Vil du smide antidepressiver

Tips til mindre angst når du slipper antidepressiver!

Omkring ½ million danskere er på antidepressiver! Nogle på grund af depression og nogle på grund af angst. Ved du hvad du kan gøre for at slippe nemmere ud af dit forbrug af antidepressiver? Til dig der får antideprssiver for angst har jeg i denne artikel skrivet lidt om, hvad du kan gøre, for at din udtrapning bliver nemmere og mindre præget af angst.

Det er ikke nogen hemmelighed, at lægerne gennem de sidste årtier har været yderst behjælpelige med at udskrive antidepressiver – eller de såkaldte “lykkepiller” til folk der har angst. I sin tid blev de udskrevet til folk der kæmpede med depressioner, men man opdagede, at i nogle tilfælde havde de også en angstreducerende virkning for dem der kæmpede med angst. De blev kaldt lykkepiller fordi de, da de kom frem, havde mange og gode resultater, med ganske få bivirkninger. Det med resultaterene og bivirkningerne er senere hen blevet temmelig diskutabelt og faktisk bliver de i øjeblikket udsat for massiv kritik fra flere kanter. (Prøv evt. at Google på “Peter Gøtzche” fra Cochrane Instituttet eller videnskabsjournalisten “Robert Whitaker” hvis du vil læse mere herom).

Der er rigtig mange der, når de trapper ud af antidepressiverne mærker forskellige symptomer som indre uro, humørsvingninger, rysten, spændinger – og angst. Det er muligt du går igennem uden bivirkninger, men til dig der vil være på forkant med din udtrapning eller allerede nu oplever bivirkningerne er der her lidt information og råd til dig.

Personlige erfaringer med antidepressiver

Mine egne erfaringer med lykkepillerne startede da jeg i 1997 fik en depression. Jeg var så langt nede, at jeg ikke kunne fortsætte på min uddannelse (Psykomotorikuddannelsen) og havde på det tidspunkt tanker som var begyndt at kredse om hvorvidt jeg ville kunne overleve mit eget liv, hvis ikke jeg gjorde noget drastisk og noget jeg ikke havde prøvet før.

Jeg kontaktede min læge og han foreslog prompte at vi prøvede lykkepillen Cipramil. Jeg startede med en lav dosis og i løbet af de næste uger begyndte jeg at få det bedre. Jeg begyndte at kunne tænke, jeg fik ro i hovedet og jeg begyndte at se muligheder og mærke positivitet og glæde igen. Jeg fik samtidig tilbudt 10 psykologsamtaler på “Center for selvmordsforebyggelse”, hvor jeg modtog kognitiv terapi. I løbet af de 10 sessioner var jeg klar til at leve mit liv og med Cipramil i lommen gik jeg ud i verden, fik en praktikplads og begyndte at møde mennesker og fik nye veninder som hjalp mig videre.

Men pillerne hjalp mig kun mens de var i min krop. Da jeg et par år efter trappede ud af pillerne udvikledejeg angst igen. Selvom jeg sidenhen ikke har været deprimeret, så har angsten spillet en stor rolle og når terapien ikke længere rakte eller jeg havde råd til det kontaktede jeg lægen for at få hjælp fra antidepressiver. Min gode erfaring med antidepressiver mod depression har desværre ikke været det samme i forbindelse med at få det bedre med min angst. Derfor har jeg måtte trappe ud af pillerne igen og igen, fordi de simpelthen ikke virkede.

Det eneste de gjorde var at dulme mine følelser, vrede, glæde, sorg – og ja – på den måde kunne jeg nemmere være ligeglad med det der skete omkring mig og det havde en angstreducerende virkning. Men at miste så store dele af min personlighed for at slippe angsten har været for stor en konsekvens for mig. Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg prøver at fjerne min angst – jo mere vil den have lov til at være en del af mig. Mit ypperste mål er derfor, at den får lov til at være – og at jeg giver slip på den og lader den være. Min erfaring er, at så slipper den også sit tag i mig.

At slippe antidepressiverne

Jeg har oplevet at gå ind og ud af antidepressiver uden at mærke nogen som helst påvirkning af min krop og mit sind – overhovedet. Men jeg har også oplevet, at få angst som en reaktion på medicinen i min krop. Også selvom medicinen jeg tog var for at “fjerne” angsten. Både når jeg har startet på antidepressiver og når jeg har udtrappet for antidepressiver – har jeg oplevet svær angst.

Jeg har i begge faser oplevet angstanfald, som røg helt op på angstniveau 10 (som er det højeste jeg kan komme), hvor jeg har rystet, klapret tænder, været rædselsslagen og grædt i totalt panik. Jeg har ligget i min seng mens min mand har holdt om mig og angsten har raset igennem min krop, og holdt om mig til den kørte træt og jeg faldt i søvn.

Angsten har ved ind- og udtrapning også forekommet i mindre bider, hvor jeg har rystet over det hele og på den måde har jeg udviklet angst. Jeg har siddet hos min mor og drukket te og bedt om de største kopper for overhovedet at kunne holde på dem.

