fbpx

Hvorfor eksponere? Giver det mening?

Hvorfor eksponere? Et spørgsmål jeg stiller mig selv mange gange – og især lige inden jeg står over for en eksponering. Hvorfor overhovedet gå det igennem – er det det værd – og er det ikke meget nemmere blot at undgå det og leve med angsten?

At eksponere betyder “at udsætte sig for” og er en vigtig brik indenfor den kognitive terapis behandling af angst.

Når jeg oplever angst, er det min hjerne der har opfattet at jeg er i fare og fortæller min krop at jeg skal skynde mig væk eller kæmpe – med andre ord overleve. Hjernen starter på et splitsekund min krops alarmberedskab og det alarmberedskab indebærer den følelse som vi kalder for “angst”. Det er en følelse vi alle genkender som værende rædselsfuld og ikke til at være i. Det er heller ikke meningen. Hvis følelsen havde været behagelig – ville vi alle i urtiden have været blevet ædt ude på savannen. Meningen er, at vi skal få en ubærlig trang til at flygte, undvige eller hvis det er muligt – kæmpe for vores liv med en krop der er spændt til at yde sit bedste.

Nu er det bare sådan at den angst jeg og du sikkert kæmper med ikke rigtig hænger sammen med de farer vore forfædre levede med og jeg ved ikke med dig, men jeg ønsker som udgangspunkt ikke at overfalde andre mennesker og kæmpe for at overleve, for dem jeg måske oplever angsten i samværet med er som regel flinke og rare mennesker som vil mig det godt. Så. Hvis jeg ikke ser vinding i at kæmpe en kamp og sejre fordi jeg vandt – hvad er der så at gøre?

Undgåelse

Flugt. Flygte fra stedet, situationen, dem vi er sammen med. Enten fordi vi ikke længere kan udholde angsten (mens den topper) eller når tankerne på forhånd fortæller os at noget i fremtiden vil udløse den frygtelige følelse angst. Den sidste sætning viser meget godt forskellen på os i dag og hvad vores forfædre ville have gjort i urtiden i lignende situation. Efter at være flygtet fra sabeltigeren, ville de være angste et stykke tid, men kort efter ville de bevæge sig ud på sletten igen – ud iblandt faren – for at finde mad. Og det var en risiko de tog, men det var også det eneste de kunne gøre for at overleve!

I dag er vores hjerner så veludviklede at vi kan tænke os til mulige fremtidige scenarier. Og vi kan forestille os meget levende (takket være vores hjerne) hvad vi kan blive udsat for. Vi er programmeret til at huske tidligere oplevet farer og når vi bliver erindret om det, kan vi med vores veludviklede hjerner vælge at ændre vores handling således at vi undgår faren. Nuvel, meget god strategi, hvis ikke…

… at strategien kunne blive at undgå alle de ting vores tanker sætter i gang af mulige farer. Vi tænker og tror med stor overbevisning på at vores tanker har ret – og at vi kan forudse farer. Men kan vi det?

Her er det at eksponering kommer ind i billedet. For ved at eksponere os for det vi tror er farligt, men som efter al sandsynlighed ikke er farligt, oftest vil give et nyt svar på hvordan fremtiden bliver. Ukendt. Vi kan ikke kan spå om fremtiden. Alt hvad vi kan er at referere til en tidligere hændelse og tage en vurdering som vi vælger at planlægge efter. Så. Hjælper det at undgå alle mulige ting i sit liv og forblive i troen om at det er farligt – eller giver vi os selv en ny chance ved at afprøve situationen, gradvist og med god planlægning, og tage nyt bestik som vi kan referere til?

Så hvorfor eksponere? For at give os selv muligheden for at leve livet og få en tilværelse som er bevægelig alt efter hvilken situation vi kommer ud i. At lære at håndtere vores livs kriser og udfordringer ud fra det sted vi står i frem for tidligere og måske mindre modne måder at anskue verden på.

Giver eksponeringen mening og værdi?

Og er det det værd? Jeg har indimellem stået overfor det jeg inde i mig selv kalder for en “trick-eksponering”. En “trick-eksponering” er en eksponering som umiddelbart ser ud til at være en angstfyldt situation jeg har et ønske om at kunne håndtere.

Et eksempel på en “trick-eksponering” var da jeg i foråret havde tilmeldt mig et netværksarrangement. Min eksponering gik ud på at undersøge om det egentlig var så farligt som jeg troede. Som tiden nærmede sig begyndte jeg at mærke angst. Angst som af uforklarlige årsager ikke faldt selvom jeg brugte alle de værktøjer jeg kendte til. Tværtom blev angsten så heftig og fyldte så meget at jeg brød helt sammen på det kursus jeg gik dengang gik på. Jeg gennemtænkte alle muligheder for hvordan jeg kunne håndtere situationen, og jeg fik rigtig mange gode råd men intet gav mening.

