Min indre Outsider

Min indre outsider – min ven. Jeg har i mange år prøvet at puzzle brikkerne sammen om, hvorfor jeg har angst, hvordan det er kommet til mig og finde forståelsen for hvorfor noget så irrationelt som at mærke angst har fyldt mit liv og hverdag i så høj en grad.

Selvom jeg har rådført mig med psykologer, og folk der kunne se den røde tråd løbe igennem mit livl, har jeg først i de seneste år fundet mit ”missing link”. Den brik der fik billedet helt og fik mig til at se mig selv som en hel person for første gang.

Som ung pige læste jeg min fars bog ”Amerikanske Billeder” af journalisten Jacob Holt. Bogen fascinerede mig og jeg følte dybt og inderligt med de portræterede fattige afroamerikanere i 70’ernes Amerika. Jeg læste teksterne og digtene i hans bog, og om aftenen inden jeg skulle sove, forestillede jeg mig hvordan de levede i deres fattige skure og hvordan de havde det.

Et af bogens kapitler handlede om hvordan racediskriminationen havde nedbrudt deres sociale selvforståelse igennem flere generationer, og hvordan de efterhånden havde adopteret denne tankegang og vendt hadet og diskreminationen indad. Jeg forstod det ikke, og det var et af disse stoppunkter af erindringer i mit liv, som blev ved med at hænge fast, indtil det en dag det blev set og forstået og integreret i mit eget liv.

Mobning og outsider

Som lille skolepige var jeg ofte udsat for mobning og udeladelse af fællesskab i pigernes gruppedannelser i skolen. Jeg fik nogle gange tæsk af de store drenge fra de højere klasser og blev forfulgt på vej til og fra skole af spyttende drenge som havde set sig ondt på mig. Som den pige jeg var, var jeg et nemt offer fordi jeg var følsom og meget usikker på mig selv. En dag i mit skoleliv blev jeg presset så kraftigt at jeg besluttede mig for at lave mig selv om. Jeg ville ikke længere være offer og jeg brugte alle mine ressourcer på at stramme mig op, køle mig ned, smide pleaseren overbord og gøre mig hård og cool.

Jeg pressede mig selv ned i de smartes kasser og gjorde det jeg forventede en cool og ufølsom pige ville gøre. Konsekvenserne kom umiddelbart kort efter. Grådanfald, uligevægt og alt andet end det jeg prøvede på at være. Men jeg blev ved, det så godt ud i mine egne øjne og jeg følte mig stærkere end da jeg bare tog imod. Som usikker og følsom pige, ville jeg have gennemgået mange krisers udfordringer fordi jeg var mig selv og følte det jeg følte. Som den ”stærke” person jeg havde gjort mig selv til var jeg slet ikke i stand til at klare de livskriser jeg som teenager blev væltet rundt i.

Da kriser og omvæltninger havde stået på i for lang tid, var det ikke længere muligt at holde følelserne på afstand. De kunne ikke længere holdes nede og gemmes væk. Der måtte lettes på låget.

Bedst som kriserne havde stået på i nogle år og jeg skulle til fysikeksamen opdagede jeg hvordan jeg rystede på hånden og jeg husker tabet af kontrol da jeg ikke kan få dem til at holde op med at ryste igen. Skammen over at lærer og censor ville opdage det, fik mig til at skjule det og presse de mange følelser nede med hård hånd. Heller ikke låget på den boblende gryde fik lov til at lette sig. Jeg fik angst. Angsten fik heller ikke lov til at være mit indre pres’s kanal.

Alt hvad der hed følelser forbandt jeg med svaghed, og intet skulle vises eller opdages. Jeg skulle nok vise andre, at jeg var den stærke og jeg var mere værd end det jeg var blevet mobbet ned til.

Hvad jeg ikke så, og først den dag i dag har opdaget er, at jeg selv havde forkastet min indre outsider. Jeg havde behandlet mig selv som andre havde behandlet mig. Hånet mig for at være stille og følsom og i stedet for at elske min indre outsider og holdt fast i at jeg var ligeværdig med andre mennesker, adopterede jeg de andres meninger og deres had blev til mit eget selvhad.

Jeg havde svigtet mig selv. I et forsøg på at være stærk og som jeg troede de andre gerne vil have mig til at være, mistede jeg mig selv. Min selvrespekt, min selvtillid og mit selvværd. Angsten kom som sidste udvej på en klemt person i en klemt krop og sind.

I dag øver jeg mig i at fremstå som den outsider jeg i så mange år har prøvet at gemme væk. At fremelske den usikere og følsomme pige som nu er en granvoksen kvinde. Jeg har lært at sige til og fra, jeg har lært at stå op for mig selv og sige min mening i en forsamling. Jeg har lært gå imod strømmen og lært at turde gå forrest. Det er på tide jeg lukker angsten ud, slipper den og begynder at dyrke min indre outsider så den transformeres til min elskede insider.

