Benhårdt, ja. Men ikke desto mindre vigtigt at arbejde for. Det er det store dilemma omkring det at få hjælp fra kommunen. På en måde fodrer de til ens overlevelse med penge, og samtidig stresses man af de krav og forventninger de har til en om at sige de rigtige ting og gøre de rigtige ting, så man fastlåses i situationen og forbliver afhængige af dem. Heldigvis er der gode mennesker bag de fleste af dem der sidder ved møderne, problemet er bare at de er styret af regler og lovgivning fra oven. Man skal være stærk for at overleve systemet!

Det er vanskeligt når man er ramt af angst og er afhængig af hjælp fra et system der forventer at du kravler ned i en af de firkantede kasser som er deres eneste mulighed for at kunne hjælpe dig.

Jeg kender det og har været der selv. Jeg har også valgt det fra, fordi det stressede mig endnu mere end det hjalp mig i min situation. Jeg kunne ikke være i deres kasser. Men det er jo desværre ikke muligt for alle at kunne vælge systemet fra – det var det heller ikke for mig i perioder.

Men selvom det er svært, så er der ingen der kan forhindre dig i at holde fast i din holdning og mening om hvad der er bedst for dig. Det kan godt være at du tillader og accepterer at måtte kravle ned i en af systemets kasser for at få at modtage deres hjælp, men du har lov til at have din mening og ytre dine behov og hvad der er bedst for dig. At systemerne gør dette vanskeligt også kan jeg kun begræde…

Men hold fast i dig selv uanset hvilket kompromis du vælger at indgå. For at du kommer nemmest igennem.
Kh. Lise

Heldigvis er jeg nu omgivet af folk der lytter til mig, og er enig med mig i at jeg skal havde lov at køre med bumle tog, ellers køre det af sporet og jeg skal samles op igen. Bruger altid den lille tegnefilm med damptoget som tøffer og siger “jeg tror jeg kan”… til sidst når det faktisk frem.

Kære Charlotte,

Det gør mig så glad at læse at du reflekterer over det jeg skriver og at du føler at du genkender de ting jeg skriver i dig selv. Det handler jo om – i bund og grund, at lære os selv at kende og gøre os de erfaringer vi skal gøre for forstå vores angst for at vi ved hvad det er vi skal gøre for at slippe den.
Jeg sætter stor pris på dine tanker og at du stiller spørgsmål til det jeg skriver. Tak for det!
De aller bedste hilsener,
Lise

Hej Lise!

Tusen tack för ditt fördjupande svar! Jag förstår vad du menar, men det är svårt att hitta den sanna inre rösten som avgör vad som är det rätta, när ångesten har kidnappat hjärnan. Jag fick först problem med ångest när jag var vuxen, för 11 år sedan, när befann mig i för stor turbulens och press. Vilket tog mig lååång tid att förstå. Att mina gränser var överkörda alltså. Jag är van att genomföra ALLT, så jag tolkade det som att det rätta var att bara är att köra på och igenom. Det har både räddat mig och hållt fast stress onödigt länge på samma gång tror jag… Jag arbetade mig långsamt igenom den första gången med hjälp av envishet, växande acceptans och förståelse för hur jag fungerar genom olika terapier och har under ett par år inte haft problem med ångest. Det betyder inte att jag har haft 0 ångesttillfällen, men att jag just inte har haft PROBLEM med ångesten. Nu har jag dock tappat balansen med besvärliga ångestattacker som började smyga sig på i slutet av denna sommar efter stressande jobbsituationer och min inre kompass har tappat riktningen och jag har svårt att avgöra när jag ska se demonerna i ögonen och när jag ska säga, nej – det här behöver jag faktiskt inte. Hjärtligen Charlotte

Kære Charlotte,

Tak for dine ord for at give mig muligheden for at uddybe.

Det er kompliceret, og bær over med mig hvis ikke jeg når hele vejen rundt, og spørg gerne til det, hvis jeg skal forklare mig yderligere.

