Kære Marlene,

Tak for din kommentar 🙂

Lige et par hurtige tip, du kan prøve af:

1. Prøv næste gang at holde igen på impulsen til at ville forberede og skrive alt ned, du vil sige i telefonen. Det er en sikkerhedsadfærd, som blot vedligeholder angsten. Prøv om du kan skære ned på det. Lidt forberedelse er altid godt til en vigtig samtale, men for meget øger blot forventningen om at du ikke kan.

2. Prøv at øv dig i at sige: “det ved jeg ikke på stående fod, må jeg ha lov at undersøge det og vende tilbage til dig?”

Håber det giver pote 🙂

De bedste hilsener,
Lise

Dejligt at læse, at du er nået så langt med at tale i telefon. Jeg giver dig medhold i tesen om, at en af grundene til at du er nået så langt er at du har måtte tage telefonsamtalerne netop selvom du ikke har kunne forberede dig eller har ventet til du er helt rolig.

Det giver nemlig noget at give slip på kontrollen og acceptere, at vi måske kommer til at sige noget forkert, glemmer at sige noget, stammer eller taler lidt sort (taler af erfaring :)).

Så resten skal nok komme, især hvis du prøver at slippe sikkerhedsadfærden – hvor du forbereder dig 100%.

Kh. Lise

Men at jeg er nået der til hvor hverdags samtaler og samtaler med familiemedlemmer ikke giver mig ligeså store angst problemer er helt klart fordi jeg er blevet og selv har presset mig ud i situationerne hvor jeg har skulle gøre det. Det har givet mig selvtillid og styrket mig når jeg så har oplevet succes samtaler.

Dog kan jeg stadig ikke tage telefon fra et hemmeligt nummer og lader telefonen ringe nogle gange da jeg ikke kan forberede mig på samtalen.

Hej Iris,

Jeg tror du vil komme langt hvis du arbejder med åndedrættet. Det kan du gøre med afspændingsøvelser og meditationer, som du kan gøre inden du ringer. Det behøver ikke tage lang tid. Derudover kan du bruge mindfulnessteknikkerne til at holde fokus og nærvær mens du ringer. Og så et lille sidste fif, der kræver øvelse. Øv dig i at tale langsomt. Og øv dig i at tale ekstra langsomt, også selvom det føles lidt mærkeligt 🙂

Kh. Lise

Åh ja, det kender jeg godt. Man kan nemt finde en årsag til at andre har grund til at afvise én, men det fodrer bare de negative automatiske tanker, uden der behøver at være hold i det …

tak for dit respons. Det hjælper lidt. Jeg tror at jeg ofte har haft det svært ved at finde ud af om folk siger nej til mig som har en anden etnisk baggrund eller til mig som går med alternativ look, som jeg ikke vil ofre til noget for nogens skyld… jeg føler at jeg måske har valgt den hårde vej at gå – stå ved den jeg er…

Godt du kom herind 🙂 Her er der intet der er mindre normalt end noget andet. Vi er alle forskellige, også vores angst.

Det kan være super svært at håndtere et “nej” uden at føle sig afvist. Men måske kan det hjælpe dig at tænke på, at personen siger nej til at gå med på din empiri-indsamling og ikke nej til dig som person? At den anden ikke afviser dig – men afviser at deltage? Måske kan det hjælpe at det “nej” handler om den anden person og ikke handler om dig?

Sådan tror jeg vi er mange der kommer til at tænke, men det er sjældent os som personer, der i virkeligheden bliver sagt nej tak til 🙂

Pøj pøj med specialet 🙂

Kh. Lise