Ind- og udtrapnings angsten har i mit tilfælde stået på i et par dage og efterfølgende uro i 1 til 2 uger, hvorefter at det har sluppet sit tag i mig igen. I Jeg ved, at det er meget forskelligt fra person til person og fra gang til gang. På basis af mine egne erfaringer og det jeg på nuværende tidspunkt kender til det at trappe ud af antidepressiver vil jeg gerne stille nogle nogle gode råd op som du kan læse og forholde dig til. Hvis du er på vej ud af antidepressiver kan det være en hjælp at vide, at du ikke er alene og at der er hjælp at hente.

Tips til mindre angst på vej ud af antidepressiverne

  1. Stop aldrig pludseligt med antidepressiver – det kan give ophørssymptomer
  2. Når du har besluttet dig for, at du vil ud af dine antidepressiver så er det godt at gøre det på et tidspunkt, hvor du:
    • er i balance med dig selv
    • har stabilitet i dit liv
    • går mod lysere tider (hvis du bliver påvirket af vinterens mørke)
    • ved, at der ikke skal ske store forandringer i dit liv
  3. Kontakt din læge og lav en udførlig udtrapningsplan med ham
  4. Brug lang tid på at trappe ud – gerne flere måneder – og jap det ikke igennem!
  5. Selvom lægen siger go for it – så gør det ikke hurtigt, – du skal nok nå det. Det er vigtigere, at din krop bliver afvænnet over lang tid, hvis du vil undgå angsten
  6. Udtrap gradvist og knæk gerne pillen i mindre og mindre stykker inden du slipper den sidste del
  7. Hvis du mærker, at du får nogle heftige dage under din udtrapning, så læg mærke til om der er et mønster i det. Ved mig var det ca. på 4-5 dagen efter jeg havde justeret mine piller, at jeg fik en nedtur. Det hjælper at vide, at det blot er en fysisk reaktion og behøver ikke betyde at angsten er vendt tilbage. At vide, at det går over igen, kan hjælpe dig til ikke at udvikle yderligere angst
  8. Vent med at lave en justering i din pillenedtrapning, hvis du ikke er stabiliseret efter sidste justering. Nogle gange tog det mig længere tid før kroppen var faldet til ro og så ventede jeg lidt ekstra tid inden jeg tog den næste justering
  9. Få fat i en person der kan hjælpe dig ved siden af. En kæreste, ven og meget gerne en der kender til det du går igennem. En psykolog eller terapeut som kan hjælpe dig med at håndtere dine nye udfordringer vil være guld i denne periode (som nemt kan vække dine tanker som fx.: “kan jeg nu?” og “åh nej, nu vender angsten tilbage igen!)”
  10. Husk, at der kommer ny viden om antidepressiver til hele tiden. Hold dig ajour med udviklingen og den viden der bringes ud så du får den bedste og mest skånsomme udtrapning. Ring hellere en gang for meget til din læge end en gang for lidt
  11. De tilbagefald du mærker bør ikke vare for længe. Føler du, at nu har det varet for længe – og kun bliver værre kan det være tegn på at du er gået for hurtigt frem. Kontakt lægen og snak med ham om du skal gå højere op igen inden du tager næste justering.
  12. Jeg vil til enhver tid anbefale dig at snakke med en psykolog eller terapeut, som har forstand på angst. Jeg mener det er vigtigt at du lærer at håndtere følelser og de udfordringer du får i livet fremfor at dulme og stå forsvarsløst når der opstår en krise 
  13. Sørg for at få sovet godt, spis sundt, motionér, frisk luft, gå ture! Skær ned på dine opgaver – din krop er under forandringer og behøver ro og stabilitet

Indlægget her er blevet læst 6215 gange!

Tags:, , , , ,

Trackback fra din side.

Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kruset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Kommentarer (24)

  • Avatar

    Mette

    |

    Jeg har fået efexor depot igennem mange pr mod depression og panikangst. Jeg prøvede for flere pr siden at trappe ned, men fik så sindsyge ophørssymptomer så jeg ikke kunne fuldføre. I foråret er jeg trappet ud med god hjælp fra en psykiater som trappede mig ud ved at jeg overlappede med fluoxetin og så trappede ud af det. Der var ikke ret mange bivirkninger. Så måske I kan prøve at spørge læge/psykiater om det kunne være en måde for jer? Det kommer måske an på, hvilken medicin man er på. Og så stadig gøre det over et par måneder. Det bliver også nævnt her:
    http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/abstinenssymptomer.htm

    Hvis jeg havde vidst det for 7 år siden, så var jeg nok trappet ud noget før i hvert fald.

