Hold da helt op!!! Hvor kan jeg genkende mange af de ting du skriver.
Især der med egne meninger kontra det andre siger/synes…
Du er ikke alene, og jeg kan følge dig fuldstændig.

Kære Malene Louise 🙂

Tak for din kommentar! Det er som altid dejligt at læse dine kommentarer så bliv endelig ved med det!

Jeg synes det ville være rigtig fedt, hvis du havde lyst til at gæsteblogge! Du er mere end velkommen til at skrive til mig på info@slipangsten.dk – så kan vi finde ud af noget 🙂

Kærlig hilsen,
Lise

Du skriver et indlæg om det der ligger bagved angsten, behov og ønsker i livet. Jeg er sikker på at du har ret i det du skriver, ja jeg er faktisk overbevist om det.
Som du også skriver kan det være utroligt svært at finde de bagvedliggende årsager til angsten. Fordi det er så komplekst og fordi angsten får kroppen til at arbejde på højtryk og derved kan det efter min mening, være svært at have ro til at se på det der ligger nedenunder angsten. For når jeg og hele kroppen er angst så farer tankerne så stærkt rundt, tit på et dramaplan uden lige og det gør det ekstra svært at se på ens indre med et vis overskud.

Jeg står overfor en af de svære perioder med angsten og så endda i Juledagene! Og jeg vil så gerne ud med det og her er det næsten helt sikkert- for min angst, at skrive så det håber jeg er okay?
Jeg kan ikke finde en boks at putte min angst i, jeg er vist et sammensurium af alt angst. Det er både godt og skidt ikke at kunne sætte den i en boks. Godt fordi, at jeg ikke skal tænke for meget over sygdom og derfor ikke behøver at gå op i, hvad det hedder, det der piner mig. På den anden side, har jeg et stort behov for at blive forstået og passe ind og kunne finde trøst i at vide at den angst jeg har, er kendt af andre- på den måde bliver det nemmere at udholde angsten når den er værst.

Lige nu er min angst stor, men jeg er stadig bedre til at være i det end jeg har været og synes også at jeg i højere grad kan finde fornuftens stemme når angsten driller MEN angsten råber højere og højere alligevel og jeg har på fornemmelsen at der er noget jeg virkelig skal have frem og tage hensyn til. For hvad er det der gør, at jeg kan blive fuldkommen overrumplet af angst, ikke i en udadrettet forstand men en indre tilstand af stor frustration, ubehag og magtesløshed, og være så bange for at alle omkring mig vil lyve overfor mig, ydmyge mig- som teenagepiger kan lade en anden pige tro at de kan lide hende ved at gøre en masse godt og sige søde ting, fo så lige pludselig at vende 180 grader og gøre nar af hende, så hun bliver ydmyget og udstillet som et nul i deres øjne. Måske er det blot noget der sker i film. Men jeg ved, at jeg er blevet så angst for at opleve den form for ydmygelse- at stå tilbage og være blevet til grin. Hvis vi skal se bag angsten ja så har jeg da nok oplevet lignende engang. Men ikke så slemt som jeg husker det. Ikke på den måde i hvert fald, men jeg husker at min ungdom meget har været præget af følelsen af ydmygelse. En frygtelig indre følelse af ja af hvad det ved jeg ikke, men rart er det ikke og det gør mig så trist i maven. Samtidig skammer jeg mig over at jeg bliver ved med at have det dårligt over noget som måske er hændt mig for mange år siden.
Siden jeg var 11-12 år, har jeg haft angst som en større eller mindre del af mit liv og en af grundene er klart den manglende forståelse fra min omverden og mange traumatiske oplevelser jeg har haft. Desuden har jeg haft det svært i min familie og hver dag i alle mine teenager og i mine tyvere har jeg måtte udholde den stress det er, at have en stedfar som synes man gør alt forkert, er mærkelig og konstant bliver kritiseret og være i en konstant dårlig stemning. Når man er et sensitivt menneske så er det hård kost at mærke, at man er uønske, at være i en dårlig stemning osv. Men samtidig nager det mig så uendeligt meget når angsten skriger at alle nok lyver for mig og kun vil mig alt det dårlige. For selvom jeg med min fornuft godt kan se, at det jo er usandsynligt at ALLE vil mig noget dårligt- ydmyge mig, ja så er det sådan med angsten, at tvivlen kommer på tværs og det er meget meget svært at lukke ned for angsten for hvaaaad nu hvis det angsten fortæller mig, virkeligt er sandt- og jeg så taler mig selv fra det, ved at være så fornuftig som det nu engang forventes. Det er et helvede, for det føles som om jeg befinder mig i et mellemrum hvor jeg på den ene side har lyst til at lytte indad, at anerkende de undertrykte følelser der ligger så dybt nede bag og på den anden side kæmper imod for at bevare fornuften. Når jeg skriver det, er der noget der går op for mig men nemt er det ikke.

