Kære Chalene,

Det er en svær situation du står i. Og jeg kan sagtens følge dig i dine frustrationer og tvivl om hvad du skal tage fat i først.

Mine første tanker er at det er naturligt at skabe negative tanker når du lider af en lidelse, der har så stærke og invaliderende konsekvenser for dig. Og jeg kan også godt forstå at det er svært at lægge de negative tanker fra dig, når du stadig er berørt af de store konsekvenser stadig. Øvelserne med at acceptere din tarmlidelse er nok ikke noget du sådan lige kan mærke, men må være en længere process som du skal arbejde med hver dag. Ligesom din lidelse jo også en del af dit liv hver dag.

Med hensyn til om du skal tage fat på det psykiske først er svær for mig at svare på. Jeg er egentlig af den opfattelse at vi som mennesker bør arbejde med os selv og vores sind løbende gennem livet. For hver gang vi udfordres og erfarer rykker vi os kræver det nye evner for os at mestre dét, vi går igennem. Måske er det en anden form for psykolog, du har brug for lige nu? En der måske arbejder mere med at bearbejde de følelser, som du oplever – frem for blot at acceptere og håndtere negative tanker?

Jeg tænker der måske kan ligge ubearbejdede følelser som frustration, sorg og måske endda vrede som skal bearbejdes for at du får det bedre, der hvor du er i dit liv lige nu? Og måske hjælp til nogle kreative tanker til hvordan du kan håndtere dit liv og aktiviteter, samtidig med at du har tarmlidelsen? Sådan at du fx føler dig tryg i at deltage i sociale arrangementer igen?

Jeg håber mine ord og tanker giver mening?

De bedste hilsener,
Lise

Super flot og detaljeret beskrivelse af symptomerne. Jeg tror mange – inklusiv mig selv, kan nikke genkendende til det du beskriver. Det er utroligt, så mange udtryk angst kan have.

– Lige en lille kommentar til det du skriver: “Jeg er meget træt de dage jeg har mange symptomer, da det er en kamp at skulle overbevise sig selv om, at det hele er okay og at det “blot” er ens angst. Specielt fordi min hjerne er så overbevist om, at jeg fejler noget og dermed gerne vil reagere. Og ærligt, hvem har lyst til at tælle tal, når man føler man bliver kvalt?” – husk, at når din angst ligger på 8-10 stykker, og du føler dig 100% overbevist om at du fejler noget og føler du er ved at blive kvalt, at der er det nærmest umuligt at nå ind til sig selv med tankerne. Der hjælper du bedst dig selv med at trække dig lidt fra situationen, så angsten kan falde til minimum 6-7 stykker. Her begynder du at kunne arbejde med tankerne igen.

De bedste hilsener,
Lise

Mine symptomer er meget vellignende. Jeg har valgt at inddele min angst på skalaen fra 1-10. Førhen var jeg hver dag oppe på 9-10 stykker, hvilket motiverede mig til psykolog hjælp. Kan varmt anbefale alle der oplever angst, om at få hjælp udefra og få en forståelse for hele situationen og følelserne man går igennem. Mine symptomer vandrer meget, ment på den måde, at de flytter sig. Den ene dag føler jeg en prikken i kroppen, den næste dag kan jeg føle mig lam i benene. Mine standard symptomer (dem jeg nu lever med hver dag), er følelsen af en person, der står på min brystkasse og trykker til hvormed der ikke er plads til luften nede i maven. Følelsen af noget lukker i min hals bliver stærkere, og kroppen begynder at gå i en stærk panik over følelsen af luftmangel. Hvis ikke jeg får kontrolleret angsten på dette stadie, vil angsten sandsynligvis begynde at påvirke synet. Mit syn bliver meget kalket, det pletter og min hjerne får mig nogle gange overbevist om jeg ikke kan se eller at jeg har mistet et synsfelt. Mine skuldre og min nakke er generelt meget opstrammet, hvilket samtidig gør det svært at slappe af. Jeg kan få følelsen af mine ben er lammede, eller at jeg ikke selv styre mine bevægelse. En hovedpine kan starte stærke tanker om blodpropper, m.m. Havde en grim oplevelse for noget tid siden med mistet synsfelt, og blev dermed kørt på sygehuset med mistanke om blodprop i hjernen, dog nægtede de at skanne mig pga jeg kun er 21 år gammel. Så fik aldrig opklaret den akutte situation. Plus jeg ved hjælp af psykolog har fundet ud af, jeg har mange indadvendte og lukkede følelser fra et tidligere forhold, som var meget usundt og grænseoverskridende. Jeg er heldigvis på et stadie, hvor jeg kan holde angsten til symptomer kun, hvilket betyder jeg ikke direkte får et angstanfald. Jeg er meget træt de dage jeg har mange symptomer, da det er en kamp at skulle overbevise sig selv om, at det hele er okay og at det “blot” er ens angst. Specielt fordi min hjerne er så overbevist om, at jeg fejler noget og dermed gerne vil reagere. Og ærligt, hvem har lyst til at tælle tal, når man føler man bliver kvalt? Det er en hård dagligdag og en kamp med angst hverdag, men jeg tror på forbedring og oplever den, men når man tror det går bedst, kan angsten banke på og minde en om, at man stadig er i ubalance og ikke skal glemme sig selv.