    Reply

  • Avatar

    Eva

    |

    Kære Lise
    Jeg er lige startet i et forløb med antidepressive pga. stress og depression, og lagde med en halv pille, dvs. 25 mg for derefter at trappe op til 50 mg efter en uges tid. Den første uge var et helvede, alle følelser og sindsindstilstande blev ekstra kraftige, men da jeg så øgede dosis til det dobbelte, kom jeg også ind i en tilstand, hvor jeg blev lidt mere ligeglad med tingene – ja, faktisk blev jeg nervøs for, at det ikke var “mig”, og samtidig tænkte jeg også, at nu havde jeg det super, væk med pillerne! 🙂 Jeg fortsatte dog med at tage dem, men nu her 5 uger senere er det som, om det er gået lidt tilbage for mig. Jeg er begyndt at få en del angstanfald (små), og knuden i maven, kvalmen og tankemylderet er også tilbage igen.. Jeg kan ikke lade være med at gå og mærke efter hver dag, selvom jeg burde lade mig selv få ro.
    Hvad er dine erfaringer med det? Er det normalt med disse rutscheture under behandlingen? Er det blot et spørgsmål om at skulle havd en højere dosis? Og må man selv øge?
    Man kan have et par dage, hvor alt går fint, og man tænker, at nu er man snart klar til at starte på job igen for blot at ryge ned igen den næste dag… Og hvor er jeg bare træt af at føle 🙂

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Eva,
      Jeg tænker at det er super vigtigt at du får aftalt en tid med din læge for at tage en snak med ham om hvordan du oplever medicinen og om der er noget han mener i kan justere på for at stabilisere dig mere uden at du føler du mister dig selv.

      Jeg tænker at det er super vigtigt at du vedligeholder dialogen med lægen om hvad der sker og hvordan pillerne virker, og hvordan du udvikler dig igennem hele perioden hvor du får medicinen. Det er lægen der ved hvad medicinen gør og han som udskriver den – han har en del af ansvaret for at det bliver en god oplevelse for dig.

      Endnu vigtigere tænker jeg at det er vigtigt at du får samtaler med en psykolog der kan hjælpe dig med at lære hvordan angsten opstår i dig og hvordan du skal håndtere den, både mens du er på medicin, men især også når du en dag trapper ud af den igen. Lægen skal tilbyde at henvise til psykolog samtidig med at han udskriver antidepressiver, for det er denne kombination medicinen har bedst virkning.

      Mine egne erfaringer er at medicinen, dengang jeg tog den, gjorde mig ustabil hver gang jeg øgede eller trappede ned med den. Og det var vigtigt at der gik så lang tid imellem perioderne at jeg følte mig stabil nok til at tage et nyt trin (op eller ned).

      Aldrig selv øge eller trappe ned. Altid i tæt kontakt med en læge. Det kan være fristende selv at styre det, men jeg kender adskillige tilfælde hvor det sker for hurtigt og som på grund af dette har fået øget deres angst og derfor har givet op at trappe ud.

      Så hvis jeg var dig så ville jeg få fat i lægen og tage en snak med ham/hende og så få en henvisning til en psykolog.

      Håber du kan bruge mine tanker til noget.

      Kh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Anne Lykke

    |

    Kære Lise
    Tusind tak for et rigtig godt indlæg.
    Mit spørgsmål er måske lidt atypisk og hører måske ikke til her – tilgiv mig hvis jeg er gået galt i byen. Men jeg påtænker at starte på medicin i en kort periode og bagefter stoppe igen.
    Min historie kort:
    Jeg har været syg af angst i 8 år – generaliseret angst, panikangst, katastrofeangst og socialangst. Jeg har været i behandling hos 3 psykologer, en psykiater, været i angst-terapi-gruppe og senest været hos en psykoterapeut og behandlingerne har virket i tiden efter – jeg får mere overskud og bliver udadvendt. Men angsten vender altid tilbage igen. Jeg frygter at folk vil slå mig ned på gaden, at folk skal opsøge mig på min adresse og gøre mig ondt, at jeg dør af stress, at jeg bliver dødelig syg, at folk skal forfølge mig – kort sagt – at jeg kommer til skade.
    Jeg har været i kontanthjælpssystemet i 5 år nu og har været i praktik én gang, og det gik fint til at starte med, men 6 uger efter gik jeg ned med stress. Jeg kunne ikke sove, havde trykken for brystet, hovedpine, ondt i maven og let til tårer. Jeg måtte stoppe mit forløb. Et halvt år efter står jeg nu igen til at skulle ud i praktik og tanken gør mig angst og stresser mig pga. min dårlige oplevelse tidligere.
    Jeg har aldrig taget medicin, men jeg drikker ca. én genstand hver aften inden sengetid for at falde til ro – med god effekt, men angsten og tanke-mylderet vender troligt tilbage den følgende dag. Jeg er efterhånden så desperat på at komme ud af min angst at jeg har overvejet medicin, men jeg frygter at jeg ikke kan komme ud af det igen, og jeg frygter den omvæltning det vil give både at starte på medicin og trappe ud af det igen. Igen – angst, angst, angst.
    Mit spørgsmål er:
    Vil det være sundt for mig at starte på medicin i en periode, så jeg kan få styr på mit liv og dermed gennemgå mit kommende praktik forløb, og bagefter trappe ud af medicinen? Eller skal jeg forsøge på ny med en anden psykolog eller terapeut?
    Jeg håber, du måske kan hjælpe.
    Med venlig hilsen
    Anne Lykke

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Anne,

      Jeg ved der er mange der har gavn af at tage medicin i en periode for at komme “op af hullet” og til at klare livet og hverdagen for en periode.

