Ensomhedens psykologi

Begrebet angst er meget udbredt i dagens Danmark. Ifølge Angstforeningens hjemmeside lider 350.000 mennesker af angst i forskellige grader og former.

Ud fra mine egne erfaringer som menneske i vores samfund – som datter, søster, hustru, mor, psykologistuderende, socialarbejder og forfatter – er det min antagelse, at angst primært udspringer af ensomhed. Jo mere alene, isoleret, udstødt man er, jo mere angst er man også. Jo mere drænet for livsenergi bliver man.

Hvad vil det da sige at være angst? Vi vil starte med at opliste nogle af symptomerne.

Symptomer på angst

Symptomerne kan være træthed, trykken for brystet, svimmelhed, trøstespisning, inaktivitet/’fastlåsning’, øget mistænksomhed/paranoia, tab af selvværd, undskyldende adfærd, giver et sæt ved uventet lyd e.l., periodisk kvalme, humørsvingninger i manisk-depressiv skala, men generelt øget tristhed, øget grådlabilitet, tvivler på egne evner, pessimisme erstatter optimisme, følelser af uduelighed, magtesløshed, diffuse frustrationer og bekymringer, øget skyldfølelse og dårlig samvittighed, dræner pga. sin hungren efter sociale stimuli de nærmeste ved social omgang – eller afviser dem, lukker sig inde, mister energi og overskud til gøremål såvel som social omgang, fejlfinder ift. sig selv og omgivelserne, opgivende, tenderer tiltagende til at være på sammenbruddets rand’, overreagerer på bagateller, rager lettere uklar med omgivelserne, nærtagende, skrøbelig, sårbar, indadvendt, lukket kropssprog, sjældent smil pga. er sjældent rigtig glad, tab af selvkontrol, rysten på hænderne, hjertebanken, kvælningsfornemmelser, flimren for øjnene, tics, besvimelse, øget produktion af sved, mentalt ’gå i sort’, ude af stand til at tale eller usikker stemmeføring.

Symptomerne kan være endnu flere end de ovenfor listede, og konsekvenserne kan føre endnu videre i antal og kompleksitet.

Konsekvenser af angst

Angst kan føre til misbrug, depression såvel som selvmord. Det er realiteten for rigtig mange danskere hver eneste dag.

Grunden hertil her, er angst kan være så invaliderende, at den angstramte mister tilknytningen til uddannelse, arbejdsmarked, familie og generelt sociale relationer. Den angste isolerer sig mere og mere for til sidst måske at ende i total isolation. Derved er cirklen sluttet, den angstramte er endt i netop det, som angst udspringer af: selve angsten for at være ensom!

Hvad skyldes angst?

For at beskrive årsagen til angsten, må vi først definere hvad angst er for noget.

Som nævnt i indledningen udspringer selve angstfølelsen af angsten for ensomheden.

Angst er en basal følelse, alle mennesker til alle tider har været udstyret med. Den har sikret artens overlevelse i form af kamp-flugt mekanismen og flokmentaliteten.

Vi er født ind i en flok, og i det øjeblik vi trues af en udstødelse og isolering, træder angsten til som en dynamik, der sikrer, at vi føler stort ubehag ved at være alene. Vi vil reagere på dette ubehag og søge løsninger, der sikrer os en plads i flokken. Flokken giver til gengæld det enkelte individ tryghed ved udsigten til overlevelse.

Angst kan også siges at udgøre frygten for at dø. I det øjeblik vi udstødes fra gruppen, forringes chancen for overlevelse, og kun dødens ensomme, tomme tilstand er tilbage. Udsigten hertil vækker naturligt nok en skræk i de fleste.

Nutidens angst bliver udløst på mange forskellige måder, men angstens kerne er fortsat den samme som for tusinder af år siden.

Mennesket er født til at være et socialt væsen, næret af moderens bryst og kærlighed. Moderen er ’Den anden’, en person der tager sig af barnet og holder det med selskab. Den anden er selve livets kilde. Uden den anden dør man.

Vi er således basalt set sociale individer, og ligesom spædbarnet dør, hvis moderen eller anden omsorgsgivende person forsvinder, ’dør’ også det større barn eller den voksne rent mentalt, hvis det er alene fysisk eller mentalt. Det mentale fængsel er det største fængsel af alle, og vi sygner hen rent mentalt, hvis vi ikke kommer ud af det fængsel. Vi har brug for at føle samhørighed i en gruppe for at føle os trygge. Ellers rammer urinstinktet os med angstens advarselssignaler om, at hvis vi fortsætter ud ad den sti, vi styrer hen imod, vil vi blive sat uden for gruppen og dermed miste muligheden for overlevelse.

