fbpx

Belønningen, der vedligeholder din angst

Der er mange omstændigheder der gør sig gældende, når din angst bliver hængende og ikke slipper taget i dig.

Hvilke omstændigheder tror du, kan være årsagen til at du ikke slipper angsten? Mon der ligger en belønning for din adfærd et eller andet sted?
Og hvilken pris, betaler du for den og er belønningen prisen værd?

Først og fremmest – angst er kommet for at blive. Forstået på den måde at du jo kan slippe irrationel angst men at angst, i sin naturlige balance, er god for dig.

Naturlig angst er ikke noget du skal af med, fjerne eller undertrykke. Angst er en del af din overlevelsesmekanisme. Angst er god at have, når du skal mærke dine grænser og når du er i fare. Som i rigtig fare.

Det må være formålet at få angsten til at reagere udelukkende i disse situationer og ikke bare fordi din hjerne tror du er i fare, fordi du skal ud blandt mennesker, handler ind i Netto, eller kører med tog på arbejde (m.m.).

Så har vi det på plads.

Det næste. Der er mange omstændigheder der kan gøre sig gældende for, at du endnu ikke har sluppet angsten og at den stadig vælter din hverdag.

Omstændigheder som fx:

  • tid
  • mængden af udfordringer
  • kompleksiteten i dine udfordringer
  • manglende eller forkert brug af viden og værktøjer
  • personlighed
  • kemi, hjerne og krop (de biologiske processers individualitet)
  • din bagage
  • din situation m.m.

Som du kan se kan der være flere grunde til, at angsten stadig hænger ved. Det er ikke bare et brækket ben der skal i gips og så er heler det på nogle uger. Det er et nøje pille puzzle arbejde for at få alle brikkerne til at passe sammen så angsthåndteringen passer til lige præcis dig, situationen du befinder dig i og til lige præcis den måde din angst giver sig til udtryk – hos lige netop dig.

Ved du med dig selv at årsagerne til din angst er mere end det ovenover beskrevne, du har arbejdet med dig selv, brugt masser af tid på at ‘slippe angsten’, udredet din komplekse situation og måske trevlet din barndom op og strikket en ny identitet sammen til den du er i dag og alligevel tænker, at der må være noget du har overset? Så prøv lige at tjekke, om der mon skulle befinde sig en belønning foran din næse. En belønning, der sporer dig til en adfærd, der samtidig vedligeholder din angst.

Belønningen der vedligeholder din angst

Hvordan nu det?

Jo ser du. Angst er ikke bare tanker og følelser – angst er også adfærd. Angstevedligeholdende adfærd. Adfærd, som gør, at du vælger belønningen (inklusiv angst) frem for at vælge dig selv og slippe angsten.

Kryptisk? Okay. Det forstår jeg godt. Det er også svært at forklare.

Nogle gange vælger du at acceptere angsten, fordi du belønnes for ikke at slippe den.

Eksempel:
Hvis du oplever at mærke omsorg og opmærksomhed fra familien mens du har angst, kan man sige at du bliver ‘belønnet positivt’. Det er jo som det skal være – omsorg og støtte er en positiv adfærd som kun kan anbefales fordi det er med til at få dig på benene igen.

Men hvad nu, hvis du hver gang du begynder at få det godt og viser tegn på styrke og selvstændighed, oplever at omsorgen og støtten bliver skiftet ud med ligegyldighed og måske ligefrem afvisning? Hvordan vil din motivation for at slippe angst og blive robust og selvstændig så være?

Vil du vælge den umiddelbare nemme løsning ved at modtage den ‘positive belønning’ og føle dig set, støttet og opmuntret? Og er du dig bevidst om prisen, du skal betale for dit valg? Eller er prisen for høj – som fx prisen, du betaler med at leve et liv i angst?

Har du spurgt dig selv?

  • Bliver du belønnet for en adfærd, der samtidig fastholder dig i angst?
  • Hvordan ser din belønning ud?
  • Hvad giver belønningen dig?
  • Hvad er prisen for at gå efter belønningen?
  • Hvordan påvirker det dig og dit liv at hige efter belønningen og dét, den tilsyneladende giver dig?
  • Hvordan påvirker det: Din angst? Dit selvværd? Selvtillid? Humør? Familieliv? Økonomi? Sexliv? Livskvalitet?

Skriv det ned. Kig på det. Var du bevidst om det? Var du klar over at belønningen, du troede gav dig det du havde brug for, måske i virkeligheden giver dig grunden til at have brug for det, den giver? Altså får dig til at gå i ring uden at belønningen giver dig dét, du inderst inde har brug for?

Eksempler på adfærd der kan fastholde dig i angst, men som du bliver positivt belønnet for:

  • at være den pæne pige
  • manden der aldrig græder
  • den der altid hjælper andre – før sig selv
  • den der aldrig siger nej
  • den der bliver ved til det sidste
  • den der klarer alting
  • den der har styr på det hele
  • den gør alting perfekt og 100%
  • Indsæt evt. din egen _______

Når nu du har set på dette…

Mener du så, at belønningen er prisen værd?

Kunne du forestille dig andre måder hvorpå du kan give dig selv det, du inderst inde har brug for?

Prøv at brainstorme på det… Find alternativer til, at du aldrig mere behøver at vælge angstgivende adfærd for at tilfredsstille dine behov og ønsker.

Måske kunne du, hvis du har det som i eksemplet, vælge at få stillet dit behov for omsorg og opmærksomhed et andet sted? I første omgang hos dig selv?

 

Indlægget her er blevet læst 4287 gange!

Søg
Seneste indlæg
Seneste indlæg
Kategorier
Tags
Om Slip angsten

Privacy Preference Center