Kommentarer til: Tør du sige du er angst?

Af: Lise Kryger

Lise Kryger — Wed, 18 Sep 2013 12:59:18 +0000

Tak for dine ord og tanker Marie Louise! Det lyder i mine ører rigtig dejligt hvis det er tiden hvor samfundet er begyndt at stoppe op for at lytte og for at slikke sine slidtage sår efter så mange års effektivitet og stress. Jeg kan bare godt have mine bange anelser for om det er nu det er ved at ske eller om erkendelsen skal have flere år om at sive ind i toppen af vores samfund for at det kan sive godt og grundigt ned igennem vores sociale strukturer og arbejdsmiljøer. Suk. Jeg ser for mig Charles Chaplin som står der på hans samlebånd, stresset og ulykkelig et produkt af den tids industrialisering. Jeg så den som barn, og på en eller anden måde synes jeg ikke ændringen fra dengang jeg så den og til nu har været særlig gunstig – tværtimod.

Men man kan da ha lov og håbe, og ikke mindst arbejde for at jeg/vi selv tager ansvar og ændrer vores eget liv så det vi bringer videre til vores børn kan mærkes af forandringens fred og hvile.

KH. Lise

Af: Malene Louise

Malene Louise — Sun, 15 Sep 2013 17:16:00 +0000

Hej igen Lise
– og Mads.
Jeg får rigtigt kommenteret på indlæg idag (og igår) 🙂 Læser dette indlæg igen. Og som du Mads skriver, ja så er det jo et vigtigt emne at tage fat på og jeg kan kun være enig med jer begge. Jeg holder ikke inde med at jeg er angst, faktisk så fortæller jeg det hvis det er relevant eller hvis jeg har brug for det. Det gjorde jeg ikke til at starte med dengang jeg var tolv og fik det første panikanfald og i nogle år frem eller det vil sige, dengang reagerede jeg meget på angsten- også offentligt. Jeg følte det jo i hele min krop, kunne ikke få luft, blev svimmel og fik kvalme. Kan huske episoder hvor jeg stod og åndede i en pose eller strøg ud af supermarkedet fordi jeg blev bange for at besvime eller kaste op. Dengang tænkte jeg ikke, at nu måtte jeg lige tage mig sammen og havde ikke alle de mange underlige tanker, som jeg helt sikkert har fået “samlet” mig da jeg blev ældre og til nu og som nu gør mig angst på en mere kompliceret måde- netop fordi jeg har skulle holde det inde. Som årene nemlig gik blev jeg mere opmærksom på, at jeg var “unormal” i forhold til de andre og at det jo passede utroligt dårligt ind i samfundet, at være sensitiv og angst.
Men jeg fortæller som sagt at jeg har angst og har for længst gjort op med, at det er mærkeligt i andres øjne. Jeg er nu også typen som gerne deler de “grimme” ting uden at skamme mig. Men når det er sagt, så ligger jeg stadig under for tankerne om at jeg “burde” kunne være almindelig osv osv. Som du Mads skriver, ja så er der en tendens til, at fx angst er noget folk frygter sammen med andre psykiske lidelser og mange drøner afsted for at undgå at tage stilling til dem af os, som også er mennesker- bare med angst. Og ja det bliver gjort til noget ualmindeligt, noget man for alt i verden skal fordrive. Men som I også skriver, så er det jo netop denne fordrivelse af angsten, følelser, sensitivitet og meget andet, som gør det hele meget værre. For man kan ikke bare fordrive angsten og hoppe ind i samfundet på nogle præmisser som ikke passer til en. Jeg tror på, at når man undertrykker sine følelser og ikke bliver mødt med åbenhed i forhold til dem, ja så sætter det sig og til sidst bryder det ud som angst fx. Der er interessant at se, hvordan samfundet langsomt, er ved at have brug for at stoppe op, nu efter mange mange år, hvor det har handlet om effektivitet, mental styrke på grænsende til hårdhed og at man er sej når man kan klare alt og aldrig bukker under. Sandheden er jo, at kun få mennesker, kan klare et sådan samfund- og nu begynder folk at hungre efter ro, fordybelse og egenindsigt. Så forhåbentligt om nogle år, vil man anse angst for netop at være et symptom på undertrykte følelser og samfundsmæssig stress og alt for høje krav- bl.a. og se på vigtigheden af, at vi rummer hinandens behov og følelser. Det vil gøre det lettere for mange mennesker, at leve et liv i ro.

Kh Malene

Af: Lise Kryger

Lise Kryger — Tue, 05 Mar 2013 12:25:19 +0000

Som svar til MadsBrutus.

Kære Mads,

Tak for din kommentar! Angst er for mange (inkl. mig selv) et symptom på undertrykte følelser. Følelser som kan være svære at få til at passe ind i samfundet og overfladiske relationer. Vrede, sorg, irritation eller angst.
Angst er for mange et diffust begreb som i virkeligheden dækker over en hel række af følelser som ikke får navn, men blot bliver holdt nede og tiet ihjel.

Det glæder mig at du vil øve dig i at være angst. Det gør jeg også, – altså øver mig – især overfor dem hvor bare det at skulle nævne det for er et tabu.

Kh. Lise

Af: MadsBrutus

MadsBrutus — Tue, 05 Mar 2013 10:47:55 +0000

Kære Lise,

Jeg er angst. !

Utroligt dit indlæg ikke er blevet kommenteret før, for du kommer med rigtig mange sandheden og tankevækkende spørgsmål.

Jeg er først lige selv blevet klar over, at min angst til dels er et produkt af tabuet. Samfund, familie, venner og mig selv inkluderet er simpelthen gennemsyret af angst for angsten, angsten for det “unormale”, angsten for det uvisse og for det at være menneske på godt og ondt. Overbevisninger, som jeg må ikke have angst, du må ikke have angst er blot medvirkende til angstens modbydelige cirkel.

Jeg tror aldrig samfundet, med de værdibegriber der hersker i dag finder ud af det, men jeg vil øve mig på at være angst.

Mvh. Mads