Fortæl det til nogen - om din angst

Fortæl det til nogen

Her kommer får du en historie fra det virkelige liv, som handler om hvordan jeg lærte at fortælle om min angst – hvor godt det gik, og hvor galt det gik, hvad jeg lærte af det, og tips til dig der overvejer at fortælle andre om angst. Og hvorfor det er en god ide!


I 2004 var jeg i lære som grafiker i et stort firma. Omend jeg var taknemmelig for at have et sted at være i lære når jeg ikke var på skole, var det en arbejdsplads jeg aldrig blev glad for. Firmaet var i krise, økonomisk og medarbejdsmæssigt. Hver måned var der nogen der blev fyret, eller også var der nogen der sagde op fordi det var så stressende et miljø at være i.

Sygdom og stress

Kort før jeg skulle tilbage til skolen for at tage min svendeprøve, blev min far syg af lungekræft og kom i behandling. Gennem hele skoleopholdet og perioden jeg gik til svendeprøve i prøvede jeg at samle mig om at præstere til mit sædvanlige niveau samtidig med at jeg gennem telefonen ajourførte mig med min familie for at følge med i hvordan min far klarede kemoen og de mange operationer han fik i denne periode.

Ud over stress pga. min fars sygdom og svendeprøve, havde jeg det også skidt i skolen. Jeg kæmpede med veninderne og kunne ikke finde ud af at finde min plads, socialt set. Derhjemme var vi lige flyttet og jeg var ikke glad for at komme tilbage til arbejdet når skoleophold og svendeprøve var overstået.

Mit stressniveau var på sit mildest talt ekstremt højt. Jeg havde myldertanker, hjertebanken, rystede på hænderne, sugen i maven og hele tiden den der følelse af at ville flygte fra det hele uden at kunne flytte mig en millimeter.

Stressen stiger

Jeg vendte tilbage til arbejdspladsen igen. Angsten var der hele tiden. Jeg følte jeg havde ansvaret for det hele (det havde jeg ikke) og var overbevist om at lavede jeg en lille fejl ville alt vælte. Jeg kunne jeg ikke sove for det om natten. Kunne ikke slappe af i weekenderne eller når jeg havde fri. Jeg græd om morgenen inden jeg tog afsted.

En dag på vej til arbejdet kunne jeg mærke at kroppen sagde stop, jeg var ved at bryde sammen. Jeg kunne ikke mere. Overvejede at tage hjem igen, men kunne ikke overskue at skulle tilbage. I stedet hev jeg mig op, mødte ind og gik ind til min leder for at fortælle hende det hele.

Jeg fortalte hende om min far, skolen og angsten. Hun var forstående og lyttede til mig. Herefter inddrog vi afdeling som jeg sad i – de fik det hele at vide. Selvom de virkede overraskede og lettere chokeret kunne jeg mærke det var en lettelse for mig.

Arbejdspladsen

Jeg havde haft en god oplevelse med at fortælle det til mine kolleger, og da jeg var i et fag-udviklingsforløb hos virksomhedens HR-medarbejder fortalte jeg også hende om min angst.

Jeg var så stresset at jeg hele kroppen rystede. Hun hjalp mig fagligt men også kompetencemæssigt i forhold til den situation jeg stod i og som den person jeg er. Hun hjalp mig videre.

Da vi fik ny chef for afdelingen fortalte jeg også hende det. Hun sagde at hun ikke bekymrede sig om min angst, jeg var god nok som jeg var. Mine oplevelser med at fortælle angsten på denne virksomhed som ellers var et så dårligt arbejdsmiljø var fantastisk og det er jeg taknemmelig for den dag i dag. Det gav mig modet til at rumme mig selv lidt mere og holde lidt mere af mig selv også selvom jeg havde så meget angst.

Nyt arbejde

Jeg havde længe søgt arbejde andre steder. Pludselig fik jeg bid. Jeg kom til samtale og blev også ansat i et anerkendt smykkefirma. Firmaet havde ry for at være “medarbejdernes virksomhed” og en sund og stærk virksomhed i vækst.

De havde ry for at have en af de bedste human resource afdelinger og at de var knalddygtige til at værne om medarbejdernes værdier.

Jeg var ikke alene pavestolt over endelig at blive anerkendt som en dygtig grafiker, jeg glædede mig også usigelig meget til at komme et sted hen, hvor jeg skulle udvikle og dygtiggøre mig.