Kære dig,

Livet er indimellem så brutalt og barskt, at det kræver supermennesker og superkræfter for at kunne klare dem. Det gør mig virkelig ondt at læse, at du går så meget igennem lige nu.

Selvom vi forsørger at skabe de bedste tilværelser for os selv og vores børn, så kan vi ikke undgå at vi tager valg, som til tider giver voldsomme konsekvenser for os – og for andre. Det er i disse perioder i vores liv, hvor al vores fokus og alle vores ressourcer snævres ind til lige netop at overleve og til at komme ud på den anden side.

I de overlevelsesperioder vi går igennem, er det væsentligt for os at vi har værktøjerne til at håndtere det vi møder. Og det har vi sjældent, før vi har været det igennem, kva de erfaringer vi har. Og derfor er det så smertefuldt, fordi vi presses op i et hjørne uden mulighed for at kæmpe eller handle os igennem problemerne og løse det vi står overfor.

Det tager tid at opnå færdighederne, men den tid du lægger i at komme igennem krisen vil være din guldskat for evigt. Det du lærer nu gør dig stærkere og smidigere i dit liv bagefter. Også selvom det til tider kan se uoverkommeligt og håbløst ud.

Men giv ikke op, du er midt i orkanens øje, og alle forandringerne, omvæltningerne skubber stadig tsunamibølger rundt i dig. Det er nu du får muligheden for at kravle op det rigtige sted, og mærke dig selv helt indefra, hvem du er og hvad du ønsker dig af livet.

Det skal nok komme. Så længe du holder fast i håbet om at du skal op og ud i verden igen, så er det også muligt. Så kom igen. Lad ikke fortidens valg styre længere, tag nye og kæmp for alt hvad der giver mening for dig!

Du skal nok få det godt igen, uro og kaos skal nok falde til ro. Jeg tror på det!

Alt det bedste til dig, fra mig.
Lise

Hej Lise
Åh hvor gør det ondt i mit hjerte at læse din historie. Det er præcis som om jeg selv kunne ha skrevet det.
Alle dine symptomer er præcis det jeg også har og hvert sekund går med at kæmpe for ikke at panikke.
Jeg startede på antidepressiv for 3 dage siden og jeg frygter at det her helvede aldrig stopper.
Har lyst til at skrige hjælp.
Jeg håber medicinen kan virke hurtigt, for det her er ikke til at holde ud.
Bare få lidt luft og ikke være konstant anspændt.
Jeg er så ked og bange. Jeg er så anspændt at jeg ikke engang kan få en tåre ud selvom jeg er dybt ulykkelig?
Du er ikke alene husk det.
Og det skal nok blive godt igen.
De kærligste hilsner
Fra en i samme båd?