      Medicinen kan muligvis hjælpe (og det skriver jeg fordi det er meget individuelt om det kan hjælpe – afhængigt af medicin og personlighed), men hvis du ikke får hjælp til at håndtere selve angsten kan den komme igen når du er trappet ud af medicinen og bliver presset eller stresset på ny.

      Så for mig at se er det væsentligt om den hjælp du har fået ved terapi, er hjælp der har givet dig værktøjer til at håndtere selve angsten? Det kan være svært at vide, men oftest er det når du får hjælp med enten kognitiv adfærdsterapeutisk terapi, mindfulness eller det der hedder ACT (acceptance and commitment therapy) – og sikkert også andre, at du får hjælp direkte på at håndtere selve angsten.

      Så spørgsmålet du med fordel kan stille dig selv er om du sideløbende med indtag af medicinen får hjælp til at håndtere stress og angst?

      Medicin kan hjælpe, men når du en dag trapper ud af den, er det vigtigt at du i stedet har værktøjerne til at tage over når det brænder på, så du ikke ryger ud i at angsten tager over igen.

      Giver det mening det jeg skriver?

      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

  • Avatar

    Anne-sofie

    |

    Kære alle herinde,
    Jeg kan tilslutte mig meget af det I skriver om, og i skrivende stund overvejer jeg at trappe ud af medicin. Jeg har i 6 år fungeret fint på seroquel og sertralin, men i efteråret 2015 gik det helt galt. Jeg gik ned med stres, angst og depression. Blev indlagt af to omgange og har været igennem både medicin som noritren, Marplan og nu efexor og seroquel samt beroligende efter behov. Jeg oplever at jeg går rundt i en boble hvor jeg faktisk føler jeg går ved siden af mig selv. Jeg er bange for mine egne tanker og alt hvad der handler om at udtrykke behov og alt hvad der har med handlinger at gøre. Det sætter mig i en position hvor jeg føler mit liv passerer forbi mig fordi jeg ikke selv har førertrøjen på. Jeg er i tvivl om min tilstand er forværret af medicin indtag, og jeg er ude af stand til at mærke basale følelser, såsom glæde, vrede, er meget ulykkelig over min tilstand så græder meget. Jeg oplever at mit normalitets begreb har ændret sig og det skræmmer mig. Er der nogle der har erfaringer med ovenstående? Jeg går i ambulant behandling kognitiv adfærdsterapi, psykiater og har en terapeut tilknyttet. Jeg er fuldstændig klar over at det er mit tankemønster der skal ændres, og det arbejder jeg på, men at opleve mig selv sådan her er nærmest ubærligt og mine omgivelser forstår mig ikke. Håber at høre fra jer. Bedste hilsner herfra

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Anne-Sofie,

      Når jeg tænker tilbage på den gang jeg tog medicin og besluttede mig for at trappe ud af det, så var det netop det at jeg ikke følte som jeg plejede at føle. Jeg følte ingen glæde og jeg følte ingen vrede eller sorg… jeg kan huske at jeg tænkte at det var som om jeg var blevet beklædt med tyk, sej elefanthud som holdt mig fra at mærke mig selv.

      Det gik op for mig at hvis jeg skulle lære min lille søn at leve og håndtere det liv han skulle live, løse problemer og komme stærkt ud gennem sine kriser, så måtte jeg vise ham hvordan, grundlæggende. Og for at kunne det, måtte jeg kunne mærke mine følelser, mærke hvem jeg var, hvor mine grænser gik og hvad der i livet gjorde mig glad og lykkelig – ikke mindst.

      Jeg fik rigtig meget hjælp til at lære håndtere angsten og til at forstå hvad angst egentlig er for noget. Og det var den viden og de værktøjer jeg lærte at bruge som gjorde at jeg kunne slippe medicinen og lade mine værktøjer og indsigt arbejde når jeg stod i en situation hvor jeg ellers ville have fået angst eller have dæmpet det med medicin.

      Så viden og værktøjer hjalp mig igennem.

      Jeg tænker at du med den kognitive behandling har gode chancer for at komme godt igennem din udtrapning, fordi du netop har værktøjer der kan hjælpe dig hvis du mærker tilbagefald og kommer i svære situationer. Uden værktøjer vil du kunne blive bange for angsten og for symptomerne du mærker. Med værktøjerne har du noget at håndtere det hele med.

      Jeg vil anbefale dig at tage en virkelig langsom udtrapning – gerne over ½ – 1 år for at få så lidt ophørssymptomer som muligt, og altid sørge for at køre en åben dialog med din læge/psykiater og terapeut for at få den bedste behandling og udtrapning som muligt.

