Hvad er angst?

Sådan fortæller du en som ikke har angst, hvad angst er!

Hvad er angst – og hvordan forklarer du det virvar af angst du har indeni, til en der aldrig har være ramt af angst?

Har du angst?

Hvis du er i tvivl om du har angst – så har du det med stor sandsynlighed ikke! Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om at det jeg oplevede var angst. Jeg vidste i mange år ikke, at der var noget der hed “angst”, men da jeg hørte om det første gang, var jeg ikke et sekund i tvivl om at det var angst jeg oplevede.

Det er ikke årsagerne der gør at du har angst

Når ikke angstramte kan relatere til mange af de ting jeg skriver, så er det fordi jeg skriver om de hverdagsting og livskriser som enten er med til at bygge op om angst, trigge angsten eller fastholde angsten. Alle sammen ting, vi som mennesker, også dig der ikke har angst, oplever og har store smerter forbundet med. Ligesom langvarige kriser som kan splintre dig fuldstændig ad.

Livskriser, traumer, mobning, overfald – alle disse oplevelser jeg beskriver som triggere til angst er ikke den endegyldige årsag. Årsagen er kompleks og rækker dybere ind end som så.

Ja, du har også angst – men du er ikke angstramt, hvis

du har angst for overlevelsens skyld. Havde du ingen angst ville du være ligeglad med at gå midt ude på motorvejen. Du ville også glemme at løbe ud efter dit barn når det nærmede sig vejen med susende biler. Du ville overhøre vigtige signaler, fra din krop om at noget var galt. Du ville være ligeglad og dø hurtigt. Derfor har du angst – men på den livsbevarende måde.

Selvom du ikke er angstramt mærker du alligevel noget der kan minde om angst. Stress og nervøsitet opstår når du kommer ud i situationer, hvor du skal præstere, yde eller gennemleve svære kriser. Du kan mærke, at din krop er i et forøget alarmberedskab og at du kører på pumperne i en periode. Hvilket kan vække angsten i en kort men dog begrænset periode.

Du er angstramt, hvis

du, udover at have angsten til at passe på dig, oplever at angsten begrænser dig.

Angsten begrænser dig når du oplever den i situationer, hvor du ikke kan se eller forstå, hvorfor du skulle føle dig bange og ængstelig. Som fx når du står og kigger på varer nede i Føtex, – møder et menneske på gaden du holder af, kommer i en bestemt butik, mærker dine muskler, eller mærker et eller andet i din krop, du ikke lige ved hvad er.

Du er angstramt når

  • du undgår situationer, du ellers gerne ville være i, for at undgå angsten
  • du blot ved at tænke på situationen – mærker angsten
  • du tager vigtige valg i dit liv, ud fra om det vil give dig angst eller ej
  • din hverdag er præget af bekymringer om noget som sandsynligvis ikke vil ske
  • angsten er irrationel, og du ikke kan se sammenhængen mellem fakta, logik og følelse

Hvordan føles “angsten”?

Angsten er et samlet begreb, som dækker over en bunke af ubevidste tanker, følelser, adfærd og situationer som sætter din hjerne i alarmberedskab – og giver dig angst. I bund og grund for at hjælpe dig ud og væk fra en situation. Problemet er bare, at du ikke ved hvorfor.

Fysisk oplever du, at dit hjerte banker voldsomt, sender blod ud til de store muskelgrupper som gør sig klar til at kæmpe eller flygte. Dit åndedræt bliver stakåndet og du hyperventilerer måske. Du mærker sug i maven og som om du er i voldsom fare.

Hyperventilationen gør, at du mærker prikken og stikken i fingre, læber og hud og måske bliver du svimmel. Du sveder måske koldsved og rødmer måske også. Tårer kommer måske frem og måske græder du af angst.

Psykisk oplever du en stærk trang til at flygte eller kæmpe. Men du er låst fast og kan ikke røre dig ud af stedet. Du er stivnet i din krop og med hjernen fokuseret 100% på at forsvinde fra situationen, komme væk hurtigst muligt.

Et synonym til ordet angst kan være “rædsel”. Prøv at forklar hvad det gør ved dit liv at føle rædsel for ufarlige ting – nævn gerne hvilke – også dem du føler dig flov over at fortælle, det forklarer hvor svært det også er for dig selv at forstå din “rædsel”.

Giv evt eksemplet om dådyret, der i natten står ude på vejen, stivnet, af bilens lygter som kommer susende imod den. Den er angst. Naturlig angst for at dø.  Fortæl det er det samme. Hos dig er der bare ikke nogen biler, ingen fare, men en krop der er klar på at kæmpe eller flygte som skulle dø ellers.

Angst har ingen rytme

-med mindre altså du lærer den at kende og forstår hvad der fremprovokerer den og i hvilke situationer angsten dukker op.

Du kan tage bussen den ene dag, uden at have angst. Den næste dag vælter angsten ind over dig i bussen. Først senere ser du måske, at angsten ikke var trigget af “bussen” men fordi du oplevede en situation i bussen du ikke kunne håndtere uden angst. Angsten kom fordi du var presset til det yderste mentalt og fysisk af flere grunde som du skal have hjælp til at håndtere.

Måske er angsten kommet snigende. Måske kom den som lyn fra en klar himmel. Måske var du alene, måske var du i godt selskab.

Andre kan opleve lige netop urytmen, som værende tegn på at angst er “indbildning”, og selvskabt. Men angst har ikke en rytme for det utrænede øje.

Hvad er det der gør forskellen?