Det er ikke skidt at være et godt menneske der behandler andre mennesker godt, – endnu bedre er det når man tager sig selv med i behandlingen. Be good.

Missing link

Selvom jeg har rådført mig med psykologer, og folk der kunne se den røde tråd løbe igennem mit livl, har jeg først i de seneste år fundet mit ”missing link”. Den brik der fik billedet helt og fik mig til at se mig selv som en hel person for første gang.

Som ung pige læste jeg min fars bog ”Amerikanske Billeder” af journalisten Jacob Holt. Bogen fascinerede mig og jeg følte dybt og inderligt med de portræterede fattige afroamerikanere i 70’ernes Amerika. Jeg læste teksterne og digtene i hans bog, og om aftenen inden jeg skulle sove, forestillede jeg mig hvordan de levede i deres fattige skure og hvordan de havde det.

Et af bogens kapitler handlede om hvordan racediskriminationen havde nedbrudt deres sociale selvforståelse igennem flere generationer, og hvordan de efterhånden havde adopteret denne tankegang og vendt hadet og diskreminationen indad. Jeg forstod det ikke, og det var et af disse stoppunkter af erindringer i mit liv, som blev ved med at hænge fast, indtil det en dag det blev set og forstået og integreret i mit eget liv.

Som lille skolepige var jeg ofte udsat for mobning og udeladelse af fællesskab i pigernes gruppedannelser i skolen. Jeg fik nogle gange tæsk af de store drenge fra de højere klasser og blev forfulgt på vej til og fra skole af spyttende drenge som havde set sig ondt på mig. Som den pige jeg var, var jeg et nemt offer fordi jeg var følsom og meget usikker på mig selv. En dag i mit skoleliv blev jeg presset så kraftigt at jeg besluttede mig for at lave mig selv om. Jeg ville ikke længere være offer og jeg brugte alle mine ressourcer på at stramme mig op, køle mig ned, smide pleaseren overbord og gøre mig hård og cool.

Jeg pressede mig selv ned i de smartes kasser og gjorde det jeg forventede en cool og ufølsom pige ville gøre. Konsekvenserne kom umiddelbart kort efter. Grådanfald, uligevægt og alt andet end det jeg prøvede på at være. Men jeg blev ved, det så godt ud i mine egne øjne og jeg følte mig stærkere end da jeg bare tog imod. Som usikker og følsom pige, ville jeg have gennemgået mange krisers udfordringer fordi jeg var mig selv og følte det jeg følte. Som den ”stærke” person jeg havde gjort mig selv til var jeg slet ikke i stand til at klare de livskriser jeg som teenager blev væltet rundt i.

Da kriser og omvæltninger havde stået på i for lang tid, var det ikke længere muligt at holde følelserne på afstand. De kunne ikke længere holdes nede og gemmes væk. Der måtte lettes på låget.

Bedst som kriserne havde stået på i nogle år og jeg skulle til fysikeksamen opdagede jeg hvordan jeg rystede på hånden og jeg husker tabet af kontrol da jeg ikke kan få dem til at holde op med at ryste igen. Skammen over at lærer og censor ville opdage det, fik mig til at skjule det og presse de mange følelser nede med hård hånd. Heller ikke låget på den boblende gryde fik lov til at lette sig. Jeg fik angst. Angsten fik heller ikke lov til at være mit indre pres’s kanal.

Alt hvad der hed følelser forbandt jeg med svaghed, og intet skulle vises eller opdages. Jeg skulle nok vise andre, at jeg var den stærke og jeg var mere værd end det jeg var blevet mobbet ned til.

Hvad jeg ikke så, og først den dag i dag har opdaget er, at jeg selv havde forkastet min indre outsider. Jeg havde behandlet mig selv som andre havde behandlet mig. Hånet mig for at være stille og følsom og i stedet for at elske min indre outsider og holdt fast i at jeg var ligeværdig med andre mennesker, adopterede jeg de andres meninger og deres had blev til mit eget selvhad.

Jeg havde svigtet mig selv. I et forsøg på at være stærk og som jeg troede de andre gerne vil have mig til at være, mistede jeg mig selv. Min selvrespekt, min selvtillid og mit selvværd. Angsten kom som sidste udvej på en klemt person i en klemt krop og sind.

I dag øver jeg mig i at fremstå som den outsider jeg i så mange år har prøvet at gemme væk. At fremelske den usikere og følsomme pige som nu er en granvoksen kvinde. Jeg har lært at sige til og fra, jeg har lært at stå op for mig selv og sige min mening i en forsamling. Jeg har lært gå imod strømmen og lært at turde gå forrest. Det er på tide jeg lukker angsten ud, slipper den og begynder at dyrke min indre outsider så den transformeres til min elskede insider.

Det er ikke skidt at være et godt menneske der behandler andre mennesker godt, – endnu bedre er det når man tager sig selv med i behandlingen. Be good.

Indlægget her er blevet læst 5101 gange!