      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

    • Avatar

      Birgitte

      |

      Kære A.S
      Genkender så godt din problematik. Havde været på Cipramil i 16 år og alt fungerede perfekt. Røg så ned med stress og depression, blev fyret og har været indlagt 2 gange. Har prøvet adskillige mediciner og også ECT. Følte bare at jeg blev mere og mere underlig. Kunne ikke fungere socialt og gik konstant ved siden af mig selv og var tilskuer til eget og andres liv. Dette gjorde/gør mig ked af det, så jeg græder en del, da jeg ikke har et liv længere.
      Jeg er nu blevet udskrevet fra ambulant behandling på psyk til en psykiater, som er forundret over den behandling jeg har fået. Han synes det er fornuftigt at trappe mig ud af al medicin og så se hvordan jeg har det. Jeg er godt igang, men har nogle frygtelige abstinenser. Kvalme, angst, opkastninger, grådlabilitet, agressivitet, ingen lyst og ingen overskud. Håber og tror på at det er det rigtige jeg har gang i. Håber også du finder en god løsning😘

      Reply

  • Avatar

    Karin

    |

    Jeg har taget Cipramil on-and of siden 1996. I år 2000 besluttede jeg i samråd med min læge at trappe ud. Jeg var på det tidspunkt på højskole og i en Kr. Himmelfarts ferie havde jeg besøg af min mor. Om natten kunne jeg ikke sove og var bange og urolig. Angst kom snigende og jeg troede onde ånder kom ind gennem udluftningen på badeværelset. Tilsidst måtte jeg vække min mor og hun sad hos mig hele natten og bad fadervår. Vi er ikke religiøse så det er mildest talt komisk at tænke tilbage på. Mange år senere har jeg fået af vide at det sikkert var en udtrapningspsykose jeg havde. Dengang anede vi det ikke og jeg fortalte ikke min læge om det fordi jeg troede jeg var skør. Jeg kom dog ud af Cipramilet og begyndte først at tage det nogle år senere igen.
    Jeg er flere gange begyndt at trappe ud siden men mister modet fordi jeg får mange udtrapningssymptomer. Bla. bliver jeg parnoid og får raserianfald. Jeg har intet filter overfor omverden og har også en række fysiske gener. Min læge har jeg ingen tillid til. Han remser op hvad han har læst om udtrapning. 3 uger på 10 mg og derefter 10 mg hver anden dag osv. Det er fuldstændig vanvittigt når jeg har taget det så længe og er så urolig. Jeg bruger nu min sunde fornuft og gør det meget langsomt. Jeg har også læst en del om hvordan man gør og nu prøver jeg så igen. Jeg ville ønske jeg kunne komme til at tale med en der virkelig vidste noget om det men kender ikke nogen.

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Karin,

      Hvor er det vildt at læse at du skal alt det igennem! Og jeg tænker også at det vist er på tide at du finder en anden læge. Det er vigtigt at du har tillid til den som skal hjælpe dig så det bliver nænsomt og på dine præmisser i fred og tryghed.
      Når han læser 3 uger på 10 mg og derefter 10 mg hver anden dag, gyser det næsten i mig når du fortæller om dine reaktioner på udtrapning. Det er virkelig vigtigt at din (evt. nye) læge får indsigt i hvor kraftigt du reagerer så han kan tage en ny vurdering.
      Jeg tænker at 12 mdr. slet ikke vil være for lidt at trappe ud over. Din krop skal afvænnes forsigtigt og der skal holdes løbende rådgivning mens du trapper ud. Evt. med en psykolog der arbejder med angst og kender til din problematik.

      Jeg kan sagtens forstå du har brug for ny hjælp – og jeg tænker at det kan starte med nyt lægevalg. Herefter hjæp fra en psykolog eller psykiater der har god erfaring med at trappe ud sikkert ud af antidepressiverne.

      Kh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Birgitte

    |

    Hej Lise
    Tak for svar.
    Jeg har nu under hele forløbet, gennem 2 år haft angst, svimmelhed, kvalme og en følelse af at gå ved siden af mig selv i en boble, så måske det ikke har noget med udtrapningen at gøre, men blot bivirkninger af medicinen, eller måske ubehandlet angst?????
    Kram fra Birgitte