Vi gør måske de samme ting, som ikke angstramte, vi tænker måske de samme tanker og vi har måske endda oplevet mange ens ting i vores liv.  Men vi er alle individuelle og vi har forskellige måder at reagere på.

Nogle reagerer måske udadtil og udtrykker deres følelser og stamper i jorden – heller ikke uden konsekvenser. Andre vender det hele indad og presser sig selv til at holde igen, tie, og ikke reagere eller vise tegn på smerte, overtrådte grænser eller andet, der kan vise vores midlertidige svaghed. Uanset hvordan vi reagerer bærer det konsekvenser.

Angst er ikke verdens omdrejningspunkt, hvad smerte angår. Men angsten er berettiget opmærksomhed, fordi skammen og tabuet gør det svært at bearbejde.
Det kan være svært at kommunikere angsten ud til omverdenen så andre forstår, hvad det er lige præcis du går igennem.

Få hjælp til at slippe din angst med online kurserne:

Indlægget her er blevet læst 2083 gange!

Tags:, , , , , , , , ,

Trackback fra din side.

Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kruset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Kommentarer (8)

  • Avatar

    Helle Basale Jensen

    |

    Tak. Rigtig god beskrivelse af angst, som har været så svær at forklare, for dem som ikke har prøvet det. Har lidt af Angst siden barndommen, arbejdet med den hos div. Behandlere. Og lært at leve med den. Forhindrer mig ikke mere i at foretage mig ting. Men den sidder der altid i mit baghoved. Tak. 💜

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Jeg er glad for at du kan bruge det jeg skriver! Tak for din feedback 🙂
      Kh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Anette

    |

    Hej 🙂

    Meget fin beskrivelse af angsten!
    Jeg ville blot ønske, at een med din indsigt i diagnoser, ikke var så lemfældig med at slynge ordet stress ud. At man har travlt og er presset i en situation, er ikke det samme som at lide af stress – kan jeg bevidne på egen krop.

    Så det håber jeg du vil tænke på, næste gang du vælger at bruge ordet i en saglig artikel 😉

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Anette,

      Tak for din feedback.

      Jeg er helt enig med dig i at det at lide af stress ikke er det samme som at have travlt og at være presset i en situation. Helt enig.

      Men der opstår rent faktisk stress i kroppen under travle perioder og i pressede situationer. Det er den “sunde” stress som får os til at yde mere og præstere over kortere perioder. Når du lider af stress er det fordi du har været stresset over for lang en periode og det er ikke sundt – tværtimod er det skadeligt for kroppen. Det er ikke den stress jeg beskriver i artiklen.

      I den sammenhæng hvor jeg bruger ordet stress i denne artikel er jo netop for at beskrive at de korte perioder kan være stressende (bemærk at jeg ikke nævner at stresslidelse), naturlig stress, men altså ikke det samme som at være angstramt.

      Jeg håber jeg har forstået dig rigtigt. Ellers er du velkommen til at uddybe 🙂

      Dbh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Lise

    |

    Som altid et vigtigt og relevant indlæg af dig på siden. Meget fin kommentar af Ane Elbirk og de bedste ønsker herfra til Ane.
    Mine anfald af svær panikangst er blevet værre; det har bl.a. gjort at jeg har måtte aflyse en fødselsdagsinvitation Selvhad til følge og en følelse af at være fanget i angsten.
    Mine nærmeste har spurgt mig, “Hvordan føles angsten?”. Jeg svarer, at det er 5 minutter i helvede, en rædsel for… ingenting, en kuldegysning ned ad ryggen, svimmelhed og uvirkelighedsfornemmelse. Herefter en trang til gråd fordi angstanfaldet har været så rædselsfuldt. Herefter angsten for det næste anfald. Oveni alt dette: fortvivlelse og tanken “Hvorfor mig?”
    Jeg ved en masse om angst, og jeg fortæller mig selv, det jeg ved for at berolige mig selv, men det gør ikke det, at jeg har angst, mindre fortvivlende.

    Reply

    • Avatar

      Lise Kryger

      |

      Virkelig god beskrivelse du kommer med. Det er netop også sådan jeg oplever det. Det er som at være en tur i helvede. Og det værste, synes jeg, er når man er en tur i helvede midt i at alle andre sidder og har det hyggeligt og intet opdager. Det er virkelig svært at smalltalke elle snakke om vejret når ens krop og sind er gearet op til at skulle overleve en dødstrusse…

      Og ja, desværre gør viden om angst ikke at det føles mindre slemt, men viden om angst er det der skal bære dig igennem det fremover – netop fordi du med “tør viden” kan rationalisere angsten og forklare dig selv at der ikke er noget at være bange for. Og det er ikke nok bare at sige til sig selv at der ikke er noget at være bange for, der skal facts og beviser på bordet – og først der begynder hjernen at lytte.

      Tak for din feedback Lise 🙂

      Kh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Ane Elbirk

    |

    Kære Lise, mange tak for din fine beskrivelse. Jeg har en søn på 9 år, der lider meget af angst – seperationsangst – skoleangst – angst for skift. Vi skal fortælle om hvordan det er at have angst til hans klasse på torsdag. Vi låner lidt af dine gode eksempler. Tak for det. Bedste hilsner, Ane

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Ane, – det glæder mig at læse at i kan bruge mine ord til at fortælle om i klassen på torsdag. Det er stort og flot af jeres søn – det kræver virkelig meget mod. Jeg ønsker jer alt det bedste!
      Kærligst, Lise

      Reply

Lav en kommentar