Hvorfor eksponere

Hvorfor eksponere? Giver det mening?

Hvorfor eksponere? Et spørgsmål jeg stiller mig selv mange gange – og især lige inden jeg står over for en eksponering. Hvorfor overhovedet gå det igennem – er det det værd – og er det ikke meget nemmere blot at undgå det og leve med angsten?

At eksponere betyder “at udsætte sig for” og er en vigtig brik indenfor den kognitive terapis behandling af angst.

Når jeg oplever angst, er det min hjerne der har opfattet at jeg er i fare og fortæller min krop at jeg skal skynde mig væk eller kæmpe – med andre ord overleve. Hjernen starter på et splitsekund min krops alarmberedskab og det alarmberedskab indebærer den følelse som vi kalder for “angst”. Det er en følelse vi alle genkender som værende rædselsfuld og ikke til at være i. Det er heller ikke meningen. Hvis følelsen havde været behagelig – ville vi alle i urtiden have været blevet ædt ude på savannen. Meningen er, at vi skal få en ubærlig trang til at flygte, undvige eller hvis det er muligt – kæmpe for vores liv med en krop der er spændt til at yde sit bedste.

Nu er det bare sådan at den angst jeg og du sikkert kæmper med ikke rigtig hænger sammen med de farer vore forfædre levede med og jeg ved ikke med dig, men jeg ønsker som udgangspunkt ikke at overfalde andre mennesker og kæmpe for at overleve, for dem jeg måske oplever angsten i samværet med er som regel flinke og rare mennesker som vil mig det godt. Så. Hvis jeg ikke ser vinding i at kæmpe en kamp og sejre fordi jeg vandt – hvad er der så at gøre?

Undgåelse

Flugt. Flygte fra stedet, situationen, dem vi er sammen med. Enten fordi vi ikke længere kan udholde angsten (mens den topper) eller når tankerne på forhånd fortæller os at noget i fremtiden vil udløse den frygtelige følelse angst. Den sidste sætning viser meget godt forskellen på os i dag og hvad vores forfædre ville have gjort i urtiden i lignende situation. Efter at være flygtet fra sabeltigeren, ville de være angste et stykke tid, men kort efter ville de bevæge sig ud på sletten igen – ud iblandt faren – for at finde mad. Og det var en risiko de tog, men det var også det eneste de kunne gøre for at overleve!

I dag er vores hjerner så veludviklede at vi kan tænke os til mulige fremtidige scenarier. Og vi kan forestille os meget levende (takket være vores hjerne) hvad vi kan blive udsat for. Vi er programmeret til at huske tidligere oplevet farer og når vi bliver erindret om det, kan vi med vores veludviklede hjerner vælge at ændre vores handling således at vi undgår faren. Nuvel, meget god strategi, hvis ikke…

… at strategien kunne blive at undgå alle de ting vores tanker sætter i gang af mulige farer. Vi tænker og tror med stor overbevisning på at vores tanker har ret – og at vi kan forudse farer. Men kan vi det?

Her er det at eksponering kommer ind i billedet. For ved at eksponere os for det vi tror er farligt, men som efter al sandsynlighed ikke er farligt, oftest vil give et nyt svar på hvordan fremtiden bliver. Ukendt. Vi kan ikke kan spå om fremtiden. Alt hvad vi kan er at referere til en tidligere hændelse og tage en vurdering som vi vælger at planlægge efter. Så. Hjælper det at undgå alle mulige ting i sit liv og forblive i troen om at det er farligt – eller giver vi os selv en ny chance ved at afprøve situationen, gradvist og med god planlægning, og tage nyt bestik som vi kan referere til?

Så hvorfor eksponere? For at give os selv muligheden for at leve livet og få en tilværelse som er bevægelig alt efter hvilken situation vi kommer ud i. At lære at håndtere vores livs kriser og udfordringer ud fra det sted vi står i frem for tidligere og måske mindre modne måder at anskue verden på.

Giver eksponeringen mening og værdi?

Og er det det værd? Jeg har indimellem stået overfor det jeg inde i mig selv kalder for en “trick-eksponering”. En “trick-eksponering” er en eksponering som umiddelbart ser ud til at være en angstfyldt situation jeg har et ønske om at kunne håndtere.

Et eksempel på en “trick-eksponering” var da jeg i foråret havde tilmeldt mig et netværksarrangement. Min eksponering gik ud på at undersøge om det egentlig var så farligt som jeg troede. Som tiden nærmede sig begyndte jeg at mærke angst. Angst som af uforklarlige årsager ikke faldt selvom jeg brugte alle de værktøjer jeg kendte til. Tværtom blev angsten så heftig og fyldte så meget at jeg brød helt sammen på det kursus jeg gik dengang gik på. Jeg gennemtænkte alle muligheder for hvordan jeg kunne håndtere situationen, og jeg fik rigtig mange gode råd men intet gav mening.