    Reply

    • Avatar

      Lise Kryger

      |

      Kære Birgitte,

      Det er desværre umuligt for mig at svare på hvad det kan være. Jeg er på ingen måde ekspert i medicin, langt fra – det vil jeg overlade til læger og psykiater at udrede. Men mine egne erfaringer har vist gentagne gange at medicinen ikke har hjulpet mig på min angst når jeg ikke længere tog den. Jeg har taget medicin ad flere omgange og kun få gange virkede medicinen for mig. De gange holdt desværre kun mens medicinen blev taget.
      Jeg havde brug for at lære at håndtere livet så jeg ikke udviklede angst. Det være sig at lære at håndtere stress, lære at sætte grænser, stå ved mig selv og mine følelser, tage vigtige men ærlige beslutninger i mit liv, lære at prioritere, problemløse, leve i nuet (og ikke dvæle i fremtiden/fortiden), tænke realistisk fremfor negativt, og lære at være i mig selv og i situationer også selvom jeg mærker angst. Det er en ordentlig mundfuld men jeg havde også gået med ubehandlet angst i det meste af mit voksenliv.
      Det kan sagtens være muligt at dine symptomer handler om ubehandlet angst.
      Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en psykolog der arbejder med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness og få en snak om det er ubehandlet angst du døjer med og evt få hjælp til at håndtere angst, stress og de symptomer du mærker.
      Hvad medicinen angår, så synes jeg helt klart at du skal tage kontakt til din læge/psykiater og få en snak om hvordan det går.
      Kh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Birgittenymann

    |

    Hej med jer.
    Kan genkende en hel del af det af det I beskriver. Gik ned med stress/dep/angst for ca 2 år siden. Blev fyret og blev indlagt på psyk i 3 mdr, hbor jeg prøvede mange forskellige slags medicin + ECT uden at det rigtig hjalp. Blev udskrevet med meficin i baglommen som ikke virkede godt nok. Efter udskrivelsen blev jeg ændret og får nu 50 mg cipramil, phenergan til at sove på og lidt beroligende, som jeg er ved at trappe ud af. Har dagligt angst og en følelse af at gå ved siden af mig selv, svimmelhed og svedture og rigtig dårlig søvn.Tænker jeg måske får gor meget cipramil og derved flere bivirkninger og forsøger derfor fra i forgårs at trappe 10 mg ned efter aftale med psyk.
    Har her på 2-3 dagen kæmpe megen angst, som sidder i halsen og i solar plexus, (mere end det plejer at være), kvalme og svært ved at finde overskud til at komme ud af sengen og få et bad, ked, og bange for at det ikke er det rigtige jeg gør… Bliver hele tiden i tvivl og er bange for at jeg ikke bliver rask igen…..

    Reply

    • Avatar

      Lise Kryger

      |

      Kære Birgitte,

      Jeg føler virkelig med dig. Det er sådan en kamp du går igennem lige nu. Jeg kan ikke lade være med at tænke at 10mg. måske er lidt i overkanten for dig? Måske vil 5 mg. af gangen til at nedtrappe på være mindre barskt for dig? Jeg ville tage en snak med psykiateren om det er muligt at gå ned i mindre trin af gangen.
      Som en tilføjelse kan jeg nævne at da jeg trappede ud af antidepressiverne, så var det prompte på 4-5 dagen at jeg fik angstsymptomer og rigtig skidt. Da jeg lærte at gennemskue det (med hjælp fra min mand) forstod jeg at det for mit vedkommende ikke var et tilbagefald på angsten, men blot en reaktion på at jeg var gået ned i min dosis. Da reaktionen var ovre brugte jeg lang tid på at stabilisere kroppen til det nye niveau før jeg tog det næste skridt ned.
      Husk at det for nogle kan tage virkelig lang tid at komme ud af antidepressiverne – så giv det den tid det skal have.
      Pøj pøj med det.
      Kh. Lise

      Reply

      • Avatar

        Birgitte Christensenb

        |

        Hej igen Lise
        Er nu på vej gennem min 4 nedtrapning. 10 mg første gang 5 mg 2. Og 3. Gang. Synes ikke at sumptomerne bliver lettere. Angsten ekskalerer, jeg tuder og ryster, har konstant kvalme og 4-5 dage kaster jeg op. Jeg magter næsten ingenting….min psykiater mener at jo før jeg kommer af med det skidt jo bedre. Så næste gang på torsdag skal jeg gå fra 30-20 mg. Muligvis har han ret, men det er så forbandet hårdt…..har brug for daglig støtte til at holde fast….
        Kram Birgitte

        Reply

        • Avatar

          slipangsten

          |

          Kære Birgitte,

          Det lyder som lidt af en skrap kost ham psykiaterern giver dig. Nu er jeg jo ikke læge og kan ikke gå ind og vurdere på medicinen, men jeg tænker at det lyder som en meget hurtig udtrapning. Jeg har hørt eksperter udtale sig om at udtrapning bør ske over ½-1 år for at undgå for mange udtrapningssymptomer.

          For hver gang du trapper ned er det vigtigt at du når at opnå en vis form for balance inden det næste skridt tages. Ren gradueret eksponering.

          Men jeg er ikke ekspert i medicin – og jeg kan desværre ikke råde uden den fulde indsigt i medicin og din situation.

          Men, mine tanker er at det lyder som om det går for hurtigt…?

          Alt det bedste til dig – jeg håber snart du får det bedre!

