Kommentarer til: Medicinens paradoks

Af: slipangsten

slipangsten — Tue, 03 Oct 2017 08:02:15 +0000

Som svar til Helle Solberg Meisner. De beroligende piller jeg fik, hed "Oxapax". Dem er jeg glad for at have sluppet. De lærte mig intet om at håndtere angsten eller hvordan jeg kunne slippe angsten. De lagde bare låg på for en stund, så længe de virkede på mig, for en dag holdt de op med at virke.

Af: Helle Solberg Meisner

Helle Solberg Meisner — Mon, 02 Oct 2017 14:37:50 +0000

Hej, hvad hedder de angst beroligende piller du fik.
Mvh. Helle

Af: Malene Louise

Malene Louise — Wed, 02 Apr 2014 19:28:24 +0000

Som svar til Lise Kryger.

Hej igen Lise
Jeg tror meget at de tårnhøje krav vi stiller til os selv og hinanden i det her samfund, hurtigt kan efterlade en i komplet desperation, når livet måske ikke lige går som man kunne forvente eller det forventes af andre. Og især når man får en sygdom enten psykisk eller fysisk, for vi er alle bange for at være syge, bange for at være svage, anderledes, unormale og ikke have kontrol over sig selv. Det kan alt sammen være med til at mange tyr til medicinen, både til at tage hovedpine, og de tungere lidelser eller hvis man ikke kan sove eller vil have mere energi. Der er medicin til det hele og jeg vil ikke være dommer for om andre skal spise piller for det ene eller det andet, men for mig, har det altid været vigtigt at stoppe op og mærke eller finde årsagen bag istedet for at behandle de umiddelbare symptomer og skynde mig videre. Men jeg har ofte slået panden mod en mur i forhold til min omverdens holdninger og ja samfundets meget travle gang og de mange krav, idealer og tossede, overfladiske synspunkter, fordi når man ikke ønsker at skynde sig videre og medicinere sig selv ud af de svære, hårde ting, så kræver det, at man fx tager en god lur, går tidlig hjem fra festen, trækker sig fra store konflikter med svære mennesker eller tage nogle beslutninger som går imod andres meninger. I særdeleshed når man som jeg, er en særligt sensitiv person. Men det har været op ad bakke for jeg har kæmpet med familiemedlemmers meget lille forståelse for mig og alle de mange krav fra mange sider. Og det har skabt en stort og konstant stressniveau, uro, skyld og skam og følelsen af ikke at være god nok. Og som jeg skrev i forrige kommentar, så var det ikke en mulighed der for tre år siden, at tage mig af mig selv og mit sammenbrud på en måde som jeg ellersgerne ville have gjort og jeg led virkelig så medicinen blev et svært valg jeg måtte tage.

Men det groteske er jo, at antidepressiv medicin først begynder at virke, hvis det overhovedet kommer til at virke, efter 6-8 uger og indtil da lider man og prøver at overleve. Sådan var det for mig. Jeg glæder mig til den dag det er slut med medicinen og samtidig frygter jeg hvad der venter for hvormeget dulmet den faktiske mine følelser og angst?

Jeg håber meget at der kommer gang i forskningen omkring medicin mod angst og depression. At man ved hvad det faktisk gør.
Og at der i højere grad bliver set på og lyttet til den enkeltes behov, for behandling, støtte og terapi.
Kh Malene

Af: Lise Kryger

Lise Kryger — Mon, 31 Mar 2014 08:08:00 +0000

Som svar til Malene Louise Petersen.

Jeg kan sagtens huske den dulmende følelse af medicinen, som du beskriver… og den manglende kontakt til min indre rådgiver. Den der lyttede til mine signaler fra kroppen og omsatte dem og mine tanker til gode strategier jeg kunne stole på.

Jeg tænker også at det er stort at vi som mennesker har så stor tillid til medicinalfirmaerne og den information vi får udefra at vi er villige til at slippe tilliden til os selv i desperation for at slippe angsten.

Når angsten først har fat er det svært at finde tilliden til os selv, og når vi ikke får hjælp terapeutisk, er det endnu sværere. Medicin bliver vores brandslukning, men fortæller os ikke hvad det er der starter branden igen og igen.

Vi har et samfund der stiller enorme krav til os og vi stiller enorme krav til os. Vi skal huske at krav og ressourcer skal hænge sammen, og at sætte krav til samfundet også.

Vi skal passe på os selv. Vi er her kun lige nu.