Selvom jeg glædede mig til det nye var jeg også ekstremt stresset og angst. Angst for alt det nye, opsigelse, afsked, farvel-ceremoni og goddag til alt det nye og ukendte. Men lejligheden blev sagt op og vi flyttede til den nye by, hvor jeg startede måneden efter.

Stedet hvor alle siger ja og er glade

Jeg kunne mærke med det samme at det var et helt andet arbejdsmiljø. Her var folk glade og stolte af at arbejde i deres virksomhed. Jeg blev modtaget med knus og der blev festet og danset til den lyse morgen. Alle var åbne og interesserede i at jeg skulle få en god start. Jeg gav mig hen åbnede op og mærkede beruselsen af at være kommet det “rette sted” hen.

Firmaet havde en enorm vækst på dette tidspunkt og de var på 1 år steget fra at være 100 medarbejdere til at være 200 medarbejdere. De udvidede og alligevel var det som om de ikke kunne følge med. Lokalerne var stuvet op med medarbejdere. Det var en åben og kreativ virksomhed og der var altid en fest eller en begivenhed der skulle opleves.

Jeg sad i den grafiske afdeling men min leder var fra kommunikationsafdelingen. Det var svært at finde hjælp og alle sad med hørebøffer på og havde travlt. Ofte og mange gange var jeg i tvivl om hvad jeg skulle. Men det var normalt jeg skulle ikke lægge så meget i det.

Men det blev mere og mere. Jeg refererede til 3 personer som hver havde deres mening om hvad jeg skulle. Jeg blev mere og mere usikker og syntes efterhånden det var svært at mærke glæden og det alle snakkede om var så fedt, blev sværere og sværere for mig at få øje på. Efter en måneds tid begyndte armene at falde ned og de faldt hurtigt.

Problemer i paradis

Jeg kunne ikke finde ud af at være der. Jeg kom fra en virksomhed i krise, var vant til at knokle fra jeg mødte til jeg gik. Jeg var vant til at arbejde over, fordi jeg ikke kunne presse det ind i min arbejdsdag – ikke fordi jeg havde holdt mange kaffepauser. Jeg var vant til at der blev sagt nej når man havde brug for det, og jeg havde, på dette tidspunkt i livet, i den grad behov for lære at sætte grænser.

Så jeg takkede nej til nogle arrangementer, fortalte at jeg havde brug for at være mere hjemme. Det blev accepteret men også bemærket.

Jeg begyndte at lave fejl. Jeg kunne ikke koncentrere mig og jeg var hele tiden i tvivl om hvad mit job indebar. Jeg blev mere og mere ked af at være der og mere og mere angst. Fejlene medførte at der opstod samarbejdsproblemer i min gruppe.

På projektet som jo ikke var gået så godt lavede vi en evaluering. Jeg var presset og vidste godt ansvaret var mit og at jeg ikke havde leveret det de forventede. Jeg var nyuddannet og ikke så erfaren på dette tidspunkt til at jeg kunne håndtere opgaven. Jeg var rigtig ked af det, ikke kun fordi jeg ikke havde levet op til deres forventninger, men også fordi jeg ikke trivedes i firmaet. Jeg fortalte derfor til min leder at jeg led af social angst og at jeg havde rigtig meget angst for tiden.

Mine gode erfaringer fra mit tidligere arbejdssted med at fortælle om at jeg kæmpede med angst havde gjorde at jeg turde åbne mig op igen. Jeg var overbevist om at det at fortælle min leder og medarbejdere om mine vanskeligheder med angst ville medføre at presset på mine skuldre blev lettet og jeg bedre ville kunne forholde mig til opgaverne og de sociale arrangementer.

Arbejdspladsen med de gode medarbejderværdier

Timerne efter mødet med min leder fremstår stadig lidt tåget for mig. Stadig den dag i dag.

Reaktionen hos min leder var anderledes end forventet. Var det ikke fordi det var den koldeste dag i januar så ville hun kunne have skabt den på en sommerdag.

Efter mødet satte jeg mig på min plads og gik i gang med at arbejde. Skamfuld. Jeg havde blottet min angst og jeg hun havde afvist mig. Jeg skammede mig – jeg havde gjort noget forkert. Jeg var ikke social – og dette var beviset. Jeg skulle ikke have åbnet op.