Vores ringe muligheder for at blive konfronteret med døden – den ultimative form for ensomhed, der er uundgåelig for os alle og som sagt udgør selve kimen til angstfølelsen, medfører, at angsten forstærkes. I og med døden udgør et tabubelagt emne i nutidens Danmark, øges den angst, der ligger i forestillingen om døden. Døden bliver gjort til en sort, rædselsvækkende afgrund, som vi alle skal undgå og bekæmpe som vores værste fjende ved hjælp af en fælles indsats mod døden og dens mange ansigter: sygdom, ældelse og livsstilsrelaterede fænomener som overvægt, rygning og fysisk inaktivitet. Nutidens samfund kæmper så indædt mod den fælles fjende, Døden, at kampen mod afstikkerne, dvs. rygerne, de overvægtige og sofahyggerne, har fået et skær af religiøs fanatisme. Satan er udskiftet med Døden, de faldne engle er de syndige livsnydere, der gør hånt om Døden, og frelsen ligger i opskriften på 10 veje til et godt helbred, sådan som den dikteres af Sundhedsstyrelsen, livsstilsmagasiner og i stigende grad arbejdspladserne.

Ved at fokusere så meget på ikke at ville acceptere døden som et almenmenneskeligt grundvilkår på godt og ondt, fornægter vi netop os selv at forholde os til døden på en realistisk, sund måde. I og med døden behandles som et tilfælde, vi i fællesskab kan kurere eller fortrænge fra vores fælles bevidsthed ved bevidst at styre uden om alt, der har med døden at gøre, øger vi netop angsten for døden, for det uundgåelige – den totale ensomhed, der på et eller andet tidspunkt rammer os alle og fjerner os fra alt det, vi har så kært her i vores jordiske liv.

Men hvad nu, hvis angsten for ensomheden såvel som døden invaliderer os så meget, at vi ikke rigtig lever vores jordiske liv, nu hvor vi har muligheden? Hvad nu hvis angsten fratager os muligheden for at realisere os selv – leve vores inderste drømme og evner ud? Dette vil jeg vende tilbage til senere.

Typiske begivenheder, der udløser ensomhed og/eller angst

Der er tale om begivenheder, der medfører ensomhed i sig selv eller truer med at medføre ensomhed. Det kan være: mobning, fyringer eller trusler om fyringer, ledighed, længere tids sygdom, barselsorlov, flytning til nyt område, efterlønsalderen, pensionsalderen, orlov, ufrivilligt tab af erhvervsevne, former for arbejde eller studie hvor personen er udpræget alene.

Studier eller erhverv, der medfører ensomhed

Der findes mange studier, hvor studieformen i perioder medfører selvstændig fordybelse og projektskrivning, og disse perioder kan decideret være den udgørende faktor for, at nogle springer fra, da de ikke kan klare den angst, der er forbundet med ensomheden.

Der findes selvsagt også mange former for arbejde, hvor personen arbejder selvstændigt, uden væsentlig kontakt til jævnbyrdige. Det kan dreje sig om erhverv som fuldtids forfatter, freelancer, ’husmor’, hjemmearbejdende og mange flere. Fælles for ovennævnte studier og erhverv er, at personen har mulighed for at opsøge sociale relationer til at udfylde behovet for social samhørighed, hvorved angsten for ensomheden kan reduceres.

Sociale relationer

Det er min påstand, at det ensomme, angstramte individ gradvist kan miste evnen til at elske. Begrebet kærlighed – og hvad det vil sige at elske – beskrives nærmere senere.

Den angstramte lægger typisk skylden for sin ulykkelige tilstand over på sin partner eller andre nært stående som følge af den øgede mistænksomhed, ’paranoia’ fejlfinding hos andre, og hun vil derfor overveje at gå fra vedkommende, men det er ikke partnerens skyld, og det vil kun skabe mere ulykke at bryde ud af parforholdet.

Partneren er på sin side presset pga. den angstramtes yderst belastende adfærd, og det kræver ekstrem tålmodighed, kærlighed og tolerance at leve med personen igennem den periode, angsten tager fat. Hvis partneren er i stand til at fastholde sine egne grænser samtidig med at agere omsorgsfuldt over for sin angstramte elskede, vil parforholdet kunne komme styrket ud af krisen.