          Kh. Lise

          Reply

  • Avatar

    Lena

    |

    Supergode råd – jeg er dog lidt imod du kalder det abstinenser – alt medicin man indtager vil påvirke kroppen og dermed vil man også kunne mærke når man stopper, men der er meget stor forskel på abstinenser og ophørssymptomer. Fx giver stop af benzodiazepiner abstinenser, da de optages i/gennem frontallapperne, hvor antidepressiva optages et helt andet sted i hjernen og dermed ikke kan sammenlignes. Desuden bliver det ikke nemmere for brugere af antidepressiva at folk kalder det abstinenser når man holder op med at tage medicinen. Blot en kommentar til en ellers god artikel,

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Lena,
      Tak for dine ord og for dine forklaringer som jeg ikke vidste havde en betydning. Jeg går ind med det samme og retter sætningen hvor jeg bruger ordet “abstinenser” og bruger ordet “ophørssymptomer” i stedet. Tak for info 🙂
      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

      • Avatar

        Lena

        |

        Tak Lise😊😊 Man kan sige det måske ikke har en betydning som sådan, men nogle kan måske føle sig unødig ‘ramt’. Jeg er selv på 3. uge igang med ophørssymptomer fra 10 Århus antidepressiv medicin og ophør eller abstinenser, så er det noget af det mest frygtelige jeg har oplevet – det går den rigtige vej – men LANGSOMT..😟

        Reply

        • Avatar

          Lena

          |

          Det skulle stå 10 år – ikke 10 Århus…😂 Hurra for auto stavekontrol 👍🏻

          Reply

        • Avatar

          Birgitte

          |

          Hej Lene
          Må jeg ikke høre lidt mere om dine udtrapningssymptomer. Er selv på 14 dag efter 3 nedtrspning. Mangler 3 nedtrapningen mere, og har det rædselsfuldt

          Reply

  • Avatar

    Malene louise

    |

    Hej Laura
    Ved et tilfælde kom jeg ind på denne artikel igen og så at du have skrevet og stillet mig et spørgsmål. Heldigt jeg lige så det, for det er ved at være længe siden jeg selv skrev til netop denne artikel.
    Det du beskriver omkring dine følelser og at du ikke føler dig som dig selv, er netop det antidepressiv medicin gør. Altså lægger en dæmper, et låg, på ens følelser, så man ikke overvældes af fx angsten. Problemet er bare at det også gælder alle andre følelser, så man let kan føle sig helt ligeglad eller ude af trit med sig selv. Så ja jeg er ret sikker på at din medicin godt kan være årsag til at du føler det sådan.
    Hvis din angst synes at være markant mindre, kunne du forsøge at trappe ned i medicin med lægens hjælp. Forudsat at du føler dig tryg ved det, og måske har fået arbejdet med det der ligger til grund for din angst.

    Ja, jeg valgte at trappe ud af min medicin og er i gang med det nu. Jeg gør det i samråd med min meget dygtige psykiater og jeg har valgt at gøre det over en lang periode for at vænne mig til det og tage eventuelle ubehag i opløbet. Jeg startede med at gå 37.5mg ned og var på den nye dosis i tre måneder og nu i sidste uge, gik jeg så yderligere 37.5 mg ned, som er sådan mine piller kan fordeles. Den nye dosis skal jeg så være på to og en halv måned hvorefter vi så ser hvordan det går. Mange trapper alt for hurtigt ud af medicinen og er helt ude af den på få måneder men jeg har valgt at tage mig ekstra god tid, for at vænne kroppen til at klare tingene selv og det går rigtigt fint. Faktisk mærker jeg en følelse af at være stærkere og mere i stand til at klare angsten når den kommer, for det gør den. Medicinen var god mod den depression jeg havde for fire år siden men har haft en meget lille effekt på angsten. Det der har hjulpet på min angst, er benhårdt arbejde med mig selv og at komme ud på den arbejdsplads jeg var så heldig at komme på. Jeg startede i noget praktik i forbindelse med min sygeperiode og endte med at være i praktik i næsten to år, det hjalp mig til at have et mål for dagen og et sted at være så jeg ikke sad derhjemme og tænkte vildt, som jeg gjorde fordi min hjerne var på overarbejde. Og jeg var så heldig at blive ansat der i en voksenkontorelevstilling og har været elev i over et år nu. Det er en fantastisk arbejdsplads og det er helt sikkert også en medvirkende årsag til at jeg får det bedre og bedre.
    I forhold til om jeg føler mig mere som mig selv, er det lidt svært for mig at svare på, for efter så mange år, er det svært at vide hvad der er mig og hvad der er angsten og medicinen. Jeg har jo vænnet mig til mig selv. Men omvendt vil jeg sige, at jeg meget bedre mærker følelser og en styrke i mig selv. Men jeg får stadig en forholdsvis høj dosis så måske skal jeg lidt længere ned før jeg rigtigt kan sige noget om det.
    Men min holdning til medicin er stadig den samme, at hvis man kan undvære det, er det det bedste, for det er jo kemisk og det går uundgåeligt ind og påvirker min krop og mit sind og slører for de ting der skal hånd om. Og jeg glæder mig virkeligt meget til at være helt fri af dem og håber at jeg vil være i stand til at håndtere mine tanker og følelser til den tid.