Den anden angsttanke jeg kæmper med, er angsten for om mine meninger, tanker, værdier, ønsker, behov, er resultatet af andres meninger. Det er svært at forklare dette. Og hvilken kasse passer denne angst mon bedst ind i? Altså det er som om jeg ikke har kontakt til min helt egen stemme indeni, som om jeg er kommet i den største tvivl om hvem jeg egentligt er. Eller jeg ved jo egentligt godt hvem jeg er, hvad mine værdier er, mine behov og ønsker men jeg frygter så meget, at det hele er fordi jeg i min store loyalitet over for andre, bare har fået disse værdier og ønsker osv for på en måde at behage dem. Jeg ved det lyder en smule vanvittigt og sådan kan det også føles. Og det er møgubehageligt fordi det er som følelsen af at have mistet jordforbindelsen fuldstændig og ikke kunne tage ansvar for eller eje min egen indre stemme- simpelt hen af frygt for, at det ikke hundrede procent er mig. Ikke at jeg sådan rent fysisk tænker at jeg er alle de andre- og jeg ved også godt at jeg har mine egne tanker, men af en eller anden grund, så er det så angstskabende for mig at stå ved mig selv eller hvad det nu er, det handler om. Det er også som om jeg er angst for, at jeg (igen) glemmer mine egne behov, ønsker, drømme, og værdier og derfor er over-overopmærksom på ikke at overtage andres holdninger. Jeg har en stor angst for at blive påvirket af andre, for det føles som om jeg ikke kan holde fast i mig selv. Hvad der ligger bag denne angst, er lidt af et mysterie for mig.
Fordi jeg er bange for at blive løjet for, opleve den forfærdelige følelse af at blive ydmyget og fordi jeg er bange for af det jeg tænker, uanset positivt eller negativt, er påvirket/overtaget fra andre, er jeg også angst for min egen mor, mine venner og min terapeut. Og jeg lever konstant i en stresset tilstand fordi jeg jo ikke vil undgå at være sammen med dem- “man” kan jo ikke bare droppe sin familie, venner og terapeuten, for så får jeg det aldrig bedre. Men på en måde, har jeg virkelig lyst til at droppe lidt ud. Ikke fordi angsten siger det, men fordi jeg kan mærke et dyb indre behov for at trække mig lidt tilbage – måske tilbage til mig selv? Men det er jo ikke velset, når man pludselig gør ting som afviger fra normen, kulturen!! Uh hvor jeg hader at følge den norm evigt og altid. Samtidig kommer angsten så frem og siger, åh nej, er det behov, den lille indre stemme, nu bare resultatet af at jeg er blevet påvirket af de andre til at synes dette- fordi de i virkeligheden gerne vil af med mig. Dette ved jeg sagtens er en tanke ude af proportioner og meget urealistisk men nu hvor jeg lægger alle kort på bordet, ja så er det altså den tanke der opstår lige nu i mit sårbare sind.
Der er gået hak i pladen Hihi. Jeg mærker alle mulige følelser og behov fra mit indre og konstant synes jeg at ignorere dem fordi jeg har en frygt for at de enten vil virke psykisk tossede eller være totale afstikkere fra vores del af verden og jeg hader at skulle forsvare mig selv- som jeg har gjort det meste af mit liv, fordi folk har haft meget svært ved at forstå de behov jeg havde og at jeg kunne bære rundt på gamle gamle uforløste følelser efter sååååå mange år.

Det var en lang smøre uden lige og hvis det ikke var fordi min krop skriger på et glas vand, ja så kunne jeg snildt skrive en masse mere, men det skal selvfølgelig også være overkommeligt for folk at læse.

Jeg kan se at du har en fane der hedder gæsteblogger – ville sådan en som mig, kunne få lov at gæste din blog og skrive et indlæg, eller skal man være noget bestemt? Har en masse tanker og elsker at skrive, så kunne rigtigt godt tænke mig at prøve det. Plus det kunne hjælpe mig med at udfordre min angst for at udstille mig selv.

Tak for muligheden for lige at skrive her til et menneske som forstår mere om angsten end mange andre.

Kh Malene L.

Det lyder jo fantastisk! Hvor længe har du været angstfri? Stort tillykke 🙂