Jeg - et dyr jeg mangler at møde

Jeg – et dyr, jeg mangler at møde

Tæmmer vi dyret i os selv for meget, mister vi evnen til at overleve, og når dyret i os selv opdager dét, bliver det angst.

Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om hvad angst er og hvad det er angsten vil fortælle.

Jo flere erfaringer jeg får med at slippe angsten, jo mere ved jeg også hvad virker og jo større bliver billedet af hvad det rummer og hvad angstens budskab er.

Det mest tydelige jeg får frem, jo mere jeg slipper angsten, er mødet med mit indre dyr.

Dyret indeni mig, som årtusinders evolution har formet og slebet, så jeg i dag står her som mennesket Lise med alt hvad det indebærer på godt og ondt.

Med mit indre, vilde dyr – grovslebet på nogle hjørner og i nogle situationer stadig lidt angst.

Det starter altid med et “Hvorfor?”

Når angsten ruller sig ud i kroppen og sindet, taler angsten ikke, det presser mig væk fra livet og gør det uden ord og forklaring, noget som mit civiliserede jeg hverken kan forholde sig til eller acceptere.

Og det er et mysterium at løse dens gådefulde sprog, som består af hjertebanken, rysten, rødmen og myldretanker, der skriger “løb” – “gem dig” – “flygt” i uendelige gentagelser.

Mit “Hvorfor?” blev aldrig helt svaret, og jeg har derfor søgt og ledt indeni mig og i alt hvad jeg har foretaget mig, for at finde svar og forklaring på dette fænomen, der føltes så intenst at selve livet mistede sin mening når det stod på.

Først kom alle øvelserne

Jeg har øvet mig. Igen og igen. Jeg har afprøvet teorier og undersøgt mine tanker dag ud og dag ind. Jeg har eksponeret og jeg har udfordret mig selv i de mest vilde situationer.

Jeg har været ulidelig at være i nærheden af, og mine historier om alle de ville “rides” jeg var på, må have været gabende kedelige for alle dem, hvis forståelse af angst aldrig har været til stede.

Men for mig var dramaerne virkelige og jeg måtte ud med mine kampe for at komme videre og lære nyt.

Men uden alle øvelserne og al arbejdet med mig selv ville jeg ikke lære evnen “at slippe angsten”. Og uden dem ville jeg ikke nå ind i de indre lag, som rummer sider af mig selv jeg ikke kendte til, eller havde gemt væk fordi de var for skræmmende.

Men det er først i denne fase at jeg opdager det store billedes kontur tage form, og mødet med min indre vilde side dukker op.

Dyret i mig.

Jeg – et dyr jeg mangler at møde

For alle øvelserne, alle de omstrukturerede tanker, bearbejdelserne af mine oplevelser og mine tolkninger på dem, værktøjerne og viden om angst ville slet ikke give mening, med mindre jeg stak spaden et stik dybere og åbnede øjnene for det tæmmede dyr, som skambidt står i hjørnet og ingen steder har fået lov at rende. Endnu.

Jeg har stadig arbejde at gøre.

Og netop på grund af al mit forarbejde kan jeg nærme mig mit indre dyr. Og hviske ord i dets ører, se det i øjnene og berolige det.

I øjnene ser jeg dets historie og når jeg rummer den, forstår jeg udover hvad mit eget liv har tilført også evolutionernes påvirkning, som langsomt har presset den op i hjørnet, tæmmet den og givet mundkurv på. Gjort den angst.

Hvad mit indre vilde dyr må leve med

Mit indre vilde dyr er vokset op i en civiliseret kultur. Her er vi ikke dyr, vi er mennesker og vi danner os og kommunikerer med hinanden på konstruktiv vis og for at undgå at vores vildskab skal tage overhånd og sikrer os derfor et længere og nemmere liv.

Det er mit held at jeg er vokset op i et land uden krig og hungersnød, og det kan jeg takke vores kultur for, vores land og samfund for. Jeg er faktisk taknemmelig for det meste af det jeg lever med.

