Kære dig,

(først og fremmest er jeg desværre ikke forfatteren til dette velskrevne indlæg – det er Mona Andersen).

Men kære dig alligevel.

Ensomhed er fra vores inderste indre en af de mest tærende følelser at blive opslugt af. Den kan fylde hele ens indre og rive den fra hinanden i småstumper på samme tid. Og jeg tror alle kender til den i mere eller mindre grad.

Vi mennesker er i bund og grund flokdyr, og vi er har det i os, følelsen af at vi overlever bedst i samlet gruppe. Alene føler vi os udsatte og angste for om vi klarer den og overlever.

Så for mig at se, er klart at når du skriver du har været alene det meste af din barndom, at det er en smertelig følelse der dukker op hos dig også nu.

Grundlæggende tænker jeg om ensomhed, at det er en følelse og en tilstand vi får rigtig meget ud af at lære at håndtere. Altså lærer at kunne være alene med os selv indimellem. Og jeg tænker at det er en balance der må veksle mellem at være social og være en del af en gruppe og muligheden for at kunne trække sig og være alene, uden at føle ensomheden kvæle og give angst.

Selv har jeg kæmpet hårdt med ensomheden i perioder. Jeg valgte derfor i en periode af mit liv, at flytte for mig selv, i et lille træhus, uden vand, elektricitet, og et das i haven. Simpelthen for at lære at være alene. Jeg følte dengang ikke at det var det jeg lærte, fordi det var så hårdt at gå igennem. Men når jeg ser tilbage er jeg ikke i tvivl om at det var der jeg netop lærte at være alene med mig selv og overleve den angst jeg havde for det.

Men det behøver jo ikke være din løsning. Og ingen behøver at tage så store skridt. Jeg tænker sagtens du kan vælge at finde en sambo og bo sammen med. Du kan sagtens lære at håndtere din ensomhed i små doser af gangen. Du kan lære at håndtere det at være alene på mange andre måder og i graduerede eksponeringer.

Grauderede eksponeringer er hvor du vælger at være alene for t lære det, men kun i så små doser at du ikke vækker den voldsomme følelser, men kun lige mærker snerten af ensomhed og evt. angst. På den måde lærer du lidt hele tiden, uden at tage for store skridt af gangen.

Du må give dig selv den credit at du har en tung bagage med dig og at du har brug for at tage tingene i doser som du kan håndtere.

Du skriver at du går til eksamen i øjeblikket, og du skal vide at når du er under pres og er stresset at angst og store følelser nemmere kommer til udtryk. Derfor vil jeg råde dig stærkt til om du kan sænke dit stressniveau så meget som muligt mens det står på. Jo mindre stress – jo mindre angst og svære følelser der fylder for meget.

Jeg håber du kan bruge mine ord og at du kommer godt og stærk igennem det hele 🙂

Kærligst, Lise