Jeg oplever ofte, at der bliver spurgt om det er bedst at være sammen med andre som er angste og have en partner som er angst.
At være alene med angst
Som udgangspunkt er vi alene med os selv. Vi er alene med vores tanker og følelser. Og derfor er vi også alene med vores angst. At kunne være med sig selv og acceptere egne grundvilkår og ressourcer er for mange et af de første skridt der skal tages.
Alene mærker du dig selv. Du kan høre dig selv, og dine handlinger afføder konsekvenser du kan vælge at tage eller lukke øjnene for. Ansvaret er dit og helt alene.
At turde mærke sig selv indebærer modet til at turde stå ved sig selv.
For mange kan dette i sig selv være angstfremkaldende og mange vil undgå sig selv, og nogle gør det igennem hele livet. At undgå sig selv kan nemt overses i et samfund hvor det at have travlt og være udadvendt er en anerkendt og rost tilgang til livet. Men bag alle aftalerne, overarbejdet, fritidsaktiviteterne og rastløsheden, kan der ligge en angst gemt for at være alene med sig selv.
Jeg tror vi mennesker er flokdyr. At interagere med andre mennesker er en drift og et behov som gør os stærke og trygge i en verden fyldt med farer og udfordringer. I mine øjne et eftertragteligt mål at gå efter fremfor at være alene med sig selv.
At være sammen med andre angste
Vi er en stærk kultur af stærke individer. Vi er os selv nærmest og vi kan som oftest klare vores egne problemer. Vi vil være uafhængige og frie til at være den vi er på de vilkår vi er født med eller danner os i løbet af vores liv. Vi har en grundlæggende sikkerhed for at vores basale behov bliver tilgodeset og vi er nået langt i forhold til at tage vare på os selv i de grupper af tilhørsforhold som vi bygger op.
Når du støder ind oplevelsen af at du er den eneste der føler på en bestemt måde, tænker på en bestemt måde og er på en bestemt måde, og oplever uro hos dem du viser og fortæller det til, er det måske fordi du er ramt ind i en ikke-eksisterende gruppe af noget tabubelagt. Følelsen kan være knusende og hvis du bliver i håbet om en dag endelig at bryde igennem dine grupper og gang på gang møder den lukkede dør, så er det måske på tide at finde dig en ny gruppe.
Sådan oplevede jeg det i forhold til at fortælle andre om den angst jeg kæmpede med i mange år. Jeg fik det ene nederlag efter det andet og jeg følte mig forkert og udenfor samfundets normer.
Da jeg var helt alene med min angst fik min dejlige veninde pludselig en dag voldsomme angstanfald. Hun var åben om det og hun fortalte om det, ikke kun til mig, men til alle hun havde brug for skulle vide det. Det var meget inspirerende for mig at se hvordan hun tacklede angsten. Hun kom igennem angsten, også selvom den stadig står som på lur når hun går gennemgår meget pressede perioder.
Jeg oplevede for første gang en fuldstændig tryghed når jeg var sammen med hende. Fordi jeg kunne være hel. Med alt hvad jeg indeholdt – også angst. Denne følelse af tryghed har taget mig mange år om at forstå hvordan hang sammen. Men den affødte små spirer og en af dem fik mig en dag til at påbegynde projektet om at skabe Slipangsten.dk. At starte en gruppe og et sted hvor jeg kunne udvikle og være den jeg var sammen med ligesindede.
At være i gruppe med mennesker som er angste og som kender til angstfølelser har løftet mig fra at være alene og til at blive en del af samfundet. Paradoksalt nok er min angst –social angst, men jeg føler at jeg med min fantastiske gruppe af mennesker, både her på internettet og også i det virkelige liv, hjælper mig til at bevæge mig videre. At være blevet en del af en gruppe der deler de samme oplevelser som jeg gør mig stærk og meget modigere end da jeg var alene. Sammen med andre står jeg bare stærkere – også selvom det giver mig angst.
At være sammen med ikke-angste
Det at være sammen med folk der har det på samme måde som jeg, kan i min verden ikke stå alene. Angst er ikke hele min identitet. Jeg er så meget mere end angst. Jeg har mange identiteter som jeg har brug for at udleve. Jeg er også mor til min søn, kvinde til min mand, mediegrafiker, veninde, datter og søster, samarbejdspartner osv.
Min mand har ikke angst. Han kender dårligt følelsen af at være angst og undgåelse pga. angst kender han stort set ikke. Mine venner kender næsten ikke til følelsen af angst. Men uden deres spørgsmål og forholden sig til mig og mine umiddelbare “særheder” ville jeg ikke blive udfordret og uden udfordringer vil jeg ikke udvikle mig.
At være sammen med ikke-angste sætter perspektiv på mine tanker og mine følelser. Det kan være meget udfordrende at forklare, hvordan min verden ser ud, og ind imellem føler jeg at jeg skal stå til regnskab med mine valg og beslutninger. Men det giver mig samtidig chancen for at sætte ord på og at acceptere at uanset hvad jeg er og gør, så er det ok – uanset hvem jeg er sammen med og hvor jeg er.
I spørgsmålet om det er bedst at være sammen med andre angste vil jeg svare at intet er bedre end at være sammen med andre mennesker. At angst ikke bør være nogen afgørende faktor. At det har sine fordele at finde sine grupper og at vokse sig stærk der hvor du føler dig fortabt. At kunne indgå i alle sammenhænge fordi du er hel med alt hvad du er. Til enhver tid vil jeg gå efter at accepten af at være menneske først og fremfor alt. Angst er blot en følelse.
Hvad er dine erfaringer? Hvornår har du det bedst?
Indlægget her er blevet læst 6821 gange!