Jeg mærkede et prik på min ene skulder. Det var vores HR-medarbejder – om jeg lige ville følge med. Jeg gik med og da vi kom til møderummet kunne jeg godt se den var helt gal. Jeg fik at vide at jeg skulle sætte mig ned. Her sad min leder og den anden HR-medarbejder. Hun fyrede mig. Fra dags dato.

Jeg spurgte hvorfor. Det ville hun ikke svare på, det var ikke godt at sige det den dag man blev fyret. Helt stiv skrev jeg under på at jeg var fyret. Jeg fik 5 min. til at pakke mine ting og mit tøj sammen.

Jeg kom op. En anden grafiker var også blevet fyret. Vi vidste ikke hvorfor. Ingen af de andre vidste hvorfor. Vi var alle i chok.

Jeg forlod smykkefirmaet og hørte aldrig mere fra dem. Alt var lukket og jeg fik ingen mails fra de de nye “venner” længere. Nu boede jeg i en by hvor folk kiggede væk når jeg kom fordi de ikke vidste hvad de skulle sige til mig. 2 stoppede op for at snakke med mig – jeg kunne ikke snakke med dem. En dag mødte jeg direktøren. Hun undskyldte at jeg var blevet fyret. Det havde været en fejl. Jeg skulle ikke være fyret, hun var ked af situationen.

Efter 2 måneder startede jeg egen virksomhed op. Og lykken var stor da vi et år senere flyttede fra den “nye by” – hjem til Århus.

Pointen

Min historie viser at det kan gå godt, og at det kan gå skidt når man fortæller om hvordan man i virkeligheden har det og fortæller om sin angst.

Det jeg gjorde rigtigt var at fortælle det til en jeg havde tillid til og langsomt udvide kendskabs-kredsen. At fortælle det så jeg ikke skulle gå og lade som om jeg havde det godt når jeg ikke havde det godt.

Det står tydeligt for mig  i  dag at jeg knækkede halsen fordi  jeg i lang tid troede jeg havde lavet en fejl ved at fortælle om min angst. I dag ved jeg at det ikke var en fejl. Det var bare ikke det rigtige sted for mig at være. Heller ikke selvom det helt sikkert har været et fantastisk sted for rigtig mange andre. Det var jo ikke uden grund at de havde ry for at være et “medarbejdernes firma”.

Men det handler om hvem du er, hvor du er på vej hen og om du er det rette sted.

Det du har brug for er det du skal søge og række ud efter.

Jeg har siden forstået at jeg var heldig, jeg kom ud i tide. Jeg faldt på plads som selvstændig og det er det jeg vil med mit liv. For det er det jeg er.

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker siden og når jeg har fortalt dem om min angst har det kun været med til at overbevise mig om at jeg gjorde det rigtige. Arbejdspladsen der fyrede mig, er ikke et sted for mig.

9 år senere

Det står mig i dag knivskarpt at den oplevelse jeg havde for godt og vel 9 år siden, ikke kun knækkede mig og gav både mit lave selvværd og dengang voldsomme angst næring, den også gav mig mulighed for at se nye muligheder og gå nye og sundere retninger. Retninger, der netop gav mig chancen for at lære at styrke selvværdet og slippe angsten.

Jeg tænker ind imellem med gru på hvordan mit liv kunne have udviklet sig, hvis jeg var blevet på den arbejdsplads hvor jeg tydeligvis ikke følte mig hjemme.

Jeg troede at det handlede om at være som andre. Og når andre jublede over en livsstil som jeg ikke trivedes med troede jeg derfor at det var mig der var noget galt med.

Jeg ved nu, at der hverken var noget galt med dem – eller jeg. Vi var et dårligt match og vi trives absolut bedst hver for sig.

At blive fyret var det mest skamfulde jeg længe havde oplevet. Når selvværdet indimellem daler hos mig, er det denne fyring der dukker op og minder mig om hvor dårligt et menneske jeg sikkert er og hvor lidt jeg fortjener at være til. Tiden har heldigvis læget de værste sår fra dengang, men det skar virkelig dybt.

Men, det er samtidig også denne fyring der gjorde at jeg i trods besluttede mig for at starte Slipangsten.dk. Jeg satte mig ned og besluttede mig for at det er okay at fortælle andre om sin angst.