Hej Sofie.
Jeg har selv skrevet et indlæg men får lyst til at skrive til dig også, fordi jeg også er så enorm styret af mit tankemylder/angst… Det er næsten en konstant følelse og har været her i utrolig lang tid. Jeg føler mine dage er langt overvejende i mine tanker og følelsers vold og at mine ‘lufthuller’ er meget få og korte. Det er SÅ hårdt og det virker til at ens liv bliver ødelagt fordi man bliver en skygge af sin skygge… Der er intet tilbage af den jeg føler jeg er og det er bare en frustration og en fortvivlelse oveni alle de i forvejen katastrofetanker og det fysiske ubehag der følger med.
Jeg ønsker dig alt det bedste!

For to år siden blev jeg skilt efter et ægteskab hvor følelsen og tankerne om at det her var forkert havde ædt mig op gennem 10år uden at jeg havde reageret på dem… Jeg havde gjort alt for at undertrykke dem, da der jo ikke var noget i mit ægteskab at sætte finger på!!! En sød og rar mand, hus, bil – og 3 børn kom der til undervejs… Men følelsen og tankerne var inde i mig i alle de år! Da jeg blev skilt var det fordi jeg forelskede mig hovedkuls i en anden og gik derfor fra et ægteskab over i et forhold der var et år om at blive til noget ‘rigtigt’. Men vi fandt endelig sammen og har været kærester i et år nu. Undervejs har jeg haft mit fokus på det forhold og nok ikke været igennem den sorg det er at blive skilt og se hele ens fremtidsbillede gå i stykker. Den dårlige samvittighed over hvor svært det har været for mine børn, at leve i en lejlighed hvor jeg ikke føler mig hjemme – og forsøge at gemme det hele inde i mig selv midt i forelskelse!!!!
Nu er korthuset væltet for alvor!!! Jeg er sygemeldt fra arbejde, har sagt til min kæreste at han skal holde sig væk da jeg ikke kan rumme vores forhold… De samme følelser som jeg mærkede i 10år i mit ægteskab fylder hele mit sind: at forholdet er forkert, at vi ikke skal være sammen, jeg kan ikke mærke jeg elsker ham og hele samspillet bliver en frustration og en fortvivlelse over ikke at kunne mærke ham eller have lyst til ham! Jeg kan dårligt komme op om morgenen, kan ikke have aftaler i min kalender uden at få hjertebanken og få det virkelig skidt, jeg har svært ved at rumme mine børn når jeg har dem samtidig med at det også er dem der trods alt kan holde mig lidt igang!!!! Jeg er så bange, så ked af det, så fortvivlet og fuldstændig modløs og jeg føler jeg er ved at blive skør!!! Jeg føler mig sp ensom… som om jeg er i et bur hvor alle de mennesker der holder af mig står lige uden for og er klar til at hjælpe, men de kan ikke komme ind! Jeg har svært ved ALT! – at stå op, at handle ind, at lave mad, alle helt almindelige dagligdagsting er næsten umuligt for mig!!! Jeg får psykolog hjælp, går til individuelle mindfulness sessioner – og er for 3 dage siden begyndt på antidepressive fordi jeg simpelthen ikke kan mere… Jeg skubber alt væk fra mig og føler jeg ødelægger mit liv og ikke kan finde ud af noget som helst.

Psykologen mener jeg har depression og angst… – og jeg kan bare ikke finde min vej ud!!! Tror det er mange, mange års undertrykkelse af følelser som skulle have været bearbejdet og lyttet til, men jeg kan ikke spole tiden tilbage! Jeg kan kun se frem af og for mig handler hver eneste dag bare om at forsøge at overleve… Det er ikke noget liv!
Til andre i samme situation kan jeg kun råde til at søge hjælp så hurtigt som muligt… At flygte eller at undertrykke er muligt i et stykke tid, men så siger kroppen fra og nu aner jeg ikke hvad der er op og ned i min verden.

Det er så udmattende at være angst og især, når det varer i længere tid! Husk, at efterbearbejdelse er vigtig:

1. giv dig tiden til at slappe af bagefter
2. vær god ved dig selv, for du har lige været igennem helvede
3. klap dig selv på skulderen – du overlevede

Kh. Lise

Jeg lider også af angst og har på det seneste også oplevet, at angsten kan holde ved i mange dage. Den varierer i “styrke” men den er til stede. Jeg er lige kommet ud af sådan et af de lange “anfald” og nu er jeg bare træt. Virkelig udmattet.