Lige indtil det gik op for mig at jeg eksponerede på det forkerte. Det gav ikke mening for mig at udføre eksponeringen. Det ville være som at kaste mig for løverne, bagbundet. Ingen læring. Men hvad var det så jeg skulle? Det var lidt en erkendelse for mig, men eksponeringen handlede slet ikke om det at møde op uden at kende nogen som først antaget. Det handlede om noget helt andet. Jeg ønskede så brændende at være en del af en gruppe. En del af en gruppe der havde succes, og havde fremgang og gjorde karriere. Jeg ville så gerne se mig selv sidde der og være “med”. Men det var et ønske som slet ikke gav mening i forhold til det der virkelig foregik inde i mig. At kæmpe en så hård kamp blot for det, ville sende de helt forkerte signaler til mig selv. I stedet for signaler om “jeg kan godt” og “jeg gjorde det” ville jeg skulle kæmpe for noget der ville lyde sådan her: “jeg er kun god nok hvis jeg klarer eksponeringen” og “kun hvis jeg bliver anerkendt som værende en del af den gruppe – vil jeg kunne anerkende mig selv”. Signaler som kun nærede mit lave selvværd og følelse af at være en katastrofe med mindre jeg opnåede deres bekræftelse. Ja, en krig kørte indvendigt – og hang jo slet ikke i tråd med virkeligheden. Og på ingen måde et værdigt grundlag at udføre en eksponering.

Eksponering på leveregler

Så. Det jeg i virkeligheden skulle eksponere på var min leveregel om at jeg kun er noget værd når jeg som i denne situation var en del af den gruppe som jeg “så op til”.

Pludselig faldt alle brikkerne på plads. Det gik op for mig at jeg slet ikke ville få noget ud af at udsætte mig for eksponeringen. For jeg havde jo allerede min egen gruppe som netværk. Jeg har jo skabt et kæmpe kolo-enormt netværk af mennesker som interesserer sig og vidensdeler med mig om lige præcis det som jeg synes er så spændende. Og her står jeg trygt og kan lære i fred og ro – fordi Slip Angsten, og alle jer som kommer på min side, på Facebook og Twitter i er mit netværk og giver mig så meget – på mine præmisser – vores præmisser. At sige fra til et netværksgruppe var ikke en undgåelse eller flugt, men til gengæld en øjeåbner for hvad jeg i virkeligheden havde af værdier og det var dem jeg skulle ud og kæmpe for.

Så min eksponering gik ud på om jeg turde sige fra og have tillid til mig selv om at jeg var god nok selvom jeg meldte mig ud. Det var en anden form for eksponering og sværere at se med det umiddelbare øje, men en eksponering som i den grad gav mig værdi.

Beslutningen gav øjeblikkelig bonus. Den er ikke til at tage fejl af. Sejrsdans, glæde og overskud i massevis. Alt tungt i mit liv lettede og blev transformeret til håb og direkte glæde. Jeg skrev og ringede for at melde fra ordentligt, og var indtil det var gjort noget usikker på om det var okay og om jeg “måtte”. Havde jeg virkelig lov til at kvitte en eksponering? Svaret er entydigt og blev efterfølgende styrket ved at jeg aldrig et sekund har fortrudt min beslutning. JA – for det gav langt bedre mening og værdi for mig at bruge krudtet et andet sted. Det blev det første af mange signaler jeg sidenhen har sendt mig selvom at jeg er noget værd og ikke behøver at klippe en hæl og hugge en tå for at blive anerkendt. Signaler om anerkendelse og selvrespekt er vanvittig effektfulde emner at eksponere på.

Så selvom vi står overfor en eksponeringe der tænder angsten bare ved tanken, så giver det faktisk mening at spørge os selv om det nu også giver mening. Ikke kun fordi vi, når angsten først har fat, får en trang til at give os selv en undskyldning for at slippe, men også fordi eksponeringer kan give mere skade end godt hvis ikke de giver værdi i den anden ende.

Derfor! Husk at det er vigtigt at spørge dig selv om det giver mening inden du eksponerer og det er i orden at trække dig fra en eksponering. Alt eksponering gælder om at nærme dig dine inderste værdier og leve dit liv i overensstemmelse hermed. I respekt for dig selv og for det liv du har så er det kun kreativiteten der sætter grænser for hvad en god eksponering kan være bare den giver mening.

Hvilke værdier er gode for dig at eksponere på? Hvad giver dig mening?

Indlægget her er blevet læst 4692 gange!

Tags:, , , , ,

Trackback fra din side.

Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kruset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Kommentarer (3)

  • Avatar

    Anita

    |

    Hej Lise
    Mange tak for dit hurtige svar tilbage, og tak for dine velmenene tanker.

    Det meste af det du skriver, går rent ind, der HAR været både en stressesygemelding efter min søster døde i 2009, og tilløb til stress flere gange efterfølgende. Jeg er desværre ikke så god til at lytte efter, og måske min krop så nu taler med store bogstaver.

    Din forklaring om eksponering hjalp mig.
    Jeg har været noget træt af, at være ramt af en angst-type, som ligger så tæt op af de symptomer angst giver – det har min hjerne slet ikke kunne komme rundt om. For hvornår var det angst og hvornår var det rent fysisk og måske endda noget jeg burde reagere på..
    Men din forklaring gav mig endnu mere blod på tanden i forhold til at udfordre min sikkerhedsadfærd (trænning og bevægelse) samt mentalt at vedholdende fortælle mig selv, at det er tanker og ikke virkelighed.