Fordelene ved at fortælle om angsten til nogen

  • du slipper angst når du slipper “tabuet”/hemmeligheden eller de undertrykte følelser
  • du skaber dybere og måske mere ærlige relationer
  • du undgår indre pres og stress fordi du står ved dig selv
  • du kan opleve (- og det har jeg oplevet igen og igen) varme og omsorg for det du går igennem
  • tillid til at andre åbner op og fortæller dig om deres egen angst
  • tryghed fordi angsten rummes
  • glæde og hjertelighed fordi du slipper frygten for at nogen ser din angst
  • andre – ? Skriv gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder 🙂

Vigtige værdier jeg har lært at leve efter

Og her er nogle af de værdier jeg tilstræber at leve efter – netop fordi jeg har valgt det liv jeg lever:

  • det ok at sige nej
  • det er ok at sætte grænser
  • angst er en tilstand der kan ændres
  • at leve med angst gør ikke at du er mindre værdifuld
  • det er ok at fortælle om din angst
  • det er okay at vælge at leve et liv der passer til dig, uanset hvad andre tænker
  • i sidste ende handler det om at få et tilfredsstillende liv

5 tips til dig der vil fortælle om din angst

Jeg har sidenhen øvet mig rigtig mange gange i at fortælle om min angst. Jeg har fortalt om det 100-vis af gange, og selvom jeg stadig kan føle at det er som at bryde et tabu, bliver det alligevel nemmere og nemmere for mig at fortælle det på en måde, så jeg selv har det godt med det og jeg fornemmer at den jeg fortæller det til også har det ok med det.

Aldrig har jeg oplevet så dårlig en situation som den episode jeg har fortalt om her, men den viser bare at det ikke er altid at omverden er klar til at forstå det kaos der bliver meldt ud, og måske bliver meldt ud for tidligt eller på et uheldigt tidspunkt fordi at sådan kan livet også være ind imellem.

Her er lidt tips til dig der er i tvivl om hvordan du kan fortælle det til nogen på en ok måde for dig og den anden:

  1. overvej hvad det er du vil opnå
  2. beslut dig for at fortælle om din angst og hvornår
  3. timing kan give dig medvind – vælg et tidspunkt der giver dig ro når du fortæller det
  4. fortæl om din angst når du ikke er angst for nemmere dialog
  5. vis din angst så du står ved det du føler og mærker – i det omfang du selv har det godt i maven med
  6. tag ansvar for din angst og vis det til den du fortæller det til
  7. acceptér at den du fortæller det til kan reagere på forskellig måde og forbered dig (fx med skemaer og andre kognitive metoder)

I dag har jeg sluppet rigtig meget angst. Og jeg har også lært meget om hvem jeg fortæller min angst til.

Er det blevet lettere? På mange måder ja.

Gør det mindre ondt at fortælle om? I nogle tilfælde.

Vil jeg undlade at fortælle om min angst? Det kommer an på situationen.

Vil jeg undertrykke mig selv for at leve et liv hvor angsten bliver undertrykt? Nej.

 

Indlægget her er blevet læst 3160 gange!

Tags:, , ,

Trackback fra din side.

Lise Kryger

Tak fordi du læser med! Jeg hedder Lise, og jeg har tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Det har jeg, fordi jeg selv fik svær socialangst som 15 årig og gik med det ubehandlet indtil jeg var i starten af 30'erne. I dag har jeg sluppet ca. 80% af min angst med værktøjerne viden, stressreducering, mindfulness, kognitive metoder, eksponering og ACT. Få hjælp til også at slippe din angst i dag, med alle værktøjerne i online kruset: Bliv den sejeste angstfighter, knæk koden på din angst – og giv slip! Jeg har tidligere arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Jeg har en uddannelse som grafiker. Jeg håber, og brænder for at min viden og erfaring med angst, hjælper dig til også at slippe din angst. Nyd godt af dette med viden, gode råd om at slippe angsten samt nyheder og tilbud gennem mine nyhedsbreve. De bedste hilsener, Lise Kryger, indehaver af Slipangsten.dk

Kommentarer (2)

