Kære Malene,

Åh ja, de bekymringer vi kan have, kan være så irrationelle og alligevel fylde så utrolig meget. Ikke mindst, når det kommer så tæt på at det rammer vores kerne, hjem, familie og tætte venner. Og det uanset intelligens og velfungerende liv ellers. Selvom du er udadvendt kan du stadig godt have en angst for at andre ‘ser’ dig og kommer for tæt på dig. Lidt som, når der ingen grænser er… Nogle gange er det sådanne ting der spiller ind inde bag angsten. Fx manglende grænser bliver til at folk kan se én, selvom der er vægge og tonede ruder imellem… Det er ikke sikkert det er det der spiller ind her, det var bare en tanke jeg fik.

Godt at høre at du får hjælp ved psykologen. Pøj pøj med det hele.

Kærlig hilsen,
Lise

Kære Ninna,

Jeg tror du har gjort det helt rigtige ved at kontakte din psykolog. Det kan være svært at vente i 14 dage når det hele brænder på. Jeg har et lille tip du måske kan bruge mens du går og venter.

Det går ud på at finde beviser og realistiske facts for det du står overfor.

Prøv at tage et stykke papir frem og skriv selve situationen ned. Herefter skriver du alle dine ængstelige tanker ned. Skriv dem alle op, så der ikke er noget der ligger tilbage og murrer.

For hver ængstelige tanke skal du nu skrive en realistisk tanke ned. Du kan spørge dig selv om der er andre måder du kan tænke om situationen og om det er en tanke du kan øve dig i at tænke som er mere sandsynlig end den ængstelige tanke.

Med andre ord. Gå alle tankerne igennem hver gang du mærker dem komme. Omstrukturer tankerne en for en så du først slutter når du har gået alle tankerne igennem og fundet en mere realistisk og sandsynlig tanke.

Gør det hver gang det dukker op, så du øver dig i at tænke mere faktuelt end følelsesmæssigt (læs ængsteligt).

Jeg håber du kan bruge det jeg skriver.

Pøj pøj med det.

Kh. Lise

Hej igen Lise
Mange tak for dit svar. Jeg har brugt det du skriver og synes det har fungeret godt. Som du siger er “ny angst” generelt nemmere at slippe end gammel angst. 🙂
Der er desværre kommet en afløser til den første angst, nemlig tanken om at min kæreste kunne finde på at gøre mig noget. Hvilket han bestemt ikke kunne og aldrig har gjort. Vi har været sammen i over 14 år og venter vores første barn sammen, men pludselig er den tanke slået ned i mig, uden jeg aner hvorfor. Det er helt forfærdeligt skræmmende, og selvom jeg har snakket med ham om det kan jeg bare ikke slippe det… Han er min klippe og tanken om at jeg skal være “bange” for ham er jo uudholdelig.
Er gået så vidt som til at tage kontakt til min gamle psykolog, men kan først få en tid om 14 dage.
Har du et godt råd?
Kh
Ninna

Hej Ninna,

Ja, angst er virkelig individuel og giver sig mange gange udtryk i situationer der kommer helt bag på en. Det er lidt af et puzzlespil at forstå sammenhængen og at se det fulde billede af angsten – hvad den vil sige dig og hvad du kan gøre for at slippe den igen.

Da jeg læste dit indlæg kom jeg til at tænke på de gange hvor ny og underlig angst er kommet op hos mig, og hvordan jeg netop i denne nye fase har haft god virkning af at “eksperimentere” med det jeg er blevet angst for. Netop fordi det stadig er nyt og fordi det endnu ikke har bidt sig fast endnu har jeg nemmere kunne vende den lige når det er i begyndelsen.

Eksperimenter kunne i dit tilfælde fx være at gøre det modsatte af hvad fokus og angsten ønsker – fx i stedet for at få fokus på at andre ikke skubber deres stol på plads, selv at efterlade stolen uden at rykke den på plads, bare for at se hvad der sker om det er så vigtigt som hjernen og tankerne prøver at gøre det til.

Og måske endda prøve med vilje at starte en situation hvor det lader op til hverdags-små-drillerierne. På den måde kan du tage styringen tilbage og selv være den der får tingene til at ske. Så kommer de ikke bare ned over dig uden kontrol.

Kontroltabet kan være en angst-trigger, men hvis du leger med det og selv prøver at fremprovokere det i bitte små doser, kan det være at det ikke længere føles så farligt.