Lige indtil det gik op for mig at jeg eksponerede på det forkerte. Det gav ikke mening for mig at udføre eksponeringen. Det ville være som at kaste mig for løverne, bagbundet. Ingen læring. Men hvad var det så jeg skulle? Det var lidt en erkendelse for mig, men eksponeringen handlede slet ikke om det at møde op uden at kende nogen som først antaget. Det handlede om noget helt andet. Jeg ønskede så brændende at være en del af en gruppe. En del af en gruppe der havde succes, og havde fremgang og gjorde karriere. Jeg ville så gerne se mig selv sidde der og være “med”. Men det var et ønske som slet ikke gav mening i forhold til det der virkelig foregik inde i mig. At kæmpe en så hård kamp blot for det, ville sende de helt forkerte signaler til mig selv. I stedet for signaler om “jeg kan godt” og “jeg gjorde det” ville jeg skulle kæmpe for noget der ville lyde sådan her: “jeg er kun god nok hvis jeg klarer eksponeringen” og “kun hvis jeg bliver anerkendt som værende en del af den gruppe – vil jeg kunne anerkende mig selv”. Signaler som kun nærede mit lave selvværd og følelse af at være en katastrofe med mindre jeg opnåede deres bekræftelse. Ja, en krig kørte indvendigt – og hang jo slet ikke i tråd med virkeligheden. Og på ingen måde et værdigt grundlag at udføre en eksponering.

Eksponering på leveregler

Så. Det jeg i virkeligheden skulle eksponere på var min leveregel om at jeg kun er noget værd når jeg som i denne situation var en del af den gruppe som jeg “så op til”.

Pludselig faldt alle brikkerne på plads. Det gik op for mig at jeg slet ikke ville få noget ud af at udsætte mig for eksponeringen. For jeg havde jo allerede min egen gruppe som netværk. Jeg har jo skabt et kæmpe kolo-enormt netværk af mennesker som interesserer sig og vidensdeler med mig om lige præcis det som jeg synes er så spændende. Og her står jeg trygt og kan lære i fred og ro – fordi Slip Angsten, og alle jer som kommer på min side, på Facebook og Twitter i er mit netværk og giver mig så meget – på mine præmisser – vores præmisser. At sige fra til et netværksgruppe var ikke en undgåelse eller flugt, men til gengæld en øjeåbner for hvad jeg i virkeligheden havde af værdier og det var dem jeg skulle ud og kæmpe for.

Så min eksponering gik ud på om jeg turde sige fra og have tillid til mig selv om at jeg var god nok selvom jeg meldte mig ud. Det var en anden form for eksponering og sværere at se med det umiddelbare øje, men en eksponering som i den grad gav mig værdi.

Beslutningen gav øjeblikkelig bonus. Den er ikke til at tage fejl af. Sejrsdans, glæde og overskud i massevis. Alt tungt i mit liv lettede og blev transformeret til håb og direkte glæde. Jeg skrev og ringede for at melde fra ordentligt, og var indtil det var gjort noget usikker på om det var okay og om jeg “måtte”. Havde jeg virkelig lov til at kvitte en eksponering? Svaret er entydigt og blev efterfølgende styrket ved at jeg aldrig et sekund har fortrudt min beslutning. JA – for det gav langt bedre mening og værdi for mig at bruge krudtet et andet sted. Det blev det første af mange signaler jeg sidenhen har sendt mig selvom at jeg er noget værd og ikke behøver at klippe en hæl og hugge en tå for at blive anerkendt. Signaler om anerkendelse og selvrespekt er vanvittig effektfulde emner at eksponere på.

Så selvom vi står overfor en eksponeringe der tænder angsten bare ved tanken, så giver det faktisk mening at spørge os selv om det nu også giver mening. Ikke kun fordi vi, når angsten først har fat, får en trang til at give os selv en undskyldning for at slippe, men også fordi eksponeringer kan give mere skade end godt hvis ikke de giver værdi i den anden ende.

Derfor! Husk at det er vigtigt at spørge dig selv om det giver mening inden du eksponerer og det er i orden at trække dig fra en eksponering. Alt eksponering gælder om at nærme dig dine inderste værdier og leve dit liv i overensstemmelse hermed. I respekt for dig selv og for det liv du har så er det kun kreativiteten der sætter grænser for hvad en god eksponering kan være bare den giver mening.

Hvilke værdier er gode for dig at eksponere på? Hvad giver dig mening?

Indlægget her er blevet læst 5544 gange!

Privacy Preference Center