Ensomhed midt i flokken

En følelse af at være udenfor, udstødt af flokken, selvom man er tvunget til at være hos den pågældende flok, kan få langt alvorligere konsekvenser end den regulære ensomhed. Mobning og chikane kan foregå på mange forskellige måder, direkte via verbal og fysisk chikane og nedsættende adfærd, eller via indirekte fjendtlighed manifesteret i tilbagetrækning, distance, ignorere personen, overhøre tiltale/spørgsmål, afvise at hjælpe eller foregive at hjælpe og samtidig sætte tvivl ved personens kompetencer og evner.

Der kan være tale om en systematisk nedbrydning foretaget af en, flere eller mange personer i fællesskab ud fra et uudtalt behov for at hævde sig selv og flokkens samhørighed på en eller flere ’ofres’ bekostning. Formålet er at styrke gruppens samhørighed og reducere gruppemedlemmernes angst for at blive ensomme. Det er således min tese, at det er selve angsten for at være ensom, der får individer til at agere uhensigtsmæssigt eller decideret grusomt over for sine medmennesker. 2. verdenskrig er et ekstremt eksempel på en hel nations grusomme udstødelse og termination af andre menneskegrupper med det formål at styrke den pågældende nations indbyrdes følelse af samhørighed – følelse af ikke at være alene.

Hvordan undgår man angstens ensomhed på en konstruktiv måde?

Svaret burde være indlysende: Individet overvinder angsten for at blive ensom ved at elske, det vil sige ved at give kærlighed til sig selv og andre og indgå i samhørighed med gruppen.

Hvad er da kærlighed?

Kærlighed er med Erich Fromms terminologi en kunstart. Kærlighed kommer indefra og manifesterer sig i næstekærligheden, det vil sige kærlighed over for menneskeheden, men også over for dyrene, naturen og selve universet.

Mødre – ikke alle mødre, men nogle mødre(1) – kender til følelsen af ubetinget, uselvisk kærlighed til barnet, som medfører kærlighed til alle mennesker. I barnet ser moderen sig selv, men samtidig Den anden, hvorved hun forstår, at vi alle hidrører fra ét fælles urhav. Moderens barn er sendt fra urhavet som én ud af alle Jordens sjæle. I det øjeblik moderen elsker sit barn betingelsesløst, vil hun for altid elske hele menneskeheden på godt og ondt. Hun vil føle andres smerte desto højere, og hun vil mærke andres glæde desto mere.

Kærlighed er ikke, som mange i vores materialistiske samfund tror, at få kærlighed fra andre. Kærlighed er ikke noget, man kan regne med at få. Kærlighed kan under ingen omstændigheder købes eller tvinges frem fra et andet individ.

Kærlighed er noget, man vælger at give et andet menneske. Ved at give kærlighed, fordi man oprigtigt elsker sig selv såvel som Den anden, gør man sig ikke automatisk fortjent til at modtage fra Den anden, men sandsynligheden for at man selv får ægte kærlighed fra Den anden er større, når man selv giver af et rent hjerte.

Erkendelsen af, at vi alle er sat på Jorden med et formål, og at vi kun opnår harmoni og balance ved hjælp af kærligheden, hjælper os til at leve et meningsfyldt liv, hvor vi både tager hensyn til egne og andres behov. Hverken individet eller gruppen skal lide under nogen enkeltståendes behov. Alle skal have mulighed for at realisere sig selv: deres drømme og unikke evner. Derved skabes der grobund for oprigtig, gensidig  næstekærlighed.

Hvordan realiserer vi os selv i et materialistisk samfund?

Svaret er ikke indlysende. Enhver må finde sin egen måde at leve i overensstemmelse med sine behov, drømme og unikke evner samt hensyntagen til andres behov på.

Drømmen om at flytte til fjerne egne tæt på naturen er ikke løsningen for særligt mange – for nogle få måske, men for de fleste vil en sådan eksklusion fra det omgivende samfund kun medføre en forøget følelse af ensomhed og dermed angst, hvilket igen vil akkumulere en dominoeffekt af ikke-kærlige følelser og handlinger, jf. symptomerne på angst.

Svaret ligger heller ikke i at forsøge at købe sig til sit drømmeliv. Penge er som regel forudsætningen for, at vi kan få dækket vores basale behov for mad, drikke, varme osv., men når det er sagt, kan penge aldrig købe os indsigt i,hvordan vi lever et meningsfyldt liv.

