Jeg skulle tage mig selv i hånden for at finde de sande værdier – og slippe min angst

Hvis du forestiller dig selv tænke tilbage på dit liv som 80-årig – hvad tror du så du vil tænke? Hvad siger din mavefornemmelse dig?

Som barn og ung havde jeg ikke mange tanker om min fremtid. Jeg havde en ide om, at jeg skulle på universitet som min far, men ellers havde jeg ingen ambitioner, ingen forestillinger. Min fremtid lå som et stort tomt hul foran mig, og det eneste jeg så var uindfriede forventninger der gik på, at jeg skulle præstere det umulige, – at blive voksen og blive til “et eller andet”.

Fremtiden fyldte mig med rædsel. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg følte angst for både det ene og det andet udelukkede muligheder og min nysgerrighed og fantasier blev gemt væk så jeg kunne føle mig tryg og i kontrol med mine følelser. For at være helt ærlig, så ville jeg helst skippe voksenalderen og bare blive gammel.

Jeg brugte alle mine ressourcer på at være og omgive mig med dét jeg troede jeg skulle for at være “rigtig”, blive accepteret og en integreret del af samfundet. Aktiviteter, sammenkomster, holdninger og skjulte mig selv, hvis ikke det lige passede med omgivelserne.

Men jo mere jeg forsøgte at gøre det rigtige, jo mere forkert følte jeg mig. Jo mere jeg prøvede at blive accepteret, jo mindre accepterede jeg mig selv. Og jo mindre accepteret jeg følte mig, jo mere oplevede jeg mig selv som placeret på en fjern planet, helt ude af stand til at connecte med andre mennesker.

Det var ikke fordi jeg ingen ressourcer havde. Jeg var dygtig, klog, sød og prøvede på at gøre alting så godt jeg kunne… men hvad var så problemet?

Andres, eller egne, indre sande værdier?

Jeg var så fokuseret på alt det andre så var meningsfyldt i stedet for at finde mine egne, indre sande værdier. Jeg var udholdende og stærk som en okse og jeg kunne presse mig selv til alverdens ting. Men intet af det jeg gjorde var i takt med mit indre jeg. Mit jeg, truede jeg væk til fordel for andres behov og interesser.

Dengang var tanken om at blive 80 år en lettelse, en befrielse. Men hvis jeg skulle være ærlig, vidste jeg også godt, inderst inde, at jeg flygtede fra livet, mig selv. Og som 80-årig ville jeg vide det, at jeg havde spildt mit liv – sløset det væk. Forkastet mig.

For nogle år siden skete der noget, som forandrede min tilværelse og gjorde, at jeg i dag ser helt, helt anderledes på mit liv. Og jeg ved i dag, at skulle det frygtelige ske, at jeg mistede livet alt for tidligt, at jeg, allerede nu som 41-årig, ville være tilfreds med det liv jeg har levet.

At vælge livet

For 5 år siden krydsede tilværelsen mig på alle leder og kanter og jeg tog en ny beslutning for mit liv. Kort fortalt, – jeg var lykkeligvis blevet gravid efter flere års forsøg og fertilitetsbehandling, og 4 dage forinden havde jeg netop fået at vide, at min far var uhelbredelig syg af lungekræft.

At skabe liv på et tidspunkt, hvor min far var ved at miste sit, gav mig en dyb indsigt i at livet er det eneste jeg har og når det er slut så er det punktum for alt. Det satte mit liv med angst for livet i perspektiv og jeg har lige siden kæmpet, hver eneste dag for at vende alt hvad jeg møder til mening og værdi.

Jeg spurgte mig selv hver aften inden jeg gik i seng:

  • Hvad vil jeg med mit liv?
  • Hvad vil jeg udrette?
  • Hvad drømmer jeg om?
  • Hvad vil jeg opleve?

Og hver aften satte jeg kryds ved de ting jeg havde udrettet, oplevet eller gjort. Jeg blev klar på hvad det er jeg vil med mit liv, og jeg fik en rød tråd at gå efter i alle mine valg. Og jeg begyndte at proiortere.