    Jeg vil drøfte det yderligere med den psykolog jeg har haft kontakt til, rejsen mod at blive angstfri skal jo fortsætte.

    Tak for dine mange gode blog indlæg.

    Hilsen
    Anita

    Reply

  • Avatar

    Anita

    |

    hej Lise
    Jeg følger med på din side, og oplever gavn af flere af dine blogindlæg.
    Jeg er stadig ny, ift angst, det startede for alvor i august. Jeg har sygdomsangst for især cancer som min søster og mor er døde af, og af ALS som min far er død af.. Som regel starter et angstanfald hos mig med at jeg får summen og sitren i mine ben, det forbinder jeg med symptomer på ALS og så kører rullen bare..
    Mit spørgsmål går på, hvordan man eksponerer på sygdomdangst? – det er jo svært at udsætte sig for!
    Mange tak for mange gode råd, som jeg er sikker på vil hjælpe mig fremover.

    Hilsen Anita

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Anna,
      Først og fremmest, gør det mig ondt at høre at du har mistet så mange omkring dig. Det er store tab du har været udsat for. Det ses ofte at folk der lider af sygdomsangst har været ude for store tab i familen netop pga. sygdom. Da det ikke er alle der udvikler angst, har der formentlig været flere parametre oveni, som har medvirket til din angst. Stress, kunne f.eks. være en udløser til at angsten opstår.

      Du skriver at et angstanfald hos dig, som regel starter med summen og sitren i dine ben.

      Denne summen og sitren er måske ikke starten. Den følelse du oplever kan nemlig være en del af den proces der sker når din hjerne opfatter “fare” og derfor sætter gang i alarmberedskabet og pumper adrenalin ud i din krop. Hensigten er at få hjertet til at banke hurtigt og sende blod ud i dine ben, for at gøre dig klar til at flygte eller kæmpe.
      Samtidig kan der opstå en ubalnce i iltindholdet blodet pga. øget vejrtrækning – også en del af din krops reaktion på “fare”.

      Din hjerne har måske allerede opfattet en “fare” som du ikke selv er dig bevidst om endnu. Måske lægger du ikke engang mærke til at din vejrtrækning er blevet en smule mere overfladisk – og derfor giver dig den sitrende fornemmelse i benene.

      Det der kan have været årsagen til at din hjerne sætter dig i alarmberedskab kan være fordi du har nærmet dig en situation der minder dig om noget der engang var et truame. F.eks. følelser omkring dødsfald og sygdomme (ALS) som du selv beskriver.

      Så det behøver på ingen måde at betyde at du er i fare. Det er blot en fejlfortolkning din hjerne laver, fordi den endnu ikke har lært andet.

      Det er det du skal lære den, at du ikke længere er i fare. Find beviser for at du ikke er i fare, brug logik, fakta og realistiske beviser for hvad det er du oplever. Hvad siger lægen f.eks.?

      Der er forkskel på hvor nemt det er at eksponere. Det er nemmere at planlægge en eksponering hvor angstudløseren er en edderkop. Det er konkret og det er fysisk.

      Ved sygdomsangst, kan eksponeringen handle om at blive i følelsen af uvished, inden at du overgiver dig til frygten. Måske kan du sætte et minutur af og sætte et vist antal tid af, hvor du siger – her i denne periode vil jeg overhovedet ikke koncentrere mig om de farer der kan ligge i at mine ben summer og sitrer. Jeg ved ikke hvor lang tid du kan holde det, og det skal prøves af og justeres. Næste gang sætter du uret til lidt mere tid og bliver i uvisheden lidt længere.

      Det er ikke meningen at du skal føle meget angst ved eksponeringen, blot lige mærke den og leve videre uden at give efter for tankerne.

      Måske har du sikkerhedsadfærd som du bruger når du mærker sitren og summen i benene (adfærd som gør at du kan være i situationen med angst)? Måske kan du prøve at eksponere ved at tage lidt af sikkerhedsadfærden væk så du tør være i situationen med din angst i et stykke tid? F.eks. – måske ryster du benene for at slippe for følelsen? Prøv at lade benet være og accepter at der dukker lidt angst op.

      Måske undgår du situationer, som kan udløse denne følelse? Her kan du eksponere ved at prøve at nærme dig situationen, eller blive i den lidt længere end ellers. Det kan f.eks. være at du undgår at gå på en bestemt måde, eller undgår en vis bevægelse eller træning, – så prøv at gøre det, selvom du frygter at det vil give dig en kropslig reaktion og accepter at der kommer lidt angst.

      Der kan være mange måder at eksponere på, og selvom det ikke virker umiddelbart som ved f.eks. en enkel fobi, så er det muligt.

      Jeg håber du kan bruge det jeg skriver til noget?

      De bedste hilsener,
      Lise

      Reply

Lav en kommentar