Jeg taler med vilje ikke om at leve et lykkeligt liv, da dette kan misforstås til, at jeg mener, vi alle skal stræbe efter hele tiden at være lykkelige. Det mener jeg ikke kan lade sig gøre. Vi møder alle modgang og sorger i livet, og de former os og gør os klogere og stærkere – hjælper os midt i al deres umiddelbare meningsløshed til at blive klogere på os selv og vores medmennesker. Vi kan komme styrket ud af en krise og føle, at vi lever mere i overensstemmelse med vores sande natur, vores væsens kerne.

Den, der har prøvet at blive berøvet arbejdsevnen for en periode, opdager måske, at meningen med livet ikke er at præstere, servicere andre, hjælpe andre, være dygtig og god til noget, få succes i andres øjne, men at meningen med livet tværtimod er at gøre det, man kan lide at gøre, fordi man synes, det er sjovt, udfordrende, spændende, meningsfyldt i en grad, at det kan mærkes dybt inde i brystet. Man gør ting, fordi man ikke kan lade være, fordi man føler, at det er det rigtige at gøre, samtidig med at det rent etisk er omsorgsfuldt og forsvarligt over for omgivelserne, for ingen kan føle sand harmoni og balance, uden at give kærlighed – behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Enhver er sin egen lykkes smed, og enhver må selv definere, hvad lykken for den enkelte er. Du realiserer dig selv i det øjeblik, du går ind i dig selv og forsker i, hvordan du bedst kan give til andre, samtidig med at du giver til dig selv. Ingen andre end dig selv kan mærke, hvordan du gør dette. Og første skridt på vejen er at acceptere døden og dermed den ultimative ensomhed som det sidste skridt i dit jordiske liv – derved kan du begynde at leve dit liv på en levende måde. Stadig i angst, for den kan og må aldrig fjernes helt, men i balance med livsglæde, livsmod og livsvilje. Der er ingen andre til at leve dit liv og give det indhold end dig.

Konklusion

Angst er et udbredt fænomen, som udspringer af selve angsten for at være ensom. Ensomhedens ultimative form er døden, der i vore dage udgør et tabubelagt emne, hvilket er med til at forstærke angsten for døden og ensomheden.

Når angsten tager overhånd, er vi imidlertid rent mentalt allerede ’døde’ – vi realiserer ikke vores drømme og potentialer, og angstens symptomer og mekanismer driver os væk fra den selv samme samhørighed med gruppen, som vi basalt set er rædselsslagne for at miste.

Der findes ingen endegyldige løsninger eller opskrifter på hvordan, du skal leve dit liv, men det gør sig universelt gældende, at alle har brug for at leve i samhørighed med en gruppe, hvor alle har muligheden for at opleve kærlighed ved at give kærlighed til sig selv og gruppen – hvor kærlighed er evnen til at elske din næste, som du elsker dig selv.

I det øjeblik, du favner livet i alle dens modsætninger – det jordiske liv såvel som afskeden med det i form af døden – vil du kunne begynde at leve dit liv til fulde.

Forfatter: Mona Andersen, cand.mag. i dansk og psykologi

1) Ikke alle mødre er i stand til at elske sig selv og andre, idet der kan forekommepersonlighedsmæssige afvigelser fra det normale.

Indlægget her er blevet læst 12735 gange!

Tags:, , , , , , , , , ,

Trackback fra din side.

slipangsten

Indehaver og stifter af Slipangsten.dk. Har arbejdet som eksponeringslærer ved Jysk Psykologcenter. Har siden jeg var 15 år kæmpet med socialangst. Har igennem et voksenliv tilegnet mig stor erfaring indenfor området angst og angstreducering. Har haft store resultater med kognitiv adfærdsterapi, ACT og mindfulness. Uddannet mediegrafiker. Lise Kryger

Kommentarer (3)

  • Avatar

    holm

    |

    “Svaret burde være indlysende: Individet overvinder angsten for at blive ensom ved at elske, det vil sige ved at give kærlighed til sig selv og andre og indgå i samhørighed med gruppen.”
    Det er da alt sammen fuldstændig rigtigt – men det store spørgsmål er :Hvordan gør man, hvis man sidder i det op til ørerne? Skal man hive det op af rygsækken?