  • Avatar

    Malene Louise

    |

    Kære Lise
    Rigtig godt indlæg du har skrevet. Jeg vil til hver en tid fortælle om min angst der hvor det vil betyde at det kan skabe mere ro og mindre stress for mig, og en større forståelse for min omverden som ser mig hver dag. Fx på min arbejdsplads. Jeg har en god arbejdsplads hvor vi er meget imødekommende og venlige overfor hinanden så jeg er klar over at det kan gøre det lettere at fortælle om angsten. Desuden startede jeg på mit arbejde, først i praktik gennem et kursus i bla. angst, så min chef har fra dag et vidst at jeg havde angst. Siden da er jeg kommet i lære som kontorelev hvor jeg lige nu har “orlov” fra uddannelsen fordi jeg har fået et vikariat der mens vores regnskabsmedarbejder er på barsel. Fornylig har jeg oplevet det lidt sværere at have angst der. Ikke fordi arbejdspladsen har ændret holdning til mig, tværtimod. Men fordi jeg havde kommet til at sætte min egen barre alt for højt nu hvor jeg havde en “rigtig” stillng. Jeg har følt indeni mig selv at jeg skulle være mere angstfri end jeg er og nu hvor jeg har haft et større dyk, som jeg arbejder på at komme op af, har jeg stresset meget over at angsten har fået så godt fat igen og at jeg ikke bare kan holde sammen på mig selv og arbejde videre uden at lade mig påvirke. Men det er alt sammen noget der sker inde i mig, for jeg snakker stadig om min angst og alle er så søde og forstående. Min chef sagde på et tidspunkt, at hun syntes, for min egen skyld, at jeg fx ikke skulle skrive i min kalender når jeg skulle til psykolog- for hvis jeg efter min elevstillng er slut pm et år, står og skal videre, så kan der måske være nogle kollegaer som ville sige videre, til en ny arbejdsgiver i byen, hvis de fx kender en derfra, at hende Malene går meget til psykolog fordi hun har angst. Dette er sagt af min chef med den største empati for mig. Men sådan kan jeg ikke fungere.
    Jeg kan ikke fordrage at man skal gå og tænke på, at en evt. ny arbejdsplads måske ikke ville være lige så rummelge som min nuværende. Jeg skal ikke være på rn arbejdsplads hvor almen menneskelige problematikker ikke er iorden. Så med alt dette, er mit ønske faktisk også, at jeg når jeg kan håndtere angsten lidt mere, vil være i stand til at nedbryde de tabuer jeg tror stadig findes på mange arbejdspladser, når det kommer til medarbejdernes psykiske tilstand. Hvis man istedet for at sygemelde sig med “influenza” kunne sige ælrligt, jeg er simpelthen ekstra sårbar fortiden men jeg vil gerne arbejde- kan vi i fællesskab finde en måde så det kan lade sig gøre?

    Hilsen Malene

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære Malene Louise,

      Det lyder godt nok som en dejlig arbejdsplads du har.
      Jeg følger dig fuldstændig.

      Tænker, at det måske trigger dig, at din chef har rådet dig til at “skjule din angst” – for din egen skyld. Min angst ville helt sikkert blive trigget, hvis det var mig der oplevede det.

      Jeg har selv brug for at stå ved mig selv 100% – hvilket betyder, at hvis jeg skulle tænke strategisk om, hvornår jeg skulle skjule min angst, for at forbedre mine chancer arbejdsmæssigt, ville det være som at skyde mig selv i foden.

      Det ville vække min angst på ny.

      Jeg har været på en arbejdsplads hvor det at have angst var “naturligt”, men når det nåede helt ind til knoglemarven, viste det sig at det alligevel ikke blev rummet
      – og min angst blev desværre set som en svaghed hos mig. Det ville jeg ikke leve med. Angst er kun en svaghed, når det ikke bliver håndteret.

      Jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært for andre at sætte sig ind i ens angst, især, når den står i lys lue, men det er tydeligt for mit vedkommende,
      at angsten dengang kun stod i lys lue, fordi det der tændte min angst var netop den underliggende følelse af, at jeg ikke blev rummet med min angst (en anden arbejdsplads, end dem jeg beskriver her i indlægget).

      Jeg håber du holder fast i det der er vigtigt for dig, og at du måske kan forklare din chef hvad der er vigtigt for dig, så hun fremover bliver den chef, der får det allerstærkeste frem i dig, og fortsat kan være med til at skabe den arbejdsplads, der gør at du har det så godt med at være der.
      Kh. Lise

      Reply

Lav en kommentar