Men der er nogle forhold som jeg ikke fungerer under og det er forhold, hvor jeg tæmmer mit indre dyr så meget at det mister evnen til at kæmpe for overlevelsen og derfor bliver angst.

Det er forhold som formentlig har givet mening og forhold som stadig giver mening, men som altså har den slagside at det fjerner mig fra mig selv og det indre vilde dyr, som for mit vedkommende, altid vil spejde efter enhver horisont der lugter af frihed.

Eksempler:

  • Det er fx når jeg afleverer min søn på 10 mdr. til fremmede (men godkendte mennesker) fordi jeg selv skal arbejde og tjene nok til at få noget på min bankkonto som gør at jeg kan gå hen og give det videre til en anden som så giver mig noget igen. Og senere hen som 6 årig sender ham i skole. Mit indre vilde dyr skriger at det er forkert.
  • Det er når jeg pakker den færdiglavede ko ud af folien og tænker over hvor genmodificeret det er – hvor mange hormoner, farvestoffer, stivelse, jeg tilfører mit indre vilde dyr fordi den skal passe ind i supermarkedets juridiske lovbestemmelser, så jeg undgår at blive syg af fordærvet mad og supermarkedet derfor ikke skal betale mig en erstatning.
  • Det er når jeg undertrykker mine følelser fordi jeg jo ikke kan vise dem der midt på gaden hvor alle andre kan se det. Nuvel, mit indre, vilde dyr ønsker ikke at være nederst i hierakiet, men udtrykker dem dog alligevel for at lette stress og ophobede føleser.
  • Det er når jeg skraber pelsen af mig for at være mere attraktiv og se mere soigneret og civiliseret ud. Mit indre vilde dyr føler sig nøgen og ydmyget.
  • Eller når jeg hæmmer mig i min seksualitet fordi århundreders kristen religion nedfælder skam og skyld over det indre, vilde dyrs seksuelle behov.
  • Eller de mange år hvor jeg prøvede at presse mig ned i arbejdsmarkedets kasser og pinte mit indre, vilde dyr som følte sig fanget af mødetider, deadlines, undertrykte følelser og industrialiseringens amputering af alt hvad der er “vildt og utæmmet”.
  • Det var da jeg førhen spiste små, hvide piller for at dæmpe mit indre vilde dyrs angst fordi det ikke kunne ånde og leve i den tilværelse jeg til tider tilbyder den.
  • Og tusindvis af andre handlinger, vaner, normer og krav jeg indpasser mit indre vilde dyr under, ikke nødvendigvis store ting, men alle ting der til sammen og i sidste ende for hver gang jeg udlever det, fjerner mig lidt mere fra mig selv og mit indre vilde dyr.
  • Og ikke mindst – paradokset ved at foretage valg, som fjerner mig fra mig selv og mit indre vilde dyr, fordi jeg imødekommer mit største tryghedsgen ved at være og gøre som de andre i flokken…

Mit indre vilde dyr vil ud og kæmpe for føden, bruge sine kræfter og leve og ånde som det er skabt til. Jeg tilbyder den nemme løsninger så den ikke behøver. Jeg pakker den ind i vat, og sørger for at den er varm, tryg og mæt. Mad fra disken, varmen fra stuen og så helst ikke “gø” eller andet der lugter af dyr og uciviliserede tendenser.

Men det er en balancegang for ikke at amputere min indre styrke og evne til at kæmpe for overlevelsen. Tæmmer jeg dyret for meget mister det færdighederne og evnerne til at kæmpe.

Og når mit indre dyr oplever det har mistet evnen til at kæmpe for sit liv – bliver det angst, så snart det møder en udfordring.

Hvordan møder jeg mit indre, vilde dyr?

Jeg vil jo gerne leve det fantastiske, nemme liv vi i vores generation har fået som gave. Men jeg bliver nødt til at sørge for at vedligeholde mit indre vilde dyrs evne til at kæmpe for livet, ved at udfordre det og opretholde dens robusthed.