    Reply

  • Avatar

    Anonym

    |

    Jeg er flyttet hjemmefra, og min angst fra da jeg var lille er så småt begyndt at komme igen. Jeg har en dejlig kæreste, men som du skriver føler sig belastet af min angstramte sindstilstand. Jeg har over tid forlanget for meget af ham, og endte med at slå op med ham. Jeg følte ingenting, og tog ham hurtigt tilbage da der ingen mening i det var. Vi var kørt fast, og jeg begyndte kun at se hans fejl og blive ved med at pege dem ud. Dog har jeg selv ikke set mine egne. Jeg er bange for at være alene, og bliver nervøs af ikke at have planer. Heldigvis har jeg mange hobbyer, hvor jeg sagtens kan lære med tid at nyde øjeblikket. Jeg er desværre lige nu igang med min eksamensforberedelse, og kan ikke nyde at sidde alene og læse op og skrive. Jeg får ofte trykken for brystet, lyst til at græde, en tomhedsfølelse og når jeg bliver ked af det kan jeg ikke trække vejret og får lyst til at kaste op. Jeg er klar over at disse symptomer skyldes min barndom, hvor jeg altid har været alene – og det er svært at tumle med det alene, men jeg ønsker ikke at gå til psykolog eller psykiater da jeg har været gennem sådanne forløb. Jeg vil bare lære at elske at være alene med mig selv, selv når jeg ikke kan lære noget spændende. Hvordan slipper jeg af med denne tragiske følelse af min ensomhed? Det er svært når de eneste jeg har er min kæreste, og få af mine nye venner som jeg ikke ønsker at inddrage. Mine rigtige gode venner bor nemlig på Bornholm, og kommer først herover så småt om et års tid. Jeg er bange for at jeg skal være ensom så længe.. Samtidigt skulle min kæreste og jeg flytte sammen, men dette vil han ikke længere da jeg lod ham gå (slog op), og at vi fandt sammen igen – forvirrende. Det forstår jeg godt, men nu er jeg bange, og nu risikerer jeg fortsat at skulle bo alene. Ville det være bedre at finde en sambo her i København, som jeg ikke kender?

    Reply

    • Avatar

      slipangsten

      |

      Kære dig,

      (først og fremmest er jeg desværre ikke forfatteren til dette velskrevne indlæg – det er Mona Andersen).

      Men kære dig alligevel.

      Ensomhed er fra vores inderste indre en af de mest tærende følelser at blive opslugt af. Den kan fylde hele ens indre og rive den fra hinanden i småstumper på samme tid. Og jeg tror alle kender til den i mere eller mindre grad.

      Vi mennesker er i bund og grund flokdyr, og vi er har det i os, følelsen af at vi overlever bedst i samlet gruppe. Alene føler vi os udsatte og angste for om vi klarer den og overlever.

      Så for mig at se, er klart at når du skriver du har været alene det meste af din barndom, at det er en smertelig følelse der dukker op hos dig også nu.

      Grundlæggende tænker jeg om ensomhed, at det er en følelse og en tilstand vi får rigtig meget ud af at lære at håndtere. Altså lærer at kunne være alene med os selv indimellem. Og jeg tænker at det er en balance der må veksle mellem at være social og være en del af en gruppe og muligheden for at kunne trække sig og være alene, uden at føle ensomheden kvæle og give angst.

      Selv har jeg kæmpet hårdt med ensomheden i perioder. Jeg valgte derfor i en periode af mit liv, at flytte for mig selv, i et lille træhus, uden vand, elektricitet, og et das i haven. Simpelthen for at lære at være alene. Jeg følte dengang ikke at det var det jeg lærte, fordi det var så hårdt at gå igennem. Men når jeg ser tilbage er jeg ikke i tvivl om at det var der jeg netop lærte at være alene med mig selv og overleve den angst jeg havde for det.

      Men det behøver jo ikke være din løsning. Og ingen behøver at tage så store skridt. Jeg tænker sagtens du kan vælge at finde en sambo og bo sammen med. Du kan sagtens lære at håndtere din ensomhed i små doser af gangen. Du kan lære at håndtere det at være alene på mange andre måder og i graduerede eksponeringer.

      Grauderede eksponeringer er hvor du vælger at være alene for t lære det, men kun i så små doser at du ikke vækker den voldsomme følelser, men kun lige mærker snerten af ensomhed og evt. angst. På den måde lærer du lidt hele tiden, uden at tage for store skridt af gangen.

      Du må give dig selv den credit at du har en tung bagage med dig og at du har brug for at tage tingene i doser som du kan håndtere.

      Du skriver at du går til eksamen i øjeblikket, og du skal vide at når du er under pres og er stresset at angst og store følelser nemmere kommer til udtryk. Derfor vil jeg råde dig stærkt til om du kan sænke dit stressniveau så meget som muligt mens det står på. Jo mindre stress – jo mindre angst og svære følelser der fylder for meget.

      Jeg håber du kan bruge mine ord og at du kommer godt og stærk igennem det hele 🙂

      Kærligst, Lise

      Reply

Lav en kommentar