Kh. Lise

Af: Malene Louise Petersen

Malene Louise Petersen — Sat, 29 Mar 2014 15:28:52 +0000

Kære Lise
Et godt og meget aktuelt indlæg, som helt sikkert griber ned i rigtigt mange menneskers liv med angst og depression.
Og det er jo egentligt frygteligt at et menneske må stå overfor at skulle vælge at tage noget medicin, som man ikke helt ved, hvad gør ved en. Som måske ikke virker, men som har en eller anden indvirkning på en som man ikke kan forestille sig før man spiser pillerne og måske er blevet afhængig af den, psykisk eller fysisk, eller begge dele.
Du skriver om at være helt derude hvor smerten, angsten, depressionen og det uoverkommelige ubehag bliver så slemt, at det er helt umuligt at være i verden, med det man nu har at gøre godt med, og så er medicinen en af de udveje som man må ty til. Det kender jeg alt alt for godt. Jeg har som dig, altid været imod piller i min krop og især antidepressiver, som jeg var angst for, hvilken virkning de vill have på min krop. Flere gange har jeg været i nogle svære kriser hvor andre har talt om medicin, men hvor jeg har holdt fast i at jeg ikke ville have medicin, fordi jeg ikke stolede på det. Og jeg gjorde så meget for at prøve at arbejde med alt det der lå og gjorde ondt i min psyke. Af en eller anden årsag kom jeg aldrig derhen hvor jeg fik ro nok i min krop til at håndtere de svære ting i mit liv. Jeg var altid temmelig hudløs, hvilket jeg altid har været.
Men på et tidspunkt når alt hober sig op og man ikke får luftet ordentligt ud, så er der stor risiko for at proppen springer og ALT vælter ud i et kæmpe virvar. Det var det der skete for mig for lidt mere end tre år siden. På nytårsaften gik alt i sort og min hjerne stod på en gang af og gik i selvsving. På samme tid. Det var ulideligt og jeg havde intet at gribe ud efter, ingen sikkerhedsnet indeni, ingen redskaber der virkede. Og jeg nåede derud at hvis jeg skulle overleve så måtte jeg meget hurtigt finde en måde at stilne mine tanker og få mine nerver i ro. Jeg følte det som et kæmpe nervesammenbrud, som jeg havde svært ved at være i, men som var endnu sværere for den nærmeste omgangskreds at håndtere, så det jeg i virkeligheden havde brug for- ro, ro, ro og støtte, var ikke en mulighed og efter et par måneder måtte jeg så gå medicinens vej, pokkers også. Ikke at jeg som sådan har noget imod medicin, der kan være nødvendig for at kunne leve, med fx diabetes, hjertesygdomme osv, men det der bekymrer mig med antidepressiver, er at ingen faktisk ved hvad medicinen gør, hvilke steder i hjernen det påvirker og hvordan. Det er det uhyggelige. Og endnu mere uhyggeligt er det, at medicinen kan skabe overskud for svært depressive, så de ender med at tage livet. Og dertil kommer bivirkningerne, som er forskellige for alle men ikke desto mindre kan have stor indvirkning på en.
Når man som jeg, er en meget sensitiv person, som har et meget følsomt sind med et meget tyndt filter, så kan medicinen også påvirke ekstra meget og tankerne om hvad den gør, er der meget. Det er ikke en sygdom, men noget jeg er født med. Jeg har bare ikke været klar over det før jeg læste om det og undersøgte det indgående for fem år siden. Derfor har jeg ikke anet hvad jeg kunne stille op, hvilke redskaber jeg kunne bruge, hvordan jeg kunne forholde mig til mine behov for meget ro, samtaler med omsorgsfulde mennesker og ikke mennesker som kritiserer, er sarkastiske og grove.
Det sværeste ved at få medicinen er for mig, at jeg ikke har min medfødte intuition eller mavefornemmelse. Den er dulmet i medicin, medicinen ligger en tung dyne over mine følelser- desværre som sagt også over min følelse indeni som jeg ellers altid har brugt til at tage beslutninger, til at vide besked. Og så hjælper den heller ikke på angsten- den har jeg arbejdet mig hårdt igennem selv. Men den har hjulpet på depressionen, så noget godt er der selvfølgelig ved medicinen, men jeg vil hellere være fri, og lære at forebygge depressionen. Min frygt er at angstens tanker, de få der er tilbage der giver angst, ikke vil fortage sig.

Kh Malene Louise

Af: Lise Kryger

Lise Kryger — Thu, 27 Mar 2014 19:15:34 +0000

Som svar til Laura. Det er jo sådan det har været for mig at have angst i en tid, hvor ingen snakkede om angst. Jeg er sikker på at jeg ikke er alene om det. Men det er da også noget jeg har taget tilløb til i mange år, at åbne op om...

Af: Lise Kryger

Lise Kryger — Thu, 27 Mar 2014 19:14:06 +0000

Som svar til Marianne Anette Larsen. Jeg kan godt forstå dig. Jeg tog dem heldigvis ikke hver dag, men blot når jeg havde brug for dem. Men psykisk blev jeg afhængig af dem...

Af: Laura

Laura — Thu, 27 Mar 2014 14:28:28 +0000

Stærk indlæg Lise. Modigt at du tør dele det med verden 🙂 jeg har aldrig selv fået medicin for angst eller depression. Men tror det er en god løsning for rigtig mange – eller måske bare den eneste løsning ? Men tak for indsigten!!

Af: Marianne Anette Larsen

Marianne Anette Larsen — Thu, 27 Mar 2014 13:56:27 +0000

Hej Lise, tak for at få lov til at læse dit indlæg. Jeg kan genkende en stor del af det du skriver. Desværre er jeg stadigvæk afhængig af beroligende medicin, som faktisk kun tager de værste abstinenser nu. Men jeg tør slet ikke lade værre…har fået dem en menneskealder 🙁