Kære Malene,
Jeg tænker at angsten bliver den styrende part hvis den (angsten) er den eneste der vurderer og hvis vurdering er den eneste der bliver taget alvorligt og lyttet til.

Angst opstår når du er i klemme, når du er presset op i et hjørne og ikke kan komme hverken til den ene eller den anden side og noget farligt (måske en konsekvens) nærmer sig – mens du er i klemme.

Jeg tænker også at rationelle vurderinger, realistiske vurderinger og planlægning som på mest kedelige og fornuftige vis fremmer en vis sikkerhed for at du undgår stress, grænseoverskidelser, og ægte fare vil kunne bane vejen for dig og overtage den plads som angsten bliver overladt til at tage når den er “in charge”.

Når du proaktivt vælger at passe på dig selv, vise dig selv respekt, står op for det du føler og holder fast i dine grænser og indre overbevisninger, vil angsten slippe automatisk fordi den ikke længere er nødvendig for dig. Med andre ord, du generobrer pladsen og gør angsten overflødig.

Noget angst udvikles fordi den passer på dig. Men det gør den kun så længe der ikke er nogen til at passe på dig. Derfor skal du lære at passe på dig selv, så du ikke er afhængig af at angsten foretager de “sikre valg” som i virkeligheden kun gør dig ulykkelig og forhindrer dig i at leve det liv der giver mening for dig.

Jeg forstår sagtens frygten for at slippe angsten hvis du er afhængig af dens begrænsninger. Men hvis de begrænsninger angsten giver dig føles som fængselsmure, tænker jeg det vil kunne give dig noget at overveje hvordan en tryg levevej vil være for dig, således at du tager hånd om dig selv samtidig med at du udfordres i de områder der “tænder dig” og som gør at du føler glæde, engagement og får dig til at gro og vokse.

Giver det mening det jeg skriver?

Kh. Lise

Hej igen Lise,
Mange tak for dit svar og god viden om emnet angst, mindfulness m.m.
Idag har angsten ramt med tanker. Det er ikke den helt store overvældende angst hvor krop og sind står i et, men jeg rammes af tanker som er angstfremkaldende og fremkaldt. Jeg har skrevet om alle mine tanker for, som jeg ofte synes er mærkelige og unormale. Jeg ved det godt “hvad er normalt, hvem kan definere det?” Men følelsen af at tanken er anderledes, mærkelig, unormal, er der. Jeg har, som du måske kan huske fra nogle af mine andre indlæg (vil dog ikke bebrejde dig hvis du ikke husker det, du hører og læser jo mange historier og kommentarer), tanker der kredser om personlighed, angst for manipulation, angst for alt det der forandrer mig og fører mig videre. Også selvom det er hen til noget mere positivt og mindre angstpræget. Det betyder at jeg til tider for angst for min behandling, angst for at få det bedre og ikke selv kunne bestemme hvad jeg har lyst til. Jeg ved godt, sådan rent fornftmæssigt, at jeg vil være nærmere det at kunne bestemme selv, hvis jeg var fri af angsten, men det er som om, at jeg har haft angsten så længe at frygten for at give slip på den, uvisheden for hvor jeg vil havne, angsten for om jeg kan passe på mig selv uden angsten som min makker og tanken om at gå imod angsten, som måske taler sandt (ved det er usandsynligt, at alt det angsten siger er farligt, virkeligt er farligt), alt sammen gør mig meget i tvivl og giver mig lyst til at droppe alt og bare passe på min angst(eller mig selv). Jeg ved jeg burde ønske at blive fri for angsten, og det ønsker jeg også, men noget i mig, ønsker ærligt, at lytte til angsten, også selvom jeg får det skidt. Det føles som at gå mod mig selv og sådan er det mske når angsten har godt fat i en. Det er ikke det fysiske ubehag eller de mange tanker jeg ønsker at holde fast i, men min evne, via angsten, til at analysere en situation, bedømme om noget er godt eller skidt for mig, passe på mig selv, ved at gennmtænke tingene og det er det jeg er angst for at slippe hvis jeg slipper angsten. Derfor får jeg fx modstand mod at bruge nogle af de ting jeg arbejder med hos psykologen, fx mindfulness og det at acceptere tankerne uden at dømme og gribe fat i dem. Jeg har mærket det virker, men lige idag kom angsten for det at acceptere tanken og samtidig lade den flyde væk, uden at tage fat på den eller lytte til den. Som fx tanken, hvad hvis jeg udsættes for manipulation gennem det jeg læser, ser eller hører (totalt overdrevet hvis ALT skulle være manipulation, det ved jeg godt). Meningen med accept, er jo så at acceptere den tanke jeg får, altså tanken om manipulation, uden at behøve at forholde mig til den, at lade den glide forbi. Men angsten træder ind og jeg kommer til at tænke “kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke skal lytte til angsten, ikke skal tage mig af den tanke? Hvad så hvis det sker, hvordan kan jeg så beskytte mig selv? Hvordan passer jeg på mig selv, hvis ikke jeg har noget at navigere ud fra?”
Det er skræmmende af og til, når angsten har fat i mig, bare at acceptere tankerne og angsten, fordi det er så anderledes end det jeg har gjort siden jeg første gang mærkede angsten og selvom jeg ved at accept er den bedste måde. Hvordan kan det dog være man kan sidde så fast i et gammelt mønster, en gammel reaktionsmåde, at man krampagtigt ønsker at holde fast i den, selvom den samtidig giver en, en masse ubehag og mangel på livsglæde på visse områder i mit liv? Det er jo almen psykologi om mennesket, det ved jeg godt. Men det gør det ikke nemmere at gøre noget ved. Det er som om mit behov for at bestemme selv, over mig selv, have min frihed til at gøre det på min måde og mit ønske om at vide hvad der er det rigtige for mig, er så stærkt at jeg føler jeg går imod mig selv, i min iver efter at komme af med angsten. Det er svært at forklare. Min psykolog siger, det bare er angsten der prøver at holde mig fra at arbejde med det, fordi den (angsten) ikke ønsker at jeg kommer af med den. Men jeg føler det er mere end bare det, ved bare ikke hvad:)
Mon alt dette giver mening?
Mange hilsener fra Malene Louise

