Kære Malene Louise,
Angsten kan, når den endnu ikke er gennembehandlet svinge voldsomt i perioder. I nogle perioder kan den forsvinde, nærmest helt af sig selv, for pludselig at dukke op mindst når man venter det. Det handler ofte om stress og pres som får angstens pendul til at svinge. Dernæst handler det også om de strategier du bruger, som du selv er inde på.
Pendulet kan svinge om forskellige issues i vores liv som er særligt karakteristisk for de dilemmaer og konflikter vi kæmper med og som vi endnu ikke har fundet løsning på. Det kan fx være ansvaret, som du nævner. Skyld og skam og et alt for stort ansvar som du slet ikke på nogen som helst måde kan være ansvarlig for.

Jeg tænker din psykolog siger nogle vigtige ting omkring at acceptere tankerne og ikke bekæmpe dem. Men nogle gange er det meget meget svært at acceptere, uden at der sker mere end bare accepten. Mange tankemønstre og vaner hægter sig fast i én og vender tilbage igen og igen, indtil de bliver afløst af en ny og endnu mere vigtig tanke og vane. Og hvad gør at hjernen accepterer en ny tanke og vane så meget at den vil udskifte en tanke som den tror redder dit liv igen og igen? – BEVISER. Beviser du indøver igen og igen hver gang tanken og vanen kommer på spil. Beviser du skriver ned og afslører din angst som værende en fusker. Virkelige beviser, som du har fundet ved at tænke på nye måder (kognitive metoder) og opdager at der er andre sider af sagen. Beviser, du med små trin udfordrer for at kunne stå inde for, når angsten prøver at overbevise dig med frygt og alt for stort ansvar.

Og ja, jeg kender alt til at tanken lyder total overdreven, men angsten giver tvivl. Sådan havde jeg det i mange år, og jeg ville lyve hvis ikke jeg erkender at det til tider sker for mig i dag – især hvis jeg i en periode er blevet stresset og yderligere presses. Så gælder det om at øve sig i at holde tvivlen op mod virkeligheden og nedfælde alle beviser for at det ikke er sandt. Og så afprøve dem. Så adfærden sender signal til hjernen om at der er hold i de nye overbevisninger.

At fastholde sig selv i angst kan give god mening, hvis det at slippe angsten og udleve en adfærd (som ikke medfører angst) har for store konsekvenser. Det kan være et bevidst (og ubevidst valg) om hellere at ville mærke angst end at tage konsekvenserne ved den skinbarlige virkelighed. Jo mere bevidst du er om dette valg, jo nemmere er det at acceptere den fastholdte angst.

Jeg tænker at du er godt på vej, selvom du har et dyk. Du har godt fat i hvad det er der sker med dig og du arbejder med dig selv og dine strategier. Jeg ved ikke om du i forvejen gør det, men måske vil det rykke dig endnu mere hvis du begyndte at arbejde med adfærden også. Altså at udfordre tankerne og situationerne med små gradvise trin (eksponeringer) der øver dig i at handle adfærdsmæssigt i de situationer som ellers fastlåser dig i angst?

Bare nogle tanker herfra.

Kærligst,
Lise

Det er et rigtigt fint indlæg med mange gode råd, som jeg ville ønske jeg havde mestret lidt bedre, så jeg måske kunne have været mit nuværende ret voldsomme dyk med angsten, foruden. Jeg har igennem de seneste par år skrevet en gang imellem som kommentar til nogle af dine andre gode indlæg. Det er rart nogle gange lige at vende sine problematikker med andre der kender til det. Læste den anden dag noget jeg havde skrevet til en anden læser her på din blog, og tænkte nærmest, var det mig – der var jeg vist noget mere ovenpå og kunne komme med nogle konstruktive råd, end jeg er nu. Hvor ville jeg dog ønske jeg bare kunne sige de ting til mig selv men jeg synes angsten er meget standhaftig eller måske rettere stædig, for jeg prøver og prøver med angststrategier, fornuft osv men den vil ikke helt give slip. Jeg havde ellers haft en periode hvor angsten kun var minimal og jeg kunne let håndtere det, men pludselig væltede læsset igen for et par uger siden med voldsom angst. Min angst er som tidligere beskrevet noget højtsvævende og præget af min ocd’s store tvivlsspørgsmål. Så pludselig blev jeg angst for om jeg er ansvarlige for alle ulykker i verden, store som små. Angsten nærmest eksploderede og så gør jeg som jeg altid gør når det sker- går i desperationspanik over tankerne og sætter en hær op af angstkrigere til at bekæmpe de tanker som gør mig så bange. Forkert strategi det ved jeg godt, men angsten var massiv og så kører tankerne på højtryk. Tvivlen og manglen på at kunne regulere mine følelser gør at jeg virkeligt ikke ved hverken ud eller ind. Nu har jeg så fået dæmpet den noget siden men tankerne er der stadig. Og det er som om mon hjerne bare ikke kan slippe det. Jeg ved jeg personligt ikke kan være skyld i andres ulykke da jeg ikke har aktivt har slået nogen ned el.lign. 🙂 men det ville min hjerne ikke godtage eller angsten så den fandt nye tanker eller falske beviser på hvordan det så kunne have været min skyld. Trods at jeg aldrig har været religiøs, tænkte jeg pludselig at måske er det så en gud der synes jeg ikke er god nok og derfor sker der ulykker. Det er jo en vild tanke og jeg kan sagtens se det er totalt overdrevet, men angsten og tvivlen forsvinder alligevel ikke. Min psykolog siger jeg skal acceptere tankerne og ikke bekæmpe dem og jeg prøver ihærdigt men finder det gevaldigt svært for bliver ramt af skyld og mere tvivl. Jeg ved at mønstret er det samme som med alle de andre angsttanker jeg har haft men jeg mærker desperationen og frustrationen over ikke at kunne overbevise mig selv om at tankerne er fantasi. Mom du kan genkende det med at man godt ved det lyder totalt overdrevet men angsten gør at man kommer i tvivl. Jeg har dog ikke rigtigt hørt om andre med lignende tanker som mine men kan jo godt genkende mine tanker i beskrivelsen af andre typer tanker selvom det ikke er helt de samme. Det er også så mystisk for at jeg som om jeg kommer til at holde fast på angsten og kan blive bange for at slippe den, selvom jeg selvfølgelig gerne vil være fri af den. Mon det er normalt for angstramte? Desuden kan jeg også så tvivl om det nu er angst jeg har, eller om tankerne virkeligt er sande. Ak ja, det er angstens onde cirkel, det ved jeg og for pokker de er svært at komm ud af. Jeg prøver at tænke på hvad der mon har udløst det denne gang. Og jeg har prøvet at strukturer min kost og søvn, det hjælper lidt på det. Men har svært ved helt at komme til bunds i min angst. Får også virkeligt så mange negative tanker om mig selv. Om at jeg ikke er god nok. Og det er som om min hjerne synes det er guf, som om den lapper det i sig, mere af det dårlige siger den. Det giver jo ikke mening når jeg nu bare gerne vil have det godt. Jeg gør en masse for at lære at håndtere mine følelser og angsten, går på arbejde og til psykolog. Men der er noget i det jeg gør som ikke virker. Nogle strategier der modarbejder tror jeg. Det er lidt svært at forklare her. Men mon du har nogle ideer til hvad jeg mere kan gøre.

Mange hilsener
Malene Louise

Tak for din feedback, Maya 🙂

Kh. Lise