanett,

Tak for din interesse for samtale. Jeg tilbyder desværre ikke samtaler for tiden. Måske er det noget der dukke op igen på et tidspunkt, men jeg ved endnu ikke hvornår.

Jeg tilbyder derimod svar gennem min brevkasse, samt alle de online produkter du kan finde her på sitet som fx: Online kurser og ebøger.

De bedste hilsener,
Lise

Kære Syss,

Jeg tænker slet ikke på det indre, vilde dyr som farligt. På ingen måde.

Men jeg oplever at det kan blive angst, hvis vi undertrykker vores drifter og instinkter for meget.

At slippe alting løs vil omvendt også kunne udvikle angst, men når vi anerkender og slipper dyret så det ikke er så bundet, vil det blive beroliget.

Og du har fuldstændig ret. Angst er ikke farligt. Slet ikke. Men det føles virkelig ubehageligt mens det står på.

Jeg er ikke et sekund om at du gennem træning og omsorg vil lære den og dig noget nyt – og det bliver dit livs rejse – hjem til dig selv 🙂

Kh. Lise

Kære Lise
Jeg tror også vi er enige i det meste. Jeg kom bare til at synes, da jeg læste det med det det indre vilddyr – at jeg får fornemmelsen af at have noget der er vildt og farligt indeni.
Jeg ved ikke hvor dybt min angst ligger, jeg har ikke været igang med at arbejde med den så længe. Men det jeg har lært mest af har været at opdage at angsten ikke er så farlig – selvom jeg bliver rædselsslagen.
Og at der er gode grunde til at jeg bliver så angst. De gode grunde gælder ikke mere – men da min træning af min krybdyr hjerne startede var den usikkerhed jeg oplevede livsfarlig for mig.
Og den viden – at min krybdyrhjerne fungerer fint og rimeligt i forhold til de omstændigheder der var dengang den lærte det – det er beroligende.
Så tror jeg der håb om at jeg gennem træning og omsorg kan lære den noget nyt.
Men det er samtidig rigtigt at der skal være plads til “dyret” i os, det er det der giver liv og lykke til vores liv.

Kærlig hilsen Syss

Kære Syss,
Tak for din kommentar – det glæder mig at du læser mine indlæg og sender mig dine tanker.

Selvom du ikke føler du er enig i det jeg skriver, så føler jeg faktisk at jeg er enig med det meste af det du skriver 🙂

Men lige først: Jeg tænker ikke på mit indre, vilde dyr som et “ustyrligt dyr” – jeg tænker mere på at det engang har været “vildt” og at det i alt for mange henseender bliver ignoreret og undervurderet for dets (som du selv nævner) instinkter og medfødte kompetencer.

Jeg mener at det i sig selv kan vække en iboende angst hos os for ikke at være “til” og eksistere.

Jeg er helt enig med dig i at dyret i rigtig mange henseender kan beroliges ved tryghed, som fx kan være i at blive set, anerkendt og lyttet til.

Erfaring er også vigtigt fordi vi ved at være nærværende og undersøgende for det vi oplever i vores liv kan medføre erfaringer som er uerstattelige i situationer hvor vores kræfter bliver udfordret.

Og træning kan også medvirke angstreducerende som fx ved graduerede eksponeringer hvor du øver dig i at nærme dig en situation gradvist og herfor bliver trænet i at opleve situationen for hvad det er og ikke hvad angsten fortæller det er.

Men der er bare noget angst, jeg ikke er lykkedes i at tænke og træne væk. Der er noget angst, som på trods af, at jeg har brugt det meste af de sidste 10 år på at træne og øve, ikke vil lade sig træne. Som om der er noget langt dybere og stærkt i spil. Og kun ved at komme igennem denne fase, hvor jeg opdager disse sidste elementer af mine forfædres arv forstår og anerkender den til ro. Ved at slippe de sidste bindinger hvormed jeg fastholder angsten.

Men sådan behøver det jo ikke være for dig, og uanset hvad, så er vi jo forskellige og vi skal forskellige processer igennem for at slippe angsten.

Kh. Lise

Kærlig hilsen Syss