Måske kan weekenderne føles mere rolige fordi du har mere kontrol og styring i disse dage?

Og måske kan det vendes i hverdagene – hvis du prøver at eksperimentere lidt med det og tage styringen tilbage?

Blot nogle tanker herfra…

Er glad for at du kan bruge mine kurser 🙂 Tak for det!

Kh. Lise

Kære Solveig,

Det er nogle rigtig gode tanker du nedfælder her. Jeg har læst det nogle gange, og jeg sidder nærmest og nikker til det du skriver.

Det er så underligt at kunne rumme alle andres angst, og så have så svært ved at forstå at ens egen angst også bliver rummet af andre, når den kan være svær at rumme selv 🙂

Jeg ved jo at det støder til mine grund antagelser, leveregler, som jeg på et tidspunkt har sat op til at jeg skal være på en bestemt måde, og hvis ikke jeg er det, vil der ske xxx. Så jeg er 100% enig med dig i at det er noget der foregår oppe i mit hoved.

Så langt så godt. For der er alligvel, som jeg oplever det, en forskel på om andre rummer og løfter skuldrene når de hører min angst, og til selve situationen hvor jeg står overfor et menneske, som jeg må erkende gør mig bange, og sige det højt til vedkommende.

For det skaber en relation til vedkommende, som kan føles grænseoverskridende fordi vi måske ikke er “tætte” eller befinder os i en intim sfære hvor sådanne ting deles.

Hvilket jeg er mig bevidst om, og hvilket sætter mig i et dilemma om jeg skal vælge at spille med lukkede kort, og være hundeangst, eller om jeg skal bryde tavsheden, stilheden, gå til grænsen, måske endda overskride den, med det ene formål at slippe angsten selv.

Det kan være vanskeligt når jeg står midt i situationen, og verden haster videre rundt om mig, selvom alting føles som at være gået i stå.

Måske er det bare tanker, måske er det bare følelser, måske er det slet ikke sådan det forholder sig. Min erfaring indtil videre har været blandet, og jeg har stadig ikke fået has på følelsen af at jeg er den “mærkelige” i den sammenhæng.

Blot nogle aftentanker herfra… og en lille eksponering mere, fordi jeg åbner op om uforløste dilemmaer. Men ikke desto mindre gør det mig godt. Siden jeg skrev indlægget for nu nogle ugers tid siden, har det allerede rykket ved min oplevelse, som om defusionen er ved at sætte ind og jeg er ved at slippe den lidt mere… lidt af gangen 🙂

Kh. Lise

hej Lise

Mange tak for svaret og det lille fif det vil jeg prøve næste gang det har lettet og få sat ord på angsten.

KH Else

Åh jeg føler med dig 🙂 Og jeg ved du ikke er alene om det 🙂 Om det så er frisøren, lægen, posthuset, bussen eller hvor det nu er angsten dukker op så er det rædselsfuldt og virkelig irriterende at det går ud over dagligdags ting, som skubbes til side. Det kan være så svært at forklare andre hvad det er.

Jeg havde eksempelvis angst for at gå til læge i mange år. Det lyder måske naturligt for nogle, når de tror at det var fordi at jeg var bange for om jeg var dødeligt syg. Men det var ikke det jeg var bange for. Det jeg frygtede var at han ville se mig i øjnene og spørge mig hvordan jeg havde det. Uha 🙂 I dag er jeg ikke længere bange for at blive spurgt om hvordan jeg har det, jeg fandt nemlig ud af at jeg ikke behøver at forklare alt, at det er okay at holde på hemmeligheder, eller komme med en lille hvid løgn. Og bare sige “Jeg er ok”.

Men det der er med angst er at vi alle, hver især, skal finde ud af at håndtere situationer så vi værner om os selv, samtidig med at vi styrker vores fleksibilitet, i at færdes i de forskellige situationer livet bringer os.

Et lille fif til næste gang du skal til frisøren og mærker angsten – prøv at fokusere på det du kan mærke rent fysisk. Bliv overdrevent opmærksom på det, mærk sædet, føl stoffet der smyger sig om dig, føl dit hår på hovedet der bliver rykket i, mærk med hele din krop at du er til stede. Og gentag det hver gang du mærker tankerne løbe løbsk, det gør ikke noget at du skal gøre det flere gange, hvis det virker så er det det værd 🙂

Kh. Lise