Kære Malene Louise,
Godt at høre fra dig 🙂

Det er naturstridigt at acceptere angsten når først den har slået sig ned i et angstanfald – eller hvis angsten er særlig høj. Vi er jo programmeret til at angsten giver os trangen til at fjerne os fra “noget” vi antager er farligt. Vi kan acceptere at vi oplever angst, og vi kan også lære at acceptere den i mindre bidder. Når vi gør det inden den udvikler sig fortager den sig så den ikke udvikler sig. Som at tage den i opløbet og forebygge på den måde.
Men når først vi er kapret kan vi ikke bare sige “nå” – hele vores krop er fyldt med hormoner der vil have os væk fra situationen og vi er derfor udfordret med vores evolutionære arv og skal berolige os selv med vores stærke logiske hjerne der kan trænes i at vende tilbage til “nuet” så du slipper tankerne der bevæger sig ude i fremtiden om “hvad nu hvis…”.

Du behøver ikke rumme alting med mindfulness. Mindfulness giver dig ikke mulighed for at rumme mere end du magter og ønsker. Du kan acceptere til en vis grænse, men du kan ikke acceptere alt i din tilværelse. Når du accepterer det du ikke kan ændre giver det dig plads og mulighed til at ændre de ting du ikke accepterer.

Når du accepterer at du ikke kan acceptere alting, sænker du dit indre pres og stressreducerer.

Hvis du udover at være stresset samtidig forventer af dig selv at du skal acceptere alting i livet, så stresser du dig så meget at du risikerer at udvikle angst.

Du har lov til at sige fra. Du har lov til at sige “her til og ikke længere” og du har lov til at sige “det vil jeg ikke acceptere”.

Når du mærker og accepterer en grænse vil du få behovet for at foretage en handling der respekterer din grænse. Her går det ofte galt. Fordi konsekvensen ved at foretage den handling kan være så stor at vi ikke kan overskue den og derfor opgiver og synker ned i angsten i stedet. Angsten giver en pseudo-grænse men den er ikke særlig konstruktiv og den er ikke tydelig. Hverken for dig selv eller andre.

Du spørger mig om sammenbrud kan opstå hvis man stresser ud over egne evner, når man har angst. Jep. Og sammenbrudet kan netop være det der gør at du slipper angsten. Angsten kan være opstået fordi du ikke vil bryde sammen, men hellere vil holde fast på dig selv og ikke knække. Men denne tilstand er meget stressende og hvis du er i denne tilstand i længere tid kan det give alvorlige konsekvenser som fx angst.

Hvis du er meget stresset, kan et lille sammenbrud om dagen holde angsten fra døren. Ikke forstået på den måde, at det er sundt at være så stresset at det bliver nødvendigt. Men sammenbrud kan lette dig for det indre pres gennem tårer, medføre erkendelse og at du rækker ud efter hjælp.

Jeg kender til total overvældelse. Og jeg er ikke bange for mine følelser når det sker. Jeg kan som regel se at der er en grund fordi jeg ikke frygter det jeg ser længere. Total overvældelse kan være overordentlig skræmmende, men jeg har erfaret at det blot er vrede, sorg, glæde og angst for det uvisse der har været hobet op igennem længere tid. Når først det forløses skabes der plads og ro indeni.

Jeg håber du kan bruge mine tanker til noget i din process med at lære at acceptere og rumme – samtidig med at du respekterer dine grænser for ikke at kunne rumme og acceptere alting?

Kh. Lise

Jeg ved godt du efterspurgte vores måder at acceptere på, men jeg er stadig i processen med ar lære at kunne acceptere og rumme;)
Gode hilsener
Malene Louise

Tak for bidraget 🙂
Kh. Lise

Det glæder mig at du synes Aase 🙂
Kh. Lise

Det øjeblik du tør tage ansvar for DINE følelser, er det dig, der styrer dem og ikke omvendt. Der findes flere værktøjer til at gøre det, og det behøver ikke at tage så lang tid, men det sker kun… hvis du tør tage ansvaret 🙂