Når jeg stod overfor et valg huskede jeg min bog som jeg skrev i hver aften og spurgte mig selv – er det det jeg vil? Hænger det sammen med det jeg skriver hver aften? Det gik op for mig at nogle af de ting jeg gjorde slet ikke hang sammen med mine indre værdier.

Når sande værdier bliver undertrykt skaber de angst

Jeg kunne føle angst for mærkelige ting. Men når jeg spurgte mig selv om situationen repræsenterede mine værdier blev jeg ofte vældig overrasket. Ting som jeg i flere år havde anset for at være det rigtige at gøre, hang slet ikke sammen med mine indre, sande værdier.

Sande værdier som fx: Ærlighed, loyalitet, tryghed, åbenhed… Værdier som for mig lå hengemt fra mit barndoms register og var blevet glemt, undertrykt.

 

Jeg skulle tage mig selv i hånden

 – og tage mig selv med fremover.

 

Jeg spurgte mig selv:

  1. Fra en skala på 0-10 – hvor vigtigt er det jeg står overfor (for mig)?
  2. Hvad er mine sande værdier?
  3. Fra en skala på 0-10 – hvordan er situationen præsenteret i forhold til mine indre, sande værdier?
  4. Nogle gange hang det godt sammen, men andre gange ikke.

De situationer jeg stod overfor som ikke passede til mine ønsker for livet og ikke matchede mine indre værdier kunne vise sig at vække min angst. Var det så underligt? Var der så nogen grund til at kæmpe for det?

Andre situationer gav mig angst, men vigtigheden og værdierne var i orden, og på en eller anden måde, blev angsten mindre vigtig i dén henseende. Om ikke andet var det angsten værd at udleve, afprøve og kæmpe for!

Mine sande værdier blev tydlige, jeg tog gode valg, tog hensyn til mine behov og værdier og livet begyndte virkelig at give mening.

Accept medfører tilfredshed

I 5 år har jeg arbejdet intenst med at justere på de valg jeg tager, i forhold til mine indre, sande værdier og jeg finetuner – hver eneste dag. Jeg ved godt, at mit liv bliver mindre og mindre som prototypen af danskere.

Jeg ved godt, at jeg tager valg, som andre står uforstående overfor. Jeg ved også, at jeg indimellem bliver stillet overfor at skulle forsvare mine valg og prioriteringer, og at jeg for hver gang bliver stærkere og klogere på, om det jeg gør – er det jeg vil.

Men jeg ved også, at min holdning til livet har forandret sig og min angst er blevet stærkt reduceret. Jeg er ikke angstfri. Men jeg er tilfreds. Hver dag er jeg taknemmelig for at være nået så langt. At have oplevet så meget forskelligt. At være omgivet af mennesker der respekterer mig for den jeg er.

Jeg lever stærkt efter mine indre, sande værdier, og når jeg gør det betyder det ikke så meget om jeg er “rigtig”.

Jeg er ikke spor bange for at være i den alder jeg er. Jeg elsker den frihed jeg har opnået ved at kæmpe for autenciteten, ægtheden og ærligheden. Jeg frygter ikke at dø. Jeg sørger indimellem – ja ofte, over, at det en dag uundgåeligt vil komme til mig også, men jeg har kun én kæmpe frygt tilbage. Angsten for ikke at leve mit liv til fulde. Tænk, hvis jeg ikke når det hele? Alle de spændende ting livet har at tilbyde?

Når jeg tænker tanken om at sidde, som 80-årig, og tænke tilbage på mit liv så har jeg en god mavefornemmelse. Allerede nu kan jeg sige: Jeg gjorde det – jeg tog kampen, jeg valgte livet – og jeg agter at fortsætte den vej.

Livet stiller ingen garantier, men jeg garanterer mig selv – at nu jeg kender mine sande værdier, at jeg vil efterleve dem så vidt muligt resten af mit forhåbentlige lange, lange liv.

Hvordan efterlever du dine indre, sande værdier?

Indlægget her er blevet læst 3053 gange!