Jeg bliver nødt til at afdække lidt af det vat jeg og samfundet har pakket det ind i, så det indimellem møder modstand i passende mængder som det kan bruge kræfter på og kæmpe og sejre ved (forhåbentligt).

Jeg kan berolige mit indre, vilde dyr ved at skabe nye muligheder for det, samtidig med at jeg er integreret i samfundet og den kultur vi lever i.

Jeg får mulighederne ret ofte, i form af at jeg kan mærke en snert af angst, der er lige ved at bryde ud. Når jeg mærker den lille snert, er jeg efterhånden blevet så øvet i at spotte hvad der er i spil og genkender at det er dyret i mig, som bliver presset.

Det kan være at jeg ikke har været ærlig omkring mine oprindelige følelser. Måske har jeg overskredet mine grænser, eller en anden har. Nogle har måske forventet at jeg opførte mig på en bestemt måde, eller måske skal jeg deltage i et arrangement hvor det ikke er høfligt at vise sit indre vilde dyr, hvis det skulle dukke op.

Når jeg genkender det kan jeg som regel håndtere situationen så dyret i mig bliver beroliget og angsten slipper ved at træde ud af de kasser og normer jeg troede jeg var sat i og acceptere at jeg må gøre tingene på en ny og “egen måde”. Det kræver mod, men min erfaring siger mig at det er langt nemmere og klart at foretrække frem for at udvise det usynlige mod det er at leve med angstens konsekvenser.

Når jeg forholder mig til mit indre dyr, forstår jeg angsten og så forstår jeg også hvad det er jeg skal gøre. Kunsten er så at få mine valg og handlinger integreret i mit liv, så mit indre dyr bliver mødt, beroliget og tilfredsstillet.

Jeg har kun lige mødt mit indre, vilde dyr, men jeg har på fornemmelsen af at det er et af de vigtigste elementer jeg skal igennem for at slippe de sidste rester af angsten.

Læs også del 2 – “Konkrete eksempler på hvordan jeg møder mit indre, vilde dyr

Indlægget her er blevet læst 1285 gange!

Tags:, , , ,

Trackback fra din side.

slipangsten

Indehaver og stifter af Slipangsten.dk. Har arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Har siden jeg var 15 år kæmpet med socialangst. Har igennem et voksenliv tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Har haft store resultater med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness. Uddannet mediegrafiker. Lise Kryger

Kommentarer (7)

  • Avatar

    Annette

    |

    Spændende betragtning med det indre vilde dyr. Og det er en balance med at lade den få lov at komme til udtryk.

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Annette,

      Ja det er en balancegang, og det bliver ikke nemt men jeg er ikke i tvivl om at det skal ha lov til at udtrykke sig mere.

      Dbh. Lise

      Reply

  • Avatar

    christina

    |

    Spændende. Hvad er konkrete eksempler på hvordan du imødegår dyret med din nye viden?

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Christina,

      Dejligt du udfordrer mig 🙂 Mit svar bliver så omfattende at jeg har besluttet mig for at lave det til et helt indlæg – som jeg nok skal linke til så snart det er færdigt. Det bliver mit næste indlæg, så det kommer nok online om 1-2 uger.

      Dbh. Lise

      Reply

  • Avatar

    Marie

    |

    Hej, da du har enorm erfarig med angst vil jeg høre om du har erfaring med mennesker med angst og depression hele livet og i sit senere liv har pådraget sig en hjerneskade? Jeg er fuldstændig rådvild, både for min fars ve og vel, men også for os omkring ham!

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Marie,

      Det er et godt spørgsmål. Min viden rækker desværre ikke ind i himlen. Men prøv om du kan formulere lidt af det du er rådvild om og send det til mig – evt. på lise@slipangsten.dk. Så skal jeg se om jeg kan hjælpe dig, eller evt. sende dig videre til nogen der kan.

      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

Lav en kommentar