Tags:, , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Trackback fra din side.

Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kruset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Kommentarer (2)

  • Avatar

    Malene Louise

    |

    Kære Lise
    Rigtigt godt indlæg. Og noget som jeg helt personligt kan nikke genkendende til. Jeg blev ikke mobbet i skolen som sådan, faktisk havde jeg en ganske god skoletid, men jeg opdagede tidligt, at jeg var anderledes end de fleste af de andre elever. Meget mere følsom, mere tænkende, gammelklog syntes de andre og usikker. Og jeg kender alt for godt til det med at gøre mig selv stærkere, prøve at passe mere ind. Samtidig syntes jeg tit de andre var alt for useriøse, larmende, provokerende. Men den største hurdle for mig, har været derhjemme i min familie. En blandet familie med stedfar, seks voksne børn af hans. Min fars kæreste og børn på den anden side. Og her var det svært for der var mange meninger om mig og mit følsomme gemyt. Jeg var kedelig, pylret, for voksen, for talende, for analyserende, for alt muligt. Selvfølgelig var jeg elsket af min mor og far, men de stod i klemme i forhold til alle de andre og svigtede i nogle afgørende øjeblikke. Min far døde jo da jeg var 13 og mine forældre var allerede blevet skilt da jeg var fire år gammel, så det havde været en urolig barndom allerede indtil da. Men samtidig med det, har jeg følt mig forkert. Flere i min familie har ikke forstået og accepteret, at man kan være en følsom sjæl som bliver påvirket af stemninger, usagte ord og har brug for knus, venlighed, opbakning og ekstra ro. Min stedfar har altid syntes at jeg bare skulle tage mig sammen og har altid ignoreret mig hvis jeg havde brug for at sige noget, var ked af noget eller vred. Det er en lang historie men jeg endte også med at lukke ned, prøve at tilpasse mig, være mere “normal” hvilket også betød at jeg gik med det hele indeni. Følelser som vrede, sorg, modløshed, at blive ydmyget. Det hele blev vendt indad og angsten blev større og større og min psykiske robusthed mindre og mindre.
    Jeg er overbevist om, at alt dette har gjort at jeg nu må arbejde meget hårdt for at berolige min krop og mit sind, som har mistet tilliden til verden og andre mennesker og konstant er i alarmberedskab mod et nyt angreb-på min person.
    Og en af grundene til at jeg har en angst for ikke at bestemme over mig selv og angst tanker som mest af alt kan sammenlignes med børns meget fantasifulde tanker om trolde eller monstre under sengen. Lige nu døjer jeg med en tanke der siger, hvad nu hvis det er min mor som har bestemt alt om mig, altså sådan nærmest kreeret mig, med evner, det jeg kan lide, har lyst til osv. Jeg ved udemærket godt at det netop er en fantasitanke, men fordi den falder lige ned i den følelse af at blive bestemt over og altid være usikker på min person, ja så skaber tanken angst som igen skaber tvivl. Kan det mon være rigtigt. Sådan helt undtagelsesvis. Det gør mig ked af det og når angsten rigtig griber mig, føles det som om at jeg bare ikke er nogen person i mig selv og har mere lyst til at stikke af, ud af min krop.
    Men begge vores historier og mange mange andres viser vigtigheden af at have plads og lov til at være os selv. Og dine sidste sætninger er sjovt nok, sætninger jeg selv har sagt så mange gange “Der er da ikke noget galt med at være et godt menneske”.

    Jeg er glad for den jeg er. Det er jo mig og jeg er en god person. Sensitiv og betænksom.
    Nu ved jeg ikke hvordan ordet outsider påvirker dig, men jeg tænker at du absolut ingen grund har til, at føle dig som outsideren. Det kan godt være vi er i undertal, men var vi ikke i verden, ville der ikke være nogen til at holde de andre nede på jorden med fokus på de vigtige elementer 🙂

    Mange hilsner
    Malene Louise

    Reply

    • Avatar

      Lise Kryger

      |

      Kære Malene Louise,
      Nogen gange hjælper det, at gøre noget helt praktisk for at bevise at ens tanker kører i ring. Fx. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er dig der bestemmer eller om det er din mor der bestemmer hvem du er – så kan du tænke nok så mange tanker, men bare blive ved med at køre i ring. Så kan det hjælpe at gøre noget helt konkret – fx. – sætte en handling eller aktivitet som viser at det er dig der “in charge” – dig der bestemmer – din ide, din handling, din udførelse og din efterrationalisering. Dig hele vejen. Det kan godt være at der skal større ændringer til i ens tilværelse for at den tanke bliver manet godt og grundigt i jorden. Det kan også godt være at det bliver hårdt og langtstrakt. Men tro mig, det er det hele værd!

      Jeg er glad for at du er glad for den du er. Det et af de bedste resultater vi kan ende op med som mennesker 🙂

      Kh. Lise

      Reply

Lav en kommentar