Kære Britta,

Jeg forstår virkelig godt din frustration. Vores samfund og kommuner er slet ikke gearet (endnu) til at varetage ansvaret for at hjælpe børn og unge med angst. Eller med andre ord, prioriterer det højt nok. Og det er lige til at tabe kæben over for – for der de kan ikke gøre nogen bedre investering end at hjælpe de 1000 vis af børn og unge, der i disse år går ned med stress, angst, adhd m.m. Det er mig komplet uforståeligt at man i mange år har hjulpet voksne (også selvom det tog lang tid at sætte i gang) uden at skele til de mange børn, der havde brug for samme hjælp.

Nu ved jeg i har fået den hjælp i søgte. Til andre der læser dette kan man også kontakte psykologer på egen hånd. Ventetiden hos nogle psykologer er desværre også lang men det er en mulighed, der kan være værd at gå efter. Jeg ved det koster mange penge, og mange har slet ikke mulighed for at trække så mange penge ud af budgettet. Men hvis det på nogen måde er muligt at tilsidesætte andre prioriteringer, vil jeg på det varmeste anbefale også at undersøge denne mulighed.

Det glæder mig at høre, at det hos jer nu endelig begynder at gå fremad. Jeg er sikker på at CHILLED vil give jeres datter en masse gode værktøjer med sig og at hun stille og roligt begynder at lære, hvordan angsten skal håndteres.

Stor cadeau til jer forældre for at blive ved med at banke i bordet, holde fast i jer selv, og det i selv kan se og føle! At i er blevet ved med at kæmpe for at hjælpen til børn bliver priorieteret. I har været med til at bane vejen for, at kommunerne bliver nødt til at være mere lydhøre over for at hjælpe børn med angst. Men størst af alt, i har banet vej for at jeres datter fik hjælp. Det er det vigtigste.

Jeg ønsker jer fortsat god fremgang, og at jeres datter snart begynder at mærke angsten slippe.

Alt det bedste til jer.

Kærligst, Lise

Der sker så meget i teenageårene. Ikke nok med at kroppen forandrer sig, og hormonerne drøner rundt, følelser og sind er også i tumult og prøver på en gang at løsrive sig og på anden måde at fastholde det velkendte i en rivende udvikling. Derudover sker der mange forandringer og udviklinger i skole og uddannelse – også socialt.

Det kan være svært for mig at vurdere hvad det er din datter går igennem. Om det hun gennemlever er kriser, stress, angst, eller andet. Symptomerne kan betyde så meget.

Du skriver at i har været ved læge og at der ikke skete noget. Fik i snakket om hvordan hun har det? Og fik hun mulighed for at sætte ord på hvad det er der optager hende for tiden?

Hvordan når man som mor ind til sin teenagedatter og skaber tillid til at sætte ord på det der fylder meget? Det er nok en gåde som enhver mor/far må løse individuelt sammen med deres børn, og måske hvis bekymringerne tager til, inddrage hjælp fra evt. skole og lærere for at høre deres oplevelse af situationen.

Hvis du har en meget klar oplevelse af at det er angst, tænker jeg at det vil være en rigtig god ide at få hjælp fra en psykolog der arbejder med børn og unge – inden for det der kaldes kognitiv adfærdsterapi.

Jeg tænker at du måske kan få god gavn af at kontakte Center for Angst i København: http://www.psy.ku.dk/cfa/ eller evt. Angstklinikken i Århus: http://psy.au.dk/forskning/erhvervssamarbejde/angstklinikken/.

Få en snak med dem om hvordan du bedst håndterer netop din situation med din datter og hvis problemet bunder i angst – hvordan i finder den bedste hjælp der hvor i bor.

Jeg håber at du og din datter kan bruge de ting jeg skriver her og ellers kan finde på siden. Og jeg håber at i finder den hjælp der giver jer værktøjerne til at komme videre med det i står i.

De bedste hilsener,
Lise