Jeg troede selv i mange år at det vigtigste var at se frygten i øjnene. Det var det jeg havde hørt. Så det gjorde jeg.

Jeg udsatte mig for alverdens situationer og mærkede angsten gribe mig og overtage mig, og også efterlade mig. Igen og igen eksponerede jeg mig for alt det jeg var angst for, fordi jeg havde hørt at jeg aldrig måtte undgå angsten, fordi det blot ville forværre angsten.

Jeg kunne ikke forstå at angsten blev ved med at komme når jeg nu udsatte mig for alverdens angst og tog imod. Jeg begyndte at tro at der var noget galt med mig og at min angst var særlig “kompliceret” og at jeg ikke “duede” til at slippe angsten.

Indtil det gik op for mig at det jeg i virkeligheden gjorde var, at overeksponere. Dvs. jeg udsatte mig, alt for ofte, for for voldsomme situationer som gav mig så meget angst, at det blot re-traumatiserede mig i stedet for at reducere min angst.

Jeg opdagede det, da jeg lærte om “graduerede angst-eksponeringer”, hvilket betyder at man udvælger de situationer, som har højest værdi for en, lægger en plan og lærer at håndtere situationen gradvist, i trin – som hvis du tager et trin af gangen på en trappe for at nå toppen, at angsten skulle tages nedefra, i små doser og kun i de trin, der fik den til at føle sig tryg og i ro.

Det gik op for mig at fordi jeg udsatte mig selv for eksponeringer der gav mig angst (8-10 stykker på en angstskala fra 0-10 hvor 0= ingen angst og 10=panisk rædsel) at så lærte jeg ingenting, men opnåede kun at sætte mig selv i en situation som bekræftede min hjernes opfattelse af at jeg var i fare, frem for at lære den stille og roligt at nærme sig situationen så den lærer at der ikke er fare på færde.

Jeg har sidenhen lært ufattelig meget af de utallige eksponeringer jeg har taget. Både at de er de absolut mest givende i forhold til at lære at håndtere en angstfyldt situation og at de skal håndteres med stor varsomhed og tryghed, for at de giver pote.

Jeg har eksponeret så meget i mit liv, at jeg på et tidspunkt lærte at jeg kunne lære næsten alt. Hvilket gav mig tro og håbet på at angst er tilllært og kan aflæres igen.

Men det lærte mig også, at vælge de kampe der giver mest mening og værdi, ellers er det ikke ressourcerne og indsatsen værd.

Nogle gange har jeg også erfaret at min angst i virkeligheden var min “buffer” til en virkelighed jeg skulle lære at håndtere før angsten ville slippe taget i mig. I sådanne situationer vil eksponeringerne være formålsløse fordi angsten ville dukke op igen så snart jeg stod i den uhåndterede konflikt.

Eller hvis jeg var så stresset af mine livsomstændigheder, at stressreducering var højere prioriteret i visse situationer end selve indlæringen af en vis situation.

Jeg har lært at der skal mod til at eksponere. Jeg har også lært at der skal mod til at beslutte sig for at undlade en eksponering og acceptere at jeg ikke magter alt på en gang.

Det var eksponeringerne der gav mig den største følelse af at slippe angsten, og det var også gennem dem, jeg lærte at acceptere, at jeg ikke ønsker at bruge hele mit liv på at blive 100% angstfri – at slippe angsten med andre ord.

Giver det mening?
Kh. Lise

Vel skrevet, – og ja, det er meget individuelt hvad det er vi har brug for. Angsthåndtering handler i stor grad om at lære at lytte og reagere på vores krop og sjæls signaler og undersøge hvad der ligger inde under angsten. Udover at give vores krop tid og plads til at restituere tydeliggør pauser desuden også indimellem hvad det er der ligger bagved angsten – så i alle henseender er pauser vigtige at tage 🙂
Kh. Lise