Kære Mathilde,

Tak for dine spørgsmål. Jeg beklager meget at jeg ikke har formået at svare dig før nu.

Det er rigtig dejligt at læse, at du interesserer dig i din datters kammerats angst og sætter dig ind i hvordan du bedst håndterer det.

Det er tideligt at hun oplever angst, men desværre tror jeg der er mange der oplever deres første angst allerede tidligt i barndommen.

Jeg tænker at du måske vil få noget ud af at kigge lidt på denne her hjemmeside også: http://psy.au.dk/forskning/forskningscentre-og-klinikker/angstklinikken/om-angstklinikken/

Jeg vil prøve om jeg kan svare på dine spørgsmål – det er store spørgsmål og som der kunne skrives tykke bøger om. Men her kommer lidt om hvad jeg tænker.

Den bedste dialog tænker jeg du vil opnå ved at sørge for at du får barnets opmærksomhed. Øjenkontakt. Derudover er dialog tovejs, – dvs. du siger noget, og så lader du barnet reflektere og måske svare igen. Prøv, om du kan lytte aktivt. Det vil sige, at du lytter opmærksomt og viser med din krop at du anerkender det barnet siger. Afbryd ikke. Tag dig gerne god tid. Når barnet har svaret, er det din tur.

Det er okay ikke at vide alt. Vær ærlig og sig det som det er. Fortæl det du ved og forklar forskellen på det du forstår og det du ikke forstår.

Giv gerne konkrete eksempler og gerne analogier – altså små fortællinger som barnet måske kan overføre forståelsen til på dets alderssvarende niveau.

Forklar eventuelt hvad det er der gør forskellen på den adfærd som den angstramte har og den som du og i din datter har. Og forklar at det er okay at vi er forskellige og at der også er hjælp at hente.

Når du viser din respekt og anerkendelse for klassekammeraten vil dit barn afspejle det i sig selv og integrere den samme adfærd som dig. Det vil hjælpe dit barn til bedre at kunne tackle situationer som vil opstå i skolen og i venskabet.

At italesætte et angstanfald er virkelig svært for en der har prøvet det, så det må være endnu sværere at sætte ord på det, hvis ikke du selv har oplevet det. Men du kan bruge lidt herfra:

Et angstanfald er når man lige pludselig bliver rigtig rigtig bange. Så bange at hjertet banker og man ryster over hele kroppen. Hjertet slår hurtigt og vejrtrækningen bliver hurtig. Hele kroppen snurrer rundt og man begynder måske at græde.

Jeg tror det er vigtigt at man forholder sig åbent og nysgerrigt i forhold til folk der har angst. Det er okay at spørge, for det giver den der har angst en mulighed for at sætte ord på noget der kan føles meget svært. Det at snakke om angst som noget naturligt (omend det virker meget irrationelt) er med til at nedbryde tabuer og udelukkelser fra gruppen.

Det vil være fint, hvis børnene kunne starte med at spørge ind til hvordan hun har det og om det er okay at snakke om det som en start. Det kan være svært at snakke om i begyndelsen, men min egen erfaring er at jo nemmere folk synes det er at snakke om det, jo nemmere er det også at slippe angsten i samværet med dem.

Jeg håber det var noget som du kunne bruge? Jeg er sikker på at der er rigtig mange som har gode erfaringer at dele med dig, så jeg vil opfordre til at lade tråden gå videre, så vi kan samle en masse gode råd herinde.

Kærlig hilsen,
Lise

Hej Lise
jeg håber meget på at du kan være behjælpelig med af få svar på nogle sprøgsmål, min datter på 8 år har en klassekammerat som siden dec har lidt af angst affald, og har ikke været i stand til at komme i skole, det vil sige at hun har haft få men meget korte dage i skolen siden dec. men det har alligevel taget mig som forælder næsten 5 måneder at forstå alvoren af klassekameratens fravær,
derfor disse spøgsmål ?

hvordan for man på bedste vis skabt en dialog omkring klassekammeraten situation ?

hvordan i tale sætter man over for et barn hvad et angst anfald er ?

Hvordan kan de resterene børn i klassen på bedste vis imødekomme klassekarmeraten tilstedeværelse ?

link go info omkring de ting som er svære at tale om modtages med kys hånd
mvh mathilde