    Jeg håber du finder din vej.
    Mange hilsener
    Malene Louise

    Reply

  • Avatar

    Laura

    |

    Hej Malene!
    Jeg kan simpelthen genkende så meget af det du skriver. Startede på antidepressiv medicin mod angst, men eftersom det vist er begyndt at virke og min angst så godt som er væk, kan jeg slet ikke mærke mig selv længere. Føler ikke jeg er den samme som jeg plejer at være, og kan ikke rigtig udvise følelser. Har tænkt meget på om det er pillerne.
    Er nu nysgerrig på om du valgte at stoppe på medicinen og om du blev dig selv igen?
    Hilsen Laura.

    Reply

  • Avatar

    malene louise

    |

    Kære Lise
    Dejligt med et indlæg om de såkaldte lykkepiller. Det er så vigtigt at tage fat i den del af at have angst og spise antidepressiv medicin. Så selv de meget interessante udtalelser om medicinen som de omtalte eksperter kom med. Var de ikke begge med i dokumentaren om lykkepiller på DR?

    Du skriver selv at du følte at pillerne lagde så meget låg på alle dine følelser at du følte det gik, ud over din personlighed og at nogle piller endda gav mere angst.
    Jeg har længe tænkt det samme i forhold til mine piller. Og jeg er stadig lige skeptisk som da jeg startede på dem for snart tre år siden. Jeg var, og er stadig, meget mod medicin af kemisk fremstillet art og spiser end ikke hovedpinepiller selv ved svær hovedpine og havde det derfor meget svært med at tage beslutningen om, at få antidepressiv medicin. Jeg ville ønske at jeg havde haft overskudet, omgangskredsen og anden støtte, til istedet at have håndteret alle de følelser der endelig væltede op til overfladen da jeg, min krop brød sammen med stress, angst og depression for tre år siden. Det gør mig trist at selv da alt blev lukket ud, proppen sprang, måtte jeg virkelig lægge bånd på alle mine følelser og måde at reagere på, fordi der ik var plads til sådanne udbrud. Og derfor måtte jeg tage det svære valg., med medicin for det gav jo voldsom angst at holde det hele tilbage og her begyndte depressionen også. Og ja medicinen gjorde noget. Måske hjalp den el måske gjorde den kun det som du også skriver, lagde låg på følelserne. Det er min helt personlige overbevisning, at medicinen har gjort et el andet. Ja den hjalp nok lige i det første stykke tid. Jeg fik kontrol over mine galoperende tanker, min angst og modløsheden afledt af depressionen men jeg mener også at den har givet mig en uhensigtsmæssig kontrol over mig selv, en kontrol til at undgå at være den jeg rigtigt er med alle mine følelser og reaktioner.
    Gad vide hvormange lykkepiller der spises udenfor Vesten? Jeg ved det ikke men jeg tror i hvert fald at vores store hang til følelseskontrol, frygt for det der afviger fra normen og den ihærdige higen efter stadig større succes, bidrager til salget af lykkepiller i vores del af Verden.
    Det er selvfølgelig min helt personlige mening og jeg har absolut stor forståelse for at medicin kan have en god og nødvendig indvirkning.
    For mit vedkommen har jeg meget længe tænkt på om min til tider store angst for ikke rigtigt at vide hvem jeg er eller rettere kunne mærke det, og min angst for at være for påvirkelig og dermed konstant foranderlig, hænger sammen med, at der ligger et tungt låg over mine følelser, på grund af medicinen. Tankerne eller følelserne bag har hele tiden været der, det er ikke noget pillerne har skabt men fordi jeg på ingen måde har min sædvanelige føling med mig selv indeni, så skaber det angst. Jeg har svært ved at mærke hvad jeg virkelig føler, være i kontakt med mig selv. Den eneste følelse jeg kan mærke, er sjovt nok, angst.

    Jeg har længe gerne ville trappe ud af min medicin men er også nervøs for hvad der kunne ske. Vil det hele vende tilbage, får jeg det meget værre og hvem er jeg egentlig ude på den anden side?
    En kollega trappede ud, alt for hurtigt og med øget arbejdspres og på vej mod vinteren. Hun gik ned med et kæmpe brag. Og selvom jeg selv er meget obs på at gå langtsomt frem og vil gøre det frem mod de lysere tider, må jeg indrømme at det bekymrer mig en del. Jeg kan heller ik lade være med at tænke om min antagelse om at medicinen er med til at gøre angsten værre, ved at jeg ikke mærker mig selv og mine følelser som før, bare ER en antagelse og det ikke ændrer sig når jeg ikke længere får pillerne. Tiden må vise det. Men jeg vil klart tage en dygtig psykiater jeg i starten fik god viden fra, med på sidelinjen.

    Gode hilsener
    Malene

    Reply

Lav en kommentar